lørdag den 15. januar 2011

Hvorfor fanden havde han ikke bare givet hende den spade



Ikke et rigtigt swissj, mere som et tjiPouw, så sprang den til live. Sanne lod fingrene glide henover den blanke form. Modvilligt. Vist var den flot, og den varmede. Men hun kunne ikke bruge den. Ikke til dem. Hun afskyede dem. De var ulækre. Slimede.

Händels Fireworks dirrede på cafebordet. Hun lod den altid klinge lidt, lod orkestret rejse sig. Blanke trut i blæserne, dirrende hvirvler over trommeskind, dirigenten allerede ophedet, selv ved at futte af. Så rakte hun hånden ud efter mobilen.

-Sanne, det er mig. Jeg kommer nu, blev bare lidt forsinket. Fem minutter, så er jeg der. Har du bestilt.
-Nej, jeg venter bare. Sanne rørte rundt i sin halvkolde kaffe.

Et kvarter senere dumpede Josie ned i kurvestolen foran hende.
-Undskyld, altså undskyld, Sanne, og så lige i dag. Veninden lod de brogede indkøbsposer sprede sig som blomster på det sort-hvide flisegulv, en lille buket stak hovedet ud af den ene. Anemoner. Josie købte altid anemoner til hende.
-Tillykke skat. Sanne forsvandt ind i Josies sprudlende blomstersnak. De blåeste hun kunne få, sagde hun altid. Blå som havet i Sannes øjne.
-Vi skal fejre det, skal vi ikke? Jo, sgu. Og så forsvandt hun ind i cafeens slørede dunkelhed.

- Var det dig der sagde det til ham? Sanne tegnede dråber på det duggede glas.
- Sagde hvad, søde?
- At han ikke skulle købe den spade?
- Spaden? Nej men Sanne. Du mente da ikke . . .
- Jeg ville gerne have den spade. Den var skarp. Dybsort. Blank. Sannes øjne gnistrede mod Josies forbløffede tavshed.

-Jamen, en spade, Sanne. Det ønsker man sig ikke i bryllupsgave. Du kan jo bare købe dig en, hvis det er.
-Det er ikke det samme. Jeg ville have den af ham, forstår du. Jeg skal bruge den. Hele hans have er fuld af de der ulækre. Jeg vil gøre den pæn til ham. Grave kanter, fjerne ukrudt. Og hakke dem over.
-Hvad for nogle.
-Sneglene. De der store, flammerøde, slå dem ihjel inden de trækker deres slimspor op af mine ben. De klamrer sig til huden, de smasker løs med alle deres bakterier. Ét zak, så alt det ulækre kan vælte ud af dem, og de er færdige. Sannes hånd ramte en kasseret oliven, det ildrøde peberfyld splattede ud på bordets blanke renhed.

-Hvorfor siger du egentlig hans have.
-Det ved jeg ikke. Det er det bare. Og hvis jeg nu gerne ville have en spade? Hvorfor kunne han så ikke . . ? Jeg mener. Det var jo mit valg, ikke?
- Sanne. Han vil dig det godt. Han ville bare gerne give dig noget flot. Noget evigt. Noget smukt. Josie lagde hånden på Sannes kind. Hendes øjne brændte af mange års kærlighed til veninden. De to. De havde altid haft hinanden. Bevidstheden om den andens nærvær, varme armkrog, lune smil. De havde altid kunnet nå.
- Du skal snart af sted, ikke? Jeg følger dig til toget, jeg skal bare lige . . .

Konduktøren havde vinket, togdørens hvislen hakkede Josies stemme i småstykker:
-Hvad fik du for resten?
Gennem ruden et hurtigt glimt. Et tjiPouw. En lille flakkende lue. Den blanke lighter.
Josies åbne mund, angsten i blikket. Var der ingen der havde fortalt ham det? Hvorfor havde han ikke bare . . . .

-Nej,Sanne. Neej!

Foto: dorte f

13 kommentarer:

Leonius sagde ...

Hej dorte f,

du skriver nogle dejlige billeder, som jeg syntes vældig godt om:
"Veninden lod de brogede indkøbsposer sprede sig som blomster på det sort-hvide flisegulv"
og:
"Sanne forsvandt ind i Josies sprudlende blomstersnak"
for bare at nævne to.
Du har også en levende måde at skrive på, men,
jeg er ked af, at jeg ikke forstår hvad det er hun har fået. Jeg kan ikke tyde: "swissj" og "tjiPouw" det er jo nok der mit problem ligger begravet, men som følge af det, kan jeg heller ikke tyde slutningen, som på mig virker som noget katastrofalt der er under opsejling.
Hjælp mig.

Leonius.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Dorte!

