lørdag den 29. januar 2011

Vingebæreren



Solen ramte Antenna lige i nakken. I forvejen havde hun en kraftig hovedpine som så ofte før efter arbejdet i de mørke gange i boet. Hun standsede med et voldsomt ryk. Registrerede, at hun hovedløst var nået den yderste spids. Duften af harpiks var bedøvende på disse varme sommerdage. Nogen gange kom hun også til at træde i det. Møg, klisterstads. Antenna sukkede. Igen havde hun mistet sporet på vej til kolonien på trods af den livlige færdsel på vejen. Føden skulle skaffes, senere skulle der skulle ryddes op, dronningen passes og plejes, og de små fodres. Denne dags opgaver lignede til forveksling de foregående. Som forholdsvis ny beboer i samfundet var hun tålt, men det indbefattede absolut ikke nærkontakt med de andre. Hendes måde at hilse på og ikke mindst hendes duftafsondringer skilte hende ud. Det, og så behåringen, hvor sparsom den så end var. Ensomheden bar hun nu på ryggen som et barn i slynge. Engang bar hun vinger.

Da der ikke var soldater i nærheden, tillod hun sig at krybe i skjul bag en knast, hvor hun kunne sidde uforstyrret i den kølige brise. En fyrrenål dækkede for solens udtørrende stråler, men alligevel blev hun svimmel, da hun løftede blikket og tog udsigten ind. Mørkegrønne trætoppe, buske og frodigt græs med blomster i hele sommerfarveskalaen. Som et eventyr var det at se på. Og som så ofte før når noget smukt passerede, skar den dybe smerte fra arret i vingefæstet hende. Engang kunne hun flyve.

En gråbrun cirkel af ganske pæn størrelse et sted i græsset fangede hendes blik. Sikke da et mylder, der var på overfladen. Hun lukkede øjnene. Kunne det mon være hendes… Turde ikke se, turde ikke tænke, men savnet tog hende alligevel i hånden og førte hende tilbage.

Her stod hun så på den smukke grønne sten ved indgangen øverst i tuen. Den særlige sten, som de altid anvendte som afsætningsplatform, når deres vinger skulle bære dem for første gang. Fra de første to små buler viste sig på rygskjoldet, havde hun hver eneste morgen drejet nakken næsten af led for at følge deres udvikling. At være vingebærer var en gave, en mulighed, en udvælgelse, og hun gjorde sit bedste for at passe og pleje dem med voks og edderkoppespind, så de blev kraftige og bæredygtige, da ikke mindst. Da tiden nærmede sig for den store parringsflugt, havde hun specielt indprentet sig Antons lugt og smag. De havde ofte mødtes og flettet antenner i de små sidegange, hvor mørket gav beskyttelse. Nu var hun så klar, som nogen kunne blive.

Forventningens bobler svævede rundt om alle de ventende på den grønne sten. Antennas vinger glimtede lystigt, mens hun småblafrende varmede dem op. Ingen af dronningeaspiranterne var smukkere end Antenna, da hun satte af og steg mod himlen. Hun fløj højere og højere. Vinkede ivrigt ”kom” med højre forben til Anton, og så den derfor ikke.

Den, fuglen, der fangede hende i flugten. Den greb hende nådesløst i vingerne og ruskede. Ruskede til de løsnede sig, og hun faldt i sort bevidstløs smerte.

Tiden, der fulgte, var mørk og ond. Af den slags, der ikke vil huskes. Hun rystede pludselig voldsomt i den kølige skygge under fyrrenålen. Da hun atter modvilligt slog øjnene op, så hun ham. Cæsar Sanguinea, soldaten, der altid smækkede efter hende med sine skarpe kindbakker, når de mødtes. Uanset hvad hun gjorde, var det ikke godt nok til Cæsar. Hun rejste sig sitrende i alle led, drejede hovedet mod solen og fangede et glimt af den blå himmel. Hun løb helt ud i spidsen og satte af.

