lørdag den 16. oktober 2010

Et valg?



Sidder ved arbejdsbordet. Skærmen er tom, papiret er blankt og dagen er gået. Rejser sig. Står med ryggen mod rummet. I solen. Ved vinduet mod vest. Vender sig. Tager de få skridt tilbage til skærmen. Sætter sig. Der danser støv i en solstribe. Griber ud efter mobilen. Lægger den igen. Rejser sig. Lukker vinduet op. En solsorts bløde aftenstrofe skaber sekunder af ro.

Går de få skridt tilbage til bordet. Rækker ud efter telefonen. Lukker den op. Læser M1 21.47 onsdag 14. juli. Vælger telefonbog. Vælger søg. Vælger Søs. Indsætter nummer. Og så? Hun er kun et opkald væk. Solsorten synger endnu. Lukker mobilen og lægger den fra sig.

Hvad mere skal han fortælle sin bekymrede søster. De har lige talt sammen. Ja, han havde været der som aftalt. Et par timer lørdag og noget længere søndag. Ja, de havde set fotos sammen, og der var rigtige navne og gode glimt af genkendelser fra barndommens ture med cykler og telt. Ja, far var glad, og nej, han virkede ikke urolig. Om søndagen? De havde kørt en tur. Bare ud i det blå. Nej, han husker ikke præcist hvor i forhold til plejehjemmet. Ja, det er forfærdeligt, at far er væk på andet døgn nu. Selvfølgelig vil han komme og hjælpe – og være der. Men politi, hunde og helikoptere er jo i gang. Han har den begravelse i morgen. Ja, han kører straks efter mindesammenkomsten. Søs smågræder. Hans farvel lyder grødet.

Der er ikke mere at fortælle. Ikke til Søs. Ikke til nogen. Søs vil ikke kunne forstå det. Måske kan han heller ikke selv. Har en dement ikke lov til at træffe et muligt valg? De var kørt til stedet nær barndomshjemmet og var gået ind i skoven. Han ville nå sin far. Måtte blive barn igen. Måtte være i hulen. De havde lavet den sammen, hans barndoms hule. En lille hytte næsten. Der kom sollys fra det lille vindue, og briksen af gamle brædder var der endnu. Der sad de så i søndags og delte et par øl, mens brudstykker af huleerindringer dukkede op. De talte om spil. Spil uden snyd. Man måtte lære at tabe. Der var dengang kaffen væltede, så de begge måtte drikke saft.

Og så var der læsestunder på briksen. Far kunne læse, så man gik ind i fortællingen sammen. Engang læste de ”Novembersol” igen og igen. De talte om fortællingen fra bogen om stavnsbåndshistorier. Den var om Bedste og barnebarnet Bine. Om Bedste som ikke ville være udflytter. Som var træt og gammel og lagde sig i alkoven med ryggen mod rummet. Hun kunne ikke spise. Eller drikke. Men hun kunne vælge. Og hjalp døden på vej. Det blev en barndomsstærk oplevelse. Mellemrummet mellem dengang og nu forsvandt. Noget blev stærkt igen. Han så sin far se på drengen, som ikke længere var et barn og på briksen, som ikke var en alkove. Der var glimt af noget særligt i det blik.

Ville søndagens oplevelser ikke være glemt om mandagen? Kunne fars flugt fra Nordstjernen være et valg? Måske et diffust valg i familie med Bedstes. Skal en dement far ikke have fred, så et muligt valg kan nå sin virkning. Skal man absolut findes?

Flytter sine hænder fra sit ansigt. Solsortesangen er der endnu. Telefonen ringer. Han åbner. Det er Søs. Han taster: modtag.

17 kommentarer:

Leonius sagde ...

Kære Ragnhild,

en meget smuk tekst, og en anderledes måde at skrive på, men den passer fint til historien.
Jeg kan godt lide solsorten der følger historien, den synger...
Du får sat så mange billeder i din tekst, som fanger læseren ind i hans, sønnens, præstens univers.
Det var en god læseoplevelse, tak for den.

Leonius.

Ragnhild sagde ...

Kære Leonius

En varm tak for din kommentar. Jeg er glad for, at du synes, at min "anderledes måde at skrive på .... passer fint" til teksten.Jeg er glad for at du via teksten danner biller som fører ind i hp' univers - og forhåbentlig også ind i hans dilemma.

Kh Ragnhild

Ragnhild sagde ...

.... i tredjesidste afsnit mangler der et "var" så det bliver "Der var dengang ..."

Slutningen fra "flytter sine hænder...." burde ha haft et afsnit for sig selv,så tekstens sidste spørgsmål efterfølges af et "mellemrum". Et visuelt mellemrum og ikke mindst et mellemrum med plads til læserens mulige svar/hastige refleksioner!

