lørdag den 14. august 2010

Hvor skal vi hen, du?


Så er sommerferien gået. Tak til den lille flok medlemmer, som har været med til at holde Skrive-bloggen i gang!

Men nu er vi snart midt i august, og der er ikke særlig mange tegn på, at aktiviteten stiger. Så dette indlæg er sidste udkald: hvis I har brug for Skrive-bloggen som platform eller udstillingsvindue, er det nu, I må give lyd (tekst) fra jer.

Ellers vil jeg sige tak for godt samarbejde i trekvart år, og held og lykke til jer alle, uanset om I skriver på det ene eller det andet plan.

16 kommentarer:

Bente Pedersen sagde ...

Kære alle!
Jeg vil da blive meget ked af at skulle undvære Skrivebloggen, hvis det bliver tilfældet.

Da jeg er én af dem, der har smidt en del tekster herind, har jeg holdt mig lidt tilbage, men vil da gerne se i lageret, om der er noget, som jeg finder egnet. Jeg synes jo bare også, at andre skal have lov at komme til fadet også.

På skriveforummet "Perfiktion", som de fleste af jer kender, har der også været meget, meget lidt aktivitet hen over sommeren, og skrivefolket er just ved at vågne og komme op fra liggestolen eller ind fra haven, stranden eller hvor, ferien nu er blevet afholdt...
Opvågningen sker i form af en stillet opgave,så måske vil det være en god idé at gøre det samme her på Skrivebloggen.
Jeg så en lille notits i avisen i dag, hvor jeg tænkte, hvad er mon historien bag den hændelse, så det kan jeg godt formulere som et opgaveforslag, hvis I synes...

KH Bente

Lisa Rossavik Rich sagde ...

Kære Skriveblog
Jeg tror, at vi alle vender tilbage med fornyet skrive-energi,
når sommeren går på hæld. Jeg ville være meget ked af det, hvis vi ikke har dette skønne site....
Jeg tror, at vi alle bliver mere skriveaktive i september måned....
Så på gensyn allesammen!
Mange kærlige skrivehilsener
Lisa

Poly sagde ...

Kære Skriveblog

Ja, jeg er en af dem der har holdt mig tilbage med indlæg, men det betyder da ikke, at jeg ikke har kigget forbi og læst det sidste nye.
Jeg kan da kun stemme i med hvad både Bente og Lisa siger. Og der har faktisk været dødt på de fleste blogge, måske bortset fra din Dorte og nogle andre engelske blogge.
Så jeg håber også det bliver et "på glædelig gensyn allesammen".

Med hilsner Poly

Ragnhild sagde ...

Kære alle.

Nej da, skrive-bloggen må ikke lide skrive-døden! Jeg vil nødig undvære den - ej heller alle mine virtuelle venner.

Min pause fra bloggen og Perfiktion blev ferielang. Nu dukker et lille savn efter at "lege med ord og tanker" imidlertid op igen. Mon ikke der er andre end mig, der har det sådan.

Jeg har nogle tekster "på lager" og de vil blive sendt til vores administrator. En ny opgave vil helt sikkert inspirere os til at kaste os ud i kortprosaen og digtet igen.

Kh Ragnhild

Leonius sagde ...

Hvad er det dog for tanker?
Skrive-bloggen skal da blive ved, den må ikke forsvinde.
Jeg tror også, at vi bare skal sættes igang med en opgave, så vender alle tilbage efter en god lang ferie.

Leonius.

Dorte H sagde ...

Jeg er uden internet - vender tilbage, når jeg kan blogge udenfor arbejdstid

Jørn E. sagde ...

Kære alle!

Jeg er glad for at se, at der er en god solid grundstamme i Skrivebloggen, som både for skrivningens og for hyggens skyld ønsker at fortsætte.

Jeg synes at Skrivebloggen er æstetisk og pænt sat op og jeg kan godt lide at der er illustrationer der understøtter teksterne.

En opgave til inspiration ville være en rigtig god ide tror jeg.

Vel mødt tilbage fra ferie skrivevenner.

Kærlig hilsen

Jørn E

Robert sagde ...

Hej Allesammen
Også jeg er nu tilbage på min pind, og mærker skrivekløen nærme sig oven på de mange skønne sommeroplevelser.
At bloggen skulle gå bort, ville da værer både synd og skam.
Bente - så kom med den opgave, jeg er klar.

K.h. Robert

Marianne Prip sagde ...

Kære alle,

Jeg synes bestemt, det ville være dejligt, hvis skrivebloggen fortsætter. Jeg har lige været på genkig på Saxo og blev dybt imponeret over så mange fantastiske tekster, der blev lagt ind der.

