torsdag den 19. august 2010

Min skrivesommer

Foto: mit dejlige skrivehjørne udenfor sommerhuset

I forsommeren foreslog jeg, at bloggens medlemmer kunne sende rapporter fra sommerlandet og fortælle os, hvad de havde oplevet i de (forhåbentlig) dejlige sommermåneder.

Og her er så min egen sommerberetning.

Lige omkring Sct Hans havde jeg brug for et nyt skriveprojekt, forstået både på den måde, at jeg var færdig med manuskriptet til en dansk krimi, og at jeg trængte til at kaste mig ud i noget anderledes. I løbet af nogle få dage bestemte jeg mig for at prøve kræfter med en ny genre: ”Cosy Mystery.” Nå ja, det er selvfølgelig også nyt for mig at skrive en hel krimi på engelsk.

”Cosy Mystery”, eller hyggekrimi på dansk, er nok ikke en genre, der er særlig udbredt i Skandinavien. De fleste læsere foretrækker krimier, som er barskere og mere realistiske. Men jeg har nu valgt at prøve, dels fordi min egen variant af genren er parodien, så jeg har alle muligheder for at putte lidt humor i.

I løbet af bare tre dage havde jeg ideen og den første skitse til plottet af ”The Cosy Knave”, to A4-sider med en oversigt over forløbet, og 27. juni gik jeg i gang med at skrive.

Ud over et grundigt kendskab til genren, har en af mine amerikanske blogvenner også anbefalet, at man bare hamrer løs på tastaturet ved første gennemskrivning, næsten bare lader ordene myldre ned på ´papiret´ uden at tænke på kvaliteten. Jeg ved godt, Saxo anbefaler det samme til korte tekster eller scener, men jeg har egentlig ikke tænkt på, at samme metode kunne anvendes på en hel roman. Men når andre kan, så kunne jeg måske også?

Jeg kan selvfølgelig ikke svare for kvaliteten af slutproduktet endnu, men siden 27. juni har jeg skrevet 35.000 ord, og da hyggekrimier som regel ikke er så lange, betyder det, at på bare otte uger er jeg kommet halvvejs.

Og det allerbedste? Jeg har aldrig før moret mig så meget, mens jeg skrev. Jeg vil ikke ligefrem påstå, det går over stok og sten hver dag, men i lange perioder har jeg været i stand til at skrive tusind ord om dagen i gennemsnit, og for mig er det virkelig meget. Nu hvor skolen er startet igen, går det selvfølgelig langsommere, men jeg bobler stadig af begejstring og skriveglæde -i så høj grad, at det somme tider er lykkedes mig at skrive lidt om morgenen! Helt uhørt!

Man kan godt få en lille smagsprøve, hvis man spørger (men den er selvfølgelig på engelsk). Mange af jer vil for øvrigt genkende to af personerne; gode gamle Arnold og hans Erna (Arnold og Mildred Kickinbottom).

14 kommentarer:

Marianne Prip sagde ...

Og jeg tør godt sige, at hvis dit manus har været sjovt at skrive, så er det om muligt endnu sjovere at læse :-)

Jeg kan slet ikke vente med at finde ud af, hvad der sker med dem alle.

Bedste hilsner,
Marianne

Bente Pedersen sagde ...

My very best wishes for "The Cosy Knave" from a dedicated reader and fan

Bente Fuen von Smoke Chease

Dorte H sagde ...

Ups, det skulle da have været på lørdag. Nå, det må bestemt være Blogger, der har kludret i det.

Tusind tak for opbakningen, Marianne og Mrs von Smoke Chease ;)

PS: jeg er lige ved at opfinde tre underordnede politibetjente. Hvad synes I om Winchester, Smith & Wesson?

Marianne Prip sagde ...

Winchester, Smith & Wesson er bestemt ikke dårligt :-)

Dorte H sagde ...

Marianne: nej, det kan vist godt gå. Men man kan da godt komme i tvivl om, hvilken slags betjente de er ;)

Ragnhild sagde ...

