lørdag den 31. december 2011

En rigtig ledestjerne



Tekst: Ragnhild Jakobsen
Foto: Jørn E.


En femogtyvende gang var der en ledestjerne,
som ledte og ledte, men den fandt ikke noget!
Så gav den sig i stedet for til at lede efter folk,
den kunne lede, så de kunne søge og finde. Og
de fandt et lille barn i en stald under stjernen.
Se, det var en rigtig ledestjerne.

lørdag den 24. december 2011

Tak for i år



Kære skrivevenner og læsere,

De nærmeste dage er formodentlig helliget familie og fysiske venner, så der bliver ikke publiceret en ny tekst i dag.

I stedet vil jeg sige tusind tak for endnu et år med hyggeligt samvær og lærerige stunder på Skrive-bloggen. Jeg glæder mig til nye, gode tekster i 2012 og vil gøre mit bedste for at være mere aktiv.

Glædelig jul og godt nyt til jer allesammen.

Kh Randi

onsdag den 21. december 2011

Oplæg til månedsopgave



Kære alle,

Der ser ud til at være stemning for at kunne fundere over et plot til en tekst, når julefreden sænker sig.

Poly har igen meldt sig på banen med nogle fotos, vi kan skrive ud fra. Mon ikke fredag den 13. januar er en passende dato for deadline?

Go' skrivelyst :)

Kh, Randi











lørdag den 17. december 2011

Béarnaisesovsen!


Tekst og foto: Poly Schmidt

Min engelske veninde Army og jeg besluttede at tage hen til den lokale kirkes loppemarked. Ikke kun for at støtte et godt formål, men de havde også reklameret med gode billige fund og rigtig kaffe med hjemlavede kager. Vi kom af sted og begyndte straks at falde over det en tilbud efter det anden, mens vi pludrede løs.


Pludselig var der en stemme der spurgte, - Er du dansker? Da jeg vendte mig om, så jeg en pige så høj som Dronning Margrethe. - Du er osse dansker, sagde jeg med et stort smil, samtidig med mine næsebor vibrerede over nydelsen, at tale til en pige der var højere end mig selv. Og uden tøven var vi i fuld gang, med at udforske hundredvis af spørgsmål i en stor pærevælling. Midt i snakketøjets vandfald, gik det pludselig op for mig, jeg totalt havde ignoreret Army. Jeg blev hel flov, da jeg ikke kunne se hende nogen steder. Beth og jeg udvekslede hurtigt telefonnumre og lovede at mødes igen hurtigst mulig. Vi fornemmede begge, vi fremover ville blive perlevenner.


Da jeg endelig fandt Army, måtte jeg hive hele spanden af undskyldninger frem. Selvfølgelig kunne hun forstå mig, og tilgav mig straks. Men det varede ikke længe før hun var nødt til at tage afsted, for som hun sagde, - Jeg skal lige ordne nogle småting, før jeg kører ud til min datter. Senere fandt jeg ud af, hun havde følt sig tilsidesat, for denne episode gik på omgang blandt venners venner.


Meget bedre blev min renomme ikke, da jeg inviterede Beth til middag. Jeg havde besluttet at lave en stensikker vinder. A'la danske krebinetter med asparges kartofler og béarnaisesovs. Beth spiste middagen med stor begejstring og var temmelig imponeret over min sovs. - Har du selv lavet den?, spurgte hun, og sagde i samme åndedræt, - Den må jeg ha’ opskriften på.


Stolt som en pave og som en anden idiot svarede jeg, - Ja, selvfølgelig har jeg det. Jeg skulle til at tilføje fremgangsmåden, men der kom ikke en lyd ud. Og pludselig fik jeg travlt med at bære af bordet, og skylle spisesættet af før det stivnede på tallerkerne.


- Hvordan laver du sovsen og hvad kommer du i den, spurgte Beth. Total åndssvagt begyndte jeg at forklare, at det var meget svært at lave en béarnaisesovs, for den kunne så let som ingenting skille ad på grund af æggene. For det havde jeg engang hørt min mor sige.


Beth begynde at remse alle de ting op, hun mente jeg havde brugt i sovsen, mens jeg febrilsk prøvede at styre samtalen hen på et andet emne. Jeg blev mere og mere bevidst om min løgn,og jeg ville jo fortælle hende min béarnaisesovs var pulver fra Knorr, men det var som om et fremmed væsen havde kidnappet mit ego.


Jeg var bestemt ikke i strålende humør, da hun var gået. Men ak, jeg var skide sur på mig selv. Det var jo ikke ligefrem den måde, man opbyggede et ny venskab på. Og da vi endelig mødtes igen, gik jeg skyndsomt til bekendelse, for jeg kunne næsten ikke bære at gå rundt med en samvittighed, der lignede barndommens kulkælder.


Det føltes som en evighed, da Beth måbende kiggede på mig og endelig sagde, - Hva’ fanden sagde du det for. Jeg sank et klump i halsen. Med spæd stemme og bedende øjne, måtte jeg tilstå mit ego tog overhånd, fordi jeg prøvede at imponere hende.


Hun rystede på hoved som en vantro, -hva' for noget! Det var lige nu, jeg ønskede jeg kunne smutte ned i musehuldet. Jeg kunne se på hendes mimik, at den tilståelse lige skulle op at vende flere gange, før sandheden kunne synkes. Og ydmydt måtte jeg sluge værdighedens rift og håbede inderligt, vi senere kunne grine højlydt, når min béarnaisesovs fra Knorr kom på tale igen.


Heldigvis blev vi perlevenner, men dommen blev udstedt og straffen afsagt. Jeg ville blive påmindet om bearnaisesovsens løgn, indtil jeg selv havde lavet sovsen fra bunden. Og indtil nu, sidder opskriften stadig på køleskabet. Men venskabet stortrives.


Heldigvis glemte Army hurtig hun var blevet forsømt. Udsigten til det storslåede hav og min medbragte picnickurv med alverdens lækkerier,rådede bod på den episode. Og ved første mundfuld af min lokale berømthed, hjemmelavet chokolade-mousse, var tilgivelsen ubetinget.

onsdag den 14. december 2011

Send tekster!

Foto: Jørn E.

Kære alle,

Der er lavvande i mappen med tekster til bloggen. Jeg har kun en enkelt tekst fra Poly og en håndfuld fra Jørn at gøre godt med, så hvis I har nogle liggende, må I meget gerne sende dem til mig.

Jørn har sendt sine tekster fra den nys overståede SAXO-omgang. I er velkomne til at gøre det samme.

Kh, Randi

lørdag den 10. december 2011

Naboen

Tekst: Anita Kastrup Østerberg
Foto: Jørn E.

Der lyder et frisk hej ude fra entreen. Liselotte min 14 årige datter er hjemme fra skole. Et øjeblik efter ser jeg hendes kønne friske ansigt i døråbningen. - Er du ok? Da jeg nikker bekræftende og sender hende et smil, løber hun op på sit værelse med ordende: -Kommer ned til dig om et øjeblik, skal lige... resten af sætningen forsvinder i etageadskillelsen.


Jeg vender med besvær min kørestol og kommer på plads ved skrivebordet. Jeg håber ikke Liselotte bemærkede at mine smerter er slemme i dag. Gigten gnaver godt i alle led.


Der har været underligt tavst i dag. Jeg plejer at følge med i de lyde der kommer fra naboen Karl. Han er en ældre herre, pensioneret advokat - hans datter bor i Jylland, måske er han der? Jeg må huske at spørge Liselotte, det kan være han har sagt det til hende.


Mit skrivebord roder, bærer præg af en dag hvor jeg ikke har haft det for godt med min gigt. Jeg begynder at rydde lidt op men mærker hurtigt en rastløshed brede sig i mig, jeg ved ikke hvad der er galt - kan bare mærke en indre uro!


Liselotte kommer løbende ned af trappen, hun råber ind til mig at hun vil lave te. Hun er bare så dejlig, min datter! Jeg har lavet plads på bordet og lagt bordskånerene frem til vores krus - glæder mig til en hyggestund. Et kort øjeblik efter kommer min datter til syne balancerende med to krus og en ostemad i munden.
Ligeså snart Liselotte har sat sig tager hun ostemaden ud af munden og siger:
- Hørte du det rabalder fra Karl i morges? Det lød ret voldsomt, gad vide hvad han tabte!
- Rabalder? Nej det hørte jeg ikke, tværtimod har jeg intet hørt derinde fra i dag. Faktisk har jeg været lidt urolig - tænkte at han måske var i Jylland, men det er han vel ikke?
Liselotte tager en ordentlig slurk af sin te og svarer:
- Jo nu du siger det! Jeg mødte ham i går, med kuffert og det hele - så han er nok ude at rejse!


Nu blev jeg for alvor urolig! Hvad søren var det for en larm i morges og stilheden hele dagen. Der er noget der ikke stemmer! Jeg griber fat i min telefonliste og spørger Liselotte om hun er sikker på at det var i morges hun hørte larmen. Hun nikker bekræftende og jeg finder Karls datters nummer i telefonbogen.


- Jo far ankom i aftes. Vi har planlagt at hygge en uges tid her hos mig.. Og for øvrigt, nævn endelig ikke noget til min far om håndværkerne, hvis han ringer til dig, det skal være en overraskelse. Han bliver jo 80 i næste måned, så mens han er her har jeg bestilt malere, så alt er frisk og lækkert til han kommer hjem og skal holde reception.

lørdag den 3. december 2011

Du kan ændre verden!


Tekst og foto: Jørn E.



Jeg var engang på rejse med min chef til New York. Vi tog en taxi fra lufthavnen ind til hotellet, hvor vi skulle bo. Undervejs spurgte vores sorte chauffør, hvor vi kom fra, og vi fortalte ham så, at vi kom fra Danmark. ”Oh, Yeah. Hans Christian Aaandersen”, udbrød han og sendte os et stort smil i bakspejlet. Vel ankommet til hotellet, betaler min chef taxichaufføren, giver ham 5$ i drikkepenge, og siger til ham: ”Tak for at du bragte os hurtigt og sikkert her til vores hotel”. ”Thank you, thank you very much” udbrød han og smilede sit store venlige smil igen ”It has been a pleasure”.

Da taxien var kørt, spurgte jeg lidt forundret, hvorfor han havde givet så rigelige drikkepenge og oven i købet rost chaufføren for hans kørsel. Det var jo trods alt hans arbejde, og vi betalte ham for det. Jo, ser du svarede min chef smilende: ”Nu er den mand glad. Næste gang han møder en medtrafikant som f. eks. har problemer med  at komme ud fra en lille sidegade, så holder han tilbage  fordi han er glad. Medtrafikanten bliver glad. Så er der allerede to glade mennesker, som har mere lyst til at gøre andre glade.