Engang bar hun vinger. Engang kunne hun flyve. Engang…

19 kommentarer:

dorte.folkmann sagde ...

Kære Bente

En nydelse, igen, igen. Du beskriver hende bare så godt. Lille stærke pige som må bære sin skæbne men ikke lader sig kue, ikke lader det barske samfund frarøve hende drømmen og visheden om hvad hun engang kunne, og måske stadig kan?
Og så med din egen smukke illustration! Dejligt.

Kh Dorte

Aviaaja sagde ...

Kære Bente
Hvor dejligt - en gave, at genlæse din smukke og barske fortælling.
Fint at få illustrationen med, et ekstra pift til helheden!
Kærlig hilsen Aviaaja

Bente Pedersen sagde ...

Kære Dorte!

Tak for dine ord. Det var så pudsigt at opleve for mig som afsender, at en del af læserne på Saxo, hvor den jo blev udgivet første, så den som et eventyr, hvilket slet slet ikke var i mine tanker. Du rammer jo mine egne tanker ret præcist, men hver læser har jo sin egen berettigede læsning.
"Vingebæreren" er jeg selv ret glad for, så glad, at jeg tænkte, at jeg måtte kunne finde på en illustration til den, inden jeg sendte den til Skrivebloggen.
KH Bente

Bente Pedersen sagde ...

Kære Aviaaja!
Bare tak! Illustrationen af Antenna er jeg også gået hen og er blevet glad for,så nu er den blevet indrammet og er kommet op at hænge. Hun står for mig som billedet på håb om ukendte muligheder.

KH Bente

Leonius sagde ...

Kære Bente,

i det effektive samfund som Antenna er en del af, bliver hun udstødt, hvis hun ikke kan medvirke til at holde hjulene i gang.
Man skal kunne yde, ikke kun nyde.
Ja- det får jo tankerne til at drive mod de politiske diskussioner vi oplever, også i denne tid.

Jeg har tit studeret en myretue, og er hver gang blevet imponeret over det samfunds effektivitet, men det er jo et samfund der ikke tager hensyn til det enkelte individ.
Måske er det derfor, det er så effektivt.
Men mindre kan altså også gøre det.

Du har skrevet en rigtig god historie, som efterlader mig i det tænksomme hjørne.

Leonius.

Poly sagde ...

Kære Bente

Musen klikkede helt automatisk ind på Skrive-blokken, den må havde vist at jeg trængte til noget smuk. Og det er lige præsis hvad 'Vingebæreren' er. Yderlig er det et hjertekær gensyn. Jeg elsker bare din fortælling. Og jeg er helt vild med dit billed.

Så alt hvad jeg egentlig kan sige, er mange tusind tak for dine forfatterevner.

Jeg ville så gerne sende en tekst ind, men min hoved er helt tomt. Her til formiddag har jeg med min søn og svigerdatter holdt en "Farvel Ceremoni" for min elskede mor, som døde i Danmark sidste lørdag. Så jeg er stadig noget knust, i særdeleshed da hospitalet ikke 'kunne finde ud af' af ringe til mig!

Min mor ville havde nydt og hygget sig med din dejlige fortælling og uden tvivl last mellem linjerne.

Med hilsner
Poly

Bente Pedersen sagde ...

Kære Leonius!
Tak for din kommentar. Det er en stor ros for mig, at den efterlader dig tænksom, for det er en tekst, der udviklede sig anderledes end tænkt.
Jeg har også altid været fascineret af de sociale insekters måde at organisere sig på. Så meget, at jeg kan huske, at da jeg blev spurgt til linjefagseksamen i biologi på seminariet, om jeg havde noget specielt, som jeg ville slutte min eksamen med at fortælle om...en eksamen, der ellers havde haft fisk som overordnet tema...ja da valgte jeg at holde et lille foredrag om biernes måde at organisere sig på...
KH Bente

Dorte H sagde ...

Kære Bente.

Smukt skrevet som altid, og den får også mig til at tænke på eventyr. Et strejf af "Den grimme ælling", men med en noget mere åben slutning.

