lørdag den 30. oktober 2010

Retten er sat



Fra stuevinduet kunne Birgit se efterårsløvet cirkle i mønstre hen over græsplænen. Hun stod med mobilen trykket mod brystet og prøvede at få åndedrættet i ro efter samtalen. Den hårde mellemgulvsmuskel blokerede så meget for vejrtrækningen, at svimmelheden naturligt fulgte efter. Usikker på benene vendte hun tilbage til lænestolen ved sofabordet og lod sig dumpe ned i den. I sofaen overfor sad hendes søster og mor side om side. De var kommet til formiddagskaffe i anledning af efterårsferien.

”Var det Jens? Hvad sagde han? ”Søsterens øjne afsøgte Birgits ansigt og ledte efter en forklaring på den pludselige alvor, der nu uindbudt sad med til bords. Uvilkårligt rakte hun ud og tog en kanelsnegl fra kurven med morgenbrød. Bemærkede slet ikke kageflagerne, der dryssede ned på den hvide dug.

Birgits hænder greb fast om læderstolens kraftige arme. Hun pressede sig tilbage mod ryglænet. Karruselturen måtte godt stoppe for denne gang. Hvad var det, Jens havde sagt om et nyt barn i forslag? De havde da godt nok meldt til adoptionscenteret, at de var parate igen, men hvad nu hvis…

”Jamen, Birgit, så fortæl dog, hvad han sagde?” Denne gang var det moren, der brød tavsheden. Hendes datter kunne jo ikke bare sidde der og stirre ud i luften og ryste på hovedet. Hun havde jo inviteret dem til kaffe og ikke til dette alvorlige bønnemøde, som det var ved at udvikle sig til. Hun fik øje på kagesmulderet på dugen og forsøgte at værfe det væk med servietten.

Hvad nu hvis, de heller ikke fik drengen denne gang? Birgits uro veg ikke en tomme. Drengen? Nej, hun kunne jo egentlig ikke vide, om det var en dreng, når det ikke var født endnu. Underligt! Jens havde lige fortalt hende, at der gik en højgravid kvinde rundt på et børnehjem på Sri Lanka. Et ufødt barn, der skulle være deres! Utroligt, men sagsbehandleren fra adoptionscenteret havde ringet til Jens og fortalt ham det for blot et øjeblik siden. Så lille! Snart nyfødt! Hun rystede på hovedet. En gang til. Kraftigere, så det halvlange hår dannede en elegant halvbue i luften. Kunne slet ikke få det til at bundfælde sig. Drengen dengang, Omar, havde jo været ældre, næsten halvandet år. Hvad så med al det tøj, de havde gemt?

”Vi kunne jo høre noget af det, du sagde, Birgit… Et nyt barn! Hvor er det fantastisk! Fortæl nu!” Søsteren tog sig en ny kop kaffe. Hun kunne slet ikke have stilheden og den tunge stemning. Forsøgte at vifte den væk som en irriterende flue.

Hvordan skulle hun dog kunne forklare dem om straffen? Straffen hun fik sidste gang, for snart et år siden, hvor hun glædede sig tusind meter ind i himlen til, at Omar skulle blive deres lille dreng. Straffen for, at hun dengang uden forbehold af nogen art havde forberedt sig på at skulle rejse ud og modtage ham i Ecuador. De havde købt ind, indrettet børneværelse og havde som alle vordende forældre vist det lille krøllede billede af ham frem til alle, der gad se det. De havde så meget kærlighed at give af. En kærlighed, der nu fik ansigt, mål og retning. Men så kom den.

Så kom straffen jo. For det hele gik galt. Dagen før de skulle rejse. Alt var klart til det lange ophold i Ecuador. Børnetøj til Omar, gaver til de andre børn og Børnehjemmets leder, legetøj til ham, mælkepulver, sutteflasker og bleer. Kufferterne stod bugnende og færdigpakkede, da oprigningen kom: ”Desværre, vi bliver nødt til at fortælle jer, at adotionsbevillingen fra Omars biologiske mor lige er blevet trukket tilbage. Vi beklager meget… ”

Deres verden brød da sammen for en stund i den voldsomme tavshed, der fulgte.

Birgit strøg højre hånd op og ned ad venstre overarm med hurtige bevægelser, som om hun frøs. ”Ja, det er rigtigt. Jens fortalte, at vi snart får et nyt barn i forslag”. Hun forsøgte forsigtigt at lempe den farlige meddelelse ud, og pludselig lå den der på bordet mellem dem og sprællede. ”Jamen dog! Hvor dejligt! Glæder du dig slet ikke, Birgit?” Morens rynkede bryn fulgte spørgsmålet på dets vej tværs over bordet. ”Jo selvfølgelig glæder jeg mig da”. Men Birgits skuldre nægtede at falde afslappet ned på plads. En anden af morens bemærkninger fra dengang forhindrede dem i det. Replikken, der faldt, da Birgit ringede moren op og hudløs fortalte om Omar, som de ikke skulle have alligevel. Morens nøgterne konstatering i den anden ende af røret langt borte: ”Nå, det var da ikke så godt, Birgit. Det er jeg ked af at høre, men du skulle så nok heller ikke have købt barnevognen, inden I kom hjem med ham.”

10 kommentarer:

Randi Abel sagde ...