Men lad os nu holde os til vores ven her. Når han kommer hjem i aften til sin familie, har han måske købt blomster til sin kone og slik til sine 3 børn. De bliver glade og så er vi allerede oppe på 6 glade mennesker, som en direkte årsag af lidt rigelige drikkepenge og en venlig bemærkning. Kan du se fidusen? Nu begynder det at sprede sig som en steppebrand, og jeg føler glæde og tilfredshed ved tanken om at jeg har været med til at gøre verden til et bedre sted at leve for en masse mennesker, blot ved at glæde en taxichauffør der passede sit arbejde.”

Den episode gjorde et dybt indtryk på mig og jeg har lige siden, altid forsøgt at leve efter den filosofi. For hvor er det dejligt at vide at jeg KAN være med til at gøre denne verden bedre, blot ved at behandle mine medmennesker, som jeg ønsker de vil behandle mig.

lørdag den 26. november 2011

Jeg kan huske mig


Tekst og foto: Poly Schmidt



Jeg kan huske
en opvågning så kåd og glad

Jeg kan huske
de smil for alle og hver én

Jeg kan huske
alverdens pile af glæde de skød

Jeg kan huske
ubesejret jeg klædte mig ud

Jeg kan huske
øjne der overstrålede alt

Jeg kan huske
en ånd der ej stoppede op

Jeg kan huske
de gange jeg rejste ud

Jeg kan huske
en gave der deltes med fryd

Jeg kan huske
dansen med lethed den gled

Jeg kan huske
da jeg stolede så blind

Jeg kan huske
musikken der fyldte mit sind

Jeg kan huske
et nej det fandtes da ej

Jeg kan huske
en rose der foldede sig ud

Jeg kan huske
det hele måtte prøves igen

Jeg kan huske
jeg havde sindet i fryd

Jeg kan huske
en smerte med ar den bed

Jeg kan huske
de sorger med skyen gled ned

Jeg kan huske
vejen løb væk og endte som blind

Jeg kan huske
vidne og vind bed hul i min skjul

Jeg kan huske
livet var større end nu

Jeg kan huske mig

men ej finde dens vej

lørdag den 19. november 2011

Bryllup


Tekst: Anita Kastrup Østerberg
Foto: Jørn E.



Kære Sofie

København 2/2-2009


Nu skal du bare høre noget sjovt.
Jeg skal til bryllup oppe på Grønland, min moster Anne har fundet en fyr der er Grønlænder.
Det bliver til sommer engang men vi har allerede fået besked nu så de er sikre på hvor mange der kommer.
Min mor turde dårligt fortælle far det. En flybillet koster vist 5000 kr. for en voksen og vi er alle fire inviteret . Glæder mig bare helt vildt.
Far, han blev slet ikke tosset, tværtimod var det som om han har gået og ventet på en undskyldning for at komme dertil. Det havde jeg bare aldrig troet.

Nå jeg smutter for nu - elsker at skrive rigtige breve til dig.

Knus
Bedsteveninden
Karla



Vi sidder her, hele familien, på en lang række. Mormor, mormors søster og os fire.
Kirken hedder Nanortalik, ligesom byen. Vi ankom i går med Air Greenland, er stadigvæk helt fortumlet. Midnatssolen holdt vist os alle vågne.
Jeg lukker øjnene og lader mig leve ind i stemningen, orglet spiller stille og afventende. Det kildre af spændning i min mave. Jeg lytter til hviskeriet bag mig, grønlandsk lyder ligesom små “knæklyde” når det hviskes.
Jeg skæver ned og ser på salmebogen “Tussiutit” i mine foldede hænder. Den er skrevet på grønlansk.
Først syntes jeg det er sært, vi kan jo ikke synge med! På den anden side, i Danmark får man jo også en dansk salmebog udleveret.
“Katititsineq” jeg prøver at sige ordet inden i mig selv, det betyder bryllup eller vielse ved et bryllup – tænk at Anne skal til at forholde sig til så fremmedartet sprog.
De har valgt at bosætte sig heroppe efter brylluppet. Anne har allerede fået job som jordmoder og Lars som ingeniør – børn er ikke på tale i deres høje alder.
Orglet begynder at bruse højt, Lars der har siddet oppe ved alteret sammen med forloveren, vistnok hans fætter, rejser sig nu op.
Han ser flot ud Lars, i sin hvide anorak, selvom han ikke skiller sig særligt ud – alle mændene har det samme på: Hvid anorak og sorte bukser, nogle har almindelige sko på andre har sorte kamikker.

Anne har været meget hemmelighedsfuld omkring hvad hun skal have på, så vi er ret spændte. Jeg har været på nettet for at se lidt om dansk/grønlandsk bryllup og det ser ud til at være normalt med kjole, ligesom i Danmark.
Anne er 42 år, så hun har vel ikke ligefrem myrter i sløret, og dog det er hendes første bryllup. Jeg smiler og kan mærke forventningen helt oppe i halsen, let hysterisk – bare jeg ikke får et grinflip!

Tre kvinder i meget smukke dragter står oppe til venstre i kirken, orglet holder en meget kort pause, for at fortsætte sammen med sang fra kvinderne. Det lyder smukt – meget stemningsfyldt.
”here comes the bride…” Vi rejser os alle og dørene åbnes.
Anne træder ind ved morfars side. Der går et sus gennem kirken Hun har en grønlandsk festdragt på.
What!! Må man godt det når man ikke er ”indfødt”? Nå ja, det har de kongelige jo også, men Anne?...




Kære Sofie

Nanortalik 13/7 2009


Så skete det, i lørdags blev Anne Larsen til Anne Jeremiassen. Du skulle have set hende. I kirken havde hun grønlandsk folkedragt på, lidt grineren men rigtig flot alligevel. Dragten havde hun fået af sin nye svigerfamilie, syet specielt til hende – med familiemønster og alt muligt.
Om aftenen til festen havde hun en ”rigtig” brudekjole på – den var virkelig flot, tænk at se så godt ud som 42 årig!
Jeg lægger billeder på FB, så der kan du se det hele (og vi chatter jo nok, hæ hæ..).
…nå jeg smutter igen

Knuzz
Bv <3 <3 <3
Karla

lørdag den 12. november 2011

Let it be


Tekst og foto: Bente Pedersen



Han kunne høre hende synge, mens hun ryddede op efter aftensmaden. “When I find myself in times of trouble, Mother Mary comes to me, Speaking words of wisdom, Let it be.” Beatles fik ikke for lidt, når hun havde headsettet på. Han smilede, da han hørte hendes skæve toner og rejste sig. Tog de sidste tallerkner og brødkurven med ud i køkkenet til hende.

Med sædvanlig effektiv energi var hun allerede nået til at tørre køkkenbordet og vasken af. Da han ville smide de sidste brødrester i affaldsposen under vasken, kom han til at skubbe til hende med skulderen. Hun stivnede, og knoerne på den hånd, der holdt om kluden, blev hvide. ”Hold lige op med det dér!” Hendes stemme var pludselig som en skarpretters økse. Mother Marys milde ånd havde helt forladt hende. Forvirret kiggede han på hende. ”Holde op med hvad? Jeg ville da bare hjælpe dig.” Han forsøgte at sende et stort smil mod hende i rudens spejl. Hun gnubbede hidsigt på en usynlig plet på køkkenbordet. Nakken var bøjet, og hun så det ikke.

”Du ved godt, jeg hader, når nogen skubber til mig. Jeg kan bare ikke ha’ det!” Hun vendte sig langsomt mod ham. De kulsorte øjne fikserede ham. For at undgå smerten, der flød ham i møde, fokuserede han på den dybe rynke mellem hendes bryn. Hendes stemme var hæs, og hun rømmede sig voldsomt. ”Du skal bare aldrig nogensinde skubbe til mig. Aldrig! ”Hendes skingre stemme peb i ørerne, inden den knækkede over og forsvandt. Hun vendte sig igen mod vasken og skyllede kluden så grundigt, at den næsten blev gennemsigtig. Om og om igen. Han så Mother Mary stå ved døren med hånden på håndtaget parat til at forsvinde ud i den kolde aften og tage hyggen med sig i tasken.

”Jamen lille skat da, rolig nu! Jeg mente det jo ikke. Det var et uheld. Se på mig. Det er jo mig, Ole!” Han lagde en hånd forsigtigt på hendes betonskulder. Mærkede hvordan den langsomt fandt sin normale stilling igen. Han forsøgte sig så forsigtigt med en arm rundt om hendes liv. Den blev accepteret, og da han begyndte at nynne: “And when the broken hearted people, Living in the world agree, There will be an answer, Let it be”, vendte hun sig smilende om mod ham. Ved døren så han lettet Mother Mary hænge overfrakken tilbage på knagen og smilende gå ind i stuen.

lørdag den 5. november 2011

Bogklubben


Tekst og foto: Poly Schmidt



Fanden tage den åndssvage agent at presse ham. Han havde sgu’ da fået rigeligt i godteposen fra hans sidste bog, som oven i købet var filmatiseret. Han ville meget hellere nyde livet, rejse ud og møde nye mennesker. Især dejlige gudinder der fik himmelvandet til at vende op og ned på nat og dag. Og gudhjælpemig om agenten ikke havde givet et ultimatum: - Skriv en ny bog eller find en anden agent. Hva’ fanden skulle han gøre!

Hans kunne mærke de grå hår vokse, mens han travede rundt på det bonede parketgulv. Hjernemassen ledte desperat efter værdige synsvinkler, imens kvalmen og forvirringen var ved at tage overhånd. Måske skulle han skrive om nogle af sine kvindelige aktiviteter, men det var der jo så mange der gjorde. Eller en bog om en eller anden dødssyg kriminalbetjent, hm!

Pludselig standsede han brat og skreg:- I got it! Yes, yes, yes! Okay, okay tag det nu roligt Anders. Det var lige risikabelt nok at satse på! Eller hva'! Eksalteret hældte han en stiv whisky op, for at dulme nerverne, som kriblede for at komme op og skabe kaos i hele hans eksistens! Han var nødt til at nedfælde en grovskitse over forløbet, så han kunne få sulten stoppet hos den grådige agent. Nu skulle der arbejdes. I store spring var Anders ovre ved sit skrivebord og greb et stykke papir, inden han fortrød handlingsplanen.

Da annoncen var færdig, læste Anders den højt, for at sikre den var trykkeklar til morgendagens avis.