Leonius´ kommentar om det effektive samfund er også meget rammende. Lidt darwinisme her og der - måske ser vi det også i det virkelige liv omkring os lige nu: du skal måles på din markedsværdi.

Så lad os blive ved med at skrive de historier, der trænger sig på - og som måske har et andet budskab.

Kh Dorte.

Bente Pedersen sagde ...

Kære søde Poly!

Hvis min tekst har kunnet glæde dig bare lidt midt i din sorg, så kan jeg kun være ydmyg og sige tak. Dine ord om, at din mor også ville have syntes om Vingebæreren rører mig virkelig meget. Tak, Poly!
Jeg kan godt forstå, at dine tanker og følelser er centreret om din sorg og den afsked med din mor, som ikke blev, som du havde kunnet ønske dig. Jeg håber, at jeres egen ceremoni har kunnet lindre lidt.
KH Bente

Bente Pedersen sagde ...

Kære Dorte H!

Tak, fordi du kiggede ind. Jeg tager dine ord til mig og bliver ydmyg over din bemærkning "Smukt skrevet,som altid".

Til din læsning af teksten kan jeg kun sige, at jeg inderligt ønsker, at der altid vil være en mulighed for at hoppe ud i det ukendte for den virkelige verdens vingebærere, der for en stund
mister evnen til at flyve. Der bør være brug for og rum til os alle!
KH Bente

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Smuk historie om flyvemyren der mister vingerne. Der er lidt H.C.Andersen over det, fordi du drager paraleller til vores menneskelige verden.

I sproghjørnet har jeg et par kommentarer:
"Opdagede hovedløst" Jeg kan ikke rigtig forlige mig med det udtryk, selvom jeg nok forstår, hvad du mener.
"Duften af harpiks var øredøvende"
Hvordan kan en lugt/duft være øredøvende?

Men jeg ta'r hatten af for din fantasi.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Bente Pedersen sagde ...

Det var noget vrøvl,som jeg fik forfattet i kommentaren lige før, så nu er den slettet, og jeg prøver igen...

Kære Jørn!

Tak for din kommentar. Jeg har lagt mærke til, at skal jeg skrive en tekst,som går rigtig tæt på mig selv, så hjælper det mig til at holde fokus,at jeg lader synsvinkelbæreren værre noget, der er anderledes end mig, så jeg har mulighed for en indlevelse, hvor jeg så samtidig ikke bliver væltet af følelserne,som selvfølgelig er mine.

Jeg retter da straks øredøvende til bedøvende, hvad det selvfølgelig skulle have været fra start...Tak for din nærlæsning... Også det andet udtryk vedrørende at opdage noget hovedløst har jeg forsøgt at omformulere, så meningen er den samme, men det er forhåbentligt blevet mere præcist i udtrykket...tak igen...

KH Bente

Randi Abel sagde ...

Kære Bente,

Jeg har nydt at læse din dejlige tekst igen, denne gang illustreret på smukkeste vis.

Jeg opfatter stadig teksten som et eventyr og tænker som Jørn, at der er noget H.C.A. over den, fordi den kan læses på forskellige måder og niveauer. Det, synes jeg, kendetegner et godt eventyr.

Kh,
Randi

Ragnhild sagde ...

Kære Bente

Genlæsning er godt. Også denne gang. Den lille Antenna er stadig ikke til at stå for. Nu får jeg hende så i forførende frøperspektiv, og lige om lidt løsner hun sine flettede ben, letter mod solen og forsvinder.

Bente, jeg kopierer min kommentar fra saxo herind. Håber det er ok?

Din titel og navnet Antenna (antenner/følehorn) sender signaler om, hvor jeg skal hen.
Jeg skal ind i din fantastisk vidende småkravlsdyreverden.
Der er det godt og givende at være.Fagligt og litterært!
"En fyrrenål dækkede for solens udtørrende stråler" - bekræfter det er "småt" det her.

