lørdag den 31. juli 2010

Wellness 2, Mums.

forfatter og foto: Bente Pedersen

Hun adskiller de fugtige læber og omslutter varmt den silkebløde overflade. Hendes fortænder bryder igennem den sprøde millimetertykke chokolade med et formål alene: Ultimativ nydelse! Tungen snor sig vej ind til den bløde masse af Tiramisu-trøffel gemt i chokoladeskallens hulrum. Et favntag finder sted. Så fløjlsagtigt blødt, at det næppe lader sig beskrive. Spytkirtlerne arbejder på højtryk og sender kaskader af væske ud af små åbninger i undermunden. En enkel maghonifarvet dråbe farer vild, da den fedtede og søde substans glider fra undermunden og op over tændernes kant. Den presser sig ud gennem en smal sprække mellem over- og underlæbe. Efter en lille tvivlrådig pause løber den dernæst ned ad hagen på hende for til sidst at finde sig godt til rette i en udvalgt hudfold.

Hun ænser overhovedet ikke dråben på afveje. Tungens sanseceller har allerede ved den første registrering af bittersød chokolade sendt signaler til hjernens lystcenter. En euforisk følelse er dermed i anmarch. I al sin kompleksitet dog kun et slutresultat af en kemisk påvirkning af specifikke receptorer i hjernen. Dette udmønter sig i sidste ende i én bevidst tanke hos hende: ” Uhmm, hvor smager det dog bare himmelsk! ”

Siddende i solen på bænken foran chokoladeforretningen, forekommer livet hende med ét at være ganske enkelt og ligetil. I den nydelige æske fra Neuhaus, der står på bænken ved siden af hende, resterer endnu fire af de ypperste stykker belgisk chokolade. Hun pakker dem nænsomt, ja næsten kærligt ind, enkeltvis, i æskens røde silkepapir. Anbringer forsigtigt æsken i håndtasken og lukker den forsvarligt.

Bentes første tekst om wellness.

9 kommentarer:

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

En meget flot, nærmest erotisk beskrivelse af noget så enkelt som at indtage et lækkert stykke chokolade!
Det er godt gjort og tillige en original ide.

Kærlig hilsen

Jørn E

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Her er jeg just hjemkommet fra vores årlige miniferie i Blåvand ved mit elskede Vesterhav blot for at konstatere,at et andet elsket emne af mine er lagt ud her på Bloggen...
Chokolade :-)

Tak for de flotte ord... og ja, at indtage chokolade er en meget sanselig oplevelse vel og mærke, hvis det er god chokolade...

Og så er det selvfølgelig min veninde fra saunaturen, som nu får sin belønning på vejen hjem :-)
KH Bente

Randi Abel sagde ...

Kære Bente,

Det var da en usædvanlig og faktisk meget interessant historie om at indtage et stykke chokolade. Den satte i den grad mine tanker i gang, dog i retning af iblandet stryknin og efterfølgende kramper og død :)

Kh,
Randi

Dorte H sagde ...

Kære Bente.

Hehe, du er en værre en, det har jeg sagt før :D

Men det kunne nu også være sjovt, hvis man satte dig og Randi til at skrive en chokoladehistorie sammen!

Hehehe. Og jeg tager det helt roligt; jeg spiser ikke ret tit chokolade. Hehehe.

Kh Dorte.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Randi!

Ih altså, det lyder til, at min hp kan forvente at dratte omkuld, just når hun runder det næste gadehjørne...du må altså have et specielt krimicenter aller inderst inde midt i hjernens dyb, når du kobler chokolade med stryknin og kramper :-)

I morgen skal min mand og jeg til Dronning Dortheas Badstue i Kolding og have en eftermiddag i wellnessens tegn. Tør da slet ikke tænke på, hvilke gys du kan få ud af det :-)

KH Bente

Bente Pedersen sagde ...

Kære Dorte!

He he, og det siger du...he he he...

Din og Randis kriminelle tankegang er allerede ved at influere på min kommende wellness oplevelse i morgen. Bare jeg ikke farer skrigende sammen, mens jeg ellers flyder rundt i en afslappende tilstand i et af de mange oplevelsesbassiner ved tanken om dette eller hint i den kriminelle genre. Er duften af eukalyptus f.eks. farlig i for store mængder ? Kan man blive opløst af at ligge for længe i saltvand? Er ham den tykke mand med det mærkværdige overskæg i badekåben, der smiler så venligt til mig, ved at planlægge et overfald på mig, mens min mand får massage i et af de små massagerum? Er der bladan i kaffen? Er det derfor, at den er gratis? Kan man få dødelig forgiftning af at spise for mange vindruer? Hvad hvis jeg i stedet får dem galt i halsen og bliver kvalt? Kan man kvæles i stroppen fra en badedragt? Hjææælp!

KH Bente

Ragnhild sagde ...

Kære Bente

Mums for et lille stykke tekst. Ren ordnydelse i de to første afsnit og - undskyld mig - seksuelle konnotationer især i det første af dem. Sidste afsnit er så anderledes end de to første. Ord som "siddende, resterer og anbringer" gør afsnittet helt prosaisk, og den lystfyldte nydende (unge)kvinde forvandles til en lidt ældre af slagsen. Herligt portræt.

Tak for "gensynet" af teksten, som jeg første gang læste på Perfiktion. Kommentaren ovenover er en gentagelse af egen kommentar dengang.

Men Bente, siden sidst har jeg lært at Tiramisu (jeg er stor fan af den italienske dessert - vel ar mærke de bedste af slagsen) betyder "ta' mig". Vidste du det, da du fortsatte med "Et favntag...."? Elegant.

God tur til Kolding og wellness :-).

Kh Ragnhild

Bente Pedersen sagde ...

Kære Ragnhild!

Ja du kan tro, at dét var wellness for krop og sjæl!

Dejligt, at du er vel hjemme igen fra dit dejlige Grønland. jeg håber,at det har været ganske fantastisk! Og at det vil udmønte sig i tekster fra din pen til glæde for os alle.

Og tak for din altid givtige kommentar. Teksten startede egentlig sit liv inde på Saxos forfatterskole, som løsning af en opgave, der handlede om at anvende langsomt fortælletempo. Dernæst kom den så på Perfiktion, hvor du så har mødt den.

Jeg er så glad for,at du bemærker forskellen i måden, hvorpå kvinden beskrives i den første del, hvor hun er i sansernes drømmende verden, og så beskrivelsen af den mere almindelige kvinde, der vender tilbage til bænken, og den bevidste måde at være tilstede på. Jeg har forsøgt at få skiftet ind via følgende:
"Dette udmønter sig i sidste ende i én bevidst tanke hos hende: ” Uhmm, hvor smager det dog bare himmelsk! ”

KH Bente

Randi Abel sagde ...

Kære Bente,

Godt at vide, at du udelukkende blev udsat for wellness i Kolding :D

Kh,
Randi