Jeg tror også, opgaver er en god idé, og jeg har selv et forslag til et kommende tema, nemlig hvordan man giver god og konstruktiv feedback. Jeg forestiller mig, der kunne skrives mange fortællinger om håbløs, fantastisk, useriøs, rygklappende, overdrevent positiv eller overdrevent negativ feedback - evt. sparket i gang af en debat omkring hvad god og dårlig feedback er, hvis vi selv skulle sige det.

Når jeg netop vælger dette tema, er det, fordi jeg af og til har savnet kritikdelen af feedback her på skrivebloggen. Jeg elsker at få at vide, hvis læserne kan lide mine tekster, og jeg synes ikke kritik skal gives, hvis man ikke kan begrunde den, men når jeg ønsker at udvikle mig som forfatter, har jeg brug for konstruktiv kritik og ikke kun den positive del.

Jeg har selv et meget klart billede af, hvad en god feedback indeholder for mig, og jeg vil meget gerne tage en debat omkring det her på bloggen.

Og jeg synes som sagt, det ville være helt ude i hampen, hvis bloggen lukkes ned :-, så jeg sender snarest en tekst eller to.

Bedste hilsner,
Marianne

Dorte H sagde ...

Det er jo dejligt at høre, at der er interesse for Skrive-bloggen. Tak for alle jeres kommentarer, og tak til de par stykker, som allerede har sendt tekster.

Jeg må bare sige, at jeg er nået frem til, at jeg vældig gerne udgiver hvad der kommer, men IKKE vil tigge om tekster.

MARIANNE: du har en god pointe mht feedback. På den ene side føler jeg mig ramt (ikke fordi jeg nogen sinde roser uden at mene det, men jeg har helt sikkert ikke kritiseret ret meget).

På den anden side har jeg det svært med at udøve kritik i dette forum, og nu skal jeg prøve at forklare hvorfor.

Jeg retter jo masser af stile til daglig, men det er meget lettere af tre grunde:
1) jeg definerer en klar opgave for mine elever (dvs vi ved alle, hvad kravene er)
2) de er på nogenlunde samme niveau (eller burde i hvert fald være det)
3) efter nogle måneder ved jeg, hvad jeg kan forvente af dem. Dvs jeg kan give feedback ud fra, om de har gjort sig umage med deres svage sider, eller de har leveret en uinspireret venstrehånds-opgave.

Men på Skrive-bloggen er vi vidt forskellige af alder, mht erfaring, ambitioner osv. Desuden er det helt legalt at skrive ALLE genrer. Og på det grundlag synes jeg, det er meget svært at kritisere folks æbler, bare fordi jeg bedre kan lide pærer og appelsiner. Desuden er det muligvis noget pjat, men jeg synes, det er svært både at være (neutral) administrator og streng kritiker.

Men lad endelig debatten køre videre; hvor der er meningsudveksling er der liv :D

Kh Dorte.

Bente Pedersen sagde ...

Kære alle!

hvor er det dejligt at se, at der er liv i jer alle! :-)

Jeg læste Mariannes indlæg med hensyn til feedback i går og har ladet det simre siden. Jeg vil gerne komme med mine tanker...

Jeg er meget enig i Dortes betragtninger ovenfor...vi er meget forskellige, men har ét tilfælles: Glæden ved både at skrive og at læse andres tekster...og jeg er sikker på,at vi alle gør vores bedste og gerne vil udvikle os...
Endemålet, hvis der absolut skal være et sådant, for denne udvikling kan så være forskellig. Jeg har for eksempel ikke pt. ambitioner om at blive en forfatter, der får noget udgivet på tryk, men jeg vil gerne blive bedre til at skrive.Jeg er glad for, at de små tekster,som jeg skriver, bliver læst og kommenteret af andre her på Skrivebloggen, og hvor jeg ellers sender indlæg ind.

Fra Skrivebloggens start har jeg oplevet den forskellig fra f.eks. Perfiktion på den måde, at her er det den færdige tekst med billede som præsenteres. Det bedste, man kan præstere på det tidspunkt, hvor den blev sendt ind.Vi er ikke så mange, der har bedt om administratorrettigheder, og dermed har mulighed for at rette teksten til efterfølgende. Det er for mig en væsentlig forskel, når jeg skriver kommentarer.
En anden væsentlig forskel er, at denne blog er offentlig på en hel anden måde end Perfiktion, og det ændrer også min opfattelse af min rolle som kommentator.

Det var vist lige tankerne på denne regnvejrsdag, der er perfekt til at beskæftige sig med skrivesysler...

Nej, jeg glemte lige at skrive til dig,Dorte,at jeg er af den mening, at du sagtens kan tillade dig at kommentere teksterne... Vi vil da gerne nyde godt af din ekspertise ;-) Du kan jo bare skrive under pseudonym, hvis du ikke vil have de to roller blandet sammen :-)

KH Bente

Marianne Prip sagde ...

