tirsdag den 1. juni 2010

Maj-opgave: Soffi


Forfatter: Bente Pedersen

Anders satte sig tungt ned på plænen ved siden af stenen. Så tæt på, som det nu kunne lade sig gøre uden at vælte den. Drejede låget af termokanden, der så kunne fungere som kop og hældte kaffen op. Dernæst fandt han de sædvanlige fire halve stykker rugbrød frem fra madpapirets gemmer og bestemte sig uden den store begejstring for én med leverpostej. Engang havde madpakken været et lyspunkt i arbejdsdagen. Dengang han arbejdede på brorens gartneri, var frokostpausen en hyggestund med de andre ansatte, hvor dette og hint blev vendt og drejet. Dengang sørgede Helle for madpakkerne til både ham og Jonas, og de kunne ofte mærke hendes kærlige omsorg i form af et stykke chokolade eller måske en lille seddel med en kærlig hilsen lagt øverst. Han var taknemmelig for, at broren havde forstået, da han blev nødt til at skifte arbejdsplads.

Han sukkede og børstede nogle rugbrødskrummer af de i forvejen plettede bukser. Det var vist snart tid for at vaske arbejdstøj. Også det havde han efterhånden fået lært at gøre selv. I det samme kørte Jens forbi på vej ned til frokoststuen på den lille havetraktor med anhænger, og Anders hævede hånden til en hilsen. Han orkede ikke at sidde blandt de andre, og de lod ham være i fred, når det var det, han ønskede.

”For resten, Jonas”, sagde han, mens han kærtegnede den sorte granitsten, ”så rykkede dit fodboldhold da op i A-rækken i lørdags. De spiller knageme godt, stadigvæk, kan du tro!” Han lod tungen glide hen til hullet mellem fortænderne og lod den hvile der, mens plænen foran ham forvandlede sig til fodboldbanen på det lokale stadion. Holdets anfører, Jonas, driblede elegant uden om alt og alle og gik direkte mod mål. Intet kunne stoppe ham…

Uden den store bevidsthed, om det var levepostej eller rullepølse, han puttede i munden, forsvandt resten af madpakkens indhold. Øjnene var langt ude af fokus, da en bib bib lyd fra skjortelommen meddelte, at der var en sms til ham. Han hev hurtigt mobilen frem, stillede skarpt på de små bogstaver og så, at det var fra Karen. Nabokonen, som gud ske lov havde lovet at se ind til Soffi i løbet af formiddagen.

For en lille uges tid siden havde han bemærket en bule på Soffis mave, da hun lå og hvilede på gulvet ved hans fødder, men han havde ikke kunnet få lov til at undersøge hende nærmere, og siden havde han slået det hen som unødig bekymring. Hvis hun var alvorligt syg, ville hun jo opføre sig langt anderledes. Men så i aftes havde hun været noget så urolig og rastløs, og ikke engang deres aftentur kunne bringe ro over hende. Det var heller ikke meget, de havde fået sovet, da Soffi ustandselig skiftede opholdsplads. Nu måtte han også se at få hende til dyrlæge efter arbejdstid.”Alt vel her” lød sms’en fra Karen. Han smilede, mens han smed den sidste sjat kaffe over mod den lille hæk og gjorde sig klar til de næste timers arbejde. Inden han gik, sikrede han sig, at buketten ved siden af stenen havde frisk vand. Fjernede et par visne blade fra den og klappede til sidst stenen med et ” Ses i morgen!”

Mens han klippede den ene meter buksbomhæk efter den anden, funderede han som ofte før over, hvornår han egentlig havde mistet Helle? Var det efter ulykken med Jonas, da hun gled ind i mørket? Eller var det mon først for alvor, da hun endelig var vendt tilbage til en hverdag sammen med ham blot for at konstatere, at en svulst i brystet havde fået lov at vokse upåagtet i alt for lang tid?

Tanken om svulsten i Helles bryst aktiverede atter bekymringen for Soffi. Hun ventede ham glad hjem hver eneste dag og sikrede med sine krav om mad og motion, at der var en form for sammenhæng og mening med livet selv nu. Da han tjekkede mobilen for nye sms’er fra Karen, konstaterede han, at det var tid for den sidste kaffepause, inden han kunne vende næsen hjemad.

”Hej, Helle!”, hilste han mod stenen, da han satte sig på den lille bænk under guldregnen i hjørnet. ”Jeg er da godt nok bekymret for Soffi. Jeg skal have hende til dyrlæge, når jeg kommer hjem,” fortalte han, mens han bøjede forover i kroppen og hvilede underarmene på lårene. Når han sad sådan og samtidig bøjede hovedet, kunne ingen se, at han snakkede med hende. Ind imellem lod han fingrene glide gennem perlegruset og fjernede automatisk uønskede vækster.

