lørdag den 7. august 2010

Nøglepost


forfatter: Leonius

Jeg opdagede det ikke før jeg skulle til at starte bilen igen, og det kunne ikke lade sig gøre. Der er nogle små væsentlige ting, der skal til for at sætte en bil i gang, og det er bl.a. nøglerne. Dem havde jeg ikke.

Jeg havde lige haft dem i hånden, en nøglering med fire nøgler og et læderskilt, Volvo. Langsomt gik det op for mig, hvor de var, jeg så hele handlingsforløbet, jeg så billederne, jeg hørte lydene, det var skørt, og han kommer først om en lille time.

Jeg havde siddet hjemme og ordnet noget post, 9 breve var det blevet til. Jeg var glad for at de nu var skrevet, mange af brevene havde været undervejs i over en måned, så nu var min dårlige samvittighed væk. Jeg var glad, også fordi jeg, allerede nu, havde svaret en god gammel ven, på hans brev, som jeg fik i dag.

Han havde faktisk inspireret mig til at få ordnet alt skriveriet på en gang. Hans brev havde sat mig i en rigtig god stemning, han havde som bare nævnt de smukke efterårsfarver i hans have, men jeg opdagede, at de samme farver også var her.

Solen skinnede medens jeg skrev, blæsten forsøgte ihærdigt at flå de sidste halvtørre blade af træerne, så de kunne vise deres rene silhuet mod den blå himmel, på en af de tynde grene sad en fugl og gyngede, jamen jeg var, næsten blevet euforisk. Der var ingen tvivl om, at denne stemning, også smittede lidt af i de breve, jeg skrev.

Jeg køber altid frimærker, når jeg er på posthuset, så jeg har, hvis jeg skal sende noget. Vi har landpost her, så brevene skal bare lægges ud i vores postkasse, for at blive ekspederet.

Posten havde været her, så for at få brevene ud til i morgen, måtte jeg køre, de små 2 km. der er op til postkassen, som tømmes hen under aften. Det var der jeg var nu, uden bilnøgler.

Den blæst, jeg så inde fra mit lune kontor, så hyggeligt blæse bladene af træerne, var nu i gang med at give mig en slem forkølelse på halsen, jeg havde ikke taget noget overtøj på, jeg skulle jo bare ud i min varme bil. Varmen i bilen, var blæst væk, allerede da jeg åbnede døren og steg ud. Nu sad jeg og frøs jammerligt, og bandede i mit stille sind over efteråret.

Jeg tænkte tilbage på optakten til denne ulidelige situation, så mig selv standse bilen ved postkassen, slukke motoren, tage nøglerne ud af tændingen, og med brevene i min venstre hånd, stige ud. Jeg gik rundt om bilen, over fortovet, åbnede sprækken og smed nøglerne i postkassen. Så gik jeg tilbage til bilen, satte mig ind, og hvor nødig jeg end vil indrømme det, så jeg mig selv føre brevene ned mod tændingslåsen.

Først nu kunne jeg forstå den lyd, der var kommet fra postkassen da mine nøgler dumpede ned til de andre breve.

Jeg sidder og fryser inde i min bil, det blæser så kraftigt udenfor, at det rykker i bilen, træerne stritter imod, og der er 35 minutter til, før postkassen bliver tømt.

Det knagede i det store bøgetræ, som jeg holdt under, og en lille tør gren faldt ned på fortovet. Jeg kom til at tænke på de lysegrønne blade der i foråret havde piblet frem på denne gren, jeg så farven for mig, hvor var det en smuk farve. Jeg så for mig bladet springe ud, først i pæne nydelige folder, så rette sig ud, for til sidst at strutte af livslyst. Hvor var det egentligt fantastisk.

Jeg tænkte på de breve jeg havde skrevet, hvor hyggeligt det egentlig var, at skrive breve, på gammeldags maner.

