lørdag den 4. september 2010

At sejle på dybe vande

forfatter og foto: Aviaaja

At sejle på dybe vande er som at bestige høje bjerge.
Uanset,
må man betages,
opbygge en vis ydmyghed,
balancere.

Lad mig nu fortælle om havets sejl, bjergenes huse og visdommen kunst.

Der var engang et folk. De gjorde ikke stort væsen af sig og levede vel for at dele og delagtiggøre alverdens kommende generationer i netop havets mystik og bjergenes vej ind i himlen, i fuldstændig afhængig samhørighed og balance. Uselviske var de, for de havde aldrig haft grund til andet. Stærke i visheden om, at hver eneste af dem behøvedes.

Hver morgen når solen stod op, kunne man se millioner af hænder der straktes i vejret og en dyb rumlen, der skulle vise sig at være resonans fra de mange millioners strubesang, forplantede sig i jorden under dem og nåede havet, der rejste sig og hilste.
Også himlen blev berørt af al denne hurlumhej. Hver dag lod den sine skyer blæse en fanfare og fylde vandkrukkerne inden de blødt lagde sig på de højeste bjergtinder.

Således sikre på, at hav, himmel, og hvad der måtte være imellem, også denne dag var forenet kunne hver af indbyggerne fortsætte deres liv. Side om side arbejdede de med at holde balancen. Hver enkelt forstod at netop hans eller hendes plads var uundværlig og værdifuld. Sådan gik de både stille og stolte mellem hverandre og fyldte huller ud til fælles og verdens bedste.

En morgen blev de mødt af et vidunderligt syn. Langt ude på havet voksede der den smukkeste bølge frem. Den havde hvide takker, der næste nåede himlen. Duvende lå den som i en vugge af træ og holdt sig længe.

For længe, måske. Det er alligevel en mærkelig bølge. En undrende uro begyndte at brede sig blandt folket.
Sangen kunne ikke komme i gang, hænderne ikke strække sig. Ildevarslende var det.
.

8 kommentarer:

Jørn E. sagde ...

Kære Aviaaja!

Illustrationen passer vældig godt til din tekst. Lidt tåget og uvirkelig.

Dit sprog er meget flot og flydende og med til at skabe stemningen.

Er det Atlantis' undergang du lægger op til. En tsunami som nærmer sig de stakkels naive, godtroende og lykkelige mennesker.

Jeg bemærker den store vægt du lægger på fællesskabsfølelsen, stoltheden over den enkeltes plads i samfundet. Det er faktisk noget man kan finde i Danmark, hvis man vel at mærke går tilbage til 1864.
Det er utroligt, at læse om den offervilje og stolthed der prægede soldaterne dengang, trods de frygtelige strabadser de måtte gennemgå.

Det kunne vi godt bruge noget af i dagens Danmark.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Dorte H sagde ...

Kære Aviaaja.

Dejligt at have dine tekster og billeder tilbage i smuk symfoni! Mytisk, som en grønlandsk saga.

Ja, ligesom Jørn spekulerer jeg på, om det er flodbølgen, undergangen, civilizationen eller hvad, der truer. Men teksten bliver ikke mindre fængslende af, at vi kun får tågen som svar.

Kh Dorte.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Aviaja!

Tak for gensyn med din dejlige velformulerede tekst , som jeg husker fra Perfiktion.
Jeg føler mig tryg i genkendelsen af mytens sprog, mens jeg lytter til "den store alvidende fortæller", der præsenterer menneskets evne til at skabe nye ting, skibet f.eks., der kan betvinge naturen til en vis grænse. Jeg læser om deres evne til at løfte i fællesskab i smuk balance med hinanden, men gælder det også og kan det bære at trues udefra af uro, frygt, angst... Ja det er et godt spørgsmål, Aviaja.
Fotoet passer så smukt til!
KH Bente

Aviaaja sagde ...

Kære I
Tak for kommentarerne, de er så rare at få!
Da jeg skrev teksten, var det rigtig nok i forbindelse med en opgave på Perfiktion, hvor jeg skrev ud fra et billede af et stort sejlskib.
Mit ønske var at skrive om hvordan mennesket naturligt ønsker at være en del af helheden - således bliver helhelden også en del af alle. Jeg tror på at vi alle fødes som positive individer med et stort potientale og med den trang, "naturligt" søger balancen og det vi må gøre for at overleve.
På et tidspunkt i historien, både den enkeltes og i verdenshistorien, brydes idyllen umiddelbart når civilisationen banker på og kræver sit. Hvad skal der SÅ til for at opretholde balancen?
Ville gerne have skrevet en længere handling - måske lykkes det på et tidspunkt af beskrive mødet og hvad der videre skete.
Kærligst Aviaaja

Leonius sagde ...

Kære Aviaja,

ja også jeg nød genlæsningen af din tekst.
Det er en meget smuk tekst, som får tankerne til at flyde, men du har ret i, at den burde være meget længere, og det er jeg overbevist om, at du er mester for.

Leonius.

Ragnhild sagde ...

Kære Aviaaja

Jeg var ikke "aktiv" den sommermåned på Perfiktion - men læste dog alle I aktive skribenters tekster. Jeg husker din tekst. Fascinerende var - og er den. Ved min genlæsning tænker jeg: En idyl, der er i fare for at briste.

Nu ser jeg i din fine forklarende kommentar, at du selv bruger ordet idyl.

Fra begyndelsen er der noget mytisk - ja nærmest sakralt over teksten. I din sætning "..blev berørt af al den hurlumhej" er ordet "hurlumhej" et herligt lille humoristisk stilbrud.

Det kunne da være rigtig spændende at læse en udfoldelse af teksten.

Kh Ragnhild

Randi Abel sagde ...

Kære Aviaaja,

Dine ord bærer mig afsted, giver mig luft under vingerne. Pludselig slipper de mig. Jeg falder.

En meget smuk tekst.

Kh,
Randi

Anita sagde ...

Kære Aviaaja
Jeg er jo kommet noget sent halsende efter her med en kommentar til din tekst.
Den er meget smuk og sanselig, Dine ord fører mig ind i en verden af harmoni og mystik. Den får mig til at tænke på Hobitten og får mig til at tænke på dengang jeg læste den første gang og lod mig forfører af den verden.
Kh
Anita