lørdag den 26. februar 2011

Et modermærke



Han stod i mørket overfor og betragtede hende. Som hun stod der næsten nøgen med håndklædet om livet, mindede hun ham om moren, når hun en sen nattetime lindede på døren fra soveværelset. Hun dækkede sig nødtørftigt med sengetæppet, mens hans blik usikkert gled fra de to dybe rynker mellem hendes øjne, ned ad næsens løjpe, via den stregtynde mund, langs halsens stramme sener til modermærket under hendes kraveben. Modermærke. Underligt ord! Det lignede et kranie.

Kuldefornemmelsen fra dengang sneg sig op ad skinnebenet, han skuttede sig, men nægtede at dvæle ved det og fokuserede igen hele sin energi på at løse opgaven. ”Sylvia Smith skal bare ud af mit liv så effektivt og hurtigt som muligt,” havde mrs. Jones skrevet, da hun henvendte sig via hans hjemmeside for godt en måned siden. ”Du skal få præcis det beløb, du forlanger for entreprisen, bare du løser den med fuld diskretion, og dette indbefatter også, at du forsvinder ud af landet bagefter.” Det var den sædvanlige trivielle historie om den forsmåede hustru og den yngre kvindelige medarbejder, der var ved at oparbejde en alt for betydelig rolle i firmaet og i ægtemandens liv som sådan.

Han sikrede sig en sidste gang, at alt stod på rette plads i det ucharmerende logi, der havde været hans observationspost i en rum tid. Lugten af ensomme mennesker i rummet var ikke til at tage fejl af. Han glædede sig til en ny tilværelse i Mexico. Med en succesfuld afslutning på dette job var økonomien sikret fremover. Han smilede, mens hånden gled hen over den skaldede isse. Som en nidkær parkeringsvagt havde han observeret hende og noteret flittigt. I de forløbne uger afslørede Sylvia Smith flere og flere af sine vaner og daglige rutiner. Hvor var kvinder dog kedelige og dybt forudsigelige i deres adfærd.

Han havde for længst valgt tilværelsen som single. Ønskede ikke at dele den med kvinder, der kaglede i ét væk og hakkede på ham dagen lang. Erindringen om moren siddende ved spisebordet med en langneglet pegefinger tappende i bordpladen, mens hendes falkeblik var rettet mod hans lektielæsning, fik små nerver til at rykke i den fine hud ved kanten af øjenlåget. Som voksen havde han måttet bryde op. Rækken af nederlag var blevet for anmassende. Med et skarpt snit cuttede han den del af fortiden ud af sit liv.

Det lille fjols overfor havde troet, at han var mere end almindelig interesseret i hende, da han iført overalls, halvlang paryk og truckerkasket havde optrådt i rollen som vicevært. Første gang han bankede på hos hende, satte han radiatorventilen ud af funktion. Han observerede dernæst, at hun frøs bravt et par dage, mens han tålmodigt ventede på en henvendelse fra hende om problemer med varmeforsyningen. Med et charmerende smil løste han det akutte problem ved hjælp af en elektrisk varmeovn. Hun følte sig så feteret og forkælet, da han kun for hendes skyld satte nye tætningslister på langs kanterne på alle vinduer og døre.

Det sidste skridt, der nu manglede, var på det rette tidspunkt at skubbe apparatet lidt hen i retning mod sengen, og at trække sengetæppet en anelse hen over varmelegemet. Let og ubesværet ville det antændes i det tidsrum på cirka ti minutter, hvor hun som vanligt stod under bruseren efter endt arbejdsdag. Han havde noteret, at hun som det første altid åbnede vinduet ud mod gaden, når hun vendte hjem efter endt arbejdsdag, så mængden af ilt i rummet ville sikre, at ilden ville spredes hurtigt. Hun ville intet høre stående under bruserens varme stråler, og duften af shampoo ville sløve hendes lugtesans.

Han så hende finde det rene tøj frem fra den lille kommode og lægge det klar på sengen. Vidste, at han nu havde præcis fem minutter til at låse sig ind i hendes lejlighed, flytte varmeovnen og blokere låsen på vej ud. Iklædt det noble jakkesæt og Ray Ban – solbrillerne var han absolut ikke at forveksle med en vicevært fra Brooklyn.

Femogtyve minutter senere steg han op fra undergrunden på Times Square, mens han nynnede en strofe fra en gammel traver: "Yo no soy marinero, yo no soy marinero, soy capitan. Bamba Bamba. Bamba Bamba.” Han skulle nok komme efter det spanske, når han om kort tid dasede på de hvide strande ved Salina Cruz. Han skråede over gaden og gik ind ad de store glasdøre på hotel ”Crowne Plaza Times Square”. Gik gennem den store vestibule og videre ind i barens mørkere interiør. Mrs. Jones havde insisteret på at overlevere ham kontanterne personligt. Ingen bankoverførsler eller checks, der kunne spores. ”Jeg sidder ved baren kl. 18 iklædt sort. Eneste undtagelse herfra vil være en hvid perlekæde med et rosenformet vedhæng,” var beskeden på den indløbne sms.

