mandag den 13. september 2010

Augustopgave: Onkel Verner - en gammel røver


 forfatter og foto: Bente Pedersen


”Så gutter! Kaffepause!”  Udmeldingen kom fra Karsten, da han steg ned fra førerrummet i den nye turkisgrønne skovningsmaskine, som for tiden stod og lyste op i den nordlige ende af Mønsted Plantage. Vel nede på jorden tørrede han støvet af panden med skjorteærmet. Efterlod et ganske nydeligt marmoreret mønster, som fik de andre til at smile. Den lille flok på kun 4 skovarbejdere gik småsnakkede hen mod skurvognen et stykke borte. Forventningen om snarlig weekend løftede stemningen, så Poul, der havde en ubehagelig hovedpine, valgte at sætte sig alene udenfor et stykke borte. Med ryggen op mod et gammelt træ havde han frit udsyn over en af de mange lysninger, der var opstået i den gamle plantage efter orkanen i 1999.
Han lukkede øjnene, lænede hovedet tilbage mod stammen og nød skyggen under bladhangets mosaik. De mange fuglestemmer overdøvede for en stund den vedvarende summen fra hans bekymrede tanker. Godt hjulpet af masserende bevægelser på de ømme muskler i nakken fik det efterhånden spændingen til at løsne sig. Han greb ud efter den lille termokande, han havde anbragt på en træstub og pakkede tre chokoladekiks ud af madpapiret.


 Pouls gamle mor, Anne, havde dybt bekymret ringet tirsdag aften og havde fortalt, at onkel Verner nu igen var forsvundet fra plejehjemmet i Sparkær. Siden da havde Poul ledt sammen med venner og familie næsten i døgndrift. Var han ikke på arbejde eller ude at lede, brugte han omsorgsfuldt tiden på at være hos sin mor. Politiet havde stillet med både hunde og helikopter, men som ugen skred frem, blev det sværere og sværere at holde fast i troen på en heldig udgang. Hvor kunne han mon være gået hen den gamle forvirrede mand?

 De havde før fundet ham gående på vejen mod fødehjemmet ”Fuglsanggård” beliggende næsten ti kilometer fra plejehjemmet. Andre gange, hvor det var lykkedes ham at smutte, vandrende han rundt ved Birkesø. Onkel Verners fysik fejlede skam ikke noget, men det var hans forvirrede hjerne, som betingede, at han nu måtte bo på plejehjem. Hjernens kanalvælger skiftede hele tiden mellem nutid og fortid, så det var et stort held, at der ikke var sket større ulykker, mens han stadig boede alene på gården.

Lyden af en fasankok, der skræppede op et sted i nærheden, fik ham til at smile, for på hans indre skærm tonede et barndoms billede af onkel Verner frem. Iført kasket med en kækt strittende fasanfjer i nakken og med fiskekniven fastgjort til livremmen forvandledes onkel Verner til den grumme røver fra alheden, Jens Langkniv. Dette store forvandlingsnummer var selvfølgelig godt hjulpet på vej af et barns villige fantasi, og denne svigtede ej heller, når Poul og hans fætre allernådigst måtte gennemgå en seriøs optagelsesprøve for at blive optaget i Jens Langknivs røverbande.  De øvede sig i timevis i pileskydning, stokkefægtning og andre nyttige færdigheder i den lille granbeplantning bagved gården.

 Poul kunne stadig få en tydelig duft af mos og muldjord i næseborene, når han huskede, hvordan røverflokken havde ligget på lur bag diget ud mod landevejen til Mønsted. Dette i håb om, at bispen fra Viborg eller andre prominente folk ville komme forbi i deres hestetrukne karet med guldkisten fastspændt bagpå. Efter lang tids venten bag diget, var det nu som oftest ikke bispens karet, men Ole Posts’ gule bil i stedet, der med en knasende lyd kørte ind på gårdspladsen og forventede en kop kaffe og en sludder.
Tørre kviste knækkede med et smæld et sted i nærheden, og Poul lyttede intenst, indtil John, den yngste i sjakket, dukkede frem fra skurvognens ene ende for at fortælle, at der lige havde været nævnt lidt om eftersøgningen af Pouls onkel i de lokale nyheder fra ”Radio Midt og Vest”. Man havde besluttet at lade politiets eftersøgning vare denne dag med, og dernæst ville det være op til private initiativer at fortsætte. Som om de ikke allerede havde været i sving hele ugen, svarede Poul træt og sukkede, mens han takkede for oplysningen.