Hej igen,

jeg tror, jeg vil præcisere. For mig indeholder en god feedback:

- det positive, det kan ikke undværes, for det er det, man skal bygge videre på.
- de steder, hvor der er plads til forbedring, men altid klart underbygget af en begrundelse for kritikken. F.eks.: Jeg synes, de mange lange sætninger er lidt tungt at læse - måske kunne teksten lettes lidt, ved at indskyde nogle kortere sætninger.

Disse to ting synes jeg, man kan give uafhængigt af, hvilken type tekst det er, man kommenterer, og jeg synes også, de kan gives i et offentligt forum.

Og lad det også være sagt, at jeg ikke var ude efter at ramme nogen med mit debatoplæg. Det at give feedback er noget af det sværeste, der findes, fordi de fleste skribenter er sårbare overfor kritik, hvilket man ved, når man selv skriver. Derfor synes jeg, en debat om dette tema kunne være god at tage.

Så Dorte og andre, jeg har ikke opfattet jeres tilbagemeldinger som overdrevent positive, jeg har blot savnet kritikken, og jeg forstår udmærket, at det er en svær balance.

Det var ordene for nu :-)

Bedste hilsner,
Marianne

Jørn E. sagde ...

Kære alle!

Dortes indlæg om forskellighed og forudsætningerne for at bedømme fik mig til at tænke på, at jeg uden at have tænkt konkret over det benytter nogle forudsætninger for min bedømmelse.

pkt. 1: Bliver jeg fanget. Får jeg lyst til at læse videre.
pkt. 2: Virker plottet.
pkt. 3: Historiens genre har for mig betydning for om, hvor vigtigt det er at der er logisk sammenhæng i alle detaljer. Det er for mig f.eks. særligt vigtigt i krimier.
pkt. 4: Sproget er vigtigt. Er det fyldigt og beskrivende. Har forfatteren et stort ordforråd.
pkt. 5: Stavning og grammatik. På mig virker stavefejl og grammatiske fejl meget forvirrende.

Endelig føler jeg trang til at sige, at det jo ikke er nogen forudsætning, at man er bedre end den man kritiserer. Hverken når det gælder bøger, billedkunst eller film. For slet ikke at tale om politikere - gnæk, gnæk.

Hvis der er nogen der har supplerende punkter til mit kritiker-dogme er jeg voldsomt interesseret.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Dorte H sagde ...

Bente: jeg ved godt, at jeg gerne MÅ kritisere, men en del af mit problem med at være administrator er jo også, at jeg forsøger at kommentere ALLE tekster, og så må det altså bare blive kortfattet af og til.

Marianne: jeg følte mig ikke sådan ramt af DIN pisk, men måske lidt af min egen. Men for mig er det meget reelt ment, at jeg finder det svært at kritisere skribenter, som måske vil noget helt andet end mig.

Jørn: gode og tankevækkende punkter! Jeg er langt hen ad vejen enig, især hvis du også ser listen som en prioriteret rækkefølge.
Og nu må du endelig ikke forstå det sådan, at jeg prioriterer sprog lavt, men nogle mennesker skriver dårlige historier i perfekt sprog, og så skal de måske slet ikke satse på at skrive fiktion. Andre skriver gode, velformulerede historier, men skal hjælpes lidt med grammatik og tegnsætning - og så kan historien ende med at blive helt perfekt.

theodor sagde ...

Hey alle,

Bare lige en hilsen - jeg har desværre ikke været så høflig som andre at bekendtgøre pause, men det er også nærmest kommet snigende.

Når sandt skal være sagt, har jeg nedprioriteret skrivning ganske meget det seneste tid, da jeg har erkendt at der skal ganske meget arbejde til for at kunne lave slutprodukter, som jeg vil være tilfreds med inden for denne genre af skabelse. Derfor har jeg arbejdet på andre projekter og ikke skrevet i et godt stykke tid. Men jeg har et projekter (blandt andet på perfiktion) som står næst på listen af projekter der skal afsluttes. Måske det bliver anledning til at tage pennen op igen.

Men jeg er superglad for at der stadig er lyst og energi hos alle jer engagerede skribenter :-)
Theodor

Randi Abel sagde ...

Kære alle,

Det ville virkelig være trist, hvis Skrive-bloggen holdt op med at eksistere, og det er herligt at læse, at I andre har det på samme måde.

Jeg har desværre været meget inaktiv på bloggen i sommer - har ikke skrevet en linje siden (vist nok) maj måned, men med forsinkelse har jeg læst og kommenteret de tekster, som er blevet udgivet.

Grunden til min inaktivitet er arbejde, som jeg har fordybet mig i helt og holdent for at få ryddet op i nogle uafsluttede ting.

Jeg er ikke ret god til at kommentere tekster, så at tage det op som emne en lørdag ville være super. Det var interessant at læse de ting, som allerede er blevet skrevet ovenfor.

Kh,
Randi