Han spottede hende straks. Hun var øjensynligt i færd med at tjekke sms’er. Nerven ved hans øjenlåg dansede en lille glædessalsa. Allerede inden hun havde vendt ansigtet op mod ham, og inden de etablerede øjenkontakt, havde hans øjne professionelt fulgt perlekædens linje ned mod vedhænget. Et stykke nede, cirka tre centimeter under kravebenet, frøs blikket fast på et modermærke formet som et kranie. Han mærkede igen den velkendte kulde krybe op ad skinnebenet.

onsdag den 23. februar 2011

Den røde kjole, det hvide gardin og pigen fra Samfundet



Jeg kender hende. Jeg ved lige hvad hun tænker, hvad hun er bange for, hvad der ophidser hende. Jeg har pustet hende i nakken lige fra den første dag. Jeg så hvordan hun trådte ind i værelset, sparkede de tunge sko af, de sorte uldne strømper, den lange nederdel. Jeg hørte jubelen klukke i hendes hals da hun løftede armene, smådansede hen til det åbne vindue og favnede det hele. Byens lyde var skønnere end den sædvanlige lærkesang, benzinosen duftede af gyldne eventyr, de mange stemmer fra gaden talte om farverige butikker og spillesteder hvor alt kunne ske, og hun tog det hele til sig.

Det gjorde de altid, pigerne fra Samfundet, altid tog de byen i besiddelse med den samme naive forelskelse. Troede de. Lidt efter lidt vendte bøtten, og langsomt sivede byen ind og pustede snavs og støv ind mellem folderne på deres nye kjoler, blæste falske toner ind i stjernernes rytmer, fik deres sved til at lugte af gydernes grå fattigdom. Og så forstod de, og Samfundet fik dem tilbage. Lidt mere stille, lidt klogere eller måske bare bedrøvede over tabet af illusionerne som blev liggende i byens rendestene.

Jeg troede egentlig hende her var lidt stærkere. Der var et dejligt liv over hende, en åbenhed i hendes blik. Et eftertænksomt udtryk da hun puffede til gardinet for det åbne vindue og så at det dårligt rørte sig, hver fiber så mættet af byens tyngde at selv gadens daglige storme kun fik det til at duve lidt.

Jeg sad på gesimsen over vinduet overfor og læste hendes tanker. Hun rystede farens alvor af sig, tog morens tækkelige tøj op af kufferten og lod det forsvinde ind i skabets mørke. Jeg fulgte hende ud i byen. Hun var klog, pigebarnet, klogere end de fleste. Hun så sig godt for, tænkte over hvad hun så og hørte, satte sig hjem på værelset og skrev. Vel sagtens breve hjem til Samfundet, tænkte jeg og måtte se efter.

Jeg forstod ikke rigtigt hvad hun havde skrevet. Breve var det ikke. Noget af det var en slags digte, mærkelige halve sætninger, korte linjer. Andre sider var lange og fuldendte sætninger, og altid vævede hun en masse ord og tanker ind imellem de malende beskrivelser af min verden. Hun tog den til sig på en anden måde, min verden, og vendte og drejede den, så jeg snart ikke vidste om vi havde været på samme gade og blandt de samme mennesker.

Hendes læber blev røde af nyfunden glans. Hendes krop lod sig tøvende omslutte af kåde kjoler og foldede sig ud i en naturlig dans, fødderne trådte sikre skridt i luftige sandaler – og jeg bød hende velkommen hertil, tog hende let under armen og puffede hende blidt i armene på de smukkeste mænd. Hun smilede til dem og lyttede til deres historier, og lod dem så stå nede på gaden når de havde fulgt hende hjem.

Jo, jeg så det hele, og nu sidder jeg her igen, på gesimsen overfor. Hun pakker sin kuffert, og jeg kan selvfølgelig glæde mig over at hun da holdt et par dage længere end de forrige. Men jeg havde nu ventet mig lidt mere af hende. Nu pakker hun, vender snart hjem til Samfundet, sortklædt og velopdragent.

Så ser jeg gardinet bevæge sig. Det fyldes af et uventet pust, snavset drysser ud af det tætte stof, det vifter ud og ind ad vinduet som i en barnlig leg. Pigen står med ryggen til, stadig i sin røde kjole. Låget på kufferten klapper i, men hun har da ikke pakket færdig? Jeg rejser mig op, men da har hun allerede forladt værelset, hun ser sig slet ikke tilbage. Det plejer de ellers. Kort efter står hun nede på gaden, ser til venstre ned mod stationen og tager et par skridt. Mon hun har tænkt sig at vende hjem til Samfundet i den mundering? Dårlig ide, tænker jeg. Så stopper hun op lige neden under hvor jeg står, hun ser op på mig, løfter hånden til hilsen. – Jeg kommer igen, ler hun op til mig. Så vender hun om, går den anden vej, og jeg?

