lørdag den 24. juli 2010

Rådyret 3


forfatter og foto: Jørn E

Læs del 1 og del 2.


Der var noget der skurrede, noget der ikke rigtig ville falde på plads.

På vej hjem, smuttede jeg forbi kriminalassistent Wims, for at få sagens forløb ridset op.

Efter snakken med Wims, var jeg klar over hvad det var der manglede. - Et afskedsbrev. - Det passede ikke med det billede jeg havde dannet mig af pigens karakter. Josefine, eller Fine, som hun blev kaldt, var velorganiseret og tænksom. Hun lagde f.eks. altid besked til sin mor om, hvor hun var, hvis hun brød det daglige mønster.

Altså! - Fine havde en kæreste, Janus. De to, havde været venner og kærester lige siden de gik i femte, hvor Fine og hendes familie var flyttet til byen. Janus' sidemand i skolen hed Allan. De to var bedste venner fra de allertidligste barneår. Da Fine var kommet til var hun hurtigt blevet indlemmet i drengenes venskab og de blev et uadskilleligt trekløver.

Jeg besluttede mig for at ta' en snak med Allan.

Med det påskud, at jeg var nødt til at udstede en ny dåbsattest til ham af visse administrative årsager, bad jeg ham om at komme ned på kirkekontoret efter den og ta' den gamle med.

Allan kom hurtigt efter. ”Sid ned” opfordrede jeg. Han satte sig i gæstestolen, overfor mig. Han virkede lidt trykket og stille. Ikke underligt. Han havde jo lige mistet en meget nær ven.

”Du holdt meget af Fine?” spurgte jeg let konverserende, men tilpas medfølende, mens jeg foregav, at lede efter den nye attest på bordet foran mig. Han for sammen og stirrede på mig. Jeg mødte hans blik. ”Je... – ja, selvfølgelig gjorde jeg det” svarede han, nærmest agressivt, mens han vagtsomt betragtede mig. Jeg var overbevist om at han skjulte noget, siden han i den grad var på vagt. ”Hvorfor spørger du om det?” Spyttede han nærmest ud.

Jeg så ham lige ind i øjnene. Jeg vidste, at jeg var ude på tynd is.

”Der var ikke noget afskedsbrev. - Det undrer mig”. Jeg gjorde med vilje tonen en lille smule inkvisitorisk, mens jeg fastholdt hans blik.
”D-det kender jeg ikke noget til” udbrød han. Jeg kiggede påtaget forbavset på ham: ”Nej, hvordan skulle du også det?”
Mens jeg stadig så ham ind i øjnene, rakte jeg ham kuverten med attesten. Han nærmest rev den ud af hånden på mig, og styrtede ud af døren.

Jeg sank ned i den store kontorstol. ”Hva' nu? Hvad var Allans rolle? Lidt rystet over mig selv og sagens udvikling, gik jeg i gang med at arkivere nogle bilag.

Senere på aftenen, havde nogen i ”Det sene aftentog” hørt et voldsomt bump, da det kørte gennem skoven. På stationen gjorde rystede passagerer, togpersonalet opmærksom på ”blod og sådan noget”, som var sprøjtet hen ad siden på en af vognene.
Man antog, at et dyr i panik var løbet ind mellem vognene. Nogle jernbanefolk blev sendt ud langs sporet for at finde ud af hvad der var sket.

I nærheden af hvor Fine blev påkørt fandt man Allan, - død.

I hans inderlomme fandt man, foruden en ny dåbsattest, et krøllet stykke papir, som viste sig at være et afskedsbrev fra Fine.
Der stod:

Allan!
Jeg mistede min far.
Du udnyttede det.
Nu har jeg også mistet min elskede.
Jeg holder ikke ud at leve længere.
Fine.

Da jeg senere talte med kriminalassistent Wims, brummede han rystet: ”Det er fa'me ved at udvikle sig til en epidemi det her”.Han så eftertænksomt på mig et øjeblik, og tilføjede: ”Det var forresten underligt, for hans fodspor tyder på, at han løb lige ind mellem togvognene. Men endnu mere mærkeligt er det, at andre spor tyder på at han var forfulgt af et rådyr. Men jeg har s'gu' aldrig hørt om at rådyr forfølger mennesker!

”Nej, men det har du så nu” tænkte jeg for mig selv og gøs.

22 kommentarer:

Jørn E. sagde ...

Kære alle!

Ja, det var så afslutningen på "Rådyret".

Nu venter jeg spændt på jeres kommentarer, så jeg vil skynde mig at sætte mit flueben, så jeg kan følge med i når der er nye kommentarer.

