lørdag den 11. september 2010

August-opgave: Inde i mørket


forfatter og foto: Dorte Jakobsen

I.
McIntosh trissede stille og roligt ud i skoven. Vejret var mildt, og det var længe siden, han sidst havde været udendørs på egen hånd. Han havde en fornemmelse af, at han ikke burde, men man var vel stadig herre i sit eget liv.

Han mærkede duften af skovbund og harpiks, og solen varmede hans ryg helt langt ind i de gamle knogler, som havde det med at skurre lidt. Han bevægede sig så sindigt af sted, at fuglene snart holdt op med at ænse ham som en forstyrrelse.

McIntosh sank ned på en frønnet træstub. Han var lidt træt, men turen havde gjort ham godt. Skoven var så smuk på denne årstid. Han begyndte at blive en smule sulten.

”Jesmona?” Hvor var Jesmona? Jesmona plejede altid at komme, når han kaldte. Faktisk plejede hun at være der, længe før han kaldte. Hele tiden var hun omkring ham. At vimse, havde hans kone kaldt det. Hvor var hun egentlig blevet af? Jesmona. Hun hed også Jesmona. Åh, men hun var død, var hun ikke? Han pillede lidt i de grønne mosflager på træstubben. Den blide, grønne farve var varm og smuk. Men han var sulten.

Et par skader begyndte at skrige i fornærmet protest. Ellers ville han nok slet ikke have set den unge pige i vinduesåbningen. Hans hjerte hoppede så nervøst i brystkassen. Hun burde ikke stå der. ”Du skulle ikke …” begyndte han, men hans stemme bar ingen steder. Hvorfor kravlede hun ikke ned?

Det var den gamle slotsruin. Nu vidste han det. Han og … hvad det nu var, hun hed … var så tit gået her ud om søndagen sammen med lille Jesmona. Så havde de spist madpakker. Somme tider en rigtig madkurv. En flettet kurv med skinkesandwich. Det var dem, McIntosh bedst kunne lide. Skinkesandwich og en øl.

”Jesmona, jeg er sulten. ”

Pigen lå på jorden, og hans hjerte hamrede anstrengt. Hun skulle ikke ligge der. ”Gå væk,” ville han råbe, men det blev bare til en fægten i retning af hende. Skyggeboksning. Stolt af, at han huskede ordet, skyggeboksede han lidt mere. Det gav varmen, men hans skulder gjorde ondt.


II.
Hundene gøede, og foruroliget prøvede han at komme op. Der var koldt og mørkt. Tusmørke. Han skulle ikke være her. ”Jesmona, jeg vil gerne have min jakke.” Jesmona plejede altid at være der.

Hundene gøede og snøftede lige i nærheden. Han brød sig ikke om hunde, han ikke kendte. Han slog armene om sig selv og gjorde sig lille, som en bold. Lille overflade, ikke så synlig. Alligevel kom de nærmere.

Hundene gøede, og der var mænd, som råbte. Det var nok jagtsæsonen.

Pigen på jorden lå helt stille, selv om der ikke var sol. Det var ellers det, de plejede. De kønne, unge piger lå i solen, næsten uden tøj på. Så sitrede det så sært i én. Sådan havde hun aldrig gjort, hende hvis navn var borte. Hun havde vist ikke syntes, hun var en af de kønne piger. Men skøn, det var hun. Havde han husket at sige det?

Det måtte have gjort ondt. Han skubbede hende jo. ”Gjorde det ondt?” McIntosh var lige henne og vende, men han var træt og kold. Det ene ben ville ikke rigtigt. Han var jo også sulten. Hun svarede heller ikke, så han krøb tilbage til sin træstub.

Han brød sig ikke om at have hende så nær på. Han gik i skoven for at være alene. ”Gå væk,” råbte han, men ikke ret højt. Nogle af de unge blev frække og sagde grimme ting, hvis han talte til dem. De brugte tit ord, han ikke kendte, men tonefaldet …

Hun sagde ikke noget, men fluerne summede ækelt omkring hendes hoved. McIntosh vendte sig bort og holdt hænderne for ansigtet. Han ville hjem men vidste ikke, hvor det var. Han boede vist ikke samme sted, som da Jesmona var lille.


III.
”Vi har fundet ham. Her ovre.”

Langsomt vendte han tilbage fra skyggelandet. Hundene snusede nysgerrigt til skrævet i hans bukser. Han prøvede at puffe dem væk, men orkede det ikke. Han var så sulten. Jesmona. Hun var holdt op med at give ham mad. Måske havde han fornærmet hende, sagt noget han ikke skulle. ”Jamen, jeg kan jo ikke en gang huske, hvad jeg har sagt,” hviskede han. ”Man kan jo godt …” Forstod hun ikke, at når han kom til at sige dumme og ubetænksomme ting, kunne han heller ikke huske det bagefter?