Kære Bente,

Det er vel nok et dejligt billede, som illustrerer dagens tekst. Den lille fyr er bedårende :)

Teksten er også utroligt smuk. Du beskriver så nænsomt og fint Birgits følelser, at jeg fik en knude i maven under læsningen. Og moren og søsteren som ikke helt forstår, hvor skuffet Birgit blev første gang, og at hun ikke tør glæde sig. Jeg synes, det er så fint, at du lader Birgit tænke på tilbagetrækningen af adoptionsbevillingen som en straf, fordi hun havde glædet sig.

Det lille krøllede billede og kageflagerne, Birgit ikke bemærker lande på dugen, siger uendeligt meget.

Kh,
Randi

Bente Pedersen sagde ...

Kære Randi!

Ja, den lille fyr på billedet er nu blevet en voksen mand på 21 år, der dog stadig er en rigtig charmebøf...

Jeg er glad for at læse af din kommentar, dels at teksten har rørt dig, og dels at jeg har kunnet ramme at beskrive det dilemma, som Birgit befinder sig i ved modtagelsen af en set udefra lykkelig og positiv besked.

Jeg tror, at Birgits oplevelse af straf i forbindelse med den mislykkede adoption er betinget af morens replik derefter, der på en måde lægger ansvaret for det over på Birgit, der jo ifølge moren har spillet hasard med skæbnen...uha uha...ved at forberede sig og glæde sig for tidligt...

Sikke da en forfærdelig lære...

Tak, fordi du bemærkede detaljerne!

KH Bente

Ragnhild sagde ...

Kære Bente

Det er en meget spændende - og meget smuk - oktoberopgave, du har skrevet.
Den lille alvorlige og stærke fyr signalerer så smukt, at denne gang lykkes det med adoptionen, og i det lys læses din stærke tekst om den mislykkede adoption og angsten for, at det går galt igen.

I weekenden var vi i Kbh for at fejre 1 års fødselsdag for en anden lille charmerende fyr, vores første barnebarn. Jeg "smuglæste" din tekst på husets pc-er. Nu printer jeg ud, for jeg skal pakke færdig inden vi i morgen formiddag kører mod Rønshoved/Berlin. Jeg håber at vende tilbage til din tekst, før jeg den 10 vender tilbage til hjem og saxo-udfordringer.

Kh Ragnhild

Bente Pedersen sagde ...

Kære Ragnhild!
Verden var meget ilde stedt, hvis det ikke var for børnene, der minder os om, hvad det hele handler om.

Stort tillykke med det første fine lys på barnebarnets kage, Ragnhild.

Og ja du har ret... jeg kunne ikke nænne at undlade at sende signaler i form af fotoet, hvor alderen afslører, at dette ikke handler om den første dreng.

Kan du nu have en "frygtelig" god tur til Berlin. Gad vide, om det er for din skyld, at SAXO har udskudt opstarten til d. 8/11....

KH Bente

Randi Abel sagde ...

Kære Bente,

Jeg har læst din tekst endnu et par gange, og jeg kan ikke lade være med lige at nævne, at du også på allerfornemste vis beskriver, hvor svært det er for andre (selv en kommende mormor) helt at sætte sig ind i den enorme skuffelse tidligere og frygten for en gentagelse.

Også stort tillykke fra mig til din lille københavner, Ragnhild :)

Kh,
Randi

Leonius sagde ...

Kære Bente,

du skriver smukt.
Du starter flot med denne beskrivelse: "Fra stuevinduet kunne Birgit se efterårsløvet cirkle i mønstre hen over græsplænen", som jeg faldt for med det samme, og som naturligvis førte mig positiv gennem forløbet af en godt fortalt og fængslende historie.
Flot.

Leonius.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Leonius!

Jamen tusind tak da. Jeg er glad for at du kan lide min tekst. Som du nok kan forstå, er den lidt øm for mig, og for 2 år siden ville jeg aldrig have turdet udgive den i et offentligt rum som dette, så på den led har det også været godt at være med på skriveblogs og forfatterskole.
KH Bente

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Som sædvanlig beskriver du hverdagens dramaer med sikker hånd. Alle de små detaljer, som efterårsbladenes flugt over græsplænen, den spændte mavemuskel, hånden der stryger over den anden arm o.s.v.
Jeg oplever også at historien fortæller mig, hvor forsigtig man skal være med hvad man siger i en følsom situation. Man kan så let komme til at være taktløs. Dine tekster afslører dig som et meget empatisk menneske med sikkert blik for dine medmennesker.
Endnu en god lille historie.

Når jeg er så sent ude, skyldes det, at jeg har været neutraliseret af en rigtig grim forkølelse i næsten tre uger.

Kærlig hilsen

Jørn E

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!
Det har da godt nok været en voldsom omgang,du har været ude i Jørn...
Nu håber jeg, at du har dannet antistoffer nok til at styre uden om sygdom den næste lange periode.
Tak for din respons på min tekst. Jeg bliver så glad, når nogen bemærker lige nøjagtig det,som jeg selv har tænkt meget på som et virkemiddel.
Du fanger også vinklen i teksten, der omhandler den nogen gange lidt umulige opgave at finde den rette måde at reagere på, når man gerne vil støtte. Birgits ensomhed i situationen viser i alle tilfælde, at hun ikke forventer at blive set og støttet i den pågældende situation.
Også tak, for dine smukke ord til mig!
KH Bente

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Selv tak!

Kærlig hilsen

Jørn E.