onsdag den 20. oktober 2010

Bloggen fremover



Kære alle,

Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad I forventer af bloggen fremover. Vi er så få skrivende medlemmer, at der vist ikke er basis for publicering af en ny tekst flere gange om ugen. Det er måske i realiteten heller ikke så dårligt, idet der så er mulighed for mere debat om hver tekst.

En ugentlig debatdag, som vi tidligere har haft, er også en mulighed. Eller temadage. Marianne foreslog på et tidspunkt en temadag om at give feedback på tekster. Bente har foreslået temadage om f.eks. skriveteknikker, som vi efterfølgende kunne bruge i forbindelse med en månedsopgave.

Hvad har I lyst til?

/Randi

16 kommentarer:

Bente Pedersen sagde ...

Jeg har lyst til en god kop kakao og et lunt tæppe i disse råkolde dage :-)
Nej, spøg til side. Hvad har jeg lyst til? Jeg har lyst til at have en Skriveblog, hvor jeg ikke stresses af hurtige tekstskift f.eks. hver eller hver anden dag, for det, synes jeg, afføder så korte kommentarer, at det måske/sandsynligvis ikke står mål med hele den indsats, det har været for afsenderen at få skrevet teksten. Jeg kan godt lide fordybelsen fremfor underholdningen i at få serveret en ny tekst hver dag. Der er jo tekster allevegne, som jeg kan læse, men der er ikke et forum alle vegne, hvor jeg kan få kommentarer til noget, som jeg har gjort mig umage med.
Jeg skriver ikke blogtekster hver dag, for der er så meget andet, som jeg også gerne vil udfordres af og med.
Men når jeg fanges af en opgave,så nyder jeg alle dele i processen og at give dem tid: idé-/ konstruktionsfasen med alle valgene, selve skrivefasen og endelig redigeringsfasen, hvor jeg strammer det hele op. Og så kommer det spændende øjeblik, hvor den tekst, som jeg har skabt, skal ud og mødes af andre. Og det er bestemt mindst lige så spændende.

Jeg tror på, som Ragnhild har nævnt i en kommentar for nylig, at vi alle har evne til at kommentere. Der er jo ingen facitliste. De enkelte personers udbytte af en tekst vil jo altid være forskelligt og afhængigt af så mange faktorer, der varierer, men den enes udbytte er aldrig mere rigtigt end en andens. For mig kræver det bare tid til nærvær og fordybelse, og for mig kolliderer det med hurtigt tempo.
Det var, hvad jeg lige havde lyst til at sige nu...
Nej forøvrigt så starter Saxo jo en ny 5 ugers runde d. 2. november, og så forudser jeg, at hele skriveenergien og fokus trækkes over i det forum. Hvad gør vi lige ved det? Jeg for mit vedkommende vil da bestemt ind og se, hvilke opgaver de byder ind med, men jeg er ikke sikker på, at jeg orker både skriveprocessen og den daglige intense kommenteren på tekster, som jeg plejer at levere. Så måske er jeg med nogle uger og andre ikke. Måske kigger jeg bare med over skulderen. Men jeg vil gerne, at der holdes liv i Skrivebloggen imens.
KH Bente

Marie sagde ...

Kære alle på Skrivebloggen
Jeg er jo også stadig medlem selvom jeg ikke har govet lyd fra mig meget længe. Jeg kan simpelthen ikke overkomme det. Romanen og det man kalder livet kommer i første række, og der er for meget tryk på.
Jeg har tænkt mig at deltage i Saxo, når der startes op igen, og ja, jeg får ikke tid til Skrivebloggen.
Blot dette i al hast for at I ikke skal tro at jeg er ligeglad.

Kh
Marie

Leonius sagde ...

Jeg tilslutter mig helt Bente´s forslag om at bruge Skrivebloggen til at gå i dybden med både skriverierne og kommentarerne.
Det er, som Bente også gør opmærksom på, klart at Saxo runden vil betyde noget mindre skriveri her, men det kommer jo igen.
Naturligvis skal vi beholde Skrivebloggen, vi skal vel bare finde den rigtige form.

Leonius.

Ragnhild sagde ...

Jeg kan ikke sige det bedre end dig, Bente. Du rammer præcist mine ønsker for bloggen. Den skal fortsat eksistere med fotos og tekster. Det "daglige ræs" er hverken nødvendigt eller ønskeligt. Der skal være tid til eftertanke. En 4-5 dage mellem nye tekster, så der er tid til efterliv! En ugentlig debatdag/temadag er da værd at tage op igen. Det kunne i den sammenhæng være spændende at bruge erfaringerne derfra i forbindelse med en månedens opgave som foreslået af Bente.