Kærlig hilsen

Jørn E

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!
ja jeg måtte jo fluks ind og se, hvordan det hele hang sammen.Og det hænger jo fint sammen :-) Jeg har lige genlæst de to foregående tekster for at se.om plottet holder, og jeg kan i alle tilfælde ikke finde noget, der peger i anden retning. Som i en hver beretning, fiktiv eller ej, om selvmord,findes der så mange triste skæbner. Således også i din fortælling.
Rådyrets ageren kan man jo frit tolke på. jeg tillader mig at læse det metaforisk som et billede på Allans dårlige samvittighed og ubærlige viden. Derfor vælger jeg at se bort fra din sidste sætning, hvor du lidt lægger op til en gyser.Måske kunne denne fint undværes, og så lade fortællingen slutte efter "Men endnu mere mærkeligt er det, at andre spor tyder på, at han var forfulgt af et rådyr." Bare et forslag..
Og så lige en detalje, som jeg funderer over. Er et bump ikke noget, som man nærmere mærker, end at man hører?
jeg lagde også mærke til en fin detalje: "Lidt rystet over mig selv og sagens udvikling, gik jeg i gang med at arkivere nogle bilag." En fin måde at vise, hvordan rutiner beroliger os mennesker, når vi bliver rystede.
Tak for fin sommerferieunderholdning, Jørn!
KH Bente

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Tak for kommentaren og alle dens reflektioner.
Først og fremmest er jeg glad for, at du synes, at plottet holder. Det er nemlig vigtigt for mig. Jeg tenderer til at tabe interessen, hvis der er noget der ikke rigtig hænger sammen.

Rådyret som metafor for Allans dårlige samvittighed kan jeg godt se som en mulighed, men jeg kan godt lide at lege lidt med det overnaturlige, det hinsides, det mystiske og jeg ser rådyret som Fines genfærd der søger hævn.

Med hensyn til bumpet kan jeg fortælle dig, at når man befinder sig i en så massiv ting som et tog på jeg ved ikke hvor mange tons, så mærker man ikke et bump. Man hører det allerhøjst. Jeg har - desværre - selv haft lejlighed til at erfare det. Jeg var med i førerhuset til et af de gamle lyntog da vi påkørte en hund.

Kærlig hilsen

Jørn E

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!
Interessant lille detalje det lille bump, for det kan selvfølgelig også opfattes som et lydord ved nærmere eftertanke...Jeg er helt med på,at man ikke kan mærke det i et tog,heldigvis da :-)
KH Bente

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Tak for replik. Jeg kom til at tænke på en anden situation hvor man hører et bump. En mand falder om på gulvet.
Underboen hører et bump fra lejligheden ovenover :o)

Kærlig hilsen

Jørn E

Dorte H sagde ...

Kære Jørn.

Så har jeg fået tid til at nyde hele din historie igen. Fuld af atmosfære og tid til at udvikle historien, og hyggelige personer, man gerne vil møde igen.

Jeg er ikke sikker på, Fines afskedsbrev er helt så troværdigt, men jeg vil da ikke udelukke, at en ung pige kunne udtrykke sig sådan.

Jeg har for øvrigt lige været i gang med lidt research omkring afskedsbreve. Efter lang tids higen og søgen på danske hjemmesider slog jeg over i engelsk og fandt mit svar straks: der er kun ca 20 %, som efterlader et brev (en nyttig oplysning for mig i mit romanmanuskript).

Kærlig hilsen Dorte.

Jørn E. sagde ...

Kære Dorte!

Det glæder mig, at du nød genlæsningen.
Jeg er ikke utilbøjlig til at give dig ret m.h.t. en teen-agers evne til at udtrykke sig som Fine gør i sit afskedsbrev. Det har jeg faktisk ikke tænkt på før. Tak for hintet.

Kærlig hilsen

Jørn E

Bente Pedersen sagde ...

jeg tror såmænd,at hvis du sletter "min svaghed" og erstatter det med et "det", så er brevet gangbart! :-)

Leonius sagde ...

Kære Jørn,

jeg valgte at læse alle tre afsnit på en gang, og så kommenterer.
Jeg syntes du har bedrevet en rigtig god historie, og jeg syntes du har en god blanding af personer med i den.
Jeg opfattede Rådyret "som Fines genfærd der søger hævn" som du selv skriver i din kommentar.
Hvis afsnittene skal hænge sammen, syntes jeg at overgangen fra afsnit 1 til afsnit 2 halter lidt.
Men du får roser herfra, så hvis det kniber med vaser, må du igang med flaskerne.

Leonius.

Jørn E. sagde ...

Kære Leonius!

Tak for dine roser. Sådan nogle finder jeg altid plads til.
Du har ganske ret m.h.t. rådyrets rolle.
Du skriver, at du synes afs. 1 og 2 ikke rigtig hænger sammen. Ville du evt. uddybe det lidt, af hensyn til læringen.

Kærlig hilsen

Jørn E

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Jeg går helt ind for din ændring. Kunne du ordne det for mig ;o)

Kærlig hilsen

Jørn E

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Det kan du da lige tro, at jeg vil...kom til at tænke på, at de unge i dag sikkert ville efterlade sig en afskeds-sms i stedet for brev, tror du ikke ? Så måske skal skal der stå . På hans mobil fandt man en sms, der lød...