Langt inde i deres daglige samtale blev han forstyrret af mobilens ringetone. Stadig lidt fraværende hev han mobilen op af lommen. Han rømmede sig, mens han fandt den rigtige knap.

”Ja hallo, det er Anders!”

”Det er Karen! Skynd dig hjem!”

”Er det Soffi?” Stemmen var anspændt, og han turde næsten ikke høre svaret.

”Ja, det er Soffi, og fem små nye af slagsen! Tillykke Anders!” Glæden i hendes stemme nåede ham, men den forvirrede ham endnu mere.

”Fem nye? Hvad? ”Anders kløede sig i den ene tinding, men så forstod han pludselig Karens budskab. Han vinkede ivrigt hen mod stenen, mens han råbte: ”Nå for pokker da, Helle! Der er kommet små i huset igen. Det er Soffis! Jeg skal skynde mig hjem! Ses i morgen, min ven!”

19 kommentarer:

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Du kan bare det der med hverdagens små dramaer. Jeg fik stor medlidenhed med Anders, som har både sin søn og sin kone. Når du så også disker op med at hans sidste holdepunkt i tilværelsen, Soffi, nok har en kræftknude, så syntes jeg jo nok, at du lige gav den en tand for meget.
Så jeg kneb en lille glædeståre, da "sorg blev til glæde vendt" i din raffinerede og overraskende slutning.Flot.
Og så lige igen: Hvornår kommer den roman?

Kærlig hilsen

Jørn E

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Til det sidste spørgsmål...tjaaa, men tak fordi du spørger :-)

Og så ved jeg ikke lige, hvor min hp og hans skæbne kom fra. Jeg var lige gået seng og spurgte mig selv om, hvem der mon skulle være hp i min tekst. Pling, så meldte Johannes, kirkegårdsgartner, sig på banen. Plottet var i første omgang inden søvnen noget med at skrabe lottotal sammen via årstal på tilfældige gravsten, men det ændrede sig da noget, må man sige. Men han vandt vist en større gevinst end i Lotto :-)

KH Bente

Poly sagde ...

Kære Bente

Super dejlig menneskevarm fortælling, som jeg slugte råt, selvom det jo var en noget sørgelig historie. Jeg kunne havde været en solsort på en af gravstenene, for billedet du malede var utroligt livagtigt og indlevende. En dejlig smuk fortælling, mange tak.

Med hilsner Poly

Dorte H sagde ...

Kære Bente.

Hvor er den sød og sørgelig. Og fin måde at bruge stenen på (den introduceres hurtigt, men vi ved først senere, hvad det er for en sten).

Kh Dorte.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Poly!

Tak for ordene. Jeg er sikker på, at jeg i en periode ville have brug for de samme stunder på kirkegården, hvis jeg mistede min mand eller mit barn. Jeg tror, Anders føler,at han stadig passer på dem ved at arbejde på kirkegården, foruden at han stadig lever tæt med dem i tanker og følelser.
KH Bente

Bente Pedersen sagde ...

Kære Dorte!

Tak! Også for at fange måden,som jeg brugte stenen på som noget væsentligt i teksten.
KH Bente

Marie sagde ...

Kære Bente

Først tænkte jeg - Åh nej, de der mænd, der skal have konen til at smøre madpakke, og hvorfor kan stenen vælte, det plejer sten da ikke. Men jeg blev ført mere og mere ind i den fine personskildring, som også virker troværdig. Først langt inde i historien, blev jeg klar over, at det var en gravsten.

Smuk og rørende historie, Bente
Kh
Marie

Bente Pedersen sagde ...

Kære Marie!

Tak, fordi du tog dig tid til at læse min tekst, og tak for ordene.

Jeg er glad for,at du finder personen troværdig, specielt fordi han jo ikke er af mit køn.

Stedet, han sidder i starten af teksten, er inspireret af den plæne på Viborg Kirkegård, hvor min mors urne er sat. Der må man placere stående gravsten af en vis højde på plænen (max 80 cm tror jeg, det er),på det sted, man har valgt at få urnen sat ned. Ved siden af stenen er en vase nedfældet i jorden til buketter. Så her kan man sætte sig helt op ad stenen, hvis man har lyst til det.

Kh Bente

Marie sagde ...

Det er da rigtigt, Bente. det havde jeg slet ikke tænkt på. Måske kan jeg som hunkøn heller ikke vurdere det. Men for mig virker det troværdigt, også det med maden:)Jeg tænkte også på, at det er fint beskrevet rent psykologisk, at din hp er så traumatiseret, at han venter det værste, også når det gælder hunden, som han holder af.