Hej Dorthe

Sikke en dejlig hygge/skrive sommerplads, og sikke en aktivitet, du har lagt for dagen. Må begejstringen og skriveglæden vare ved :-)Held og lykke med projektet.

Det første jeg læste fra din hånd var Saxos efterårstekster om Arnold og Erna. Dem morede jeg mig meget over, også selv om der var hverdagsdrama bag. Måske har du også moret dig undervejs i den skriveproces.

Kh Ragnhild

Dorte H sagde ...

Kære Ragnhild.

Dejligt at høre fra dig og tak for dine venlige ønsker. Jo, Arnold har jeg haft rigtig meget glæde af, lige siden første gang jeg trak ham i et par galocher. Han er ikke ligefrem hovedperson i krimien, men han og hans familie fylder en del.

Og hver dag bliver jeg ved med at knibe mig i armen og spekulere på, hvor længe skriveeventyret holder. Men jeg kom træt hjem fra arbejde kl to i eftermiddags og tænkte, at hvis jeg bare kunne klare 500 ord, ville det være fint. Jeg har lige lukket og slukket for i dag - efter 2500 ord.

Så hemmeligheden må jo være, at jeg har fundet den helt perfekte genre for mig. Jeg må være rigtig irriterende at bo i hus med, for jeg kommer hele tiden stikkende med nye ideer eller skøre indfald, jeg skal prøve af på familien.

Kh Dorte.

Jørn E. sagde ...

Kære Dorte!

For at tage det sidste først. Navne på politibetjentene. Winchester er så vidt jeg ved et amerikansk mærke. Til gengæld er Enfield et rent engelsk våbenmærke.
Det lyder vældig morsomt. Hvor får man smagsprøven?
Er det ikke svært at fastholde plottet med den teknik?

Kærlig hilsen

Jørn E

Dorte H sagde ...

Kære Jørn.

Det ER morsomt - i hvert fald at skrive. Jeg sender en smagsprøve til dig straks.

Jeg regnede egentlig også med, det ville give mig store problemer hen ad vejen bare sådan at skrive los, og selvfølgelig er jeg ikke selv særlig objektiv, men jeg er temmelig sikker på, min første kladde her er af lige så god kvalitet, som det jeg plejer at skrive. Og nu nærmer jeg mig hastigt de 40.000 ord, så mon ikke det går med den sidste del også?

Kh Dorte.

Anonym sagde ...

Kære Dorte!

Det vil jeg glæde mig til. Men endnu engang: Er det ikke svært at fastholde plottet med den teknik?

Her er iøvrigt et par engelske våbennavne mere: Remington og Cattlemann.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

....ja, jeg er altså ikke anonym. Men da jeg trykkede "navn/URL sprang den bare lige ind i det. Sommetider sker der sære ting på en PC'er.

Jørn E.

Dorte H sagde ...

Kære Jørn.

Du ser heller ikke særlig anonym ud :D

Jeg synes egentlig ikke, det har budt på særlige problemer at fastholde plottet. Mit eneste problem lige nu er, at plottet slipper op lidt for tidligt. Dvs jeg stiler mod ca 70.000 ord, men nu, hvor jeg nærmer mig 40.000, har jeg ikke så meget plot tilbage. Det er bl.a. derfor, det er gået op for mig allerede nu, at jeg skal have indføjet flere politi-scener. Der er helt sikkert en del at følge op på. For det første har jeg ikke styr på, hvad der kan være af gentagelser, og for det andet vil der være en del ´løse episoder´, der skal afrundes/ følges op på senere.

Men lige nu skriver jeg, og jeg skal gerne fortælle lidt mere om min oplevelse af det, når jeg når til vejs ende af kladden.

Enfield og Remington er rigtig fine navne; jeg noterer dem på mit ark over personer, så jeg har nogen at tage af.

Kh Dorte.

Randi Abel sagde ...

Kære Dorte,

Wow, sikke flittig du er ved tastaturet. Jeg er vildt imponeret.

Cosy mystery - I love it :D

Kh,
Randi

Dorte H sagde ...

Kære Randi.

Det må være historien, der løber af med mig. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg nyder bare, at det glider så glat afsted.

Kh Dorte.