Vi må være nok i flokken
til at holde liv i bloggen :-)

Måske vil den nye saxoomgang skabe fornyet liv.

Kh Ragnhild

Randi Abel sagde ...

Kære Bente,

Tak for dine kommentarer til spørgsmålet om Skrive-bloggens videre liv. Hvis jeg for nogle få måneder siden var blevet spurgt om mine ønsker til hyppigheden af nye tekster, ville jeg uden tøven have svaret, at jeg ville foretrække en ny tekst hver dag. Jeg har imidlertid langsomt ændret opfattelse, og er enig i, at en eller måske to tekster om ugen giver mere tid til at fordybe sig i de enkelte tekster og til mere uddybende feedback.

En eller anden form for evne til at kommentere har vi måske nok alle, men jeg synes nu nok, den feedback, jeg kan præstere, lader en del tilbage at ønske. Det er noget, jeg meget gerne vil øve mig i at blive bedre til.

Stor aktivitet herinde tror jeg heller ikke, der bliver mulighed for i de 5 uger, SAXO kurset kører, men det er vel også OK.

Kh,
Randi

Randi Abel sagde ...

Kære Marie,

Jeg er sikker på, der ikke er nogen herinde, som tror, du er ligeglad. Vi er alle nødt til at prioritere, og jeg kan godt forstå, din roman og livet kommer i første række :)

Kh,
Randi

Randi Abel sagde ...

Kære Leonius,

Tak for dine kommentarer. Ja, vi skal finde en form, men den behøver heldigvis ikke at være endegyldig. Det er godt at vide, at du er enig i færre tekster og mere tid til fordybelse.

Kh,
Randi

Randi Abel sagde ...

Kære Ragnhild,

Hihihi, jeg kan godt lide bloggens nye slogan :D

Det er dejligt, vi alle indtil videre er enige om, at en eller to tekster om ugen er at foretrække.

Også tak for dine kommentarer.

Kh,
Randi

Ragnhild sagde ...

Kære Randi

Jeg var slet ikke klar over, at jeg lavede et slogan :-)

Bagefter kunne jeg godt se, at "nok" er et "elastikord" lidt ligesom "nok" i Benny Andersens:

Fuglene flyver i flok
når de er mange nok".

Det er ikke ligegyldigt, hvor vi lægger trykket i "må være nok" :-)

Vi ser
hvad der sker

I går fløj en flok syngende gæs i stort kileformat hen over haven. Der var mindst tyve. Det var en flok. Ville det også have været en flok, hvis der var tre?

Der var lette hvide skyer og sol over haven. Skribenten plukkede røde og søde "Ingrid Marier" fra det bugnende æbletræ, mens tankerne straks legede haiku med oktober og gæs!

Kh til alle
Ragnhild

Randi Abel sagde ...

Kære Ragnhild,

Du har ret, men jeg vælger at fortolke dit slogan på den måde, at en håndfuld af os er nok til fortsat at gøre bloggen besøgsværdig ;)

Jeg glæder mig til et haiku med oktober og gæs.

Kh,
Randi

Jørn E. sagde ...

Kære alle!

Jeg har været pacificeret af en slem forkølelse, og den vil ikke rigtig slippe. Er bl.a. plaget af nogle voldsomme hosteanfald.

Men nok om det. "I'll be back"

Kærlig hilsen

Jørn E.

Ragnhild sagde ...

Kære Jørn

Hvor dejligt :-)

God bedring til dig.

Har du tilfældigvis et foto af en hare på flugt?

Sådan et kunne jeg bruge til "Tre haiku til haren" som jeg netop har sendt til Randi.

Kh Ragnhild

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!
Rigtig god bedring... først ramt af net- breakdowm og dernæst af menneskelig virus. Det kan jo slå selv den bedst ridder af hesten :-)
KH Bente

Randi Abel sagde ...

Kære Jørn,

Rigtig god bedring.

Gad vide, om den slags smitter gennem Cyberspace, for jeg er plaget at noget tilsvarende og har ikke været mange sure sild værd de seneste dage.

Kh,
Randi

Bente Pedersen sagde ...

Kære Randi!
Også rigtig god bedring til dig!
KH Bente

Randi Abel sagde ...

Kære Bente,

Tak skal du have. Jeg har det bedre i dag og håber, det holder, for i morgen er efterårsferien slut.

Kh,
Randi