 Da Poul var mindre, havde han været bange for den uhyggelige Jens med kniven, der hærgede i området mellem Skive og Viborg. Sådan en råkold blæsende efterårsaften, krøb han godt ned under tæppet, når onkel Verner underholdt med fortællinger om den fredløse Jens, hvis mor beskyldtes for hekseri.  Han gøs og frydede sig, når røveren og hans lille taterflok fra Daugbjerg Kalkgruber bekæmpede de tyske soldater ved Viborg med så stort held, at Jens Langkniv fik heltestatus for en tid. Først som teenager havde han fuldt ud forstået, at denne røver rent historisk hørte til i 1600-tallet, og at den fredløse Jens Langkniv med sin lille flok af tatere nok egentlig var mere en hjerteløs røver end hans drengeårs retfærdige Robin Hood.

En meget stor flok skovduer lettede på den anden side af lysningen, og Poul skyggede med hånden over øjnene for bedre at kunne fokusere. Hvad mon der havde skræmt dem op så pludseligt? … Ræv, rådyr, en omstrejfende hund? Fasankokken skræppede igen. Sikke da en pludselig uro i skoven. Han fornemmede en sitren, nok mest i sit eget indre. Rejste sig og børstede bukserne af for snavs, og lagde madkasse og termokande tilbage i rygsækken. Rettede sig så op med et ryk, for var det ikke et råb, der lød derovre fra den anden side af lysningen?  Han smed rygsækken fra sig og begyndte at løbe ud og ind mellem stubbe og småtræer.  ”Du tyske svumpukkel! Du er nu kaput!”, hørte han nu en rusten stemme hvæse vredt. Smilet om munden smeltede, løb ud over hele Pouls ansigt og forandredes til en lettet latter, da han rundede tre større graner. Her fik han øje på onkel Verner, der stod fægtende ud i luften med en afbarket gren i hånden. Fra kasketten vejede fasanfjeren stadig kækt.

17 kommentarer:

Leonius sagde ...

Kære Bente,

det var en dejlig historie, fortalt så detaljerende smukt, at det var synd den ikke var printet på papir, istedet for en glimtende skærm.
Hvad skal jeg sige... Flot Bente.

Leonius.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Leonius!

Tak,Leonius :-)
Ser du den lille hændelse nævnt i avisen, der er oplæg til opgaven, foregik jo på min barndomshjemegn, da jeg er opvokset i udkanten af Viborg...lige op til en stor plantage, som strakte sig langt ud over heden...så som barn var jeg bange for at møde Jens Langkniv, når vi gik i skoven.
Når vi stod i skovkanten og ventede på bussen, kunne man se hen til en lille gravhøj, der lå den yderste del af skoven. Min far sagde altid, at bag den høj gemte Jens Langkniv og hans røvere sig, men han glemte bare lige at fortælle, at det var i 1600 tallet, så det troede jeg da på en tid lang.
Da jeg så så den lille notits fra Sparkær om den forsvundne demente ældre herre, så tænkte jeg: "Han har sikkert mødt Jens Langkniv"...og det havde han!

KH Bente

Dorte H sagde ...

Kære Bente.

Dejlig historie med Jens Langkniv og alting (den herre har også fascineret mig i mange år).

Jeg nød dit syn for detaljer, og perler af denne slags:
"Hjernens kanalvælger skiftede hele tiden mellem nutid og fortid.."

Af og til synes jeg dog, sproget er lidt omstændigt: "Godt hjulpet af masserende bevægelser på de ømme muskler i nakken fik det efterhånden spændingen til at løsne sig." Her måtte jeg læse igen for at finde ud af, hvem der gjorde hvad, og hvorfor.

Kh Dorte.

Ragnhild sagde ...

Kære Bente.

Det er en varm og hyggelig historie, du har skrevet, og jeg har, mens jeg læste, siddet med ryggen mod et træ og holdt pause sammen med Poul.

Pouls pause er din fortællings tidsudstrækning. Han masserer sin nakke, drikker kaffe og hæfter sig ved lyde og dufte fra skoven.