BOGKLUBBEN FOR FORFATTERESPIRER.
Det prestigehædrede schweiziske forlag Xdon
har oprettet en bogklub for forfatterspirer.
I samarbejde med førende forfatter,
vil Xdon vil gerne hjælpe nye skribenter
til udgivelsen af den første bog.
Adgangsbetingelse: Dit manuskript,
som ikke har været offentliggjort!
Hurtig henvendelse er eminent!
Kun 6 forfatterspirer får chancen!
Ring hurtigst muligt, for at aftale en tid
på 0049 1500 4711 999

Anders var ganske tilfreds med annoncens formulering. Ivrig ringede han til en af morgenaviserne, og nåede heldigvis at få annoncen med inden tidsfristens udløb. Han følte sig gevaldigt oplivet. Nu var det bare at vente på morgendagens opringninger, for hele planen så mere end lovende ud. Ingen ville kunne spore ham med den nye mobiltelefon, han lige havde købt i Tyskland. Bare der kom 2-3 henvendelser, ville han være yderst tilfreds. Hele kroppen kriblede af forventning over endnu en succesfuld bog, der ville sikre hans nuværende levestil. Og med overskuddet i sigte, ville han uden betænkning tilgive den grådige agent.

Han stod tidligt op næste dag for at have alt klart til modtagelsen af den første forfatterspire. Men for alligevel sammen med et spjæt, da mobilen ringede. Med en dyb indånding svarede han: - Godmorgen, det er agenten for Bogklubben Xdon. Samtalen forløb perfekt, og den unge forfatter ville meget gerne komme forbi om en time. Han gav Sofus adressen, og gentog at han endelig måtte huske sit manuskript, lige før de sagde farvel. Nu var det bare at vente!

-Perfekt, tænkte Anders, da han åbnede døren, og studerede Sofus, mens han bød ham indenfor. Den unge forfatter så ludfattig ud. De stod i den store entre og sludrede høfligt om ligegyldigheder. Anders førte elegant samtalen ind på Sofus tid som forfatterspire, for at nå hen til indholdet i det medbragte manuskript. Alt imens Sofus usystematiske fortalte om baggrunden for fortællingens indhold.

-Nå, men lad os nu gå ned i biblioteket, og se nærmere på dit manuskript. Anders åbnede døren til kælderetagen, og tilbød høfligt sin gæst til at gå først. Da Sofus vendte ryggen til ham, greb han med et snuptag basketballkøllen der hang på knagerækken langs døren. Smask! Den knasende lyd rungede nervepirrende, da Sofus styrtdykkede ned ad trapperne!

Selvom Anders hjerte galoperede, gik han målrettet hen til telefonen. Han fortalte sin agent den gode nyhed om det gamle manuskript, han havde besluttet at bruge til en bog. Han ville lige finpudse historien, men de kunne snildt lave en aftale om en ugens tid. Humøret var berusende, da Anders lagde røret på!

lørdag den 29. oktober 2011

Niels møder krigen, kapitel 2


Tekst og foto: Jørn E.



Niels kunne se, at der også var to ambulancer.
Han kiggede derhen og så, at en af brandbilerne og de to ambulancer var standset udenfor indgangen.

Han så på Marie og tænkte, at hun så så sød ud i sin kjole i grøn køkkentern, som hendes mor havde syet af nogle gamle køkkengardiner. Hendes søde ansigt, det lyse hår med fletninger med grønne sløjfer i.

Han hviskede til Marie:
"Lig bare helt stille, jeg henter hjælp til dig."
Håbede han. - Han kiggede igen hen mod brandbilen og ambulancerne. Ambulancefolkene blev siddende i deres biler, men en brandmand var ved at ordne noget på siden af brandbilen.
"Nu!" tænkte Niels og styrtede afsted så hurtigt, som hans ben kunne bære ham, ud ad porten i smedejernsgitteret foran kirkepladsen og hen mod brandmanden. Han løb så stærkt, at han næsten ikke kunne standse og løb ind i brandmanden, som var lige ved at miste fodfæstet.
"Halløjsa!" udbrød han og så forbavset på Niels.
Han kunne se skrækken og angsten i Niels ansigt og var straks klar over, at der var noget galt.
Så lød der igen bombeeksplosioner, men det var længere væk. Niels kunne se, at det var ovre omkring Langebro.
Niels havde tabt mælet og stirrede bare op i det rare ansigt under brandmandshjelmen.
"Jeg hedder Søren," sagde brandmanden med rolig stemme. "Hvad er der sket?"
Han satte sig på hug foran den opskræmte dreng. Niels begyndte at græde.
"De... det er Marie og Ejner." Niels snøftede. "De ligger oppe på kirkepladsen. Marie bløder fra benet … og, og - jeg tror Ejner er død."
Nu fik tårerne endeligt frit løb. Niels hulkede, så hele kroppen rystede. Brandmanden ventede til Niels var faldet lidt til ro, så åbnede døren og satte Niels ind på passagersædet.
"Bare rolig, det skal vi nok ta' os af. Hvad hedder du forresten og hvor bor du?"
"Jeg hedder Niels," hikstede han. "Jeg bor nede i nr. 7. Det gør Ejner og Marie også."
"Vent bare roligt her. Jeg kommer tilbage til dig."
Niels kunne se at Søren gik hen til en brandmand som havde en meget flot sølvfarvet hjelm og snakkede med ham. Sølvhjelmen sendte en anden brandmand hen til Sørens brandbil. Nok for at overtage hans arbejde på siden af bilen. Så gik han hen til den forreste ambulance og sagde noget til chaufføren. Han kørte langsomt frem.
- Jeg vil med!,råbte Niels.
Søren sprang ud og standsede ambulancen. Så løftede han Niels ned fra brandbilen og han blev anbragt ved siden af medhjælperen i ambulancen. Søren satte sig ind bagi.

Så kørte de det korte stykke op til kirkepladsen, hvor Marie lå nedenfor kirketrappen. Medhjælperen sprang straks ud og hen til Marie og følte på hendes puls.
Pulsen er god nok, konstaterede han og smilede til Niels. "Er det dig der har lagt den fine
forbinding?," spurgte han og så på Niels ben. "Ja, det er det sandelig."" Det er meget flot."
"Det har jeg lært hos spejderne. Jeg er ulveunge i 1. Christianshavn," svarede Niels med en vis stolthed.
Ambulancefolkene fik hurtigt og forsigtigt lagt Marie op på båren.
"Kom og besøg mig på hovedbrandstationen. Bare spørg efter Søren fra røgdykkerne.
Jeg er der altid om onsdagen,"
sagde Søren og gik tilbage mod brandbilen.
I mellemtiden var den anden ambulance kommet til og det sidste Niels så da de kørte derfra med blafrende udrykningsflag og horn, var, at den ene af de andre ambulancefolk lå på knæ ved siden af Ejner og den anden rystede sørgmodigt på hovedet. Det viste sig siden, at Ejner havde fået et stort granatstykke lige midt i brystet og var død på stedet.

På Øresundshospitalet, som Niels og Marie blev kørt til, fik Niels lov til at vente på gangen mens Maries sår blev opereret. Inde fra operationsstuen, hvor Niels sad lige udenfor, kunne han høre et højt skrig. De havde fjernet et lille granatsplint fra Maries læg – uden bedøvelse – det var småt med bedøvelsesmidler og man var nødt til at spare.

Sygeplejersker og læger hastede forbi i begge retninger og portører kom hele tiden med senge med sårede, som blev stillet op lags vinduesvæggen overfor Niels. Nogle lå og stønnede og jamrede sig. Det havde Niels det ikke godt med.

Niels fik lov at overnatte på hospitalet fordi det var blevet spærretid inden Marie var færdigbehandlet og forbundet.. Han blev nødt til at ligge i samme seng som Marie, for der var mangel på senge.

Næste dag kom Maries far og hentede dem: Marie havde fået et par krykker, og hendes far spenderede en taxa hjem, selvom det var meget dyrt.

oooOooo

Niels og Marie fejrede Guldbryllup i 2005. Marie har stadig et T-formet ar på den højre læg.

lørdag den 22. oktober 2011

Niels møder krigen, kapitel 1


Tekst og fotos: Jørn E.



Dette er en dramadokumentarisk beretning fra d. 23. januar 1943, hvor de allierede bombede B&Ws haller på Christianshavn.
Men bomberne faldt også andre steder, otte civile blev dræbt og 68 sårede.
Det andet sted jeg nævner ”ovre i nærheden af Langebro” er sukkerfabriken.



Niels, Ejner og Marie løb og legede på pladsen foran Christianskirken. Niels og Ejner var ti år og Marie var elleve.
Kirkepladsen var en dejlig stor plads med grus, hvor de kunne spille bold, sjippe og lege ”ta'-fat”. Til venstre for kirken var der en stor græsplæne.

Bagved kirken afgrænsedes kirkens grund af en godt to meter høj mur. Bare 20 – 30 meter fra muren på den anden side lå to store reparationshaller, som tilhørte B&W's skibsværft.

De boede alle tre i Strandgade nr. 7. Der var ikke nogen legepladser i nærheden. Den nærmeste lå oppe ved volden, på den anden side af Torvegade. Der måtte de ikke gå op for deres forældre.

De legede, som de plejede, og var i gang med en gang ”ta'-fat”, da luftalarmen lød. Børnene tog det forholdsvis roligt, for det var noget der tit skete, uden at der skete mere.

.Tyskerne var kendt for, at de havde mere travlt med at få bemandet antiluftskytset, end at aktivere luftalarmen.

Men så hørte de flyvemaskiner. Niels kunne høre, at de fløj lavt. I næste sekund lød der nogle øresønderrivende brag og de blev alle kastet til jorden af et enormt lufttryk. Enorme flammer slog op fra hallerne på den anden side af kirkemuren.

Niels rejste sig fortumlet op og kiggede efter de andre. Marie lå på jorden og græd og jamrede sig.
Niels kunne se, at hendes højre ben blødte. Lidt længere væk, på græsplænen, lå Ejner. Han lå helt stille. Han havde et stort hul lige midt i brystet og det Niels kunne se fik blodet forsvinde fra hans hoved og han kastede op. Så kom han til at tænke på Marie. Han tørrede sig om munden med sit lømmetørklæde og gik hen til hende. Hun kiggede op på ham med store forskrækkede øjne og sagde
Det gør så ondt i mit ben
og så græd hun lidt mere.
Niels kunne se, at det blødte fra hendes højre læg og det var somom noget sort stak ud af såret.
Jeg fryser.
Peb Marie. Hun rystede over hele kroppen.
Niels tog sin trøje af og lagde den over hende.

Så kom næste angrebsbølge og bomberne bragede igen ned i reparationshallerne. Det fløjtede om ørerne på dem og Niels kunne høre noget, ligesom sten, der ramte gruset omkring dem. Marie skreg. Han blev klar over, at det var meget farligt for dem at være der hvor Marie lå. Han fik med stort besvær trukket Marie hen i ly af kirken. Hun jamrede sig højlydt og skreg også en enkelt gang af smerte.

