lørdag den 18. december 2010

Hullet



Mørket lægger sig over mig. Jeg kan mærke suset fra dybet bag mig. Jeg må ikke vende om! Hvis jeg gør det, falder jeg derned, og jeg ved, at jeg aldrig kommer op igen. Jeg må gå videre, lige meget hvor hårdt det er. Jeg kæmper mig frem. Stormen tager til, den prøver også at få mig ned i hullet, men jeg nægter. Jeg har besluttet mig for at kæmpe! Jeg vil leve! Jeg vil se lyset igen. Giv så slip på mig! Sæt mig fri. Lad mig flyve frit igen. Let me feel alive!

Jeg åbner øjnene. Der er helt mørkt. Jeg kan intet se! Jeg er blevet blind! Men nej. Det er bare mørkt. Jeg er nede i hullet igen. Jeg kan mærke kulden lægge sig om mig. Jeg føler mig nøgen og udsat. Tusinde små djævle sidder skjult i mørket og hvisker spydigheder til mig. De rammer mig og går lige igennem alle forsvar, gennem hud og hår, gennem alt indeni mig og ind i mit hjerte. Der gør det mest ondt. Jeg krummer mig sammen i et hulk og begynder at græde. Gå væk! Skriger jeg. Lad mig være i fred!

Der er helt stille nu. Djævlene er væk. Der er kun mig og mine tørre hulk og mit blødende hjerte. Nu begynder det også at regne. Det starter som små dråber på mit hoved, men de vokser sig større, og til sidst hamrer regnen ned. Det bliver for meget for mig. Jeg vil rejse mig, jeg vil væk, jeg vil søge læ! Men mine ben vil ikke bære mig, jeg falder bare sammen igen. Jeg maver mig hen ad bunden på hullet. Bunden, kalder jeg det, for jeg har ingen idé om, hvad det ren faktisk er. Det er ikke græs, det er ikke tæppe, det er ikke sten, det er ikke sand, det er ikke træ, det er intet jeg kender i forvejen. Det føles bare koldt og hårdt og blødt på samme tid. På den ene side føler jeg mig trykket mod fladen, men på den anden side giver det efter for min vægt og former sig efter min krop. Det er som om, at regnen falder igennem pladen. Jeg opgiver. Jeg krummer mig bare sammen og lader regnen hamre mod mig.

Noget generer mine lukkede øjne. Regnen er holdt op, men jeg er stadig drivvåd og ryster af kulde. Jeg åbner øjnene på klem, men lukker dem lynhurtigt igen. Det er lys. Nogle sparsomme stråler falder ned gennem det åbne hul og prikker drillende til huden på mit ansigt. Jeg åbner øjnene langsomt og vænner mig til lyset. Jeg ser ned og bliver helt forskrækket. Jeg ligger ikke på noget! Der er slet ingen overflade, jeg ligger midt i et hul… eller nej! Jeg svæver! Hvad er det der sker? Jeg ser op. På kanten står der en skikkelse. Jeg kniber øjnene sammen for bedre at se, men jeg kan ikke se, hvem det er. Skikkelsen rækker armen ned mod mig. Jeg sukker. Jeg prøver at råbe, at jeg ikke kan nå, men min stemme er væk! Pludselig går det op for mig, at det kan jeg godt! ”Man kan hvad man vil!” lyder et ekko inde fra mig selv. Jeg finder den lille glød indeni mig, som vil kæmpe for friheden endnu en gang. Hvis jeg kan stå midt i hullet uden at falde, så kan jeg også flyve, siger jeg til mig selv. Jeg lukker øjnene og koncentrerer mig. Jeg kan mærke det helt ned i tåspidserne – jeg flyver! Det går langsomt, men op det kommer jeg. Jeg ser op. Nu kan jeg se, hvem det er på kanten. Det er dig. Og jeg er på vej op. Jeg rækker hånden ud fast besluttet på at tage din.

7 kommentarer:

Jørn E. sagde ...

Kære DitteT!

Først og fremmest vil jeg ønske dig velkommen her i Skrive-bloggen.

Det er en meget uhyggelig tekst du har begået. Et mareridt beskrevet med ord. Det er flot.
Det fik mig til at tænke på romanen "Trækopfuglens krønike" af den japanske forfatter Haruki Murakami, hvor hovedpersonen på et tidspunkt sidder i bunden af en brønd i fuldstændigt mørke.
Din beskrivelse af denne bund, som ingen bund er, er virkelig god. For hvordan beskriver man noget ubeskriveligt?
Du skriver i 3.afsnit 5-6 linie: ...Jeg maver mig hen ad bunden... Må jeg foreslå, at du i stedet skriver:...maver mig hen over...
Jeg kan godt li' sætningen: ...og til sidst hamrer regnen ned.
Den får en til virkelig at føle styrtregnen og hvordan sådan en kan føles som noget der slår imod en.
Jeg forestiller mig en person der kæmper med sygdom og en kær pårørende, der sidder ved den syges side.
Spændende og "spooky" historie.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Randi Abel sagde ...

Kære Ditte,

Velkommen på Skrive-bloggen :)

Det er en meget dramatisk tekst, du lægger ud med. Den staccato-agtige skriveform underbygger hp’s sindstilstand og får mig ud på kanten af stolen.

