lørdag den 10. juli 2010

Rådyret


forfatter og foto: Jørn E

Arbejdet som præstesekretær var et hverv jeg, som pensioneret kordegn, havde påtaget mig. Det foregik ofte i de sene eftermiddags- og aftentimer, hvor der ikke var nogen til at forstyrre mig.
Således sad jeg alene på kirkekontoret en forsommeraften og bakkede på min gamle snadde, mens jeg skrev i kirkebogen.
Jeg sad og ajourførte dødsfald. Det var et stykke rutinearbejde, som skulle holdes up-to-date hele tiden. Temmelig ensformigt, at skrive oplysningerne fra dødsanmeldelsen ind i kirkebogen. Det var mens man endnu skrev i hånden og med blæk i store tunge bøger.

Min opmærksomhed blev skærpet da jeg mekanisk tog den næste formular for at skrive dens oplysninger ind i bogen. I rubrikken "dødssted" var dette ord streget over og i hånden var i stedet skrevet "Findested" efterfulgt af den lakoniske og dog stærkt dramatiske og dybt tragiske meddelelse:
"Jernbanelegemet ca. 500 meter nord for Bistrup station." Videre læste jeg navn og adresse på en pige fra byen, som jeg huskede fra konfirmationsundervisningen, to - tre år tidligere.

Byen er en mellemstor provinsby, hvor alle kender hinanden i et eller andet omfang. En tragedie som den der her lå præsenteret foran mig gjorde, at nu vidste alle hvem der var tale om. Chokerende var det sandelig også, for hun var kendt som en sød, livlig og intelligent pige. Hun havde oven i købet en kæreste. Den stakkels dreng måtte være fuldstændig sønderknust og ude af stand til at fatte hvad der var sket.
Mens jeg sad og tænkte triste tanker om dette mystiske selvmord, fangedes mine sanser af solsortenes smukke sang ude på kirkegården. Jeg løftede hovedet og så ud af vinduet.
Stor var min overraskelse. Ja, jeg blev faktisk forskrækket i det første sekund. Udenfor stod en rå og kiggede ind. Dens store smukke øjne så indtrængende - bedende(?) - på mig.

Efter hvad jeg oplevede som en evighed, vendte den roligt rundt og forsvandt ud af mit synsfelt.

I det øjeblik bestemte jeg mig for, at jeg for enhver pris ville finde ud af, hvorfor den unge pige havde taget sit eget liv.

6 kommentarer:

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Spændende nu at få mere indsigt i historien om politiinspektøren, kordegnen og pigen, der begår selvmord.
Det er jo en stille, harmonisk stund, som kordegnen befinder sig midt i. Der kan jo være noget meditativt over rutinearbejde som i denne scene,og jeg har ikke besvær med at lugte piberøgen og høre blækpennen kratte hen over papiret. Så hans voldsomme opvågnen virker meget troværdig. Ydermere føler han sig kaldet af en uventet "meddeler" fra naturen til at efterforske baggrunden for denne ulykkelige hændelse, og det må jeg så pænt vente på.
Som vanligt en velskrevet og gennemarbejdet tekst fra din hånd!

KH Bente

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Tusind tak for din dejlige kommentar. Du understreger på forunderlig vis stemningen jeg har søgt at skabe. Det er meget opmuntrende.

Kærlig hilsen

Jørn E

Poly sagde ...

Kære Jørn

Allerførst billierer du med et utroligt smuk foto at et ”åh så nuttet” rådyr.

Og dit forfatterskab holder sig heller ikke tilbage! Du skriver fabelagtigt godt om en almindelig arbejdsdag som kordegn, hvor du fører mig så tæt på personen, at jeg nærmest ind ånder hans personlighed og kordegnens arbejds omgivelser. Prikken over i'et er måden, du for ført noget sørgeligt hen til noget så positivt som smukke dådyr øjne.
Dejlig medlevende læsning.

Med hilsner Poly

Jørn E. sagde ...

Kære Poly!

Det er nogle meget dejlige ting du skriver om min lille historie. Jer er helt rørt! Tusind tak.
Jeg håber du trives og er glad for, at du stadig er med her på Skrivebloggen.

Kærlig hilsen

Jørn E

Randi Abel sagde ...

Kære Jørn,

Det er en spændende start på en fortælling. Jeg er også imponeret over din evne til at skrive så medrivende om en arbejdsdag, som ganske vist viser sig at blive lidt ud over det sædvanlige.

Jeg husker historien fra SAXO, men gensynet glæder mig.

Kh,
Randi

Ragnhild sagde ...

Kære Jørn

Din tekst er en meget smuk beretning om den pensionerede kordegns rutinearbejde og hans refleksioner, da ordet "findested" ses som rettelse til "dødsted". Solsortens melodiske sang vækker høresansen og leder degnens blik lige ind i rådyrets. Et stærkt "møde" som fører til din hp's beslutning. Jeg vil som læser sammen med din degn gerne nå frem til bevæggrundene for den unge kvindes fatale og definitive valg: at vælge livet fra.

Jeg går videre til denne uges tekst.

Kh Ragnhild