Niels havde den slags bukser på, som var meget almindelige på den tid, såkaldte ”plus-fours”, som gik til lige under knæet, hvor de sluttede med en elastik til at holde dem fast. Til den slags bukser hørte lange strømper. Niels var spejder og havde lært lidt om førstehjælp, og kom i tanker om, at hvis der er en der bløder stærkt fra arme eller ben, skal man binde noget stramt omkring, lige over såret. Niels tog resolut sin ene strømpe af og bandt den stramt omkring Maries læg..
Så kom der endnu en angrebsbølge og efter bombebragene, kunne han endnu engang høre lyden som mindede om småsten der blev kastet ned mod pladsens grus. Han kunne også se, at det rykkede i Ejners krop. Først tænkte han, at han måske alligevel stadig var levende, men så blev han klar over, at han var blevet ramt at et eller anden. Niels skulle tage sig voldsomt sammen, for ikke at kaste op igen.

Niels havde været så optaget af sine venner, at han ikke rigtig havde hørt noget. Det hele var blot en fjern og uvedkommende støj og han var bange. Men lidt efter lidt, hvor han faldt lidt til ro, fordi han følte, at han ikke kunne gøre mere, hørte han SS-soldaterne, der bevogtede indgangen til B&W råbe kommandoer og løbe omkring. Han hørte støvletramp der forsvandt ned ad gaden, og kort efter kunne han se, at der stod SS-soldater med ca. ti meters mellemrum, på begge sider af gaden og han kunne se, at der var spærret ud mod Torvegade.

Efter, hvad der forekom ham som en evighed, hørte han udrykningshorn. Efter nogen parlamenteren blev der åbnet for brandbilerne ned ved Torvegade. Store flotte røde køretøjer med de blafrende gule udrykningsflag og orange blinklygter, drønede op gennem gaden. Niels ville være brandmand når han blev stor.

onsdag den 19. oktober 2011

SAXO Forfatterskole


Foto: Jørn E.



Kære alle,

Hvis nogen ikke har bemærket det, vil jeg på opfordring af Jørn gøre opmærksom på, at SAXO starter forfatterskole igen på tirsdag den 25. oktober.

Poly foreslår, at vi fortæller i en kommentar nedenfor, hvad vi kalder os på SAXO, så det er lettere at finde hinanden derinde.

Kh,
Randi

lørdag den 15. oktober 2011

Erstatnings cpr nr.


Tekst: Anita Kastrup Østerberg
Foto: Poly Schmidt



Av for helvede!
Han prøvede at løfte hovedet. Han kunne ikke...
HJÆLP!
Hans mund åbnede sig forgæves, der kom ikke en lyd over de tørre læber.
Over ham, i mørket hang noget forunderligt, skræmmende og smukt.
Han anstrengte sig, forøgte at huske hvad det var.
Den var kuglerund og svævede deroppe over hans hoved!
Helt frit.
Var den langt fra, tæt på?
Ild!
Der var sgu ild i lortet - og den kom nærmere.
Han måtte væk. NU!

Alt blev sort!

Næste gang han åbnede øjnene, så han en fremmed mands ansigt tæt på hans.
Manden klaskede ham på kinden.
Hans hånd røg op i forsvar.
Manden i den hvide kittel så et kort øjeblik bange ud og trådte et skridt tilbage. Fattede sig hurtigt og gik så hen til manden på båren igen.

- Nå! du er vågen.
- Du er på Rigshospitalets Traumeafdeling. Du blev fundet i vejkanten ved afkørslen til motorvejen ved Hvidovre. Ved siden af dig lå et skilt hvor der stod "Roskilde" på.
- Kan du fortælle mig dit navn?

Navn!
Det vidste de sgu' da godt!
Han åbnede munden. Det rungede i hans hoved da hans stemmelæber kom i vibrationer.
Argh, han krympede sig sammen af smerte. Havde han lavet den larm?
Lægen stod afventende og så på ham, fuldstændigt upåvirket af de inferno af lyde der som ekko blev kastet rundt i rummet.

- Du har slået dit hoved alvorligt! Det er helt normalt, du har svært ved at svare. Jeg giver dig noget medicin mod smerterne.

Et skarpt lys, kuglen var blevet hvid.
Han mærkede en kølig fornemmelse brede sig på i armen. I det fjerne hørte han en stemme:

- Vil du underrette politiet om at patienten fortsat er uidentificeret.

Øjnenene blev tungere og gled i, kroppen helt slap.
Så huskede han:
- Månen, det var månen han havde set.

Der bredte sig et lille afklaret smil om hans mund

lørdag den 8. oktober 2011

Krongemme


Tekst: Bente Pedersen
Foto: Poly Schmidt



Lyden skar tværs gennem mørket. En mellemting mellem savværkets store klinge og en krage på flugt. Den kom fra noget buskads i skovens udkant et eller andet sted på skrænten ned mod bækken. Hun lyttede opmærksomt, men var næsten sikker på, at det var Ove, der var ophavsmanden. Altid fuld af spillopper, hvis gemmelegens ventetid blev for lang og kedelig. Bobler af latter legede tagfat i hendes mave, mens Ove med skiftende held forsøgte at imitere forskellige dyr. Hun pressede læberne tæt sammen for ikke at komme til at afsløre sit nyfundne gemmested. Hun vidste, at det var en del af Oves formål, og dukkede sig ekstra godt, da et fnis alligevel slap ud i mørket.

Hun trykkede sig ind mod træroden. Her i dens arme behængt med sanddrysset spind havde hun fundet det perfekte sted. Hun spejdede ud i mørket for at spotte de andres bevægelser i skovbunden. Skønt det klare skin fra månen anede hun kun en edderkop, der listede over hendes højre hånd. Næseborene vibrerede. Her mellem rødderne duftede der let syrligt som af svampe. Hun elskede at lege krongemme i efterårets tidlige mørke.

”98- 99- 100! Nu kommer jeg!” Svend Åge meldte tydeligt ud. Hun vidste, at han nu stod alene i den skarpt aftegnede lyskegle fra lygtepælens enlige pære. Lygtepælen stod som sidste bastion i bunden af vænget ved skovens kant. Han kneb øjnene tæt sammen, mens han spejdede ud i mørket. For en sikkerheds skyld holdt han den ene hånd på lygtepælens ru træflade. På store områder var der pillet flis af. Et godt tidsfordriv for den, der skulle stå og tælle til de famøse et hundrede.

”Hvad glor du på, Kim? Er det mig, du glor på, hva’?” Svend Åges stemme smældede. Han var alligevel ikke alene ved lygtepælen. Kim og hans to mindre søskende fra kommunehuset stod tavse på kanten af skrænten. Kunne åbenbart ikke forstå, hvorfor de heller ikke denne aften kunne få lov at være med i legen. Stod der med øjne, der tryglede, mens det betændte snot krøb som snegle fra næsebor til mund. ”Vi har da lov at stå her!” forsøgte Kim sig, mens øjnene skelede rundtosset. Men Svend Åge, alene i rollen som leder af gemmelegen, var slet ikke enig. ”Så flyt jer dog!”, kunne hun høre ham råbe irriteret.

Og så kom det pludseligt og gennemtrængende, og denne gang var det ægte. Skriget af frygt. Af smerte. Det lød som den mindste fra kommunehuset. Per, 5 år gammel. Han var nu et eller andet sted på skrænten, men hvorfor skreg han sådan? Hun krøb hurtigt ud fra trærodens beskyttende arme En gren svirpede hende i ansigtet, mens hun forsøgte at komme frem i det tætte buskads. Pludselig vidste hun det. Vidste, hvorfor Per skreg. Brændenælderne! Per var faldet ned i alle brændenælderne. Eller faldet? Var han nu også det?

Ude i det fri løb hun smidigt hen mod de andre, der allerede stod tæt samlet ved foden af skrænten. Deres alvorlige ansigter var alle vendt mod stedet, hvor skrigene kom fra. Kim stod der også i udkanten og forsøgte at trøste sin lillesøster. ”Så, så, så!” forsøgte han, men hun græd blot endnu mere skingert. Så kom det prompte fra ham: ”Jeg siger det altså til min mor, hvis I ikke hjælper med Per!” Kims mor, den arrige Fru Olsen, kunne altid spilles ud som en vægtig trussel. Kim ville for alt i verden undgå selv at skulle stå til regnskab overfor hendes grydeske eller bøjle, når der var hændt de to små noget.

Bjarne, den største og stærkeste i gruppen, havde trukket trøjeærmerne ned over hænderne og var nu på vej op ad skrænten. Op gennem brændenælderne. Op mod stedet, hvor Per lå pibende som et anskudt rådyr. Men hvor var Svend Åge? Var han bare stukket af?

Alle stivnede, da svaret på spørgsmålet åbenbarede sig øverst på kanten af skrænten. ”Hvad fanden har I gjort ved Per, I møgunger?”, tordnede fru Olsen ned mod den tavse flok. Stor og tyk stod hun der i lyskeglen med et godt greb i Svend Åges nakke. I det samme kom Bjarne ud fra brændenælderne bærende på Per, der havde slynget hænderne om halsen på den store dreng. Han hikstede af gråd, mens små kramper rystede hans lille krop. Blandingen af tårer og andet godt blev tværet godt ned i fibrerne på Bjarnes trøje. Kun blæsten over træerne kunne høres.

Da Bjarne nærmede sig Kim, lød det hviskende: ” Du får en femogtyveøre, hvis du siger, det var et uheld!” Kim forsøgte at rette blikket direkte mod Bjarne, og de vidste alle, at hans svar ikke stod til forhandling:

”Okay, men så skal vi også være med til krongemme i morgen aften!”

lørdag den 1. oktober 2011

Friheden


Tekst og foto: Poly



Heldigvis skinnede solen og det var ikke så koldt og mørkt, nu hvor hun igen gik alene med forsigtige skridt på den nogenlunde genkendelige skovvej. Selvom hun fysisk var til stede, følte hun sig som en dobbeltgænger, hvor minderne om barndommens afstikkere havde taget overhånd, og uden omtanke førte skridtene i den rigtige retning.

Da hun så bænken, slog hjertet et par krumspring og med iver småløb hun for at sætte sig ned, som hun havde gjort uendelig mange gange. Der var mange småstier i skoven, og havde det ikke været for bænken, havde hun måske ikke genkendt stedet. For at være sikker, lænede hun straks hovedet ud over ryglænet, for at tjekke om mærket, som hun med sine små hænder havde ridset med en sten, stadig var på bagsiden af bænkens ryg. Hun åndede lettet op, da hun fik bekræftet hun var på rette vej. Hun kiggede sig omkring for at indsuge skovens omgivelser helt ind til sjælens små gemmesteder. Selvom hun måtte indrømme modet og uvidenheden ikke var, som da hun med beslutsomme og små ufortrødne skrid tog tilflugt i skovens alt omsluttende arme. Inden hun gik videre lukkede hun øjnene halvt på klem, og prøvede med sit indre blik at se vejen fra bænken igennem skovens stier til sit specielle sted. Smilet på hendes ansigt bredte sig tydeligt ved tanken om at gense Friheden, for det havde hun døbt sin hemmelige hule.