Men det er også stort. Med "Hun fløj højere og højere. Vinkede ivrigt "kom" med højre forben ..."kastes jeg tilbage i den græske mytologis fortælling om Ikaros, der trods faderen advarsel i overmod fløj for nær solen med sine kunstige vinger. Han bliver forbrændt og styrter i havet - og døden!

Antenna er forelsket, forventningsfuld og forførende. Uden tanke for verdens ondskab.
Det bliver hendes skæbne. Tiden, der følger bliver ond. En ondskab personificeret af en anden historisk figur, Cæsar.

I begyndelsen og slutningen er vi i Antennas liv netop nu. Derimellem ligger det vigtige drømmeagtige tilbageblik.

"Engang bar hun vinger" "Engang kunne hun flyve" er to gode afrundende sætninger på afsnit et og to. To gange er allerede en gentagelse - eller begyndelsen på en. Her en gentagelse med variation. Forventede det, men blev "skuffet" ved slutningen af afsnit tre. Har ikke overvejet om gentagelsen kunne lade sig gøre i hele teksten. Det skal den nu nok ikke, for gentagelsen kommer stærkt tilbage som slutning og er her tilføjet det sidste åbne "Engang..

Ser jeg bag din fabel, aner (ved jeg) der er liv - og godt liv - på trods af vanskelige vilkår.

Der er så mange stjernepassager at plukke. Jeg nævner blot: "Ensomheden bar hun på ryggen som et barn i slynge", "passe og pleje dem med voks og edderkoppespind" og "De havde ofte mødtes og flettet antenner". Fint, man må flette det man har, når man ikke har fingre. Den er så sød!


Tak for et dejligt gensyn.

Kh Ragnhild

Bente Pedersen sagde ...

Kære Randi!
Dejligt, at du er ved at være frisk igen...og tak for din kommentar. Jeg er glad for, at du synes, at den kan læses på flere måder og af flere omgange.
KH Bente

Bente Pedersen sagde ...

Kære Ragnhild!

Gode/udførlige/lærerige kommentarer ikke bare kan, men skal genbruges, så tak for den, Ragnhild. Jeg bliver rørt, ja lidt beklemt, når nogen..her dig, Ragnhild, kan få så meget ud af at læse mine tekster og besværer sig med at give så fin respons.Tak!

Og ja, myten om Ikaros kender jeg da, og den har sikkert ligget som en del af erfaringsgrundlaget, da jeg skrev, men er ikke brugt bevidst. Ville bare vise den grufulde kontrast mellem før og nu, der i ét splitsekund ændrede alt for Antenna.

Tak for at påpege de udvalgte vendinger. Tænk sig at flette antenner og så samtidig at kunne få alt at vide om din partner! Nå hænder og fingre har jo også deres sprog!

Nu hænger Antenna i glas og ramme og vinker til mig, når jeg går forbi.

KH Bente

Chelina sagde ...

Kære Bente,

Åh sikke et dejligt gensyn med din tekst, som jeg husker fra SAXO. Denne, i mine øjne, meget samfunds aktuelle tekst, virker på mig meget stærk og det er bruge biernes samfund er det der gør den så stærk.
Måden du menneskeliggøre bierne er virkelig flot, jeg glemmer ikke det er bier når jeg læser teksten og det synes jeg betyder meget, dvs de bliver ikke "for" menneskelige.

Dejligt at læse igen

kh
Chelina

Bente Pedersen sagde ...

Kære Chelina!

Jeg kan kun sige dig tak for ordene og genlæsningen. Og så må man jo sige: "Ja desværre" til, at den er aktuel i dagens samfund for rigtig mange mennesker.

Myrer, bier og andre sociale insekters måde at organisere sig på finder jeg dybt fascinerende. At være udenfor i et samfund, hvor intet andet end fællesskabet tæller, må være det værste i verden, hvorfor det var indlysende for mig at lade det være det valgte miljø, og så dukkede Antenna op af sig selv der på grenen.

Kh Bente