Velkommen til her på Skrivebloggen til dig. Og tak for læsning af din tekst, som jeg husker så ganske tydeligt fra et andet forløb. At det var en genlæsning gav mig mere ro til denne gang bare at nyde den med alle dens flotte detaljer, sansemættede beskrivelser og underliggende psykologiske spil.
Fyrig start med flotte beskrivende lydord. Dejlig lighter! Mit gæt efter indledningsafsnittet er, at hun skal af med nogle dræbersnegle! Men så kommer jeg sandelig på hyggelig café i andet afsnit, hvor jeg fryder jeg mig over så bombastisk en ringetone! Her har vi vist en meget hovedperson. Ud ryger dræbersneglene til fordel for venindekomsammen, hvor det afsløres, at Sanne har ønsket sig en spade i bryllupsgave.

Et noget specielt ønske ja, som diskuteres de to veninder imellem, og ind kommer dræbersneglene igen i dette flotte afsnit, som både er foruroligende og morsomt: "De der store, flammerøde, slå dem ihjel inden de trækker deres slimspor op af mine ben. De klamrer sig til huden, de smasker løs med alle deres bakterier. Ét zak, så alt det ulækre kan vælte ud af dem, og de er færdige. Sannes hånd ramte en kasseret oliven, det ildrøde peberfyld splattede ud på bordets blanke renhed."
Men er det nu dræbersnegle, der skal udryddes? Jeg fristes af følgende afsnit til at mene, at det nok mere er indre psykologiske fjender, der skal slås til jorden: ”Hele hans have er fuld af de der ulækre. Jeg vil gøre den pæn til ham. Grave kanter, fjerne ukrudt. Og hakke dem over.” Dette læser jeg som at skaffe sig rum, rydde op og starte på en frist.

Slutningen antyder kraftigt, at Sanne på et tidligere tidspunkt er gået til drastiske løsninger og veninden frygter, at det kan ske igen.

KH Bente Tibbe

dorte.folkmann sagde ...

Kære Leonius.

Tak for ordene. Uden egentlig at tænke over det kommer jeg let til at skrive i billeder, så det er da godt du kan lide dem.
Hvad det er hun får? Ja der er nogle sport henad vejen, de flammerøde snegle, det ildrøde olivenfyld, Fireworks - og da Josie spørger efter gaven, ser hun gennem ruden en lille flakkende lue, den blanke lighter. Josie kender Sannes historie, den gemmer på en voldsom oplevelse med en lighter, det har nogen bare glemt at fortælle manden.
Ja jeg kunne selvfølgelig også bare fortælle ligeud hvad der foregik, men det er jeg ikke så god til.

Dorte

dorte.folkmann sagde ...

Kære Bente

Tak igen for din fine kommentar. Du læser min tekst så godt og ser lige det jeg gerne vil vise.

Sanne vil gerne rydde op og starte på en frisk, det har du ret i, men desværre rammer fortiden hende nok endnu en gang og hun hænger fast i et mere og mere betændt krav om at få alt det problematiske væk. Hun når aldrig til den nye begyndelse, og ja, det kan få katastrofale følger, især nu, hvor hun har en lighter at "rydde op" med.
Hun er et af de mennesker der har meget i bagagen, og fortsættelsen kan gå både i retning af endnu mere kaos, men også henimod en forløsning.

Tak, Bente
Kh Dorte

Bente Pedersen sagde ...

:-) Dejligt med lidt liv igen herinde på Skrivebloggen. Der har været lidt stille, mens Saxos forfatterskole kørte, men mon ikke vi apropos Dortes tekst kan få sat lidt fut i det hele igen. Det håber jeg. :-)

KH Bente

Jørn E. sagde ...

Kære Dorte F.!

Dejligt at se din tekst her i Skrive-bloggen.
Du har et dejligt fabulerende sprog og du beskriver et venindeforhold, som jeg tror er meget specielt for kvinder og som jeg misunder som mand.
Det er nok de færreste der har karakterstyrken til at give sin tilkommende en spade i bryllupsgave. Mente hun det virkelig og hvad vil andre sige om det.

Det skulle han jo nok ha' gjort. Ak, ja.
Sanne har tilsyneladende nogle spøgelser eller en nisse og ved åbentbart ikke, at nissen flytter med.
Du skriver, så man læser uden at tænke over tekstens længde. Det kører bare.
Når jeg har været lidt længe om at kommentere din tekst, skyldes det, at jeg har værer meget optaget med at svare og kommentere på den afsluttende novelleopgave i Saxo.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Ragnhild sagde ...

Kære Dorte

Velkommen som skribent på skrive-bloggen :-)
Det er godt og stærkt at genlæse din rekvisit-tekst fra Saxo.
Jeg husker, at jeg hæftede mig ved nogle spor, men nu ser jeg flere.
Et flammerødt spor går gennem teksten og (sikkert) gennem Sannes tidligere liv. Hun har uden tvivl engang gjort noget fatalt og brugt en lighter dertil.
Nu har hun brug for en spade (fra ham) til de FLAMMERØDE dræbersnegle, og så får hun en eller anden fornem lighter! Og der er mange snegle! Bare hun ikke kommer for godt i gang med at bruge den lighter til at dræbe snegle med .... og fortsætter med andet og mere, når hun nu er i gang! Hendes selvvalgte ringetone giver sammen med de andre spor denne læser bange anelser.