Glæden over sin nyfundne frihed var så stor at hun skrålede i vilden sky, imens hun dansende lod træernes og buskenes blade glide imellem fingrene. Ind i mellem stoppede hun op for at snuse inderligt til duften af alle de forskellige blade, knopper og små skovblomster, hun synes så indbydende ud. Hun var mere end glad for at være tilbage igen. Her var så dejlig stille og hun følte sig helt tryg. Især efter hun havde set Paw-filmen. Hvis han kunne lave huler i skoven, så kunne hun også. Hun havde stor tillid til sin klatreevne, og her var der ingen der sagde noget om alt det hun ikke måtte fortage sig, og det bedste af det hele, hun kunne gøre lige hvad hun havde lyst til uden tildeling af uretfærdige straffe. På vejen herud, havde hun også lynhurtigt snuppet et par æbler, da hun gik forbi grøntforretningen, for at have lidt ekstra mad ud over sin skolemadpakke. Hun havde også set en stor gård og vidste fra tidligere, hun nemt kunne snuppe en sukkerroe eller hvad gårdmanden nu ellers havde i sin have, hvis hun skulle blive sulten. Selvom det at spise ikke betød så meget, som at kunne lukke verden og dem alle sammen ud.

Hun gik videre på opdagelse imellem buskadset og alle træerne, for at finde nogle bog og undersøge hvad der ellers var i nærheden. Hun fulgte de smalle dyrestier, samtidig med hun sikrede sig at lave forskellige kendetegn, for at kunne finde vejen tilbage til gården, for det havde hun lært fra sin spejderklub, men også for at kunne finde ud af skoven, hvis hun ville. Da hun kom til en lille lysning, fik hun øje på en lille klynge buske med nogle mindre træer. Åh dette var perfekt for hendes hule, for solens kunne sende varme stråler igennem buskadet, hvis det blev for koldt. Ivrigt gik hun i gang med at knække lange grene af med masser af blade på. Godt nok blev det ikke så flot lavet som det Paw havde bygget, men hun vidste det var vigtigt at få masser af dække, så hun kunne sove nogenlunde varmt og allervigtigst, så der ikke var noget der kunne se hende, hvis de tilfældigt kom forbi Friheden.

Endelig, nu var det vist godt nok. Hun havde også sørget for at have nogle lange bladfyldte grene, som hun kunne bruge som dyne, når hun ville sove. Pyt med om hun havde fået masser af rifter på armene, for det var længe siden, hun havde følt sig så glad og tilfreds. Endelig lå hun ned i sin nye hule, imens hun kiggede op på de små skyer der langsomt gled forbi. Hun blev helt opslugt af at betragte alle de forskellige former skyerne viste frem, alt imens hun opmærksomt lyttede til fuglene og deres smukke stemmer, for hun var sikker på de snakkede til hinanden.

Hun halvvågnede ved hun rystede lidt af kulde og famlede ud efter sin dynegren. Pludselig var hun lysvågen og opdagede at hun stadig sad på skovbænken. Solen var ved at gå ned og det var på tide at komme ud af skoven, selvom hun ikke nåede hen til sin sit hemmelige sted. Hun vidste det ikke var så vigtigt lige nu, for hun havde jo allerede genset Friheden.

lørdag den 24. september 2011

Den Blå Dør


Tekst: Jørn E.
Foto: Poly Schmidt



Jeg var på vej ned i kælderen med noget vasketøj. Vejret var lunt og der blæste en let brise, så forholdene var ideelle til at tørre tøj udendørs.

På vej hen ad kældergangen til mit kælderrum, hvor min vaskemaskine står, studsede jeg over en blå dør mellem alle de andre snavsetgrå kælderdøre. Den havde jeg aldrig lagt mærke til før. Den var flot nylakeret og uden en eneste ridse. Der sad en rigtig Rukolås i. Ikke som de andre, der var udstyret med hængelås.Underligt. Det kunne selvfølgelig være et nyt rum, som ejendommen havde etableret. Men jeg havde hverken set eller hørt nogen håndværkere og jeg havde været nede i kælderen for et par dage siden. Da var der ingen blå dør.

Jeg besluttede mig for, at spørge viceværten næste gang jeg så ham. Han måtte jo vide, hvad det var for en dør.

Mens jeg stod og sorterede mit vasketøj inde i min egen kælder, lød der pludselig et gennemtrængende kvindeskrig, efterfulgt af en rallen.

Jeg styrtede ud på gangen, men der var fuldstændig roligt og ingen andre var kommet til. Der er desværre ret lydt i ejendommen, så der måtte være andre der havde hørt skriget. Af en eller anden grund gik jeg hen for at lytte ved den blå dør. Men nu var der ingen blå dør.

Var jeg ved at blive vanvittig, eller var der nogen der drev gæk med mig?

Lidt fortumlet vendte jeg tilbage til mit vasketøj.

Da jeg senere kom tilbage for at hente mit vasketøj, var den blå dør der igen. Men nu stod den åben. Indenfor døren var der til min store overraskelse kun den bare mur, magen til muren i resten af kældergangen. Men jeg mærkede en gennemtrængende lugt af råddenskab. Nu har jeg aldrig mærket lugten af et lig, så jeg kunne ikke sige om det var den lugt. Jeg stak næsen helt hen til muren og følte, at stanken sivede ud af fugerne mellem murstenene.

Jeg stillede min tøjkurv ved den åbne dør og løb op i min lejlighed for at hente en tush. Hvis døren forsvandt igen, ville jeg vide hvor den havde været. Jeg havde besluttet mig for ikke at spørge viceværten alligevel. Han ville sikkert bare tro, at jeg var blevet sindssyg.

Da jeg vendte tilbage med tushen, var døren, som forventet væk. Men vaskekurven stod lige der, hvor den havde været. Med den sorte tusch satte jeg et kryds på væggen. Jeg kiggede op i loftet, for at se om der var noget der kunne hjælpe mig med at genkende stedet. Det var mit held, at der var en brunlig fugtskjold. Så havde jeg da noget andet at gå efter, hvis mit kryds skulle forsvinde. Man kunne jo aldrig vide.

Jeg bor i stueetagen, lige over kældergangen. Jeg vågnede midt om natten, vækket af lyden fra en dør der stod og smækkede, som i gennemtræk. Jeg satte mig op i sengen og kiggede ud. Jeg kunne se nogle træer, som var oplyst af gadebelysningen. Der var ikke en vind der rørte sig.

Modvilligt iførte jeg mig min slåbrok og tog den store håndlygte fra målerskabet, hvis kælderlyset skulle gå ud mens jeg var dernede. Jeg var ved at blive lidt paranoid.

Anspændt og med svedige hænder gik jeg ned i kælderen, tændte lyset i kældergangen. Jeg så straks den blå dør stå og smække. Jeg gik hen imod den, men jeg var ikke nået mange skridt, før den forsvandt.

Jeg gik derhen. Mit kryds var der stadig.

En tanke slog mig. Var der nogen eller noget, der forsøgte at fortælle mig noget. Tiltrække sig min opmærksomhed. Jeg kom til at tænke på lugten af råddenskab. Den var væk nu.

Hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne jo ikke anmelde det til politiet. De ville jo med god grund bare opfatte mig som en skør kælling, for ikke at bruge et skrappere udtryk.

Jeg fik ikke sovet meget mere den nat. Jeg lå og spekulerede på, hvad det her skulle betyde. Jeg blev mere og mere sikker på, at der var et budskab gemt i mystiken. En person der var blevet myrdet? Det var måske lidt teatralsk. Men hvad. De forudgående begivenheder var vel også ret teatralske.
Jeg kom til at tænke på min gamle ven, kriminalinspektør Wims, som jeg havde lært at kende mens jeg boede i provinsen. Jeg besluttede at ringe til ham næste dag. Så faldt jeg endelig i søvn

Om formiddagen ringede jeg til Wims og fik en hjertelig modtagelse. Jeg fortalte ham min mærkværdige historie og spurgte, om han kunne finde ud af om der havde været nogen personer i min boligblok eller i nærheden, som havde været efterlyst uden at være fundet. Det lovede han.

Wims ringede tilbage allerede næste dag. Han fortalte, at en ung engelsk kvinde, som studerede på Københavns universitet, havde boet i en lejlighed i min opgang. Hun var forsvundet og var på et tidspunkt blevet efterlyst af sine forældre i England, da de ikke havde hørt fra hende i lang tid.

Man havde eftersøgt hende i ret lang tid, da hun ikke havde taget noget med sig fra lejligheden. Ikke engang sit pas. Men da man ikke efter et halvt år havde fundet noget spor af hende, var sagen blevet henlagt.

Det var lykkedes for Wims, at overtale de lokale kriminalteknikere til at se nærmere på kælderen.
De fik nøgler til de to kælderrum som lå på hver side af der, hvor den blå dør dukkede op.
I det ene kælderrum var der sat en væg op af gipsplader i den side, hvor den blå dør dukkede op.
Man valgte, at tage et par af pladerne ned.'

Der fandt man det mumificerede lig af en ung kvinde iført et blåt skørt og en hvid bluse.

Kort tid efter blev den tidligere indehaver af kælderrummet anholdt og sigtet for mordet på den unge pige.

Nogen fortalte, at blå havde været hendes yndlingsfarve.

lørdag den 17. september 2011

Fuld igen!


Tekst og foto: Leonius



Knejpens Olga smed mig ud, denne morgen klokken fem.
Luna hjælp nu mine øjne, jeg må starte turen hjem
følelsen er lidt vemodig, jeg er faldet ud af rammen
Luna nu i denne nat - er vi blevet fulde sammen.

Min gudinde du er stor, solens lys som reflekterer
for at lede mine skridt, på den sti hvor jeg spadserer
jeg et æble i sit fald, landet alt for tæt på stammen
Luna nu i denne nat - er vi blevet fulde sammen.

Jeg behøver ingen ord, for at holde dig i ave
hele tiden er du der, som en uindpakket gave
vi som ved hinandens værd, du på himlen jeg på drammen
Luna nu i denne nat - er vi blevet fulde sammen.

Ak hvor ville jeg dog ønske, at min kone sover sødt
så jeg ikke møder hende, som jeg ofte før har mødt
min gudinde hjælp mig bare, få mig til at glemme skammen
Luna nu i denne nat - er vi blevet fulde sammen.

onsdag den 14. september 2011

September-opgave


Fotos: Poly



Kære alle,

Glem ikke september-opgaven med deadline på valgdagen. Hvis I bliver forsinket, går det nok endda ;)

Den første tekst bliver publiceret på lørdag.