Lydene viser sig at være spor, der fører til gamle onkel Verner, som er på demensspringtur fra plejehjemmet.

I tilbageblik får læseren kendskab til den aktuelle eftersøgning af Verner og til Pouls spændende barndomsrollelege om Jens langkniv sat i scene af onkelen.

Du har valgt en 3. persons meget alvidende fortæller, og måske er det årsagen til at sproget - som nævnt af Dorte - har tendens til at blive omstændigt, som f. eks de første par linjer af afsnit 3.

Det undrer denne læser, at en gammel mand efter flere døgn i skoven (formentlig uden mad) er i stand til at være/lege hujende Jens Langkniv.

Tak for fine glimt af Poul, onkel Verner og Jens Langkniv.

Kh Ragnhild

Aviaaja sagde ...

Kære Bente
Hvor er det en vidunderlig, hjertevarm fortælling. Og som andre har nævnt, gør detaljen en masse godt for billedet, du skaber.
Jeg kan så godt lide når der på den måde er rum og plads til at give stemninger med ordene.
Man mærker, du er hjemme i omgivelserneog bliver det derved som læser.
Dejligt!
Kærlig hilsen Aviaaja

Aviaaja sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Bente Pedersen sagde ...

Kære Ragnhild!
Tak for din kommentar. Det er så dejligt at se, hvordan det, man skriver, bliver modtaget af læseren, for mens man selv er i gang, er det hele jo så indlysende :-)

Lige netop det faktum, at Onkel Verner ikke helt har mistet ævret, da Poul finder ham, har jeg faktisk overvejet en del, for i første udgave lå han nærmest og var døende, men ...
Så ræsonnerede jeg, at han jo ikke behøvede at have været i skoven i flere dage uden mad og drikke. Han kunne såmænd være gået derind for at skyde genvej om formiddagen. Hvem ved, hvilke steder han har rundt omkring, og som han besøger på sine sine springture? Der tillod jeg mig lidt frirum i forhold til avisnotitsen :-)
KH Bente

Bente Pedersen sagde ...

Kære Aviaja!

Tak for din kommentar. Du har fuldstændig ret i, at jeg er der med Poul i skoven og føler mig hjemme.
Pudsigt nok fik jeg af en ældre søster at vide i går, at min egen dejlige onkel Verner på 85 er på vej ind i de dementes rige og ikke havde kunnet genkende hende sidst. Det vidste jeg ikke...
Kh Bente

Ragnhild sagde ...

Kære Bente og I andre bloggere.

Ja, selvfølgelig har onkel Verner klaret sig på egen underfundig måde, mens han har holdt en tiltrængt ferie fra Nordstjernen. Det er dog noget af et trist sammenfald mellem din teksts onkel Verner og virkelighedens onkel Verner.

Min hp og jeg kan i augustopgaven ikke lige komme derhen, hvor vi ved, vi skal hen. Måske er det fordi, vi ikke skal derhen!

Han må ligge "på lager" for nu pakker jeg min kuffert (igen - igen) og så sætter vi kursen mod Jaruplund Højskole. Dage med forberedelse og fra onsdag og en uge frem er vi med højskolens to suveræne rejseledere på kulturtur til St Petersborg. Det er vores fjerde sensommertur med de to og med hyggelige tur-gengangere. Der er altså en forklaring bag et nyt blog-fravær.

Kh Ragnhild

Bente Pedersen sagde ...

Kære Ragnhild!

Rigtig, rigtig god tur...

...og vel mødt igen, når du vender vel hjem igen!

Kærlig hilsen
Bente

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Jeg er lidt sent ude med kommentar denne gang. Det skyldes bl.a. at din historie er ganske lang. Jeg synes den fortjener nærlæsning, og det kræver ro.

