lørdag den 1. januar 2011

Søskende i et andet liv



Jeg havde vænnet sig til at være længe om at låse døren op, så dem på den anden side kunne forberede sig på besøg.

Nogle af dørene gik sejt i låsen, og jeg kunne stå og fumle længe, før det lykkedes.

Det var nok til, at de vidste, hvem det var, der kom ind. Det gav dem lidt tid til at samle sig, få tøj på, hvis det var først på dagen.

Det var det mindste hensyn, jeg kunne tage til mennesker, der ikke var herre over, hvem de ville se og hvornår.

Også for min egen skyld var de sekunder nødvendige.

Mentalt tømte jeg mine tanker, ryddede det indre spejl for det sidst sete og forberedte mig på at møde et nyt menneske, opleve, forstå.

Idet jeg skubber døren op, repeterer jeg: soldat, ung, meget ung, ikke kendt i systemet, drabsmand.

Jeg mente, jeg var forberedt, alligevel rammer han mig.

Det blågrønne energifelt er smalt, skarpt afgrænset, udmåler den afstand, han vil have til andre og understreger kroppens forsvar.

Han står op under hele samtalen, mens han holder i stoleryggen.

Alle hans muskler er spændte i den tætte, brede krop, skuldrene stive og hænderne knugende.

Men øjnene - de rammer mig. Der er intet forsvar, kun angst og fortvivlelse.

I dem ser jeg de spørgsmål, han ikke stiller, og som jeg heller ikke kan svare på. Jeg får fysisk ondt. Det dirrer i mellemgulvet og halsen snører sig sammen. Jeg bliver hans smerte.

Inden i mig er alt kaos. Jeg får sagt de ting, der skal siges. Spurgt om det, jeg skal vide.

Han svarer med enstavelsesord, høfligt, på vagt.

Svarene kommer efter en lille pause, som er det dele af sig selv, han giver fra sig.

Jeg vil ikke rystes af ham.

Det er ikke fair, at det skal gøre ondt på mig. Jeg har ikke pligt til at dele smerten.

Min opgave er at være praktisk, opfylde cirkulæret, lytte, måske forstå.

Han er med i mine drømme, i forskellige aldre.

I en af dem er vi begge børn. Vi går på en mark i sne, han er den lille, jeg er den store, men begge er vi bange og hjælpeløse.

Vi går med hinanden i hånden. Jeg mærker, han bliver tryg. Jeg vågner med følelsen af hans lille, varme hånd i min.

I en anden drøm er han blevet væk for mig. Jeg skulle passe på ham og han er væk. Desperat og grædende leder jeg alle steder, finder ham til sidst, nøgen og kold under nogle blade.

Jeg tager ham op i mine arme og vugger ham til live. Det havde været i sidste øjeblik.

Som ugerne går, bliver hans forsvar mindre, der kommer ord på. Han åbner for fortvivlelsen, selvhadet, spørgsmålene, og jeg kan bare lytte. Intet jeg kan sige, gør det lettere for ham.

Angst går jeg ud af cellen, urolig hele ugen inden næste besøg. Vil han være der?

Har han mod nok til at vælge livet?

Det er svært at forlade ham uden at kunne tage ham i hånden, tage om ham og værne med mine arme.

Svært at trøste ordløst, usikker på om det bliver hørt.

Som ugerne, månederne går, bliver han mere blå og klar. Tit føler jeg hans farve nå min egen og det giver mig håb for ham og ro for os begge.

Der er dage, hvor vi deler et smil, og der er dage, hvor cellen lukker sig om os, og kun rutinen hindrer mig i at miste kontrollen.

Ingen af hans egne er der til retssagen. Sådan har han ønsket det. Jeg er der.

Fra min plads længst ude til højre på anden række har jeg direkte udsyn til nævningene, som sidder til venstre i salen.

12 almindelige mennesker, som skal udmåle den hævn, som skal genoprette og sone et drab.

Anklageren, en lille selvhøjtidelig jurist procederer i sin special syede, sorte silkekåbe med ekstra brede opslag i signalblå kontrast.

Han ser komisk ud, som han svajer i ryggen og svinger kroppen i store bevægelser under de indledende bemærkninger. Det er hans dag, mere end sagens.

Overfor, med front mod nævninge og anklageren, står forsvareren. En høj, mager, nydelig mand, som ikke behøver nogen specialsyet kappe for at understrege sin betydning. Han har lånt en kappe, som kun når til knæene og med bordeauxrøde opslag, som stumper midt på underarmen. Han emmer af alvor og koncentration.

Under de mange ord, betragter jeg nævningene, der alle med mellemrum kigger på ham, drabsmanden. Som dagene skrider frem, kigger de sjældnere og sjældnere, det giver kulde i rummet.

Engang imellem går jeg ud af mine tanker og krop - en følelsesløs masse, der ser og hører alt på et andet plan. Så samler jeg mig om at sende ro til ham.

Han sidder med siden til tilhørerne, front mod nævningene og bevæger sig kun lidt. Han drikker meget vand, det løsner, så han kan trække vejret. Hænderne samler han i skødet, så får brillerne et skub, engang imellem vender han sit blik mod sollyset, og ser ud, som om han ikke er til stede.