Kh,
Randi

lørdag den 10. september 2011

Morgenlykke


Tekst: Anita Kastrup Østerberg
Foto: Jørn E.



Som en grinende mund
gjorde tvivlsomme Juli-skyer
plads for morgensolens stråler.

Som på en barnetegning
stod de i gyldne tove
tangerede den blikstille havoverflade.

Samledes som en kæmpemæssig guldmønt
der konstant for mit blik
forandrede form og farve.

Kutteren
en sort silhouet
i midten af mønten.

Hvilken morgenlykke.

onsdag den 7. september 2011

SAXO Selvudgiver


Foto: Jørn E.



Kære alle,

Vores gode skrive-ven Dorte Jakobsen har gjort mig opmærksom på, at SAXO er i gang med at lave en platform til selvudgivelse af e-bøger.

I kan læse mere på: http://blog.saxo.com/2011/08/saxo-selvudgiver.html

Hvis nogen har spørgsmål, vil Dorte gerne hjælpe, hvis hun kan.

Kh,
Randi

lørdag den 3. september 2011

Sommergæsten


Tekst og foto: Ragnhild Jakobsen



Vinger duver svagt
under indflyvning
langs
fjordens kyster

En fuldendt landing
til døgnlange stråler
af sol

Endnu en gæst
søger
sit sted
i et arktisk landskab

Klædt i rødbrunt og hvidt
ser han sig om
nikker og nikker
roterer scenevant rundt
støver
emner op

Han kendes på
stemmens høje staccato
sin nikkende adfærd
og kroppens roterende uro

Erobrer sin mage
og vælger sit sted
ved en lavvandet sø

Et sommerkort ophold
i Kalaallit Nunaat
for denne chamör:

Odinshanen

lørdag den 27. august 2011

Den fremmede


Tekst: Lisa Rossavik Rich
Foto: Jørn E.



Langt oppe i højfjeldet er et lille hotel, der kaldes Fjellstuen.

Vejen derop er snoet og helt smal, så turisterne bliver hentet nede i dalen af en
norsk chauffør. Hun bliver bekymret, da hun ser vejen op af bjerget.

Der er ikke autoværn ud mod de dybe kløfter.

Landroveren er stor med snekæder over de brede pigdæk. Og hvis vejret er
ufremkommeligt vil hotellet sende et bæltekøretøj.

De henter turisterne nede ved hovedvejen op til det kendte langrendsterræn.

”Velkommen til Fjellstuen,” siger damen i receptionen. ”Havde I en fin tur herop?”

”Ja tak. Det er en flot tur,” siger manden, mens han modtager nøglen til værelset.

”Der er kun to danskere indlogeret på Fjellstuen lige nu!” siger den norske dame.

”Det er jo helt fint,” siger hun.

”Vi elsker en ferie udenfor sæsonen!” siger han.

”Vi har købt os fri fra jobben. Det bliver skønt med en skiferie.”

”Her er jeres bagage,” siger chaufføren og hilser. ”Vejret ser fint ud til langrend!”

De skal bo på første sal. Der er en bred betontrappe op til deres etage.

Inde i værelset kan de høre skistøvlernes klaklyde på trappen og folk,
der hyggesnakker og griner.

Der er ikke meget plads. De sidder i sengen, hvis de spiller kort,

Men udsigten fra det lille vindue er overdådig smuk.

De høje sneklædte fjelde skinner i sol, der spiller i frosne snekrystaller.

Langs med taget leger vinden med sneen. Den blæser nysneen op i små skyer, der hvirvles videre indtil sneen finder læ og laver en lille drive.

”Lad os så komme ud at løbe langrend!” siger hun.

”Vi hører lige vejrudsigten!” siger han.

De smører skiene med voks, der passer til temperaturen.

De har rygsæk på begge to med lidt proviant, der består af juice og lidt Freja-chokolade.

De kender ikke nogen af de andre gæster. Alle virker glade og positive. Der er rigtig feriestemning. De er i et af Norges smukkeste områder : Rondane Nationalpark.

Hun ser en flok skiløbere tage af sted. Hun lægger mærke til en kvinde, der står lidt fra de andre. Kvinden er ved at tage sine skibriller på. Det lange halstørklæde vikler hun rundt om halsen, så hendes underansigt var dækket.

"Skynd dig, vi tager rundløjpen i dag i det flotte vejr". Han skubber sine solbriller på plads.

”Jeg har sagt i receptionen, at vi tager den lille rundløjpe på 7 km. i dag,” siger han.

Mens de spænder skiene, mærker de en svag vind, der rasler i et lille træ. De får kolde kinder. Men solen stråler, så det bliver en god tur.

Hele løjpen er afmærket, så det er nemt at finde vej. De pjatter med hinanden og bliver fotograferet ved siden af en skistav med hue på. De nyder den kolde juice og den lækre chokolade. Den smukke løjpe er øde. Men langt borte høres stemmer, der bliver båret af vinden over sneen. Vinden er blevet stærkere nu, og de binder deres halstørklæder for munden. Tårerne flyder, mens de suser ned ad løjpen.

Det begynder at sne. Små fine snefnug dækker for solen, og det er svært
at finde løjpens afmærkninger. De hører stemmer langt væk.

"Det er nok den flok, vi så ved Fjellstuen, mens vi gjorde os klar", siger hun.

"Det er bare mærkeligt, at vi slet ikke har set nogen herude", svarer han.

Nu fyger sneen om dem. De føler sig som blinde. De kan ikke se løjpens afmærkning mere, og det er svært at orientere sig.

”Lad os gå tilbage til Fjellstuen!” siger han, mens han ryster sit halstørklæde.

Kulden bider i fingre og tæer. Hun er bange. De famler sig frem fra pæl til pæl.

De forsøger at se, hvor solen er. Men mørket og sneen lukker sig om dem.

Halsen snører sig sammen. Hun har svært ved at trække vejret.

Hun tør ikke sætte ord på sin angst.

Hun vil ikke fortælle ham, hvor bange hun er. Hjertet hamrer. Tårerne svider på kinden.

Hun beder til Gud om hjælp!

Hun kan ikke se andet end hvide prikker, der hvirvler rundt. Hun kan ikke se,
hvad der er himmel eller jord.

Noget kommer til syne midt i snehavet. Et menneske, der pludselig kommer ud af intetheden. Ansigtet er dækket af et stort halstørklæde, snebriller og hue.

Det ligner en grotesk snemand med ski og briller, men det er en kvinde.

"Herre Jesus, det er Guds vilje, at jeg skulle møte dere", siger hun på klingende norsk.

”Jeg fandt ikke gruppen min!”

Hun er helt henne ved dem.

”Jeg så dig, da vi skulle ud at gå!”

”Du stod ved Fjellstuen, ikke?”

”Jo, det var mig. Gud ske lov, at jeg mødte dere. Vi I hjælpe mig med at finde hjem til hotellet?”

Som ved et mirakel var det holdt det op med at sne. Den blege sol kunne skimtes i snedisen.

Få minutter efter forsvandt snedisen. Nu stod solen atter smuk og klar over dem. De kunne finde løjpeafmærkningerne.

De var stive i kroppen af kulde og udmattelse.

onsdag den 24. august 2011

September-opgave

Kære alle,

Sommeren er snart officielt forbi, og Poly har taget initiativ til en ny månedsopgave ved at finde nogle billeder frem til inspiration.

Skriv en historie på basis af et af billederne nedenfor og send den til mig senest den 15. september.

Kh,
Randi






lørdag den 20. august 2011

Om at elske og miste


Tekst og foto: Jørn E.



Dette digt er ikke skrevet til en kær afdød. Men til en kæreste, som pludseligt valgte at forlade mig. Parallelliteten er helt bevidst Jeg savner hende usigeligt, selv nu, ti år efter.



Jeg har mistet dig min ven...
hvor er du taget hen?
Får vi mon lov at ses igen?
Én ting står lysende klart
jeg var slet ikke parat

Jeg elskede dig
du elskede mig.

Nu er du væk
min sjæl sprang læk
og ingen præk
kan hele den flænge

Jeg ”googler” sjælens internet
det er sand'li ikke let
trods søgen på alverdens sprog
finder jeg ikke den fandens afkrog
som kan give mig svar
på disse eksistentielle mysterier
… måske skulle jeg søge på billeder.

Jeg henter masser af billeder
Glædes og fyldes af minder
men så ser jeg at de blot afleder
det er jo efter den håndgribelige ”jeg” jeg leder
ikke kun billeder, som bare forøger
tomheden efter det jeg virkelig søger.

Men pludselig ser jeg
en helt ny udvej
en stemme fra mit indre
vokser og lindrer
den siger mig at,
min kæreste skat,
en dag skal vi atter forenes
i et helt nyt liv
i fryd og gammen
hvor vi altid vil være sammen

lørdag den 13. august 2011

Med kærlig hilsen


Tekst: Robert Mørk Tindholm
Foto: Randi Abel



Det er midt i september, og sommeren bliver åbenbart ved. Da jeg står af toget, tænker jeg på, om det mon er den rigtige station. Jeg kan slet ikke kende stedet, men skiltet på perronen fastslår, at jeg er landet det rigtige sted. Jeg tager jakken af og slænger den over venstre skulder, ser mig lidt omkring og får øje på trappen, som fører op til Storegade.

Det går op for mig, at man har flyttet stationen til den modsatte side af gaden, og jeg står et øjeblik forvirret, uden at ane hvilken vej jeg skal gå. Mine øjne forsøger at fange noget genkendeligt omkring mig, men finder ikke rigtig noget. Butikkerne jeg kendte er forsvundet, nye er kommet til. Så får jeg øje på Cafe Kildevæld, den findes da endnu. Med en varm følelse kikker jeg ind gennem ruden, nej, selvfølgelig ligner den ikke sig selv.

Som store børn, holdt min søster og jeg ofte til der på cafeen, det var et trygt sted, i modsætning til vores hjem. Nej, jeg vil ikke tænke på det. Jeg tvinger mig selv til at holde fokus på det jeg er kommet for. Jeg vil ikke lade mig bremse af minder nu. Jeg går målrettet hen til hjørnet af Borgervænget, hvor jeg svinger væk fra trafikstøjen.

Min hånd søger automatisk ned i bukselommen, da jeg nærmer mig ”Jo den er der endnu” tænker jeg, skønt jeg ikke på noget tidspunkt har været i tvivl, jeg kan mærke vægten af den mod mit lår, hver gang jeg tager et skridt. Jeg knuger den lidt i hånden, det føles både trygt og skræmmende.