”Hun ligger der ovre. Pigen. Hun vil nok godt med hjem.” Han stirrede på ansigterne, som trængte sig ind på ham i en halvcirkel. Flere af dem var i uniformer, og så var der noget kamouflage. Var der nu krig? Han måtte hellere overgive sig frivilligt, han var alt for sølle og gammel til at slås. Nej, det var længe siden. De måtte være på jagt.

”Han skubbede hende. Hun må have slået sig, men hun sagde ikke noget.”

Varme, varsomme hænder hjalp ham op. Kulden skar gennem knoglerne, og benene ville ikke stå.

De havde tæpper med og en termoflaske med noget varmt. Te var det vist nok, men den smagte ikke rigtigt. Hans mave føltes heller ikke rigtig, og noget løb ned ad ham. Nu ville Jesmona blive sur. Hun sagde aldrig noget, når det gik galt, men hun smækkede med skabslågerne, mens hun fandt rent undertøj.

”Jeg er sulten. Vil I ikke nok spørge Jesmona, hvad vi skal have at spise?”

”I må hellere komme tilbage” råbte en af dem i uniformer. Han var ikke jæger. Hvad var det nu, han var?

”Der ligger en ung pige neden for slotsruinen. Selvmord. Ssssh.” De dæmpede stemmerne og kiggede på McIntosh.

Den anden, ham som var politibetjent, stirrede på McIntosh. ”Så du den unge pige?”

”Jeg har en pige, som hedder Jesmona, men hun er vist ikke så ung. Må jeg ikke nok få noget mad.”
.

13 kommentarer:

Jørn E. sagde ...

Kære Dorte!

Wauw, siger jeg bare. Sikke en historie. Hvor er det bare supergodt. Jeg blev så fanget, at jeg blev helt forbavset og lidt skuffet da historien var slut.
Det med de unges sprog, som han ikke forstår men forstår attituden. Hans dialog med Jesmona på forskellige alderstrin. Hundens snusen - en fin antydning. Hans oplevelse af sine redningsfolk, som gennem en slags filter, tåget og kun fragmentarisk forstået.
Ja, jeg kunne blive ved. Jeg har kun læst en beskrivelse af en dements univers der var lige så god. Det er en novelle af Martha Christensen, som jeg desværre ikke husker titlen på. Men bogen er en novellesamling.

Man ser tydeligt, at du har stort udbytte af at skrive så meget, som jeg fornemmer at du gør.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Dorte H sagde ...

Kære Jørn.

Ih, nu er det godt nok min tur til at rødme! Noget af forklaringen er nok, at jeg igen har genbrugt personer fra "Knavesborough". Jeg begynder så småt at kende gamle McIntosh, og den store fordel ved denne måneds opgave var, at jeg kunne gøre ham endnu mere levende for mig selv.

Så tusind tak for kommentaren; den gjorde mig rigtig glad!

Kh Dorte.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Dorte!

hvor var det dejligt at lære gamle forvirrede McIntosh nærmere at kende. Fra at være den forvirrede demente far til Jesmona,der ofte står for de ufrivilligt morsomme indslag, forvandles han nu for mig i denne tekst til et skrøbeligt og sårbart menneske, som man bare har lyst til at tage vare på. Jeg kan næsten ikke holde ud at følge ham der alene i skoven uden sin trofaste hjælper, Jesmona..
I starten frydes jeg dog med ham over vejret, over lydene, over solens varme på en gammel krop og ikke mindst over at være sluppet fri fra de sædvanlige fangevogtere...
Men det vender med sætningerne: "Den blide, grønne farve var varm og smuk. Men han var sulten."... for det er jo blandt andet i forhold til at kunne tage vare på at opfylde egne basale behov, at vores hp kommer til kort..
Hans gliden ud og ind af tiden i scenen med pigen i slotsruinen, viser så fint, hvordan hans bevidsthed hele tiden skifter fokus, og at han derfor faktisk ikke ser den forbrydelse, der foregår lige for øjnene af ham. Og dog, for han fornemmer, at det er forkert.. "Det måtte have gjort ondt. Han skubbede hende jo." Han har jo set det med sine øjne, men hjernen har ikke helt forstået det..
Både hans irritation over for pigen, der generer ham med sin blotte tilstedeværelse, fordi det er forkert... og det skal det helst ikke være... det kan han ikke rumme... og de erindringer/oplevelser han har af unge mennesker, der ikke altid er rare overfor ham, viser hans store sårbarhed. Det er så rørende, at han skyggebokser...og så lige giver det en tand mere i glæde over at kunne huske ordet :-)

Politiets/militærets/jægernes tilstedeværelse i skoven er jo dybt forvirrende for ham... og skræmmende, så han må gemme sig for hundene...
Den sidste scene går rent ind.. Vores gamle ven oplever slet ikke, at det er ham, der bliver fundet og frelst... nej, i hans optik er det pigen, der skal hjælpes, mens de omvendt forsøger at skjule det for ham for ikke at ophidse ham unødigt... og med hans svar på deres sidste spørgsmål, er det uvist, om de finder ud af, at der er foregået en forbrydelse...
Der er så meget mere i din tekst, som jeg ikke har kommenteret, for som sædvanlig opdager man nye ting, hver gang jeg læser den :-)
KH Bente

Ps en lille detalje, som du sikkert har lyst til at rette...Andet hovedafsnit, femte underafsnit "McIntosh var lige hende og vende" rettes til henne og vende :-)

Dorte H sagde ...

