lørdag den 8. januar 2011

Sidste stop inden livet



”om 200 meter drej til højre” sagde den mekaniske kvindestemme på GPS’en.

Han trillede ned ad den smalle villavej, mens han kiggede til højre og venstre på haverne og husene.

”drej til højre”

Han stoppede bilen i krydset og kiggede længe på vejskiltet ”Edenshavevej”. Selvom det var mindst 27 grader udenfor, stak han hænderne ind under armhulerne som om han frøs og krøb sammen.

”drej til højre”

Han slukkede for GPS’en og drejede langsomt ned ad vejen. Her var alle husene gemt væk bag meter høje hække og låger med husnumre på, som man ikke kunne se igennem eller over. På en af lågerne var der hængt et ”Til Salg” skilt op. Han kørte ind til siden og stoppede bilen, hænderne knugede om rattet, mens han stirrede på instrumentbrættet. Langsomt gav han slip på rattet, åbnede bildøren og stod ud. Lågen med ”Til Salg” skiltet gav ingen lyd fra sig, da han åbnede den. Den 2 meter høje hæk var nyklippet og græsplænen trimmet. Der var bede med blomster, fordelt efter farver. Der var ingen ukrudt. Huset var hvidt.

Idet han løftede hånden for at banke på, åbnedes døren af en ung kvinde med brochurer under armen.

”Hej kom indenfor” smilede hun ”Du er kommet for at se på huset?”.

Han nikkede.

”Jamen kig du dig bare omkring, jeg er i køkkenet, hvis du har brug for mig” sagde hun og pegede i retningen af en blå dør.

”Jeg vil gerne se kælderen” ordene blev udtalt tydeligt, i stavelser.

”Den dør” hun pegede ned ad gangen ”til venstre”. ”Den er ikke så stor.. kælderen”

Han stod foran døren og kiggede på håndtaget, så trykkede han det langsomt ned og skubbede døren op.

”Pas på med ikke at lukke den” sagde kvinden ”der er ikke noget håndtag på den anden side”

”Det ved jeg” hviskede han

”Hva’?”

”Det skal jeg nok” svarede han, tændte lyset og gik ned af trappen.

Kælderen var tom, på nær den nøgne pære i loftet og en lille madras under trappen. Han stod i midten af rummet og kiggede op mod vinduet, den sorte maling på ruden var skaldet af nogle steder. Der var en svag elektrisk lyd fra pæren. Man kunne høre lyden af kvinden der gik rundt i værelset over kælderen. Langsomt begyndte han at gå med lyden af kvindens fodtrin, 3 skridt mod vinduet, han lukkede øjnene, dreje rundt, 2 skridt mod trappen. Han var nær gået ind i gelænderet. Han åbnede øjnene og stirrede på den lille madras, der stak lidt ud under trappen.
På hænder og knæ kravlede han ind på madrassen. Støttende på sine knæ og den ene hånd, stak han sine fingre ud mellem trappetrinene, hvor lyset fangede hans tynde fingre. Hans mave gav en rumlende lyd fra sig. Han stivnede et øjeblik så trak han hånden til sig og kravlede ud.

Med begge hænder børstede han støvet af sig, mens han gik op ad trappen. Han slukkede lyset og lukkede døren til kælderen. Han kiggede lidt rundt i gangen og gik så ud ad hoveddøren og ned ad havegangen. Kvinden kom hastigt gående efter ham, stadig med brochurerne under armen.

”Så du det du ville?” kaldte hun

”Ja” svarede han

”Men er du interesseret i at købe det?”

Han kiggede op mod hende

”Nej” han åbnede lågen, gik ud og trak den stille i bag sig.

8 kommentarer:

Bente Pedersen sagde ...

Kære Chelina!

Velkommen til her på Skrivebloggen. Jeg har kunnet glæde mig over et gensyn med din dejlige velformulerede tekst… om end temaet er grumt. Jeg genkendte den straks, for den kravlede nemlig ind under huden allerede første gang, jeg læste den.

Stakkels lille fyr, der nu i en mere voksen udgave vender tilbage: "Selvom det var mindst 27 grader udenfor, stak han hænderne ind under armhulerne som om han frøs og krøb sammen." Og så modigt, at han tør vende tilbage, når belastningen ved at gøre det er så stor for ham.

Og denne sætning: "Støttende på sine knæ og den ene hånd, stak han sine fingre ud mellem trappetrinene, hvor lyset fangede hans tynde fingre." fortæller mig om, hvordan han måske fik tiden til at gå i sit kælderfængsel.