Bellmansgade ligner sig selv, skønt den virker meget mindre end dengang. Jeg kikker ned på mine fødder, mens jeg går. Jeg husker, hvordan jeg dengang hoppede fra flise til flise, og jeg hører min søsters stemme: ”Dem der går på streger, går og spiser rejer”. Nu tager jeg to fliser i et skridt, men undgår stadig behændigt stregerne.

Ved tanken om min søster, søger hånden igen ned i bukselommen. Siden de ringede og fortalte, hvad hun havde gjort, har jeg slet ikke været mig selv. Det er som om mit liv er stoppet, kun hadet er vokset dag for dag.

Min barndomsgade passerer ubemærket under mig, mens mine tanker kredser om vores sidste møde. Vi sad på en lille sofa på den lange gang lige udenfor hendes stue.
- Du må lære at tilgive. Vi skal videre med vores liv. Hun holdt så hårdt om min hånd, at det næsten gjorde ondt.
- Nej, sådan noget kan ikke tilgives, jeg kan i hvert tilfælde ikke.
Hun lagde sine hænder omkring mit ansigt, og så mig i øjnene.
- Lov mig, at du vil prøve, Johnny, for min skyld.
– Nej! havde jeg svaret og fjernet hendes hænder.

For få uger siden havde jeg aldrig troet, at jeg ville vende tilbage til gaden her, hvorfor skulle jeg det. Men nu er det pludselig blevet vigtigt for mig. Udenfor nr. 13 stopper jeg op. Min far bor stadigvæk i stuelejligheden, jeg kan kende gardinerne, vinduerne ser ud som om de ikke har været pudset, siden mor forlod ham.

Da han lukker døren op, ser han forbløffet på mig.
- Hvad vil du? spørg han og går baglæns ind i lejligheden.
- Jeg skal hilse dig fra Grethe, siger jeg og skubber døren i med min ene hæl. - Men hun er jo død, svarer han, og får i det samme øje på pistolen i min hånd.
– Ja, svarer jeg trist.

lørdag den 6. august 2011

Så kom tiden


Tekst og foto: Leonius



Jeg så en mælkebøttekugle
i venten på en vind
jeg drillede den en smule
og pustede lidt derind

Som ventet tog de afsked
de første af det kuld
i majestætisk lethed
på søgen efter muld

Nu venter så de sidste
på vindens milde sus
dog lader jeg mig friste
og bringer dem af hus

Jeg føler nu en storhed
forplantes i min krop
for jeg har netop hjulpet
naturen med sit job

lørdag den 30. juli 2011

Man går da ikke under prædikenen


Tekst: Dorte F.
Foto: Jørn E.



Fakta

Det var juleaften, og jeg var stærk, var jeg ikke? Nyopereret, javist, men det var gået godt, jeg var på benene med det samme, for jeg ville være stærk. Jeg havde nået en masse inden, så det meste var klart.

Julegudstjeneste – for med den store omfavnelse af fællesskabets stemmer begynder julen rigtigt. Stor forventning til præsten, han har altid noget almenmenneskeligt at sige, noget morsomt, noget til eftertanke. Men han sejlede deroppe på stolen, han væltede. Nej. Jeg sejlede, bænkerækkerne skubbede, barnets pludren blev skinger. Jeg måtte rejse mig. Gå. Forbi undrende blikke. Man går ikke under prædikenen. Gør man?

Fiktion

Han sad tilbagelænet i sin stol. Så på mig med omsorg, med rolig afventen. Jeg kunne sige noget når jeg var klar. Eller tie stille. I tryghed og vished om en hånd at holde i hvis jeg faldt. I venteværelset knurrede utålmodigheden og al den tid folk ikke havde. Upåvirket tav han.

Som en lille mus krøb jeg sammen i et hjørne af hans udstrakte hånd. Så begyndte ordene at dryppe. Som små regndråber. Dråber af angst og utilstrækkelighed.

- De så på mig. Hørte ikke mere hvad Johannes sagde. Så på hende den mærkelige der gik midt i det hele. Fordømmende.
- Hvorfor tror du det?
- Jeg gik jo. Det gør man ikke.
- Men du var jo syg.
- Jeg var bare dårlig. Jeg skulle slet ikke være kommet.
- Men det godt du prøvede, var det ikke?
- Jeg ødelagde deres juleaften, og Johannes´.
- Ved at gå?
- Hvordan tror du ikke det var for dem, da. En der bare skrider. En der ikke vil ses.
- Det vidste de vel ikke?
- Det kunne de da se.
- Hvordan?
- Jeg så i gulvet. Smilede ikke, sagde ikke undskyld. Trådte nogen over tæerne. Famlede efter dørhåndtaget, maste mig forbi Gunnar uden et ord.
- Gunnar.
- Ja, kordegnen. Han åbnede døren for mig.
- Det var pænt af ham.
- Forstår du slet ikke? Det var min fejl. Jeg skulle være blevet væk. Jeg havde ikke noget at gøre der. Jeg burde have passet mit hjem, sat stegen i ovnen, rødkålen, gaverne, overblikket.
- Burde? For deres skyld?

- Deres blikke. Øjnene der trængte ind. Afslørende, Borende. Jeg vil ikke ha’ det. Tænk hvis de så. Hvad ville de så ikke tænke? Og sådan en har vovet sig ind i deres kirke, trådt i deres himmelske fred.
- Hvad er det de ikke må se.?
- Mig, selvfølgelig. Hvad jeg har lavet. Hvem jeg er.
- Det var jo ikke din skyld.
- Det var da mig der gjorde det.
- Kunne du have gjort andet?
- Jeg kunne vel have grebet ind. Jeg kunne…
- Have sagt nej? Hvad var der så sket?
- Jeg ved det ikke.
- Så var det vel heller ikke din skyld?
- Men forstå mig nu. Jeg er et dårligt menneske. Mærkelig, sær, ikke som andre.
- Hvem synes det?
- De gør. Alle dem der ser.
- Hvad synes du selv?

- Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke skjule det. Jeg kan ikke bekæmpe det. Jeg har prøvet, men det stirrer hele tiden på mig. Og spejlet sidder fast på væggen, jeg kan ikke få det ned.

- Var der ingen der smilede til dig? I kirken?
- Hva’? Jo, de vidste det vel ikke. Så havde de ikke smilet.
- Vidste hvad?
- At jeg har forstødt mig selv. Vendt ryggen til ... Til dem. Til mine… Hvorfor helvede skal du også spørge så meget?

Døren kunne ikke smække. Hælene ikke trampe. Benene næsten ikke bære. Det lille hvide kort i hånden. Hans varme På-gensyn-arm om skulderen. Det tavse forventningsfulde venteværelse. Automatdørens hvislen.

Og hans stemme i baggrunden.
- Næste?

lørdag den 23. juli 2011

Luna betyder måne


Tekst: Ditte T.
Foto: Jørn E.



”Nej jeg vil ikke!” Jeg sagde sætningen højt. Ikke fordi jeg troede at min situation ville forandres af den grund. Den tynde månestråle på gulvet trak i mig. Det var som om, den var bundet fast i mig, at nogen trak hårdt i den anden ende. Som en hund i snor. Men var det ikke også det, jeg var?

Jeg satte mig op i sengen. Krøb ind i hjørnet og trak benene op under mig. Jeg lukkede øjnene. Det var jo komplet idiotisk. At jeg lukkede øjnene betød jo ikke en skid! Tusinde sindssyge ideer fløj gennem mit hoved. Jeg overvejede at binde mig selv fast til sengen, for dermed at blive der! Men jeg vidste godt, at det ville være nyttesløst. Når først månen stod midt på himlen, ville end ikke hundrede vilde elefanter kunne stoppe mig på min vej gennem skoven.

Jeg lyttede til huset og til skoven udenfor. Der var helt stille. Det var som om hele jorden holdt vejret i spænding for, hvad der kunne ske i nat. Det var jo vanvittigt! Jeg var så bange. Hvad kunne der ikke ske? Efter mordet ved sidste fuldmåne, kunne jeg aldrig lade mig selv slappe af igen. Jeg lagde pludselig mærke til, at jeg rystede over det hele, og at mine negle borede sig ind i min arm. Det måtte bare ikke ske igen! En tåre trillede stille ned over min kind og ind i min mundvig. Den smagte salt. Og hvad med Jonathan? Hvis han nogensinde fandt ud af min hemmelig så… Nej! Det ville jeg ikke engang tænke på!

Mine tanker blev sløve, men jeg måtte bare ikke falde i søvn! Loba begyndte at trække i mig. Det føltes som om, noget indeni mig simpelthen blev trukket ud, men sådan forholdt det sig egentlig også. Det var mit liv, der blev trukket ud, for at Loba kunne leve sit liv. Det var egentlig meget sjovt, tænkte jeg midt i rædslen, at jeg havde valgt at kalde den ulv, jeg delte liv med, for Loba. Det betyder ulv på spansk. Og mit eget navn, Luna, betyder måne. Ulv ved fuldmåne. Varulv.

Nej! Jeg måtte ikke give efter! Selv med lukkede øjne, synes månestriben pludselig at lyse skarpere. Jeg trak vejret dybt ned i lungerne og pustede forsigtigt ud. Smerten voksede. Det begyndte at gøre virkelig ondt nu. Jeg begyndte at klynke svagt i mørket, for at holde mit skrig tilbage. Mine forældre, i den anden ende af huset, skulle helst ikke vågne. Hvis de kom løbende for at se, hvad der var galt, kunne det være, at jeg kom til at give slip, og dermed lade Loba tage over. Min hals snørede sig sammen mens gråd og snot løb ud af øjne og næse. Smerten steg i takt med at der blev lysere i mit værelse, bag mine lukkede øjenlåg.

Jeg følte et hug af smerte, som om jeg fik stukket en kæmpestor kødkniv ind i maven, som derefter blev drejet rundt, mens den flænsede alt indeni mig op. Og så, da smerten toppede og jeg troede jeg skulle dø, forsvandt den ligesom. Det var, som hvis man hiver i en elastik til den pludselig knækker. Smerten slap sit tag, og jeg kunne trække vejret igen. Jeg følte mig pludselig helt tryg. Loba havde nok givet op.

Jeg åbnede forsigtigt det ene øje. På trods af den meget smalle sprække i mit mørklækningsgardin var hele mit værelse badet i månens klare skin. Sølv glimtede overalt, som havde jeg stået i et stort skatkammer. Det var så utroligt smukt. Jeg kunne mærke mit hjerte og åndedræt falde langsomt til ro. Næsten som i trance mærkede jeg min krop bevæge sig ud på gulvet. Mine ben gik målrettet, men langsomt, hen mod vinduet. Bare et lille kig, forsikrede jeg mig selv. Hvis jeg havde set mig selv fra siden, ville jeg have set et sygt begær og måneskær i mine øjne.