Tak for din opgavemæssige udfordring, Bente :-)

Kh Ragnhild

Bente Pedersen sagde ...

Kære Ragnhild...

Jeg vil gerne kommentere på din tekst i morgen, men jeg hørte solsorten synge om et lille "var" og et lille mellemrum, der manglede...

Og solsorten skal man lytte til :-)

KH Bente

Leonius sagde ...

Kære Ragnhild,

jeg fik ikke kommenterer det store spørgsmål, du stillede i din historie:
"Skal en dement far ikke have fred, så et muligt valg kan nå sin virkning. Skal man absolut findes?"
Jeg opfatter ikke sønnen som nølende med hensyn til at finde sin far, men som oprigtig ønskende, at mennesket må have lov/ret til at bestemme selv.
Det samvær i hulen, beskriver du meget smukt, og jeg opfatter det sådan, at faderen har sin voksne søn, men også sin præst, i sin nærhed, og at han måske der, tager sin beslutning om at slutte nu, med de dejlige minder.
Undskyld Ragnhild, jeg føler mig slet ikke kompeent til at analyserer din tekst, derfor har jeg ikke gjort det tidligere, men denne historie har altså givet mig alt dette, derfor.

Leonius.

Randi Abel sagde ...

Kære Ragnhild,

Jeg er enig med Leonius i, at den måde, du har skrevet historien på, passer så fint til den. Skrivestilen understreger sønnens sindsstemning.

Det er en meget stærk og smuk historie. Jeg kan så godt lide den parallel, du drager, mellem Bedste i "Novembersol" og faren.

Kh,
Randi

Ragnhild sagde ...

Kære Bente

Tak fordi du lyttede til solsorten og redigerede i min tekst :-)

Jeg glæder mig til at læse din kommentar.

Kh Ragnhild

Ragnhild sagde ...

Kære Leonius

Stor tak for din fine og varme udlægning af min tekst.

Jeg mener, at vi alle er kompetente - endda meget kompetente, til at reflektere over hinandens tekster, så tak fordi du kom igen :-)

Det jeg egentlig mente med mit spørgsmål (stillet på din kommentarside) var, om du havde lagt mærke til, at min titel var et spørgsmål. Vi var jo i gang med titlers betydning og deres "visen vej".

Kh Ragnhild

Ragnhild sagde ...

Kære Randi

En varm tak til dig for din kommentar.

Jeg er rigtig glad for, at du nævner parallellen mellem Bedste og den demente far.

Far og søn kunne godt have siddet og læst den fortælling, da den var en af ti noveller valgt ud efter en konkurrence til "Ulvehesten og andre Stavnsbåndshistorier" i forbindelse med 200 års jubilæet for Stavnsbåndets ophævelse i 1988.
Jeg syntes, det var lidt sjovt, at lave en intertekstuel reference til en tekst af undertegnede.

Kh Ragnhild

Aviaaja sagde ...

Kære Ragnhild
Jeg har lige skrevet en længere kommentar til din tekst, som forsvandt da jeg trykkede "send". Nogle gange er det næste ikke til at bære ... sådan har jeg det lige nu. Men jeg vil prøve at rekonstruere ...

Det er en meget smuk og berørende tekst, du har skrevet. Jeg kan rigtig godt lide, de korte sætninger som for mig underbygger følelsen af ro og afklaring fra din Hp´s side. Jeg overvejede et øjeblik om det var resignation, men vendte tilbage til at han er afklaret med situationen og faderens valg. Din fine sætning og beskrivelse af hvad, der hændte i barndommens hytte: "De talte om spil. Spil uden snyd. Man måtte lære at tabe." overbeviste mig.
Teksten er også stærk og tager et vigtigt emne op om "retten til eget liv, eget valg". Vi er nok mange, der "livsforlænger" fordi vi ikke tør andet. Både konkret og i overført betydning. Afskrækket af, at der ikke rigtig er nogen fortrydelsesret når/hvis valget er truffet.
Tak!
Kærlig hilsen Aviaaja

Bente Pedersen sagde ...