Jeg er der for at være et par venlige øjne, når de andres bliver væk for hans blik. Dømme ham, det skal de. Knuse ham, det får de ikke lov til.

16 år. De dømmende går hvert til sit.

Da han bliver ført ud af retssalen, stirrer han fortvivlet på mig.

Jeg må være hos ham, selvom intet jeg kan sige, kan gøre den dom lettere at bære. Nu er det mig, der er hjælpeløs, der ikke tør spørge. Svarene kan ingen af os give.

Han sidder på kanten af jernsengen, stirrer ned i gulvet, siger intet, men gnider sine hænder mod hinanden igen og igen.

- Hvem vil nogen sinde røre ved mig?

Uden et ord tager jeg hans hænder mellem mine og holder dem fast, til de ikke ryster mere.

På vej ud af cellen vender jeg mig til farvel, samler ham i mit blik, så han bliver lille nok til at være i min hånd.

Jeg lægger ham ned i min lomme, og holder forsigtigt om ham.

Her får ingen lov at gøre ham mere ondt.

12 kommentarer:

Ragnhild sagde ...

Kære ravnkilde

Hvor overraskende og dejligt at møde dig her. Et stort velkommen til Skrive-bloggen.

Det er en flot, varm og stærk tekst, som bloggen og du begynder det nye år med.

Dit stærke engagement i de mennesker, du har haft med at gøre berører mig.

Den drømmeagtige symbolske ønskeslutning burde kunne realieres på et eller andet realistisk plan.

"Man leder efter et bæst og finder et menneske" skrevet af en tidligere lede af rejseholdet (kan ikke lige nu komme på navnet) læste jeg for et årstid siden.

Din tekst bekræfter den titel.

Lige nu vil jeg ikke gå dybere ind i teksten. Jeg skal i gang med at læse og kommentere noveller på Saxo.

Kærlig hilsen Ragnhild

Leonius sagde ...

Hej ravnkilde,

du skriver fabelagtig godt, et dejligt sprog, som også i billeder viser de detaljer du lægger vægt på, og som du ønsker dine læsere skal bemærke.

Historien er også god, men hvis jeg ikke vidste bedre, kunne jeg godt opfatte historien som en beskrivelse af Stokholm syndromet.

Du flænser i vores opfattelse af en morder, og mener at vi skal opfatte ham som et ligeværdigt menneske.
Det er en meget stor opgave du påtager dig her.

Også jeg vil byde dig velkommen på Skrive bloggen, og jeg ser frem til at læse mere af dig.

Jeg vil lige komme med en lille oplysning til Ragnhild:
Det er Bent Isager-Nielsen du henviste til, og hans bog som helt præsis har titlen: "Man jager et bæst og fanger et menneske"

Og så iøvrigt Godt Nytår.

Leonius.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Ravnkilde!
Velkommen her i flokken på Skrivebloggen. Dejligt, med nye ansigter og godt nytår til jer alle!

Jeg har nydt at læse din tekst flere gange for at få det hele med og ikke mindst for at fange detaljer i det fantastiske fine spil mellem de to personer.

Godt hjulpet af overskriften oplever jeg, at der er et helt specielt bånd imellem disse to. Med egen erfaring i baghånden ved jeg, hvor både ligetil og samtidig kompliceret ”jobbet” som offentlig omsorgsperson kan være, og det synes jeg, kommer så dejligt til udtryk i din tekst.

Den unge mand/den indsatte formår allerede fra starten af deres møde at nå hende (Er det mon en hun?) på en måde, der vælter hendes forsvar: ”Jeg mente, jeg var forberedt, alligevel rammer han mig.” Ikke længe efter bliver hun mødt af fortvivlelsen i hans indre og tager den ind: "Jeg bliver hans smerte." En tilstand, hun har svært ved at rumme: " Inden i mig er alt kaos"

På det professionelle plan er hun bevidst om, at hun skal være på vagt: " Jeg har ikke pligt til at dele smerte"
Men ét er teori for sund adfærd for en omsorgsperson, noget andet praksis. Hun genkender ham på det medmenneskelige dybe plan. Han er kun et barn, der skal vugges og holde i hånd. Derfor kan hun nå ind til ham, som ugerne går. Deres farver bliver forenelige.