Jeg bruger selv meget e-mail, men af en eller anden grund, bliver en e-mail aldrig så personlig, som et almindeligt brev, det er simpelthen for stift. Jeg tror ikke man kan nyde en e-mail, men man kan nyde et brev. Det kan have noget at gøre med, at det brev man sidder og læser, har man i hånden, man kan sidde i sin lænestol med det. Skal man gøre det med en e-mail, må man først skrive det ud, og så har man ikke kun ordene fra afsenderen, der står så mange andre ting på udskriften, at den slet ikke kan virke privat.

Det gav et sæt i mig, en stor kvist var faldet ned på taget af min bil, og i et split sekund anede jeg ikke hvad der var årsagen til den voldsomme lyd, så jeg blev naturligvis nervøs, men det var jo bare den stærke efterårsblæst.

25 minutter igen, hvis altså han kommer præcis.

Jens, min gamle skolekammerat, som har boet i Sønderborg en årrække, sammen med sin, nu afdøde hustru, skrev, at han havde gået en tur i byen, nede ved slottet, og set at man var ved at restaurerer et lille gammelt byhus, at der blev ofret en hel del på bindingsværket, det var rigtig pænt arbejde, godt håndværk. Huset var ikke ret stort, og at sådan et lille hus, måske var en god ide for ham, når han nu var blevet alene, det store hus var blevet for omfattende for ham. Der var en lille gårdhave, helt lukket, man kunne sidde derude helt ugenert og filosoferer, han havde lagt mærke til, at haven bar præg af at være en meget gammel og smuk have, og det var tydeligt, at håndværkerne tog hensyn til beplantningen. Han havde haft lyst til at se hvordan håndværkerne indrettede det indvendige af huset, men der var for meget aktivitet til at han ville forstyrre, men han ville nok gøre det en af dagene.

I den lille have, havde der siddet en lille fugl, han kunne ikke se den, men den sang så smukt.

Egentlig underligt, jeg sidder her i min bil og fryser, og glæder mig over billederne, jeg har dannet mig, af det lille hus.

Halvt op på fortovet, ekstrem tæt på min bil stopper han, posten, jeg havde ikke tænkt på, at jeg måske havde taget hans plads.

Post, post, jeg har et problem!

Jeg er på vej hjem nu, egentlig i rigtig godt humør, jeg fik mine nøgler, posten grinede af mig, meget, jeg tror såmænd han griner endnu, jeg har varme i vognen, alt i alt, en god aftentur.

Brevene har jeg med hjem igen, jeg glemte at afleverer dem, men pyt, jeg lægger dem ud til landposten.

18 kommentarer:

Stephen Tremp sagde ...

I didn't understand a word of your blog, but I do love visiting people from around the world and saying hi. Have a great week.

Stephen Tremp

Randi Abel sagde ...

Kære Leonius,

Jeg kan levende sætte mig ind i den stakkels mands situation. Mon ikke de fleste af os er kommet til at gøre det modsatte af, hvad vi skulle have gjort? Han var så særligt uheldig, fordi det skete udendørs i kuldegrader.

Jeg er i øvrigt ikke enig i, at en e-mail er mindre personlig end et brev ;p

Kh,
Randi

Leonius sagde ...

Kære Randi,

mange tak for dine søde ord.
Ja, der er mange spøjse episoder i ens liv, der er født i et ubevogtet øjeblik.

Det overrasker mig noget, at du syntes en e-mail er lige så personlig som et gammeldags brev.
Jeg fik, for mange år siden et meget dejligt brev, der duftede af parfume.
Indtil nu, har jeg ikke fået en e-mail med samme virkning.

Leonius.

Jørn E. sagde ...

Kære Leonius!

Det er rart, at konstatere, at der er andre mennesker der er håbløst distræte. Jeg kunne meget vel have lavet det samme nummer. Du fortæller på en hyggelig, lun facon som jeg godt kan li'.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Dorte H sagde ...