Kh
Marie

Jørn E. sagde ...

Kære alle!

Der er i de indlagte kommentarer nogle spekulationer over om mænd ville reagere som Anders gør. Det er vi i alle fald mange der ville kan jeg sige uden at kunne udtale mig på alle mænds vegne. Det supergodt beskrevet!

Kærlig hilsen

Jørn E

Bente Pedersen sagde ...

Kære Marie!
Tak fordi du bemærkede Anders` reaktionsmåde. Det er egen erfaring,at i perioder med for mange og for voldsomme begivenheder i træk, kan alt ende med at blive bekymrende og utryghedsskabende. Også selv om man med fornuften ved,at der er lige så stor sandsynlighed for at det går godt,så tør man bare ikke tro på det. Anders kan jo heller ikke forstå i starten, hvad det er Karen overhovedet snakker om.
KH Bente

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Det er jeg bare så glad for,at du synes. Jeg tror, at mange mænd har deres egen stille måde at klare kriser på. Jeg ved i alle tilfælde,at min mand og jeg reagerer helt forskelligt set udefra i sorgprocesser, og det har jeg lige skullet lære at kende.
KH Bente

Marie sagde ...

Det genkender jeg, Bente.
Man kan i perioder kun tro, at telefonen bringer dårlige nyheder.
Kh
Marie

Leonius sagde ...

Kære Bente,

det er en meget smuk historie du har skrevet.
Det er jo en tragedie for din hp. at miste først sin søn, og derefter sin kone, så dit forløb er meget flot og troværdigt.
Den mandlige synsvinkel, klarer du til UG, i teksten.
I handlingen derimod, er der i mine øjne, en meget interessant Kvinde/Mand problematik.
Jeg som mand, ville nok sidde ved min kones grav, og spise min madpakke, og få en sludder.
Du som kvinde, vil nok gøre som du har skrevet.
Så måske kan man her gennemskue, at det er en kvinde der er forfatteren.
Din slutning er aldeles fremragende, og får nok de fleste læsere til at knibe en lille glædeståre.

Leonius.

Ragnhild sagde ...

Kære Bente

Hvor er det en smuk, rørende og troværdig historie, du har skrevet. Begyndelsens "Tungt" og "uden begejstring" lægger fint op til, at læseren møder en meget trist mand. De næste afsnit afslører, at det ikke bare er en trist mand, men en mand dobbeltramt af sorg. Du lægger spor ud, som antyder, at både kone og barn ikke er længere. 6 afsnit bekræfter smukt og enkelt uden mange ord læserens anelse om død. Først ulykke, så sygdom. Den ramte far og enkemand er tynget af sorg men dog via samtaler med de afdøde igang med sin egen sorgproces. Bekymringer for hunden bliver pludselig vendt til glæde, da "uventede" hvalpe dukker op. Teksten i mol skifter karakter og slutter i dur og optimisme. Det er rigtig flot gjort.

Kh Ragnhild

Bente Pedersen sagde ...

Kære Leonius!
Tak for din læsning og din tilbagemelding.
Pudsigt,at du nævner forholdet angående, hvem han skal spise frokost med. Jeg havde slet ikke overvejet det på den måde. Men det var praktisk i forhold til plottet først at afsløre,at han havde mistet drengen og dernæst konen. Derfor blev det spisning i den rækkefølge.
Også fordi det var nemmere for mig at vente med at afsløre stedet, kirkegården, præcist, hvis jeg lod ham sidde på noget græs ved siden af en sten. I idéfasen havde jeg også planer om at indflette,at det var konen, der havde valgt gravstedet til sønnen, fordi han var enebarn og dermed ville der ingen være til at passe et normalt gravsted, når de, forældrene, var borte, men det valgte jeg så fra.
Så jeg havde slet ikke gjort mig overvejelser om rækkefølgen på den måde. Synes blot,at han sad bedst og rimelig anonymt med madpakken der på plænen i sit arbejdstøj.

KH Bente

Bente Pedersen sagde ...

Kære Ragnhild!

Så er du her igen! Dejligt!
Tak for dine ord. Jeg er faktisk også kommet til at holde lidt af denne nye tekst. Som du kan læse længere oppe, havde den en hel anden vinkel fra start :-)

KH Bente

Leonius sagde ...

Kære Bente,

jeg kan godt se, at det ikke er til at ændre i rækkefølgen, han kommer jo også hen til konen i sin kaffepause, så den holder da.

Leonius.

Randi Abel sagde ...

Kære Bente,

Du tegner i denne tekst på fineste og mest nænsomme vis Anders som person.

Jeg blev så trist til mode ved tanken om, at han også skulle miste Soffi, men heldigvis blev frygt til glæde vendt.

Kh,
Randi