Så når vi, desværre, frem til den uundgåelige dag, hvor samfundet skal have retfærdighed, og selv om vi kunne ønske det anderledes, så kender vi udfaldet på forhånd, for nævningene ser ham ikke længere.
Men det gør hun heldigvis stadig, og hun tager hans hånd, da han tror, at ingen længere vil røre ham. Hun omslutter ham helt og tager ham med sig. Det giver læseren håb for den unge mands fremtid.
Sprogligt kunne jeg fremhæve mange passager og sætninger. Specielt din evne til at lade handlinger og kroppe tale. Men denne gang vil jeg gerne fremhæve følgende som delikatesser: ”Det blågrønne energifelt er smalt, skarpt afgrænset, udmåler den afstand, han vil have til andre og understreger kroppens forsvar.” og ” Jeg bliver hans smerte” samt : ” Intet jeg kan sige, gør det lettere for ham.”
Tak for en dejlig tekst. I sidste uge så jeg den nye film ”R” med Pilou Asbæk. En barsk, barsk film om et ungt menneske, der indsættes i Horsens Statsfængsel, og som bare forsøger at overleve i det forrående miljø. Han kunne have trængt til at have haft minimum ét medmenneske a la din hovedperson, der så ham. Den var så barsk, at jeg var ved at opgive at se den til ende, så tak for din tekst, der danner lidt modvægt.
Jeg har set kommentarer af dig på Saxo, men har vist aldrig fået læst dine tekster, men det har denne tekst bestemt givet mig lyst til!
Kh Bente Tibbe

Chelina sagde ...

Kære Ravnkilde,

Det er så utrolig smukt skrevet og jeg har læst den nogle gange over et par dage, for at få alle fornemmelser og beskrivelser med mig igen og igen.

Du skriver "Svarene kommer efter en lille pause, som er det dele af sig selv, han giver fra sig"

Det er så smukt at det næsten gør ondt.
Og "Han er med i mine drømme, i forskellige aldre" er jeg også meget berørt af.

Det at du fletter drømme ind i teksten gør den også stærkere og giver den endnu mere dybde.

Jeg nød virkelig din tekst.

Mange Hilsner
Chelina

Robert sagde ...

Kære Ravnkilde, velkommen til.

Det er en stærk og flot skrevet historie du lægger ud med.

Man kommer helt ind under huden af Hp. og mærker både et dilemma og en stor menneskekærlighed. Det er gribende. Tak.

k.h.Robert

Jørn E. sagde ...

Kære Ragnhild!

Jeg er SÅ glad for at du har skrevet en tekst her til Skrive-bloggen.

Den er meget, meget stærk. Du mestrer sproglig billeder utroligt godt.

Historien er gribende. Jeg forestiller mig en veteran fra Irak eller Afghanistan, som har dræbt et familiemedlem.

Det at du kommer ind på noget med reinkarnation i din beskrivelse af hp's drømme berører mig. Jeg har en ret stærk overbevisning om, at reinkarnation er en kendsgerning.
Jeg kan anbefale en meget spændende bog om emnet: Forfatteren er Joan Grant og Denys Kelsey. Titlen er "De mange liv". Bogen er udgivet på Strubes forlag i 1975. ISBN 87 7508 190 3.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Ragnhild!

Jeg er SÅ glad for at du har skrevet en tekst her til Skrive-bloggen.

Den er meget, meget stærk. Du mestrer sproglig billeder utroligt godt.

Historien er gribende. Jeg forestiller mig en veteran fra Irak eller Afghanistan, som har dræbt et familiemedlem.

Det at du kommer ind på noget med reinkarnation i din beskrivelse af hp's drømme berører mig. Jeg har en ret stærk overbevisning om, at reinkarnation er en kendsgerning.
Jeg kan anbefale en meget spændende bog om emnet: Forfatteren er Joan Grant og Denys Kelsey. Titlen er "De mange liv". Bogen er udgivet på Strubes forlag i 1975. ISBN 87 7508 190 3.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Aviaaja sagde ...

Kære Ravnkilde
Også fra mig, et hjerteligt velkommen her på Skrivebloggen!
Jeg kender din tekst og den bor under huden på mig.
Så smukt fortalt, så varmt et bånd.
Gid der var flere Ravnkilder derude blandt uddømte mennesker.
Kærlig hilsen Aviaaja

Randi Abel sagde ...

Kære ravnkilde,

Også herfra skal du have et hjerteligt velkommen til.

Det er en meget gribende, stærk og varm tekst, du debuterer med på Skrive-bloggen. Jeg har læst den flere gange og får hver gang en knugende fornemmelse i mellemgulvet.

Det er så smukt, at hun tager hans hænder, da han spørger: "Hvem vil nogensinde røre ved mig?"

Jeg kan også så godt lide billedet af, at hun lægger ham ned i lommen for at beskytte ham.

Kh,
Randi

Randi Abel sagde ...

Kære alle,

Poly har bedt mig fortælle jer, at hun ikke har opgivet ævred. Det har hendes pc derimod. Derfor vil hun være usynlig på Skrive-bloggen lidt tid endnu.

Kh,
Randi

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Tak for din, som sædvanlig, korstruktive og søde kommentar.
Jeg kan godt se, at man kan komme til at misforstå, hvem hp er. Det er nok ikke så almindeligt, at man skriver en historie som hanler om ens børns tanker. Men jeg skrev også historien for at få det ud af mit eget system, hvis du forstår hvad jeg mener.
Jeg er opmærksom på "mi" og jeg savner, at jeg ligesom i Saxo, kan går ind og rette og redigere, men jeg har rettet det i originalmanuskriptet.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Ravnkilde!

Ups! Jeg kom til at lægge min kommentar i den forkerte "postkasse" - Sorry.

Kærlig hilsen

Jørn E.