tirsdag den 7. september 2010

August-opgave: Fluen på væggen


 forfatter og foto: Jørn E

Jeg tror mange kender udtrykket ”Der ville jeg gerne ha' været en flue på væggen”, som et udtryk for, at vi godt kunne tænke os at vide, hvad der var foregået i en specifik situation.

Jeg tror, at mange demente lider den tort, at der tales hen over hovedet på dem. ”Den gamle idiot forstår alligevel ikke en skid” er ræsonnementet.

Men fluen på væggen lytter med – og her er hvad en flue kan berette om en begivenhed den overværede:

”Fru Andersen havde Alzheimers og hendes demens var tiltagende. Hun var kommet på plejehjem.

Hendes søn Oskar var en skidt knægt der sad i gæld til op over begge ører. Oskar besøgte sin  mor, men det var mest for at checke, hvor langt ude hun var og om man kunne gøre sig håb om en snarlig exit. Oskar kunne snart ikke vente længere. Der var nogen der truede med tæsk og det der var værre. Kunne hun dog ikke snart krepere!

Oskar havde en ”kæreste”, en fiks lille sag, men med en meget dyr smag. Kunne kællingen dog ikke snart krepere!

Og her er hvad fluen så med alle sine egne øjne: Oskar var på besøg igen. Denne gang havde han kæresten med. Hun sad og vendte øjne og lakerede negle. ”Hvem er den søde pige” spurgte fru Andersen. ”Lige meget. Du kan jo ikke huske hende i morgen alligevel” svarede  Oskar – det bæst.

”Med alt det du har drukket her i eftermiddag, må du s'gu' da' være pissetrængende” slyngede Oskar ud mod dullen. ”Sku' du ikke se og få det overstået?” Dullen slog med nakken og forlod lokalet. Hun forstod et vink med en vognstang.

”Hvor skulle den unge dame hen” spurgte fru Andersen med sin svage, men alligevel skingre stemme. ”Og hvem er De forresten!” Spurgte hun Oskar. ”Ja, det må du s'gu' nok spørge om, men det er bare pisseligegyldigt, for nu skal du ud på din sidste rejse”.

Fluen lettede af bare forskrækkelse og landede på loftet lige over fru Andersens seng.

 ”Det lyder da spændende. Hvor skal jeg hen?” ”Det må guderne vide, men jeg tror det er et sted der er meget varmt”. ”Det lyder da dejl....” Mere nåede fru Andersen ikke at sige, for så havde hun fået sin hovedpude over ansigtet. Hun spjættede et par gange og så lå hun helt stille.

Da ”kæresten” kom tilbage, meddelte Oskar – med ansigtet i de rette folder – at hans mor lige havde draget sit sidste suk. ”Nå, så behøver vi måske ikke være her mer'” ville dullen vide.

Oskar ringede på personalet, som kom styrtende. Man kunne blot konstatere, at fru Andersen var død. Rutinemæssigt blev der tilkaldt en læge til at skrive en dødsattest.
Lægen forlangte, under hensyntagen til omstændighederne, at der blev foretaget en obduktion.

Fluen, som engang havde sat et flueben på det rigtige sted i kriminalinspektør Wims ansøgning om en attraktiv stilling i etaten, fik ham interesseret i sagen og nu sidder Oskar i spjældet. Arven går til staten og ”kæresten” er på farten.

Ja, fluer kan være utroligt irriterende!

14 kommentarer:

Dorte H sagde ...

Kære Jørn.

Sikken et drama! Og hvor er det hyggeligt, at du genopliver Wims. Som du sikkert godt kan gætte, holder jeg selv meget af at fiske personer op fra mølposen og genbruge dem i friske historier.

Jeg kunne nu godt have tænkt mig lidt flere oplysninger om, hvordan det lykkedes Wims at få Oskar dømt.

Kh Dorte.

Leonius sagde ...

Kære Jørn,

jeg troede ikke det var muligt at lave en humoristisk tekst over månedens emne, men det var det altså.
Naturligvis er din historie også alvorlig, enda meget alvorlig, men du formår altså at lyse emnet kraftigt op.