Jeg opfatter teksten som et langt show (i betydningen show – don’t tell), hvor du i den grad billedliggør nedturen og i slutningen den hjælpende hånd, som trækker hp op igen, efter at hun (eller han – jeg får indtryk af en kvinde) har været helt nede at skrabe bunden.

Umiddelbart tænkte jeg maniodepressiv, fordi hun føler, hun flyver op af hullet, hvilket står i skærende kontrast til det foregående, men jeg ved ikke helt, om den hjælpende hånd, som jeg opfatter den, passer med den teori. Det skal dog siges, at jeg ikke kender noget videre til sygdommen.

Kære alle,

Undskyld, at Dittes tekst kom på ca. 45 minutter for sent. Jeg var kommet til at klikke "gem" i stedet for "udgiv", da jeg forberedte publiceringen. Jeg har givet mig selv en skideballe :(

Kh,
Randi

Chelina sagde ...

Kære Ditte,

Jeg er helt med. Din hp's nedtur i depressionens bundløse brønd. Leder desperart efter noget at holde fast i og det er der heldigvis både inde fra hp (hp holder sig oppe med indre styrke) og udefra (en der elsker hp og rækker symbolsk hånden frem). Det er meget flot skrevet, så det gør helt ondt og alligevel lyset og håbet.
Mange hilsner
Chelina

Leonius sagde ...

Kære Ditte,

jeg læser din tekst, som en dyb depression din hp falder ned i, opholder sig i, og kommer ud af, (op fra).
Naturligvis kan skikkelsen der rækker hånden ud for at gribe fat i hp og trække hende op, være et menneske, der altid er der, og vil hjælpe, men jeg føler mere at det er Gud der giver hende troen på livet tilbage.
Det er en smuk tekst, som beskriver en depression godt.
Måske ville jeg tynde lidt ud i nogle af sætningerne, som kan virke selvmodsigende, på den anden side, da det er en depression, skal det naturligvis også være selvmodsigende.

Også jeg vil byde dig velkommen her på Skrive-bloggen.

Leonius.

Poly sagde ...

Kære Ditte

Wow! Rigtig god historie. Lækker beskrivelse! Jeg slugte det hele i en mundfuld. Og så læste jeg din tekst igen.

Dit sprog er levende og vandre hurtigt afsted. Du giver billeder som som om jeg ser en film, der slutter alt for hurtigt! Jeg kan personligt godt lide at du bruger kontraster igennem hele teksten. Det får mig hængende, og jeg venter ivrigt på ”du skærer det i pap for mig”, men samtidig vil jeg ikke vide det, for jeg vil helst fortsætte i ”den verden du har skabt”! Fordi dine ord, rører mig dybt i hjertemuskelen, som ind imellem nærmest står stille i takt med mit åndedræt! Kort sagt, din tekst vækker mine sanser, som nærmest halvsov, da jeg loggede ind!

Jeg synes det var svært at vælge nogle sætning ud, da din tekst er et stor billedtæppe. Meget flot og imponerende.

Må selvfølgelig også give dig et ”Velkommen på Skrive-bloggen”, og jeg glæder mig allerrede til at læse mere fra din hånd.

Lige en slutbemærkning, hvor jeg lige vil nævne, at jeg føler din hp, kunne sargens være inde i en depresion, man måske hælder jeg mere til en narkoman, der er på nedtur!

Med hilsner, Poly

Jørn E. sagde ...

Kære DitteT!

Nu har jeg læst din historie en gang til. Jeg har også læst de andres kommentarer.
Jeg oplever at din tekst bliver mere sammenhængende for mig. Det får mig til at føle, at der nok er tale om et afhængigheds-forhold til alkohol eller hårdere stoffer. Det der med hullet minder mig om noget jeg har læst andetsteds.
Jeg må endnu engang slå fast, at du skriver særdeles godt. Du udøver stor sproglog frihed og jeg ser ingen grammatisk/sproglige fejl.
Jeg glæder mig virkeligt til at læse mere fra dig.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Ditte!

Velkommen på Skrivebloggen. Det er altid spændende og dejligt at læse tekster fra en ny hånd!

Jeg har tænkt over, hvad jeg synes er det bedste i din fine tekst, og det, oplever jeg, er din beskrivelse af tilstanden "i hullet" på bunden. Jeg fornemmer, at du blandt meget andet har gjort dig overvejelser over, at selv om, din person befinder sig nede på bunden, så giver det ikke nødvendigvis vedkommende en fornemmelse af fast grund at stige op fra: "På den ene side føler jeg mig trykket mod fladen, men på den anden side giver det efter for min vægt og former sig efter min krop."

En fornemmelse,som kan være ret angstprovokerende, koblet sammen med dæmonerne, der skælder og smælder foruden den manglende ly for styrtregnen, og den beskrivelse ligger et stykke fra den lidt floskelagtige talemåde gående på, at når man har nået bunden,så er der kun en vej mulig, nemlig opad/bort fra... Du viser jo også, at man jo kan risikere at blindes, at skulle krybe sammen i beskyttelse af sig selv for siden at kravle "langs ad" et stykke tid i stedet for bort fra.

Men lykkeligvis for denne person er der én, der venter...én, der rækker ud, som er medvirkende til, at den lille glød af tro og vilje, der skal til for at kæmpe sig ud af hullet tændes.

Det er en meget svær situation/ tilstand at beskrive for andre, der ikke har prøvet det, og jeg synes, at du gør det med så stor indføling og sympati. Tak for en dejlig tankevækkende tekst.

Kh Bente