lørdag den 4. december 2010

En brevpresse i hånden er bedre end …



- Jamen, hvorfor, fru Frederiksen? Kriminalbetjent Hansen tog nænsomt brevpressen af poleret marmor ud af hånden på den midaldrende kvinde. Samme vægtklasse som en gedigen forhammer, vurderede han. Stående foran det store panoramavindue formede hans ranglede skikkelse et elegant spørgsmålstegn.

- Hvorfor? Hvorfor? Det er da så såre simpelt, unge mand. Man skal holde, hvad man lover, skal man ikke! Hendes stemme røg et par gardinflænsende oktaver op. Godt, at der var så højt til stukloftet i Ole Frederiksens kontor. Fru Frederiksens hånd greb om guldkorset, der hang tungt som brysterne i udskæringen.

- Jo, jo vist, men hvem er det så, der lige har lovet hvad og hvornår? Den unge Hansen tog hatten af for at klø sig i håret. Uden han bemærkede det, dryssede et gråligt snevejr af flager ned på cottoncoaten.

- Ved De hvad, unge mand! Jeg tog ham såmænd med bukserne nede, da jeg kom ind på kontoret. Ja, jeg kan lige så godt sige det, som det er. Hende den vimse frk. Andersen var i gang med at levere en ægte Monica Lewinsky. Ja, og så er jeg heldigvis ikke den type, der bare melder pas. Fru Frederiksen tørrede ubevidst den blodige hånd af i tweednederdelen og fortsatte:

- Jeg hørte præstens ord lige så klart og utvetydigt, som da vi stod foran alteret. Samtidig blev det sort for mine øjne. Næh rødt. Nej vel nærmest som min yndlingskjole! Sort med store røde prikker. Hun nikkede, rejste sig op, tog håndtasken, der stadig stod på hr. Frederiksens skrivebord, og leverede sin udgangsreplik:

- Til døden os skiller ,unge mand! Det kan De sikkert alt sammen forklare min advokat. Jeg kan se, at han meget passende er lige på trapperne! Det vil i øvrigt være spild af tid at afhøre mig igen, for De kommer til at lede længe efter en anden version!

4 kommentarer:

Randi Abel sagde ...

Kære Bente,

Din historie om fru Frederiksen får mig igen til at grine, selvom det ikke er længe siden, jeg læste den på SAXO. Den fungerer også fint, uden at man har læst forgængeren om Ole Frederiksens eskapader i Hamburg.

Jeg kan godt lide detaljerne i teksten, f.eks. dér hvor hun forklarer, at det blev sort med store røde prikker for øjnene, ligesom yndlingskjolen :D

Kh,
Randi

Bente Pedersen sagde ...

Kære Randi!

Jeg er glad for, at du synes, at teksten godt kan læses uafhængigt af den foregående, for det kom jeg selv til at tænke over efter, at jeg havde sendt den til dig!

Detaljen med kjolen kom frem ved, at jeg tænkte over, hvilke metaforer/billeder fru Frederiksen ville danne. Hvad ville hun sammenligne med...og det måtte nødvendigvis være kjolen.

KH Bente

Randi Abel sagde ...

Kære Bente,

Ja, det er også mit indtryk af hende ;)

Kh,
Randi

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Fine personbeskrivelser. Ikke mindst fru Frederiksen. Her har vi en kvinde der tager ægteskabsløftet overordentligt bogstaveligt. Det sammenholdt med, at hun åbenbart har glemt det af "De ti bud" der siger: "du må ikke slå ihjel" eller også er der tale om en prioritering. Hendes advokat kommer i al fald på hårdt arbejde.
Og så Betjenten som ligner et spørgsmålstegn, sådan rent fysisk og som lider af skæl. Jeg ser for mig også en lidt for mange gange renset cotton-coat og lidt for stor skjorte samt flagrende bukser. Ikke nogen særligt overbevisende repræsentant for ardensmagten.
Nå nu digter jeg vist videre. Men det er bare en kompliment til historien.

Kærlig hilsen

Jørn E.