Men nu retter jeg i alle tilfælde det andet...for skal det være en sms, så bliver sproget jo anderledes...

KH Bente

Leonius sagde ...

Kære Jørn,

Første afsnit slutter med at du sidder på kirkekontoret med de store kirkebøger foran dig, og kigger ud af vinduet:


”Mens jeg sad og tænkte triste tanker om dette mystiske selvmord, fangedes mine sanser af solsortenes smukke sang ude på kirkegården. Jeg løftede hovedet og så ud af vinduet.
Stor var min overraskelse. Ja, jeg blev faktisk forskrækket i det første sekund. Udenfor stod en rå og kiggede ind. Dens store smukke øjne så indtrængende - bedende(?) - på mig.

Efter hvad jeg oplevede som en evighed, vendte den roligt rundt og forsvandt ud af mit synsfelt.

I det øjeblik bestemte jeg mig for, at jeg for enhver pris ville finde ud af, hvorfor den unge pige havde taget sit eget liv.”

Dit andet afsnit starter således:


”Jeg sad og skrev i kirkebøgerne. Det bankede på døren og uden at vente på svar, trådte graveren Jens ind på Kontoret.”

Scenen er den samme i slutningen af første afsnit og starten af andet afsnit, og i første afsnit fik vi af vide, at du sad og skrev i kirkebøgerne.
Derfor virker det skævt at du starter med ”Jeg sad og skrev i kirkebøgerne.”
Jeg ville simpelthen slette denne sætning.

Men som allerede skrevet, kan jeg vældig godt lide din historie.

Leonius.

Jørn E. sagde ...

Kære Leonius!

Tak for dit svar. Jeg ser din pointe og jeg må give dig ret. Jeg vil rette det i originaleksemplaret.

Kærlig hilsen

Jørn E

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Tak for hjælpen. Du har ganske givet ret i det med sms'en. Jeg har lidt svært ved at sætte mig ind i en moderne teen-agers tankegang. Det er ca. 20 år siden mine piger var teen-agere.

Kærlig hilsen

Jørn E

Dorte H sagde ...

Og nu blander jeg mig så lige i afskedsbrevet igen. Vi ved jo allerede fra første afsnit af del I, at historien ligger lidt tilbage (før den elektroniske kirkebog). Altså kan den sagtens foregå før sms blev almindeligt. For mig lyder pigens sprog bare gammeldags, f.eks. ordet ´miste´, hvor de fleste unge nok bare ville sige ´min far døde´ og mine elever ville sige at kæresten slog op, droppede hende eller lignende.

Kh Dorte.

Bente Pedersen sagde ...

Nej, hvor skægt Dorte, for jeg tænkte på, om man da stadig skrev kirkebøger i hånden, for jeg har jo slet ingen erfaring på det felt.Så slog jeg mig til tåls med, at det gjorde man da nok, så derfor så jeg teksten som nutidig.....måske også på grund af det ledsagende billede af toget. Men med de nye kommentarer,så har du jo ret i, at det ikke nødvendigvis skal foregå i mobilens tidsalder. Skal man så i dag kunne fremvise et It-kørekort for at blive kordegn?

KH Bente

Jørn E. sagde ...

Kære Dorte og Bente!

Tak for jeres engagement og interesse.
Jeg kan fortælle jer, at den elektroniske kirkebog blev endeligt gennemført i 2004. Forud for dette gik et omfattende arbejde med at overføre alle de skrevne oplysninger fra kirkebøgerne til det elektroniske medie. Siden 2000 arbejdede kordegne og en "taksforce" i Kirkeministeriet på den opgave. Så vi skal altså ikke så langt tilbage i tiden for at finde en kordegn der sidder og skriver i kirkebogen. Der er ingen tvivl om, at afskedsbrevet kunne være sendt som en sms, men det vil jeg undlade at inddrage i denne historie.

Kærlig hilsen

Jørn E

Jørn E. sagde ...

Kære Dorte og Bente!

Jeg kan se at jeg har glemt at nævne, atdet "kun" var kirkebøgerne fra 1960 og fremefter der blev overført til den elektroniske kirkebog. Oplysninger ældre end det overføres kun hvis de har betydning i aktuelle sager.

Kærlig hilsen

Jørn E

Randi Abel sagde ...

Kære Jørn,

Sidste afsnit skuffer bestemt ikke. Det er en dejlig, velkomponeret historie, og jeg har været glad for gensynet med den.

Kh,
Randi

Ragnhild sagde ...

Kære Jørn

Jeg har også fået læst dit afsluttende afsnit nu. Det føjer sig smukt og forklarende/opklarende til de to første - men det er en barsk slutning med endnu et voldsomt selvmord.

Kh Ragnhild

Jørn E. sagde ...

Kære Ragnhild!

Tak for din kommentar. Ja, det er lidt blodigt, men jeg skulle jo have en nogenlunde hurtig afslutning og så var det det nemmeste, at slå Allan ihjel. Gnæk-gnæk.

Kærlig hilsen

Jørn E