lørdag den 21. august 2010

Skudt forbi

17-årige Annabella er datter af mine gamle ´bekendte´ Arnold og Erna (på engelsk: Arnold og Mildred Kickinbottom). Hun er stuepige på det lokale gods i Knavesborough. Indtil videre. Den lille episode her indgår ikke i manuskriptet til min krimi ”The Cosy Knave”, for jeg ved ikke helt, hvordan det er med ophavsret, men man kunne måske kalde den overskudsmateriale eller fraklip. Håber den giver mening som en selvstændig, lille historie.

OBS: nu må I endelig lægge mærke til august-opgaven under min tekst. Tak til Bente.



Forfatter: Dorte Jakobsen

Annabella Kickinbottom tog en slurk af madsherryen. Tilværelsen var så sort og koldt og trist. Hendes mor havde været efter hende igen i går. Hun påstod, Annabella havde et regulært alkoholproblem, og i morges havde kokken truet med at tælle flaskerne i spisekammeret. Som om det ikke var nok, havde gartneren skreget efter hende, at han var færdig med at redde hendes magre røv op af vandskorpen efter sidste uge. Og hvis hun blev fyret fra sit job igen, ville der ikke være nogen som helst tilbage i Knavesborough, som ikke kendte hendes ry på forhånd. Hun havde været så heldig med, at Sir Baldini ikke havde tænkt på at spørge efter anbefalinger.

I en lad bevægelse sigtede hun på kokkens grimme, gamle hankat med butlerens haglgevær. Den havde slængt sig som en selvdød krage øverst på havemuren. Hun kunne forresten heller ikke fordrage Mrs McVities´ overklassekøkken. Hvorfor kalde det haute cuisine, når det smagte som hjemmesyltet kattemad? Hun tog en slurk til. Hvis de fyrede hende, blev hun nødt til at flytte hjem igen. Hun havde ikke noget imod sin mors hjemmebagte scones eller sin fars whisky, men at blive tvunget til at bo lige midt i slagmarken?

Nej, den tanke var slet ikke til at holde ud! I et øjebliks vanvid kneb hun øjnene sammen og krummede fingeren om aftrækkeren. Annabella væltede bagover som sparket af et muldyr, mens det rungede mellem de massive kampestensmure.

Et splitsekund efter opdagede hun, at det slet ikke var den skabede kat, hun havde sigtet på, men butlerens mølædte paryk. Lipton sprang op fra sin havestol bag den lave mur, mens han vrælede en strøm af gloser, som selv Annabella aldrig havde hørt før.

Ups, nu måtte hun hellere gå i dækning. Sikken et held hun var elendig til at skyde, hun måtte have ramt flere meter forbi ham.

Småfnisende dykkede hun ind i køkkenets beskyttende skygger, lige som Sir Baldini kom farende op fra kældertrappen, flaksende med sine lange arme. Snarrådigt smed hun geværet ind bag det høje køleskab.

“Hvem i alverden har skudt min bedste tønde sherry?” tordnede han. “Den tønde, jeg har lagt til side til min tres års fødselsdag.”

Annabella ønskede sig selv tillykke med, at hun havde reageret så prompte. Hun besluttede sig for at byde ham en slurk af sherryen for at formilde ham lidt. Hun rakte armen frem og forstod pludselig, at det måtte være flasken, hun havde stukket ind bag køleskabet.

8 kommentarer:

Jørn E. sagde ...

Kære Dorte!

Ja, her har vi da en rigtig "herrebrandert". Jeg tror moren har ret!
Din historie er SÅ morsom, og jeg sad og skraldgrinede undervejs. Herligt, herligt.

Jeg vil kvittere med en god gammel engelsk historie om skydning, katte og fejlgreb:

Galagher Smith er pensioneret fra hæren. Gammel artillerist og veteran fra 1. verdenskrig. Galagher siddder foran kaminen og småslumrer. Katten ligger ved siden af hans stol. Alt åndede fred og idyl. Mutter er ved at lave mad i køkkenet.
Så sker katastrofen. Ilden fra komfuret springer op i panden og der bliver ild. Mutter skriger: "Fire".
I stuen vågner Galagher til dåd. Han smækker kaminlågen op på vid gab, griber katten og slynger den ind i kaminen, smækker lågen i igen, indtager stram retstilling til højre for kaminen og skriger: "SHOT GONE".

Kærlig hilsen

Jørn E.

Dorte H sagde ...

Kære Jørn.

Uh, din kattehistorie skal man gå langt uden om i cosy mysteries! De appellerer tilsyneladende rigtig meget til hunde- og katteelskere. Hehe.

Tusind tak for kommentaren. Når læseren griner højt, så kan man ikke forlange mere (undtagen hvis det slet ikke var hensigten). Jeg iler tilbage til Knavesborough, men vi ses.

Kh Dorte

Ragnhild sagde ...

Hej Dorte

Det er da rigtig sjovt at møde Erna og Arnolds datter. Æblet falder ikke langt fra stammen, må man sige. Men, mon ikke en god del af pigens problemer kan have sin rod i hendes miljø. Nå, det skal jeg ikke kloge mig på!

Det er som sædvanligt en yderst velskrevet tekst, du serverer. I fjerde afsnit slog det mig, at det måske var mere nærliggende, at lade Lipton springe op, før Annabella opdager fadæsen. Bare så læseren bliver overrasket, præcis som hun gør med tekstens sidste sætning.

Kh Ragnhild

Dorte H sagde ...

Kære Ragnhild.

Tusind tak for de smukke ord! Jeg tror du har ret mht dit ændringsforslag.

Og du tænker helt rigtigt med Annabellas baggrund. Samspilsramt, stakkels pige.

Kh Dorte.

Randi Abel sagde ...

Kære Dorte,

Jeg kan godt forstå, du morer dig med at skrive den historie.

Den er sjov og velskrevet, og jeg er glad for at have mødt Arnold og Ernas lige så bemærkelsesværdige datter ;p

Kh,
Randi

Dorte H sagde ...

Kære Randi.

Der er et eller andet ved den familie. Så snart de er i nærheden, opstår der gnister - af forskellige slags :D

Dejligt, at andre også kan lide dem.

Kh Dorte.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Dorte!

Stakkels Anna, der kan være så Bella,som hun være vil, for med denne scene er det formodentlig slut med jobbet på godset...
Og jeg siger det lige igen: Det er butleren med den sindssyge paryk!

KH Bente

Ps Tænker på Knavesborough, når jeg ser Midsummer Murders med Barnaby!

Dorte H sagde ...

Kære Bente.

Ih, en sammenligning med Barnaby! Så kan det altså ikke blive meget bedre.

Jeg iler tilbage til Knavesborough - men du skal nu ikke være så sikker på, det ikke bliver Annabella, der får det sidste ord. Man ved aldrig ...

Kh Dorte.