torsdag den 9. september 2010

August-opgave: Ditto

 forfatter og foto: Leonius

Åh - Tusinde tak, hvor var det godt, hvor var det godt.
Ja - Jeg kommer så hurtig jeg kan.
Grethe lagde røret på.

Hun kiggede på uret i køkkenet, klokken var tyve minutter over tre, hun kunne lige nå bussen der kører ti minutter i fire, så ville hun være på plejehjemmet ca. et kvarter i fem, et kvarter i fem.

Han var fundet - i live, og i god behold omstændighederne taget i betragtning, havde hun sagt.

De sidste fire dage havde været et mareridt, en rædsel at komme igennem, en rædsel at komme igennem.
Mange mennesker både fra politiet og fra plejehjemmet havde forsøgt at forberede hende på, at de nok ikke fandt Eigil i live.

Hun havde næsten affundet sig med det, at Eigil ville være død. Måske var det det han ønskede, måske var det derfor han var gået fra plejehjemmet.
Det havde hun hele tiden sagt til sig selv.
Hans sygdom havde taget fart de sidste måneder, nogle gange, hvor hun havde besøgt ham, havde han forvekslet hende med deres datter Mona, eller en nabokone de havde haft for 16 år siden, et rædselsfuldt fruentimmer, et rædselsfuldt fruentimmer.

Det var virkelig uhyggeligt, at Eigil sådan forsvandt fra hende, ind imellem. Og så blev han væk.
Nøglerne – nøglerne, hvor havde hun lagt nøglerne. De blev altid væk fra hende.
Den sidste tid hvor Eigil boede hjemme, gemte han altid hendes nøgler, så hun måtte lede efter dem, og han ville ikke fortælle hvor han havde gemt dem.
De kunne så ligge i en skuffe, i køleskabet eller hænge udenfor i låsen.

Nu lå de bare under alle reklamerne på bordet.
Hun skyndte sig ud af døren, hun kunne lige nå det, hun kunne lige nå det.

10 kommentarer:

Dorte H sagde ...

Kære Leonius.

Hvor er det sjovt, at du nævner Jørns evne til at kombinere et alvorligt emne med humor, for man må jo sige, at du har samme evne.

Herligt lille hverdagsglimt, og det er sådan et fint træk, at du bruger Grethes evindelige gentagelser til at beskrive hende som person. Det er bestemt showing, not telling.

Kh Dorte.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Leonius!

Hvor er det en dejlig lille tekst med megen indlevelse i, hvordan det må/kan være at være ægtefælle til en dement. Det må være så stressende, bekymrende og uhyggeligt,og det synes jeg,at du så fint får udtrykt via hendes reaktion og refleksioner.

Det må være så forfærdeligt at miste sin kære på denne måde, miste deres nærvær og kærlighed, mens de stadig er i live... Mange oplever jo f.eks. i et forløb med cancer, at den stærke medicin fratager dem kontakten med den døende/med dennes personlighed... men at skulle leve med dette on/off i forhold til genkendelse i så lang en periode, som det ofte er, må være ganske rædselsfuldt... at blive forvekslet med et rædselsfuldt fruentimmer av for den... og alligevel skynder Grete sig af sted, da Eigil bliver fundet, for hvordan kan hun andet...
Jeg faldt for dine gentagelser, hendes eget lille hukommelseskneb, for vi har vel alle en rem af huden...

KH Bente

Leonius sagde ...

Kære Dorte,

mange tak for de fine ord, dem er jeg glad for, det var et vanskeligt emne at skrive om.

Leonius.

Leonius sagde ...

Kære Bente,

ja, det er noget af det helt sorte vi har skulle beskæftige os med denne gang.
Mange tak for de flotte ord.

Leonius.

Jørn E. sagde ...

Kære lune Leonius!

Jeg må sige at du har en god evne til at beskrive de små hændelser i hverdagen. Den lille gimmick med gentagelserne synes jeg er rigtig god.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Leonius sagde ...

Kære Jørn,

mange tak for de lune ord, det er lige til at blive glad over.

Leonius.

Ragnhild sagde ...

Kære Leonius

Det er en underfundig og dejlig lille fortælling. Alvor med humoristisk anstrøg. Jeg anede det allered i din titel: Ditto med betydningen "det sammen". Lydmæssigt signaleres der "De to" altså de er to eller, de er som to alen ud af et stykke, demente på hver sit sted (i sygdomsforløbet og i virkeligheden).

Du får fint dilemmaet med - om han måske i et klart øjeblik har valgt "udflugten" for at få lov til at vælge døden. Det er en mulighed, jeg selv arbejdede med i min ikke færdiggjorte besvarelse.

Dit foto illustrerer flot din fortælling. Den lille billedstørrelse får mig til at opfatte din hp som værende langt væk - hvad han jo i virkeligheden er på mere end en måde.

Kh Ragnhild

Leonius sagde ...

Kære Ragnhild,

mange tak for dine flotte ord til min lille historie.
Du har fanget titlen helt rigtig, jeg syntes den havde to beskeder, jeg var ikke sikker på, om man ville kunne se det lydmæssige, og havde tanker om at fjerne det ene T, men lod det stå.
Derimod lagde jeg en anden hint, som nok ikke ses.
Grethe lytter ikke konsentreret til beskeden i telefonen, eller også var der så megen forvirring omkring fundet af hendes mand, at hun fik en forkert besked. Hun begiver sig så til plejehjemmet, selvom Eigil må være indlagt på hospitalet.

Et andet spørgsmål, jeg har stillet mig selv er: Hvorfor bliver hun ikke hentet?
Jeg ved ikke hvordan det foregår i virkeligheden, men i min verden burde hun være blevet både hentet og bragt.
I mine undersøgelser af emnet, stødte jeg på en oplysning, som gik ud på, at en af grundene til at de ældre ikke får en sender anbragt på f.eks. håndledet er, at så vil politiet ikke hente personen hjem, for så er han jo ikke forsvundet. Plejehjemmene har ikke folk til at køre ud og hente beboerne, og man kan ikke sende en taxa, fordi chaufføren måske ikke kan få personen ind i vognen, og man må ikke bruge magt.
Med den viden mente jeg nok, at jeg kunne skrive at hun selv måtte sørge for transporten.

Igen mange tak for dine gode kommentarer.

Leonius.

Randi Abel sagde ...

Kære Leonius,

Jeg kan godt lide det underfundige i, at du lader hende være glemsom og fraværende. Faktisk troede jeg på et tidspunkt, at det var hende og ikke Eigil, som var plejehjemsbeboeren.

Kh,
Randi

Leonius sagde ...

Kære Randi,

tak for de pæne ord.
Ja, hun er jo også nok på vej til plejehjemmet på mere end en måde.

Leonius.