Kære Ragnhild!
Jeg har printet din tekst ud og læst den af flere omgange, og hver gang er der jo nyt at hente.
Jeg er overrasket over det spændende og alvorlige overordnede tema, som opgaven har inspireret dig til at fokusere på. Har alle et valg, og retten til at have det,også selv om fornuften ikke arbejder ad samme kanaler som såkaldte normale/ ikke syge menneskers? Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, hvad jeg selv mener, men har låret på, hvad hp'ens indstilling er. Han har en dyb og inderlig kærlighed til sin far, hvilket deres fælles oplevelser de sidste dage vidner om. Han har mærket sin gamle far en sidste gang, så jeg tror, at han er klar til at give slip og lade den gamle vælge frit...
Men på den anden side tyder hele hans reaktion på samtalen med søsteren på, at han også gerne vil være der for hende. Hans stemme bliver grødet. Hendes sorg/fortvivlelse rører ham, selv om han ved, at hun ikke vil kunne forstå hans holdning.Hun har brug for, at faren bliver fundet. Måske for at genvinde sin tryghed, måske for at kunne tage sin afsked og give slip.
Min tolkning af det sidste ord : "Modtag" er, at han vælger at være der som støtte/bror/præst for søsteren i de kommende dages leden efter faren...Og han gør det med ro, for solsortesangen er der stadig, da han modtager opkaldet.
Din tekst siger mig,at værdigheden ligger i at have et valg ligesom de gamle indianere, der lagde sig til at dø i toppen af træerne eller på bjergets tinde, ligesom gamle Bine i alkoven og ligesom inuitterne, der kastede sig ud over fjeldet, når de blev for gamle til at klare sig selv. Men at det kan være svært at få lov at effektuere dette valg, vidner denne teksts indhold jo også om.

I starten af teksten anvender du mange verber til at vise den uro, han føler,(kun solsorten signalerer ro, for selv støvet danser), og her er synsvinklen en ydre synsvinkel. Scenen er meget filmisk i sin fremtræden.
Det skifter så til en indre refleksion i de følgende fire afsnit, hvor han tænker tilbage på samtalens indhold og de sidste oplevelser med faren oplevet i de sidste dage. Konklusionen på disse sidste fælles oplevelser er bare så smukt: Det blev en barndomsstærk oplevelse. Hvilket dejligt ord, for det er så fantastisk beskrivende. Et mellemrum blev fyldt ud.. et af de temaer, som du ofte beskæftiger dig med...mellemrummene, og hvad der sker, når de fyldes... Han ser, hvad der rører sig inderst inde i faren. Noget særligt.
Det var din tekst også,Ragnhild.
Noget særligt, og tak for det!
KH Bente

Ragnhild sagde ...

Kære Aviaaja

Jeg kender også til det, at ens kommentar forsvinder. Det er så ærgerligt.

Tak fordi du rekonstruerede din kommentar - samt en varm tak for den.

Det er altid spændende at få kendskab til, hvordan ens egen tekst gir mening for læseren - her dig.

Jeg synes, det er spændende, at du "læser" min hp som rolig og afklaret, og du finder belæg for det i "Spil uden snyd. Man måtte lære at tabe". Jeg kan godt følge dig. Jeg har selv et indtryk af, at min hp langt fra er afklaret. Hans store dilemma er (tror jeg) om han skal fortælle Søs(teren) hvor deres far måske kunne være søgt hen. I samtalen (refereret i hans version i teksten) som reelt ligger uden for teksten, lyver han om søndagens tur med faren. Han ved jo godt, hvor de kørte hen. Han ved jo også, hvor han ønsker at faren skal ligge med ryggen mod rummet/verden/livet.

Jeg tror, som Leonius, at hans store dilemma er "Skal en dement far ikke have fred, så et muligt valg kan nå sin virkning. Skal man absolut findes?" Via hp's kropslige uro, hans tomme papir og skærm (der skulle vel have været en begravelsestale) og hans nølen med at ringe Søs(teren) op serb jeg som tegn på, at han egentlig er ret uafklaret. Jeg tror ham ikke, når han siger, at der ikke er mere at fortælle til Søs eller til nogen. Det er der jo. Der er hans mulige viden om en (mulig) mulig baggrund for farens forsvinden, og for farens eventuelle mål for turen

Han vil/kan ikke ringe søsteren op, men han accepterer hendes opkald.

Jeg var nødt til at slutte der. Helt åbent. Jeg ved/vidste ikke, hvad han vil/ville sige.

Jeg ved ikke om han beholder sin viden for sig selv, og dermed unddrager at give en mulig hjælp til at finde et menneske i nød. Her dukker et nyt spørgsmål op om faren også er i nød, når han er i live i sit ikke-liv.

Nej, nu stopper jeg og trykker udgiv og håber at egne refleksioner vil flagre videre på bloggen og ikke ud i det virtuelle intet.

Kærlig hilsen og tak til dig. Ragnhild

Ragnhild sagde ...

Kære Bente

Jeg sender endnu en varm tak afsted - denne gang til dig. Du må godt vide, at jeg blev meget rørt over den smukke og omhyggelige nærlæsning, du har lavet over min tekst "Et valg?".