I andet afsnit skriver du: "...den vedvarende summen fra hans bekymrede tanker". Den sætning synes jeg falder lidt tungt ud. Forslag til ændring: "...de bekymrede tanker som summede i hans hoved" Til gengæld synes jeg det er en god situationsbeskrivelse du meget enkelt giver med de tre chokoladekiks. Han har ikke haft overskud til andet end at pakke tre chokoladekiks som madpakke.
Jeg gnækkede lidt over "plejehjemmet SPARkær, herligt. Et lille æselspark til de kommunale sparerunder.
Du har tydeligvis et vist kendskab til skovbrug og skov. Selv elsker jeg skoven og naturen, så jeg er helt med, når din hp fornemmer duften af mos og muldjord. Også, da hp opdager onkel Verner p.g.a. skovens forskellige lyde gør du det tydeligt, at du er "dus med himlens fugle og skovens grønne træ'r".
Din aforisme med kanalvælgeren synes jeg er rigtig god.
I det hele taget er din beskrivelse af onkel Verner er virkelig god. Jeg ser ham for mig.
Du har tydeligvis også et vist kendskab til Jens Langkniv og den måde du drager ham med ind i historien på gør den mere "fyldig" hvis du forstår hvad jeg mener.
De mange små detaljer og din kendskab til miljøet gør din historie særdeles læseværdig.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Tak fordi, at du kiggede ind! Og tak, fordi du ikke lader dig skræmme bort af, at min tekst er en meget lang short story :-)

Også tak for dit ændringsforslag med hensyn formuleringen, som du nævner. Jeg har lagt mærke til, at jo længere tid, jeg holder pause med at skrive, jo mere knudret bliver mit sprog. Sikkert et eller andet skrivefænomén, der stammer tilbage fra min gymnasietid, hvor jeg tillærte mig et akademisk skriftsprog. Hmm Hmm.. værd at tænke nærmere over...
Jeg er glad for, at du mærker, at jeg føler mig hjemme i skoven. Det var min legeplads som barn, og det er den fornemmelse, at jeg får, når jeg i dag kommer på besøg: At komme hjem... men skovbrug ved jeg ikke ret meget om...
Og så synes jeg, at det er dobbelt morsomt, at du har gnækket over et navn, som vitterligt eksisterer. Jeg har skam engang haft en kæreste,der kom fra Sparkær :-)

Og ja, Jens Langkniv var min barndoms røver.Når vi stod i skovkanten og ventede på bussen ind mod Viborg, kunne man se hen til en lille gravhøj, der lå den yderste del af skoven. Min far sagde altid, at bag den høj gemte Jens Langkniv og hans røvere sig, men han glemte bare lige at fortælle, at det var i 1600-tallet, så det troede jeg da på en tid lang.
Da jeg så så den lille notits fra Sparkær om den forsvundne demente ældre herre, så tænkte jeg: "Han har sikkert mødt Jens Langkniv" ...og det havde han!
KH Bente

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Du har da i hvert fald set en af de der nymodens skovmaskiner og du ved at de støver ad h... til. Så lidt research har du da gjort.

Ja, Sparkær. Der findes rigtig mange spøjse stednavne i Danmark. Men Sparkær triggede lige min fantasi her.

Du er jo et godt menneske og du nænnede selvfølgelig ikke at aflive onkel Verner. Der er Dorte en mere hård nyser.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Ja, voksne glemmer ofte, at børn begynder fra et absolut nulpunkt m.h.t. viden og dannelse. Din far gjorde dig bange for Jens Langkniv fordi han glemte det.

Jørn E. sagde ...

Kære alle!

Systemet har møbleret lidt om i ovenstående, men jeg håber det er forståeligt alligevel.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Dorte H sagde ...

Nej, må jeg NU lige være her, Jørn. Jeg har godt nok aldrig aflivet Bentes gamle onkel Verner!!! Jeg kan godt nøjes med mine egne kreationer, kan jeg!

Og jeg slog da heller ikke McIntosh ihjel (jeg er ikke færdig med at bruge ham endnu ;D)

Jørn E. sagde ...

Kære Dorte!

Nej, jeg ved da godt at du ikke aflivede onkel Verner. Men hvis du havde skrevet historien, havde du sikkert gjort det, gnæk-gnæk.

Og hvad McIntosh angår er det sikkert kun fordi du skal bruge ham igen. Og hvad forresten med det klamme selvmordslig? En stakkels ulykkelig pige, hvad har hun gjort dig?


Kærlig hilsen

Jørn E.

Randi Abel sagde ...

Kære Bente,

Jeg er meget imponeret over, at du fik stablet sådan en krønike på benene på basis af den lille avisnotits. Jeg kan forstå, du har lokationskendskab, men alligevel. Jeg står i skjul bag en træstamme og ryster i bukserne over den drabelige Jens med kniven... øøh, Verner med grenen. Flot!

Kh,
Randi