lørdag den 2. oktober 2010

Eline


Hun lå helt stille på den afsvedne græsplæne. En boblende fornemmelse bredte sig i Laurits’ krop fra mellemgulvet og op... op... op..., indtil den nåede hans læber. Han tumlede nogle skridt baglæns, og hans ene hånd fór op til munden, som for at kvæle lyden. Eline. Hans Eline, som havde giftet sig med ham trods farens modvilje. Noget vådt trillede fra øjenkrogen ned ad Laurits’ furede kind.

Men hvorfor lå Eline dér? I en have, han ikke kendte? Udenfor et hus han aldrig havde set? I en gade han aldrig havde besøgt? Boblerne flød sammen til en hård, tung masse, mens Laurits på stive ben igen nærmede sig knasthullet i det hvidmalede stakit. Idet han satte øjet mod hullet, løftede hun sin arm. Havde hun hørt ham? Vinkede hun ham ind i haven? Laurits vendte sig om, og i det samme lettede en doven flue fra den unge kvindes bikiniklædte bryst.

Laurits stavrede op ad flisegangen og skråede over græsplænen. Hånden vinkede ham igen nærmere, og den hårde, tunge masse i hans mellemgulv opløstes i boblende atomer. Hans skygge lagde sig over den spæde kvindekrop, da han faldt på knæ ved siden af hende. Med en kroget hånd strøg han hende over kinden. Det første øresønderrivende skrig væltede ham omkuld i græsset.

”Fjern grabberne fra min datter, din perverse stodder!”

Laurits forstod ikke ordene, og han mere fornemmede end så skosnuden, inden den ramte ham i tindingen.



Foto: Leonius

9 kommentarer:

Randi Abel sagde ...

Kære alle,

Jeg var i tvivl om, jeg skulle starte min administrator-karriere med at udgive min egen tekst, for I skulle jo nødigt tænke: "Først mig selv, så mig selv, så mig selv igen og så de andre." Alligevel har jeg gjort det, fordi det flere uger efter deadline lykkedes mig at få flikket en bette tekst sammen efter Bentes fine oplæg til august-opgaven. Nå ja, helt i overensstemmelse med oplægget er teksten ikke. Jeg kunne simpelthen ikke få manden placeret i skoven.

Er der i øvrigt en af jer, der har et foto, der kan bruges til teksten - f.eks. et af en gammel mand? Det kom lidt pludseligt, at jeg selv skulle sørge for illustration.

Kh,
Randi

Ragnhild sagde ...

Kære Randi

Det er et fornemt og meget rørende stykke flash fiction, du har skrevet som svar på Bentes gode august-opgave. Du formår på lidt plads at give læseren et fint indblik i den demente mands skrøbelige sind, hvor levet fortid blandes med den eksakte nutid.

Er det en typisk "randi" er det slut med Laurits' liv. Uanet "vold med døden til følge" eller ej er det en veldrejet og forfærdelig barsk slutning, du serverer for denne overraskede læser.

Din voldelige "skosnude" må sidde på en mand og jeg kan ikke mobilisere nogen sympati for hans handling. Via hans sprog har du allerede inden hans (forsvars)handling gjort ham usympatisk.

Din barske historie vil ikke lige slippe sit tag i mig.

Kh Ragnhild

Randi Abel sagde ...

Kære Ragnhild,

Tusind tak for dine kommentarer, som varmer helt utroligt. Det er efterhånden så længe siden, jeg har skrevet noget, at jeg var meget usikker på, om teksten var værd at læse.

Det er interessant, at du opfatter pigens far som usympatisk. Jeg tænkte meget over, hvordan man ville reagere, hvis man troede, en vildfremmed mand var i gang med af befamle ens solbadende datter. Jeg tror, man ville mangle ord og udslynge de værste gloser, man kunne komme i tanke om, og jeg tror også, man automatisk ville lange ud efter ham for at få ham til at holde op.

Om sparket i tindingen gør det af med Laurits eller ej må læseren bestemme ;)

Kh,
Randi

Leonius sagde ...

Kære Randi,

en meget fin beretning om en dements forvirrede tanker, som virker så overbevisende, at man må tro på det.
Som Ragnhild skriver, har du nok slået ham ihjel, og så skal faderen have fat i to sten.
En som hp er faldet over, og en som han slog hovedet på.
Og så kan plejehjemmet bare komme og hente ham tilbage.
Rigtig godt skrevet, og
rigtig godt fundet på.

Leonius.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Randi!

Hvor dejligt igen at læse noget fra din hånd... Jeg er oppe på tåspidserne lige fra start, når du er afsender, for jeg leder efter spor efter "skurkagtigheder" ;-)
Allerede efter første sætning: "Hun lå helt stille på den afsvedne græsplæne.", tænkte jeg, at der var begået et mord. Da jeg så læste videre til næste sætning tænkte jeg "Åh nej,det er den gamle forvirrede mand, der har gjort det uden viden om katastrofens omfang.
I tredje del tager historien så en uventet drejning, for han har jo bare stået og kigget på den unge dame, i hans optik hans ungdoms elskede, og vi nærmer os en dejlig slutning, hvor de forhåbentlig genforenes...og så slår du til igen med et af dine skarpe twists til allersidst... Hvordan i alverden når man at fortælle så meget på så kort tid ?Uh det ville jeg gerne lære...
Jeg synes nu, at hendes far godt kun have nøjedes med at udøve verbal magtanvendelse. Min sympati ligger hos den gamle, men kan godt høre prædikatet "gamle gris" sagt om ham.
Kærlig hilsen
Bente

Randi Abel sagde ...

Kære Leonius,

God idé med de to sten :D ...Og dejligt, at du tror på historien.

Tak for det.

Kh,
Randi

Randi Abel sagde ...

Kære Bente,

Det er også dejligt at have skrevet noget igen og at være tilbage på bloggen. Jeg har savnet begge dele.

Det var skam for at forvirre, at solen har afsvedet plænen :D

Af en eller anden grund har jeg meget lettere ved at skrive meget kort. Det bekymrer mig noget, for jeg tror aldrig, det vil lykkes mig at skrive en længere fortælling, ikke engang noget af alm. novellelængde.

Tak for dine kommentarer.

Kh,
Randi

Bente Pedersen sagde ...

Kære Randi...

Jeg tænkte nu også, at det var solen, der havde afsvedet plænen, men det at hun ligger helt stille, får mig til at tænke, at hun er død; specielt når du er afsender...
Denne flash fiction tekst kunne da sagtens spredes ud til en tekst af novellelængde... Hvis du har lyst, så kunne vi da prøve at samarbejde om det...
KH Bente

Randi Abel sagde ...

Kære Bente,

Ja, selvfølgelig var det det, at hun ligger stille, som fik dig til at tænke, hun var død. Det gik lidt hurtigt med at skrive min kommentar, så jeg fik kun skrevet det halve at min sætning. Min bærbare gik i sort mandag aften, og jeg så lige mit snit til at gå på bloggen i går aftes, da jeg var på arbejde til sent. Nu har jeg midlertidigt rigget noget tudsegammelt udstyr til, indtil jeg kan hente den nye bærbare, jeg har bestilt. Det føles, som om nogen er rendt med begge mine arme, når jeg er pc-løs :(

Det kunne være rigtig sjovt at arbejde sammen om at lave en længere historie ud af min korte tekst. Det vil jeg meget gerne. Jeg tænker på, om det ville være en idé at gøre det som en slags åbent skriveværksted her på bloggen, så der kommer lidt mere aktivitet og liv herinde?

Kh,
Randi