lørdag den 17. juli 2010

Rådyret 2


forfatter og foto: Jørn E

Læs første del af rådyret.

Jeg sad og skrev i kirkebøgerne. Det bankede på døren og uden at vente på svar, trådte graveren Jens ind på Kontoret. ”Hvis du har noget kaffe, så har jeg et par basser der passer”. Jeg smilede venligt til ham. Jeg vidste, at nu skulle der snakkes. Blev på den måde indviet i den seneste bysladder. Jeg lagde kirkebogen væk og Jens serverede kaffe, rev bagerposen op, og lagde den imellem os.”Du husker nok fru Mortensen, hvis datter smed sig foran toget”. Jeg nikkede bare kort til svar. Jo, jeg kendte fru Mortensen. Han vidste også, at jeg interesserede mig for familien og hvad der kunne have ført til datterens selvmord.

”Jeg så hende på vej op imod skoven med en stor buket hvide liljer. Hun lignede et spøgelse. - Gjorde hun, - staklen” sagde Jens, og lagde ansigtet i passende, sørgmodige, folder, mens han opmærksomt afventede min reaktion.

Jeg gumlede på wienerbrødet, og tog en slurk kaffe”. Ja, det er ikke godt med hende”. Svarede jeg og fortsatte: ”Pastor Nielsen siger, at hun har lukket sig helt inde i sig selv. Hun taler aldrig med nogen mere. Pastorinden havde også bemærket, at hun var holdt helt op med at bruge make-up. ”Det bliver man jo ikke kønnere af” havde hun tilføjet.

Der blev en kort pause.

Så fortsatte Jens. ”Jeg mødte Rasmus, skovløberen. Han havde set fru Mortensen lægge blomster derovre. Hun lagde dem forsigtigt. Nærmest som en mor lægger sit barn til at sove i sin vugge. Så gik hun hen, tæt på skinnerne, som hun så på et øjeblik. Så tilbage, forbi blomsterne hen til en træstub, tæt ved. Her sad hun et stykke tid. Hun rystede over hele kroppen, som om hun frøs. Men han så tårerne, der løb ned ad hendes kinder.”

Der var masser af rådyrspor hvor blomsterne lå, men til hans store overraskelse var blomsterne urørte. Rådyr æder normalt, ukritisk, alle de blomster de kan komme i nærheden af.

Læs mere om kordegnen.

10 kommentarer:

Randi Abel sagde ...

Kære Jørn,

Jeg elsker den stemning du skaber på kontoret med kaffe og bagerpose. Det er du virkelig god til.

...Og sikke en cliffhanger tilsidst. Jeg glæder mig til fortsættelsen.

Kh,
Randi

Jørn E. sagde ...

Kære Randi!

Tak for din dejlige kommentar. Jeg er rigtig glad for at du netop har lagt mærke til de to ting du nævner.

Kærlig hilsen

Jørn E

Poly sagde ...

Kære Jørn

Din fortælling af Rådyret 2 holder sig bestemt ikke tilbage fra "Rådyret". Og du fangede mig straks med "et par basser der passer". Åh, så dejligt dansk! Jeg fik helt hjemve after god gammeldags dansk "hygge". Snøft!

Og igen er det med fornøjelse, jeg læser din fortælling. Ja, faktisk nyder jeg måden du skriver på. Helt nede på jorden, og igen følte jeg mig, som fluen på væggen, der i smug fik indblik i et ganske almindelig samvær for kordegnen og graveren. Men hvad der især gør din historie meget levende, er din vekselvirkning mellen de to personer, og din indfletning af hvad de tænker. Det hele er bare så smadder menneskelig med "lidt sladder" og "lidt aflastning" af hverdagens sindsstemning og iagttagelser. Superflot.

Hvor ville jeg ønske jeg kunne skrive så ligetil, som du formår!

En lille side bemærkning! Der er sørme godt, du kan hive nogle fortællinger ud af ærmet, så bloggen ikke ligger hel død her i sommerferien. Mange tak skal du ha’!

Med hilsner Poly

Jørn E. sagde ...

Kære Poly!

Tak for alle blomsterne. Jeg har næsten ikke Kære Poly!
vaser nok - gnæk-gnæk.

Jeg er da særligt glad for, at du kan lide mine personbeskrivelser og hverdagssituationer.

Tak endnu engang!

Kærlig hilsen

Jørn E

Jørn E. sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Ragnhild sagde ...

Kære Jørn

Jer er som Poly og Randi også med fra første situation - det er faktisk mig, der river posen op, så lyden og duften af bagerbrød forplanter sig til hele rummet.

Jens's friske sprog skifter til det (måske fremmedartede) højtidelige, da han gengiver skovløberens iagttagelser af fru Mortensen sorgseremoni ved findestedet.

Nu må degnen og din læser ikke bare vide, hvad der fik fru Mortensens datter til at vælge livet fra men også, hvordan den unge kvindes mor kommer igennem sin sorg.

Din tekst slutter lidt uforløst, men det er der vel en forklaring på. Jeg kan forstå, det er en saxo-tekst, og jeg gætter derfor på, at den har en fortsættelse - eller måske flere, så læseren (som også er mig) får svar på mine spørgsmål.

Jeg er der, hvis din degn dukker op igen :-)

Kh Ragnhild

Jørn E. sagde ...

Kære Ragnhild!

Tak for dine dejlige kommentarer til første og andet afsnit. Det er dejligt, at opleve, at mine læsere føler sig indlevet i handling og personer. Er det ikke netop det det handler om?

Jo, der er et tredie og afsluttende afsnit, som jeg antager at Dorte sætter på her på lørdag.

Kærlig hilsen

Jørn E

Poly sagde ...

Kære Jørn

Herligt! Glæder mig til at læse det afsluttende afsnit.

Med hilsner Poly

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Du fortsætter din gode og indlevende fortælling, hvor du slap din læser sidst, og jeg er hurtig tilbage i den rette stemning.

I første afsnit hæftede jeg mig specielt ved én sætning :”Det bliver man jo ikke kønnere af” havde hun tilføjet. Det er en genial måde at fortælle, at pastorinden går mere op i kvindens ydre facade end det menneskelige kaos, som denne kvinde må befinde sig i. Den fortæller på én gang vældig meget om to forskellige kvinder.

I andet afsnit faldt jeg over:
"Han havde set fru Mortensen lægge blomster derovre. Hun lagde dem forsigtigt. Nærmest som en mor lægger sit barn til at sove i sin vugge." Det er en flot og nænsom måde at beskrive denne kvindes sorg på.

jeg ser frem til at få sidste del i morgen!

KH Bente

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Tak for endnu en af dine fyldige kommentarer. Det er dejligt at høre, at du har en god oplevelse og at du lægger mærke til nuancerne. Det er skønt.

Kærlig hilsen

Jørn E