En lille forvirende ting for mig:

I tredie afsnit skriver du:
"og her er hvad en flue kan berette om en begivenhed den overværede",
og i syvende afsnit skriver du:
"Og her er hvad fluen så med alle sine egne øjne"

Måske skulle en af disse sætninger sløjfes.

Som sagt, en meget alvorlig og morsom tekst.

Leonius.

Jørn E. sagde ...

Kære Leonius!

Jeg er glad for at du kan li' den humoristiske drejning. Jeg døjede virkelig med at finde på noget at skrive. Jeg har oplevet flere demente mennesker i familien og vennekredsen til forrige generation. Det gør det måske svært at skabe fiktion over emnet. Hvis jeg bliver dement håber jeg der er en eller anden venlig sjæl der vil skyde mig!

Du har fuldstændig ret. Jeg har begået en gentagelse. Den sidste sætning - den med de mange øjne - skal naturligvil væk. Tak for opmærksom læsning.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!
Stearinlysene er tændt, og det regner udenfor, så nu blev det tid for at kigge ind på bloggen.

Det er da en fæl lille tekst, du har skrevet. Den viser med al tydelighed, hvor sårbar et dement menneske er. Den bliver også morsom på den måde, at den gamle dame slet ikke opdager, hvilken fare hun befinder sig i og interesseret spørger, hvor hun mon skal rejse hen, og ligefrem glæder sig. Hun dør da i glædelig forventning :-)
Det er spændende at lade fluen være den neutrale iagttager og fortæller. Jeg blev dog lidt i tvivl om, hos hvem synsvinklen ligger i følgende to sætninger: "Kunne hun dog ikke snart krepere!" og "Kunne kællingen dog ikke snart krepere!" Her virker det på mig, som om det er Oskar og ikke fluen, der har ordet!

Så har jeg også læst og bemærket din kommentar ovenover om det svære i at skrive om noget, hvor man selv har personlige oplevelser af de svære. Det genkender jeg så tydeligt, og der kan humoren jo være en måde at holde "det tunge og ubærlige" to skridt fra livet. Til gengæld kan personlige erfaringer jo give nerve og intensitet i en tekst, som kan være lige netop det, der fanger læseren ind. Men det kræver lidt overskud er min oplevelse :-)

KH Bente

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Tak for din kommentar.

Jeg er ked af, at det forvirrer dig, at jeg citerer Oskars usympatiske tankegang. Jeg er lidt i tvivl om det med fortællersynsvinklen i den sammenhæng. Betyder det, at fluen er fortælleren, at man så ikke kan lade andres tanker eller kommentarer komme til udtryk? Spørgsmålet er for så vidt til alle der gider at gi' et bud på det.

Det lyder hyggeligt med de tændte stearinlys. Det er vejret da i hvert fald også til her hvor jeg befinder mig i dag.

Kærlig hilsen

Jørn E

Dorte H sagde ...

Øhm, det er da ikke fordi du SKAL svare på min kommentar, søde Jørn, men jeg spekulerer bare på, om du ikke har set den - eller hvad jeg nu har gjort? ;)

Jørn E. sagde ...

Kære Dorte!

Jeg rødmer helt ned til det sorte mellem tæerne.

Her er tale om en forglemmelse. Alzheimer light, som en af mine venner lidt sardonisk kalder det.

Jamen det er da en dejlig kommentar du har skrevet. Tak for de pæne ord.

Når jeg ikke kommer nærmere ind på Wims' rolle, er det fordi jeg tror jeg har forsøgt mig med det du kalder "flash fiction". Altså ikke for mange detaljer og så også for at historien ikke skulle blive for lang.

Nu ville tilfældet, at jeg kom til at kommentere din august-opgave før jeg skrev denne kommentar, og den tror jeg ikke du vil være utilfreds med.
Det trak forresten lidt i smilebåndet, da du lige fik klemt en stakkels pige selvmord med ind til sidst. Lidt krimi skal der da være gnæk-gnæk!