Jeg måtte lige ind og tjekke, om du er Dorte fra de bløde poeter.
Det er du :-)

Kh Ragnhild

Randi Abel sagde ...

Kære Dorte,

Også velkommen på Skrive-bloggen til dig. Jeg er ked af, jeg er sent ude med en kommentar til din spændende tekst, men jeg har været syg hele måneden.

Jeg kan også rigtig godt lide de billeder, du tegner. Selvom jeg måtte ty til Bentes kommentar for helt at forstå din tekst, fik jeg undervejs, mens jeg læste, en krybende fornemmelse af, at Sanne har skeletter i skabet, og at en lighter vist ikke var den rette gave til hende.

Det er en tekst, der skal læses flere gange for virkelig at forstå.

Jeg glæder mig til mere fra din hånd.

Kh,
Randi

dorte.folkmann sagde ...

Tak til Jørn, Ragnhild og Randi for jeres kommentar og jeres velkomst.
Sanne er besat af alt hvad der har med ild at gøre, og det kan der jo være mange årsager til. Et kig tilbage i hendes barndomsoplevelser kunne nok afsløre lidt af hvert. Hun er svær at forstå og den intetanende mand har nok ikke en chance. Sannes chance til gengæld er veninden.
Jeg har faktisk vist teksten til en psykiater for at høre om min fantasi måske er lidt for livlig, men profilen Sanne holder hele vejen, sagde han.
Jeg beklager hvis den er lidt for kryptisk, men hvis det så får læseren til at tage den en gang mere, så er det vel egentlig ganske smart, ikke?

Kh Dorte

Chelina sagde ...

Hej Dorte,

Dejligt at genlæse din tekst fra Saxo.

Ja selvfølgelig er det da "hans have" det er jo der han skal ligge i det sorte muld uden snegle haha jeg husker det godt. Skøn tankerække, du holder fast hele vejen, som den røde slange af ild, der løber gennem historien.

Glæder mig til mere.

kh
Chelina

dorte.folkmann sagde ...

Tak, Chelina, hvor er det dejligt at du ser den røde tråd. Den var egentlig ikke særlig bevidst, men voksede af sig selv ud af lighteren. Og det forskrækker måske lidt, for jeg har virkelig aldrig haft sådanne ildrøde tanker, så når man siger at man oftest skriver ud fra noget man selv har haft berøring med, så ved jeg virkelig ikke hvad jeg skal tro.

Kh Dorte

Poly sagde ...

Kære Dorte

Sikke en velkomstgave du har serveret for os. Fyldt med flammer og underfundige undertoner.

Og jeg kan godt lide dit taljerede tempo. Men må dog indrømme, jeg skulle lige læse din tekst et par gange. Og jo flere gange jeg læste din tekst, jo mere forstående ting opdagede jeg. Og endnu mere ”uhygge” dukkede op.

Ikke fordi det er en gyser du har skrevet, men det kunne den meget let blive, med alle de ord som: ulækre, slimede, skarp, dybsort, hakke dem over, lammerøde, slå dem ihjel,klamrer sig til huden, osv.

For ikke at glemme slutningen: ”Josies åbne mund, angsten i blikket. Var der ingen der havde fortalt ham det? Hvorfor havde han ikke bare . . . . -Nej,Sanne. Neej!

Ja, det gav mig helt kuldegysninger. Trods dette, blev jeg lidt småsur over jeg ikke fik ”resten af historien”! Men selvfølgelig er det åbenbart op til mig at gætte, hvad der var sket. Ak, ja! Snyd! ☺

Flot, flot gået.

Med hilsner
Poly

dorte.folkmann sagde ...

Kære Poly

Mange tak, både for din velkomst, din kommentar og din nærlæsning.

Ja jeg ved godt jeg kun leverer den halve historie. Det er nu ikke for at snyde, men nok nærmest for at skærpe historien, for der kan være flere forklaringer på at Sanne er der hvor hun er lige nu. Altså mange årsager til at det er blevet fatalt at give hende ild i hænderne.

Det er sjovt at se de ord du piller ud af teksten. Du finder jo lige netop de ord som angiver Sannes forståelse af det der omgiver hende. Herligt når tekstskriver og læser mødes i fælles forståelse.
Tak for det.

For mere end halvtreds år siden udvandrede min moster med familie til New Zealand, og min mormor valgte at følge med. Det var et hårdt slag for min mor, for selv om mormor året efter kom hjem og var hos os et år, så rejste hun altså af sted igen. Kort efter døde hun derude på den anden side af jorden, og min mor følte hvor hårdt det var at være så langt, langt fra hinanden når båndet kappes.

Så jeg forstår hvor svær en tid du har været igennem, og det er rigtig godt at du så gennem dine skriverier holder kontakten til det gamle land og sproget. Jeg kunne forestille mig at du også derved kan holde fast i det, din mor var for dig.

Kh Dorte