Teksten fik mig til at huske, hvordan min mor blev straffet som lille pige ved at blive puttet ned i den mørke kartoffelkælder, og så blev lågen lukket og slåen skudt for. Bare fordi hun var kommet til at ødelægge noget af kanten på sit forklæde. Gad vide, om hans brøde heller ikke stod mål med straffen?

Den får mig også til at tænke på, hvor rædselsfuldt det er at blive isoleret fra fællesskabet, og det gælder for alle, store som små…

Jeg glæder jeg mig over, at han fik set og gjort, hvad han havde brug for. At han rakte ud efter lyset i stedet for at blive i kælderens mørke.

Jeg glæder mig til at læse mere fra din skrivefjer.

KH Bente (Tibbe)

Leonius sagde ...

Hej Chelina,

også jeg vil ønske dig velkommen her på Skrive-bloggen.
Det er en flot tekst du har skrevet, med gode detaljer. Specielt bemærkede jeg, at din hp var blevet større, da han talte sine skridt nede i den grumme kælder.
En lille ting forstyrrede mig:
"Huset var hvidt."
Jeg syntes det står alt for alene, måske skulle det bare flettes ind i den foregående tekst.
Ellers var det, i mine øjne, en meget fin og velkomponeret tekst.

Jeg glæder mig til at læse mere fra din hånd.

Leonius.

Jørn E. sagde ...

Kære Chelina!

Velkommen i vor midte.

En dejlig velskrevet tekst. Men for mig er baggrunden lidt for sløret. Jeg måtte faktisk læse Bentes og Leonius' kommentarer for at forstå, hvad det var han skulle i den kælder. Jeg troede han muligvis havde skjult noget der under trappen, eller havde kendskab til noget der var skjult der.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Ragnhild sagde ...

Kære Chelina

Velkommen til skrive-bloggen fra mig :-)
Jeg husker din stærke tekst fra Saxo om manden, der vover konfrontationen med det uhyggelige fra sin barndom: at være lukket inde - og nede i en lille mørk kælder uden håndtag på døren. Han skal ikke købe, han skal gense og genopleve for forhåbentlig at komme overens med et straffende barndomstraume. Han lukker stille havelågen bag sig. I det stille ligger der en forhåbning om, at han nu har lagt noget bag sig.

Kh Ragnhild

Chelina sagde ...

Tusind tak for jeres dejlige kommentarer. Det er skønt igen at være "et sted" med sine tekster.

Jeg glæder mig til at læse og opleve her på skrive-bloggen.

Chelina

Randi Abel sagde ...

Kære Chelina,

Undskyld, jeg er sent ude med en kommentar, men jeg har været plaget af sygdom i januar.

Jeg siger også velkommen til.

Det er en stærk tekst, du debuterer med på skrive-bloggen. Du beskriver så fint hans angst for at gense barndomshjemmet, men også at det er nødvendigt for ham for at komme videre. Det siger titlen jo egentlig også.

Jeg opfatter det, at han trækker lågen stille i bag sig, som et farvel til fortiden og en ny begyndelse.

Der er en enkelt ting i teksten, der undrer mig. Det er GPS'en. Jeg får lidt en fornemmelse af, at han ikke helt ved, hvor han skal hen i starten af teksten.

Kh,
Randi

Chelina sagde ...

Kære Randi,

Glad for at se du er kommet på højkant igen.

Ja jeg det er rigtig at han burde kende omgivelserne, men du kender godt det at historien er i hovedet og på Saxo var der begrænsning på ordene :) min historie (den der foregik i hovedet) gik ud på at han måske var blevet holdt i kælderen altid og blev fjernet af myndighederne stadig som lille og nu var forældrene altså døde og han var eneste arving, så ud over at han ikke havde været der siden helt lille havde han heller ikke set hvordan det hele så ud udenfor, men det er jo en laaaang historie at fortælle :)

Tak for velkomsten, dejligt at være her.

kh
Chelina

Anita sagde ...

Hej Chelina.
...nåå så du er Frea42 :-)
Genlæsning af din tekst - jeg var lige så grebet som sidste gang jeg læste og kommenterede på FS.
Dengang læste jeg det som en ting han ville finde. Nu kan jeg læse at det er minder han skal konfronterer.

"Støttende på sine knæ og den ene hånd, stak han sine fingre ud mellem trappetrinene, hvor lyset fangede hans tynde fingre. Hans mave gav en rumlende lyd fra sig. Han stivnede et øjeblik så trak han hånden til sig og kravlede ud."

Dette afsnit giver et helt utroligt flot/uhyggeligt billede af fængsel/angst og sult!
Faktisk fik jeg et billede af et hungerramt barn der stikker sine fingre frem gennem tremmer..

Nu kan HP komme videre med sit liv!

Kh
Anita Hønemor