Jeg nåede vinduet, trak gardinet fra og stirrede intenst på det smukke landskab derude. Hele haven var fuld af måneskin. De smukke roser, som havde lukket sig for natten, blev badet i månens lys og blev næsten endnu smukkere, end om dagen. Den lille havesø skinnede, som lå der skatte på bunden af den. Men det lagde jeg slet ikke mærke til, jeg var for optaget af at kigge på månen. Større og mere lokkende end nu, havde jeg aldrig set den. Jeg havde vidst det helt fra starten, jeg havde bare forsøgt at skjule det for mig selv. Jeg havde ikke haft en chance for at lukke af for månen og det uundgåelige. Jeg ejede kun halvdelen af livet, den anden del tilhørte Loba. Jeg skulle leve mit liv om dagen, så fik hun sit om natten. Månen trak nu hårdere end nogensinde før, men det behøvede den slet ikke.

Jeg var allerede væk.

lørdag den 16. juli 2011

Storesøster


Tekst og foto: Randi Abel



Emma tager puden op og lægger den tilbage på sin seng. Hun sætter sig på hug foran den lille, skrammede reol. Da far havde malet den hvid, hjalp mor Emma med at klistre fine billeder på, som de klippede ud af gamle ugeblade. Emmas buttede pegefinger danser hen over bogryggene og stopper ved den om Peddersen og katten Findus.

Med bogen trykket ind mod maven kravler hun op i sengen, sætter sig i skrædderstilling og bladrer i den. En fornemmelse af små bobler breder sig i hendes krop ved tanken om, at mor skal læse højt for hende i aften. Mor vil krybe ned under dynen til hende, og Emma vil lægge sig tæt ind til mor, så hun kan indsnuse hendes duft og kigge på de sjove tegninger af Peddersen og Findus, mens mor fortæller om dem.

Mor var ved at hænge vasketøj op i bryggerset, da babyen vågnede og stak i et hyl. Hun havde sendt Emma ovenpå for at få den til at tie stille.

”Du er en stor pige, der sådan kan få lillebror til at sove.” Mor står i døren og kigger på Emma. Hendes mund smiler, og øjnene ser glade ud. Emma springer ned fra sengen. Hun hopper i imaginære hinkeruder tværs over gulvet og kaster sig om mors ben. Nu er alt igen som før.

lørdag den 9. juli 2011

Araknofo(r)bi


Tekst: Anita Kastrup Østerberg
Foto: Jørn E.



Færdig! Jeg klapper hænderne mod hinanden og vifter med en hurtig bevægelse den sidste rest vand af i luften.Udover at opvasken er væk, har jeg tryllet med vand og sæbe så alle hylder, skuffefronter og opbevaringsglas er vasket og tørret af.

Alarmen på køkkenbordet er fortsat tavs. Jeg ser op på køkkenuret - er klokken virkelig ved at være tre? Der må kryds i kalenderen! Sofie min dejlige datter på tre måneder har for første gang sovet i hele tre timer. Jeg løsner hestehalen og ryster lidt luft ind til hovedbunden - ah det frisker. Med hurtige bevægelser sætter jeg hestehalen igen. Nu skal Sofie op.

Jeg skynder mig ud i haven, Barnevognen står foran terrassedøren til stuen. Allerede da jeg er ved at runde hjørnet om til haven kan jeg mærke “moderskabet” vælde op i mig som den dejligste varme bølge gennem kroppen. Følelsen blandes med et sug af savn, som en narkoman der bare MÅ have sine stoffer, længtes jeg efter at holde din lille varme krop..
Barnevognen bevæger sig blidt og jeg kan høre Sofies småpludren. I et par lette spring er jeg helt henne ved hende og begynder småsnakkene at dreje låsene og løsne dækskykket.

- Såå mors pige, er du lidt sulten? Jeg læner mig ind over vognen og letter lidt på dynen,. Så ser jeg den!

Den er enorm.
Den er sort! Helt sort!
Dens ryg glinser
Lodne, lodne ben.

Min hals snørrer sig sammen.
Jeg kvæles!
Min angst overskygger min kærlighed!
NEJ...
Lydende omkring mig blegner. Tilbage er kun
den og mig!
NEJ!
Tag dig nu sammen. Nu er der mere end dig.
KOM NU - DEN MÅ VÆK!
Mor, du er mor nu.
Min hånd hænger, lige der i luften.
Det er jo bare lige...
et greb.
Puf til den, så er den væk!
Min hånd ryster, jeg sveder..
Kvalme.

Sofie, du er så lille. Din mor er et skvat!
Søde lille skat, jeg skal nok redde dig.
Måske kunne jeg med et hurtigt snuptag, hive dig op og væk.
Jeg “mærker” igen min lille datter, hører hendes ubekymrede pludren.
Edderkoppen har flyttet sig lidt. Der er fri bane.

Mit hjerte hamrer i brystet. Så er det nu!
Hvordan det sker ved jeg ikke, men nu er du her - oppe hos mig..
Du dufter vidunderligt. Dejlig varm, tilfreds og glad.
Problemet ser min ryg.
Næste gang, vinder jeg!
Det ved jeg!

lørdag den 2. juli 2011

Det glemte hus


Tekst: MuZZling
Foto: Jørn E.



Lola sad i mørket og betragtede lyset fra lighteren.
Hun fornemmede varmen fra den lille flamme, mærkede hvordan trangen til at tænde en ild spirede i hende.
Hun slukkede den igen, sad lidt i mørket og mærkede tomheden inden i.
Forsigtigt slog hun en ild igen og sad igen længe og kikkede på den lille flamme.
Tænk at sådan en lille uskyldig flamme kunne blive til noget stort og altædende, et inferno af smerte og kaos. Ild var så fascinerende, smuk og dødbringende på en gang. FANTASTISK...
Hun puttede den lille sølvlighter i lommen igen og smuttede ud af det lille hul i væggen. Det gamle hus hun søgte tilflugt i når virkeligheden blev hende for meget, lå stille og forladt på den store grund med de gamle træer.
Det var i grunden synd tænkte hun. Det lå her helt alene og glemt på en alt for stor grund. Der var ingen der kom og så til det, ingen der savnede det.
Lola stod lidt og kikkede på det i måneskindet. De gamle brædder ville nemt give næring til den smukke lille flamme, taget ville springe i fantastiske knald. Ruderne ville give efter i høje smæld.
Hun mærkede igen den lille lighter i lommen, den brændte næsten gennem foret blot med sin tilstedeværelse. Det kriblede i fingrene og hun kunne ikke lade være med at se sig om.
Kom der nogen, var der nogen der ville se hende!?
Nej alt var øde og stille, hun var ganske alene under den kolde måne.

Lola tog en hurtig beslutning. Huset skulle leve igen.
Hurtigt smuttede hun ind gennem hullet i væggen, fandt vej gennem de mørke rum og valgte sig et godt sted.
Hun byggede et lille men solidt bål af det hun kunne finde.
Forsigtigt slog hun en ild med sin lille lighter, betragtede flammen, og satte så ild på den smule avis hun havde fundet. Hun ventede til det havde rigtig godt fat og smuttede så ud af huset igen.
Hun gemte sig i haven og ventede. Betragtede flammerne i huset så hvor smukt de fandt vej fra rum til rum til de til slut var alt omsluttende. Hele huset stod nu i lys lue og hun kunne mærke den kraftige varme.
Flammerne slikkede om det gamle hus og åd alt. Hun så alt. Så hvordan brandfolkene kæmpede den brave kamp mod flammerne, så hvordan de tabte kampen og hvordan folk stimlede sammen om det glemte hus.
Da den lyse morgen kom pakkede brandfolkene sammen og nu kom politiet og gennemsøgte haven.

Lola sad stadig i haven og kikkede på det sted hvor huset havde stået.
Langsomt rejste hun sig og stod helt stille og ventede. Først ingen ting, så råb og tumult. Var det hundegøen? De kolde håndjernede mod huden.
De førte hende mod politibilerne. Hun var stille men med et saligt smil på læben. Hende øjne blev tomme og fredfyldte. Huset levede.

lørdag den 25. juni 2011

Sorte pletter på en rød kjole


Tekst og foto: Ragnhild Jakobsen



Marie, hedder en lille pige, som lige nu løber rundt i græsset. Hun løber og løber, alt hvad hun kan.
Stærkere og stærkere løber hun, mens hun hele tiden passer på ikke at falde over sine egne ben.
Hun har sin fine røde kjole på, og den må ikke blive snavset. Det har mor sagt, og mor har også sagt, at hele familien skal til havet i dag.
De skal afsted sammen med alle dem, de kender, fordi vejret bliver så varmt og lummert op ad dagen.
Marie glæder sig rigtig meget, og hun løber og løber og sveder allerede, og hun løber videre, og der ligger en sten, og hun snubler og falder og lander på ryggen i en lille dynge jord.
Hun spræller med benene, bliver liggende lidt og leger, hun løber i luften.
Åh nej, siger Marie. Hun står på sine ben og ser de sorte pletter på den røde kjole.
En, to, tre, fire, fem, seks, nej syv er der!
Pludselig bliver alt mørkt omkring Marie. Hun kan ikke få luft, og hun kan slet ikke bevæge sig.
Lige så pludselig er solen og lyset der igen. Men hun ved ikke, hvor hun er.
Marie går forsigtigt ud ad en vej, hun ikke kender, mens en ivrig stemme råber.
Marie, Marie, Marolle flyv op til Vorherre og bed om godt vejr i morgen!
Marie løfter op i den røde kjole med de syv sorte pletter, folder vingerne ud og flyver op til Vorherre.

onsdag den 22. juni 2011

I nattens mørke - en ny bog af Lisa Rossavik Rich



Søren går alene hjem i den mørke nat. Han hører, at der er nogen, der følger efter ham. Pludselig er de over ham.

Tre mod en. Søren råber: ”Hjælp!” Hans mobil bliver trådt i stykker. Mon der er nogen, der hører ham…?

Dette er bagsideteksten på Lisas seneste bog, som netop er udkommet. Den handler om den meningsløse vold, der kan opstå, når helt uskyldige unge mennesker tager ud for at more sig på diskotek en aften. Tre fyre må ikke komme ind på diskoteket, fordi de er berusede, og de hævner sig på bogens hovedperson, som bliver gennembanket og snittet med en kniv.

lørdag den 18. juni 2011

Sur lur


Tekst og foto: Jørn E.



Da jeg blev sur
var da tog en lur
efter en dejlig spadseretur

Jeg hvirvlede
ned fra himlen
i et helvede
af bimlen

Jeg for i flint
og roterede blindt
ud over sengekanten

Nu var jeg virkelig vranten
sur, ja
virkelig gnaven

vækket af min lur
af det fandens
vækkeur