Kære Leonius.

En rigtig fin historie, og som altid nyder jeg din evne til at se det store i det små. Den er også fint struktureret, så læseren forstår hverdagsdramaet skridt for skridt - og så lige en ekstra lille krølle i de sidste to linjer.

Kh Dorte.

Randi Abel sagde ...

Kære Leonius,

E-mails med parfume- eller anden duft har jeg heller ikke fået mange af. Alligevel foretrækker jeg faktisk mails fremfor gammeldaws post. Jeg kan ikke lide papir (bortset fra bøger) - det har det med at hobe sig op i store bunker, og man skal lede med håndkraft efter det, man skal bruge. Gys :(

Kh,
Randi

Leonius sagde ...

Kære Jørn,

ja, vi har vel alle stunder, hvor hjernen holder pause.
Mange tak for de pæne ord, dem er jeg glad for.

Leonius.

Leonius sagde ...

Kære Dorte,

jeg er meget glad for, at du kunne lide min lille historie, specielt at du bemærkede de sidste to linier.
Tak for de flotte ord.

Leonius.

Leonius sagde ...

Kære Randi,

du har fuldstændig ret i det med bunkerne, og at man skal lede efter brevene.
Alt det klarer EDBen, så naturligvis er det den vej det går.

Leonius.

Marianne Prip sagde ...

Kære Leonius,

din historie var en nydelse, hvor jeg levende kunne følge mandens optagethed af alle de smukke detajler, der var omkring ham. Du skriver det meget levende, så jeg næsten kan lugte årstiden :-)

Bedste hilsner,
Marianne

Marianne Prip sagde ...

Glemte lige fluebenet

Bente Pedersen sagde ...

Kære Leonius!

Så er du tilbage i din sædvanlige hyggelige anekdotiske beretterstil med nyt om stort og småt fra hverdagen.
jeg smiler ved tanken om, hvordan din hp bliver bremset i sin effektive fremfærd af et øjebliks fravær af nærvær også benævnt distræthed. Det minder mig om dengang jeg satte strygejernet ind i køleskabet, efter at jeg var blevet afbrudt af en telefon opringning, hvis indhold stjal min opmærksomhed.
Jeg kan godt lide den eftertanke, der ligger i de sidste linier: Hvorfor have så travlt?
KH Bente

Ragnhild sagde ...

Kære Leonius

En hyggelig og velfortalt historie med appel til læserens sanser - og smil.

Kh Ragnhild

Leonius sagde ...

Kære Marianne,

jeg er virkelig glad for, at du syntes det var en nydelse at læse min historie, det er jo lige det, det skal være.
Jeg er også meget glad for de flotte ord du tildeler mig, og takker mange gange.

Leonius.

Leonius sagde ...

Kære Bente,

Ja- strygejernet i køleskabet.
Det er de ting vi sommetider gør, og som er ganske uforståelige bagefter, og det er faktisk morsomt.
Tak for de pæne ord.

Leonius.

Leonius sagde ...

Kære Ragnhild,

rart at høre fra dig igen.
Mange tak for de søde ord.

Leonius.

Robert sagde ...

Hej Leonius
Tak for en herlig historie, sådan en som får en til at smile. Også af de små dumheder som man selv har begået gennem tiden.
Selv om jeg efterhånden har vænnet mig til mail, så mener jeg aldrig at det kan slå et "rigtigt" brev af pinden.
Dufte, håndskrift o.s.v.
Jeg har også prøvet at få breve med f.eks. læbestifts-kys på, det kan da ikke slås af selv den kærligste mail.

K.h. Robert

Leonius sagde ...

Hej Robert,

mange tak for de rosende ord, dem er jeg meget glad for.
Der er også det, at når posten endelig stopper ved ens parcel, er der lidt spænding ved at kigge bunken af reklamer igennem for at se om der skulle være et brev imellem.

Leonius.