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Dorte!

Jeg rødmer helt ned til det sorte mellem tæerne.

Her er tale om en forglemmelse. Alzheimer light, som en af mine venner lidt sardonisk kalder det.

Jamen det er da en dejlig kommentar du har skrevet. Tak for de pæne ord.

Når jeg ikke kommer nærmere ind på Wims' rolle, er det fordi jeg tror jeg har forsøgt mig med det du kalder "flash fiction". Altså ikke for mange detaljer og så også for at historien ikke skulle blive for lang.

Nu ville tilfældet, at jeg kom til at kommentere din august-opgave før jeg skrev denne kommentar, og den tror jeg ikke du vil være utilfreds med.
Det trak forresten lidt i smilebåndet, da du lige fik klemt en stakkels pige selvmord med ind til sidst. Lidt krimi skal der da være gnæk-gnæk!

Kærlig hilsen

Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn...

Jo du kan sagtens lade fluen berette om andres meninger, gøren og laden, men du er jo nødt til at sandsynliggøre, hvordan den ved det, f.eks. sådan her... : "Kunne hun dog ikke snart krepere!" hørte den Oskar mumle...eller "Kunne kællingen dog ikke snart krepere!" kunne den næsten høre Oskar tænke... Fluen er jo, den der bærer kameraet/har synsvinklen, så derfor må du fortælle, hvad den ser/hører/observerer...og så kan fluen oveni kommentere det, som synsvinkelbærer, f.eks. på denne måde: "Kunne hun dog ikke snart krepere!" hørte den Oskar mumle, mens den nikkede samstemmende.

KH Bente

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Ja, jeg kan godt se din pointe. Det er rigtigt, at jeg nok må lade fluen føre ordet hele vejen igennem, så tak for hintet. Konstruktiv kritik er faktisk bedre end ros, så tak for det!

Kærlig hilsen

Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Selv tak da... håber også, at du lagde mærke til rosen i min kommentar :-) En god balance mellem ros og så hjælp/forslag til at rette på det, der kan gøres anderledes er vist det, vi alle udvikles mest ved

:-)

KH Bente

Ragnhild sagde ...

Kære Jørn

Det er en meget morsom og meget skæv fortælling, du har skrevet.

Men please, slet ikke min yndlingssætning: "Her er hvad fluen så med alle sine egne øjne.

Jeg har som bente lidt svært ved at få hold på fortælleren. Egentlig er det en rammefortælling, hvor et jeg har de indledende og afsluttende afsnit. Inden for rammen har fluen ordet. For det meste. Jeg-et blander sig dog - f.eks i sætningen: "Fluen lettede af bare forskrækkelse og landede på loftet." For mig er det helt fint med denne duet af fortællere, men det er dog et brud på rammefortællingens normer.

Min anden yndlingssætning? Det er: "Fluen som engang havde sat et flueben på det rigtige sted .." og så vimser Wims lige ind i fortællingen :-)

Havde jeg dog bare selv fået sat et "flueben" ved min påbegyndte alvorlige besvarelse af månedens opgave.

Godt du fik sat dit flueben!

Kh Ragnhild

Jørn E. sagde ...

Jamen tak kære Ragnhild!

Jeg er godt klar over at fortællemåden ikke helt overholder de gængse normer. Men trods min relativt høje alder, så ELSKER jeg at bryde normer - gnæk,gnæk.
Og så var det sådan en historie, som bare skulle på papiret i en fart!

Kærlig hilsen

Jørn E.

Randi Abel sagde ...

Kære Jørn,

Jeg er vild med din historie, som får mig til at fnise uhæmmet. Det var så uventet med en komisk drejning af det ellers så dystre emne. Dit groteske persongalleri er i top, og det lykkes dig oven i købet at binde knude på alle ender i sidste afsnit.

Det gør mig ikke noget at leve i uvidenhed om, hvordan den allestedsnærværende Wims løste gåden. På en eller anden måde passer det perfekt til historien.

Kh,
Randi