Kære Bente.

Tusind tak for din lange og grundige kommentar. Ja, jeg kom tæt på McIntosh, og selv om jeg måske ikke bruger scenen til noget i min roman, er det helt sikkert en god øvelse at krybe under huden på en af sine personer og mærke efter, hvad de egentlig tænker og føler.

Kh Dorte.

Leonius sagde ...

Kære Dorte,

jeg kan ikke sige andet end at jeg nød din historie, jeg fik også hvad jeg forventede, et lille mord ved siden af.
Jeg vil dog sige, at det var en meget flot gengivelse af din hp.s tankevirksomhed.

Leonius.

Dorte H sagde ...

Kære Leonius.

Tak skal du have - ja, jeg har svært ved at holde mig fra de der små mord ved siden af ;)

Kh Dorte.

Ragnhild sagde ...

Kære Dorte

Jamen jeg trisser da lige så stille med på turen sammen med McIntosh :-)

Og nyder den!

Undervejs på turen i teksten nyder jeg de fine beskrivelser af naturen, brugen af variation over en fast vending (herre i eget hus/liv) og af en gliden ind og ud af tågerne i din hp' "skyggeland".

Din tredjepersons-synsvinkel er så fuld af medsyn, og det får mig som læser tættere på din hp. Det er rigtig fint gjort. Nogle steder forsvinder medsynet f.eks i den (for tunge) sætning: ".. følte sig opløftet efter den skønne gåtur". Når noget er løftet ligger der et indirekte op deri, er "skønne" ikke for tæt på et trivielt udtryk? og er "gå" egentlig ikke unødvendig? vi ved jo, han er ude at trave. Da han stadig er på tur, men blot hviler sig, er "af" måske et bedre udtryk end "efter"?

Nå, jeg fik da vist tydelig vist, at den sætning forstyrrer en ellers dejlig læseoplevelse. Tilgiv en gammel dansklærer - eller gi hende ret! Det er dit valg :-)

Kh Ragnhild

Dorte H sagde ...

Kære Ragnhild.

Mange tak for følgeskab på turen. Og du har nok ret mht den tunge sætning. Hvis en dansklærer kun kan finde én af den slags, så er jeg såmænd rigtig godt tilfreds :)

Kh Dorte.

Aviaaja sagde ...

Kære Dorte
Det er en sælsom tekst - på en skøn måde! Jeg glemte at trække vejret indtil jeg var forvisset om, at der faktisk var et lig og at det ikke bare var i din hp´s fantasi. Og hvad er det for en hemlighed han gemmer på, hvem har han skubbet!?
Det stille gys er så flot fulgt af dine sanselige beskrivelser af naturen - kan særligt godt lide den med mosset. Jeg synes du bruger kontrasterne så godt - på den måde står alle aspekter af fortællingen i skarpere lys.
Dejligt at læse dig!
Kærlig hilsen Aviaaja

Dorte H sagde ...

Kære Aviaaja.

Jeg er glad for, du også ville følge med gamle McIntosh på hans korte tur ud af mørket. Han kom til at betyde noget for mig undervejs, og så synes jeg også selv, jeg har gjort det godt.

Med så forvirret en fortæller og hans brug af ´han´ og ´hun´ kan jeg godt forstå, historien kan stå lidt uklar, men det er nu ikke McIntosh, der har skubbet nogen. Men det ved han nok næppe selv nu bagefter, så gad vide om det gør så stor forskel ;D

Tusind tak for kommentaren.

Kh Dorte.

Jørn E. sagde ...

Kære Dorte!

Tænk, alle de flotte tilbagemeldinger. Jeg er helt enig.
Nu MÅ vi da snart se dig i bogform!

Kærlig hilsen

Jørn E.

Dorte H sagde ...

Hvor er du sød, Jørn.

Hvis du skulle have lyst til at slå et lille slag for min karriere, vil jeg blive meget taknemmelig for en stemme på "Alley Cats", en engelsk flash tekst jeg har sendt til en indonesisk skrivefestival.

Den har en lille chance for at gå videre til anden runde (og blive udgivet i et tidsskrift). Man er nødt til at registrere sig, før man kan stemme (dvs klikke på thumbs-up).

Teksten kan findes her:
http://flashfiction.ubudwritersfestival.com/2010/09/alley-cats/

Og hoved-siden, hvor man registrerer sig, findes her:
http://flashfiction.ubudwritersfestival.com/

Randi Abel sagde ...

Kære Dorte,

Det er ren nydelse at læse din tekst, som er både indlevende og medrivende. Jeg er faldet på halen over den måde, du med små bemærkninger lidt efter lidt afdækker hans sindstilstand, og at der er blevet begået et mord.

Kh,
Randi