Min hp og jeg vidste godt, hvor vi ville hen, før jeg tog på højskole og rejste til St Petersborg, men vi vidste ikke lige, hvordan vi kom derhen. Da jeg langt om længe satte mig i sofahjørnet (med en aftale med skribenten om ikke rejste sig før fortællingen var færdig) måtte vi finde ud af det! Titlen ledte jeg lidt efter. "Et valg" med et spørgsmålstegn dukkede op, og så kunne teksten bare ikke hedde andet. Har man et valg? Har faren et (bevidst) valg? Har sønnen et valg i forhold til at dele sin (mulige) viden med søsteren, plejehjemslederen og politiet? Teksten må slutte der åben og forhåbentlig vedkommende. Historien "Novembersol" (omtalt i mit svar til Randi) skrev jeg til den omtalte konkurrense. Jeg husker endnu, hvor euforisk jeg blev, da den blev valgt til udgivelse i antologien.

Du omtaler synsvinkelskiftet efter første afsnit. Jeg var faktisk i tvivl om nettop dette skift fra ydre syn til tydeligt medsyn. Jeg rettede det fra det ene til det andet flere gange, men medsynet bremsede den uro, jeg gerne ville have frem.

Jeg er glad for, at du fremhæver ordet "barndomsstærk". Da det endelig dukkede op som erstatning for "meget stærk" blev jeg rigtig glad for det. For mig er det et helt nyt ord, men derfor kan andre jo godt have brugt det.

Igen - tak for dit omhyggelige arbejde og tak for den varme afrunding derpå.

Kærlig hilsen Ragnhild

Ragnhild sagde ...

Kære Randi

Jeg glemte helt at sige tak for det gode billede - det kunne godt være udsigten fra det vestvindue, som min hp står ved, mens solsorten synger.

Egentlig er det vel din datter, som skal have takken. Hils hende og bring hende min tak.

Kh Ragnhild

Jørn E. sagde ...

Kære Ragnhild!

Det er en meget smuk og tankevækkende tekst du har skrevet her.

Beskrivelsen af de tanker der flyver gennem sønnens/præstens hoved er fantastisk godt beskrevet. Solsortesangen virker næsten som en slags andenstemme i dette sørgekvad. En konstant, som minder os om, at livet går videre med glæder og sorger for alle. Jeg ser en stor konflikt mellem sønnen og præsten. Sønnen synes tilbøjelig til at lade faderen træffe sit frie valg. Hvis han ønsker at dø, skal han ha' lov til det. Præsten derimod, er bundet af gamle dogmer om, at selvmord er syndigt. I gamle dage kunne selvmordere ikke blive begravet i indviet jord! Så medmenneskelig humanisme kæmper mod religiøse fordomme i en og samme person. Men solsorten synger for både fritænkeren og den religiøse fanatiker.
Søsteren repræsenterer for mig de forventninger omgivelserne har til hp som menneske og præst. Eller måske snarere de forventninger hp - forventer(!)
Jeg er spændt på, at læse din kommentar til min udlægning af din tekst.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Ragnhild!

Det er en meget smuk og tankevækkende tekst du har skrevet her.

Beskrivelsen af de tanker der flyver gennem sønnens/præstens hoved er fantastisk godt beskrevet. Solsortesangen virker næsten som en slags andenstemme i dette sørgekvad. En konstant, som minder os om, at livet går videre med glæder og sorger for alle. Jeg ser en stor konflikt mellem sønnen og præsten. Sønnen synes tilbøjelig til at lade faderen træffe sit frie valg. Hvis han ønsker at dø, skal han ha' lov til det. Præsten derimod, er bundet af gamle dogmer om, at selvmord er syndigt. I gamle dage kunne selvmordere ikke blive begravet i indviet jord! Så medmenneskelig humanisme kæmper mod religiøse fordomme i en og samme person. Men solsorten synger for både fritænkeren og den religiøse fanatiker.
Søsteren repræsenterer for mig de forventninger omgivelserne har til hp som menneske og præst. Eller måske snarere de forventninger hp - forventer(!)
Jeg er spændt på, at læse din kommentar til min udlægning af din tekst.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Ragnhild sagde ...

Kære Jørn

Tusind tak for din tænksomme kommentar. Jeg har først set og læst den nu. Lige nu er mit hoved så fyldt med klicheer og tungt efter uger med for lidt søvn. Jeg lover at prøve at huske at vende tilbage :-)

Du har vist også en tekst, jeg ikke har fået kommenteret. Vi var på højskole og i Berlin. Vel hjemme igen kørte saxoshowet så jeg var bagefter i flere dage.

Kh og TAK
Ragnhild