Jeg ved ikke hvor hun er på vej hen.

lørdag den 19. februar 2011

Aftalen (version 2, 18.03.2011)



Nu var det med at lufte ud i en fart og få det hele til at se pænt og rent ud. Når det var mørkt og koldt udenfor, var det hendes bedste tid. Og hendes pensionatværelse var et af de bedste i ejendommen. Ikke blot var det et hjørneværelse, men det var det største, endda med tekøkken.

Og selvfølgelig var hun glad for stedet, fordi hun tjente rigtig mange penge, og hendes kunder kunne se når hun var ledig. De vidste at hvis der var rullet ned for vinduerne var hun optaget. Og ellers kunne de faste blot ringe på hendes dørklokke, og hun ville give dem adgang til herligheden.

Desværre var der en stor ulempe. Ejeren af ejendommen boede i naboejendommen over for. Og for at få det store hjørneværelse, var hun blevet tvunget til at indgå den åndssvage aftale med ham, at hun ikke trak rullegardinet ned, når hun skiftede tøj imellem kundebesøgene. Og ikke nok med det, det havde også kostet en gratis omgang!

Hun fik helt kuldegysning ved tanken, men tvang den væk. Det værste var den første tid hun boede her. Hun kunne mærke hans små griseøjne på sin krop, når hun stod med røven i vejret og trak strømperne på, og ellers gjorde sig klar til næste besøg. Men efterhånden havde hun vænnet sig til det og spekulerede dårligt nok over det. Sådan var det bare i denne branche.

Ja, hun var kommet så vidt med ligegyldigheden, at en gang imellem tog fanden ved hende. Hun stillede sig med ryggen til vinduet, og med foden på en taburet, trak hun meget langsomt silkestrømperne på, og endnu langsommere gled hendes hænder op ad benene for at lade som om hun glattede strømper ud. Den samme rytme brugte hun, når hun skulle have sin bh på. Dog med endnu langsommere hænder, medens den samme æggende procedure blev brugt til resten af påklædningen.

Når hele ceremonien var færdig, smilede hun til sit spejlbilled og med hånden slog hun håret væk fra ansigtet og træk rullegardinet ned.

onsdag den 16. februar 2011

Overfor - Den grædende pige



Han sad ved vinduet ud mod gaden. Sad i sin store engelske lænestol med i mørkegrønt læder og med øreklapper og læste i en god bog. Det gik pludselig op for ham, at det var blevet så mørkt, at han ikke rigtig kunne skelne bogstaverne længere.

I stedet for at tænde læselampen, lagde han bogen fra sig og kiggede ud af vinduet. Han boede på fjerde sal og havde fint udsyn over gaden, for ligesom ejendommen overfor, havde denne også en karnap. Han kunne se ned til den lille kiosk, som lå skråt overfor og følge med i livet på gaden.
- En rar fyr, tænkte han om Bentsen, kioskejerer.
- Havde alle de småting man af og til glemte når man købte ind.
Det havde oprindelig været en tobaksforretning, men efterhånden som tobakssalget svigtede havde ejeren taget forskellige andre ting ind. Lidt snack, øl, vin og vand o.s.v. En rigtig hyggelig lille biks, som stadig duftede lidt af tobaksforretning og med de gamle reoler fra dengang forretningen åbnede. I Jugendstil.

Hans blik løb over facaden på huset overfor. En ejendom, typisk for det gamle Frederisberg. Bygget antagelig i slutningen af 1800-tallet, med Brede sålbænke ved hver anden etage, ranker over vinduerne og karnapper til de lejligheder der vendte ud mod gaden. Et rigtigt borgerhus. Øjnene standsede ved lejligheden på 3. sal hvor der var lys i vinduerne. Det der særligt fangede hans interesse, måtte han lidt beskæmmet indrømme, var den nydelige bagdel der stak i vejret under en rød stram kjole. Hun var vist ved at lægge brænde i en ovn.

Der var ingen gardiner for vinduerne, så han havde frit indsyn i lejligheden. Den så ud til at være moderne og smagfuldt indrettet, men der var også plads til en af Arne Jacobsens Æggestole, som var med til at give det hele et strejf af personlighed.

Den unge pige kom hen mod vinduerne i karnappen og han så hende tænde nogle levende lys i vindueskarmen. Hun blev stående og kiggede ud. Han blev klar over, at hun var begyndt at græde, fordi hun tørrede sine øjne med et lommetørklæde. Efter en stund forsvandt hun ud af hans synsfelt.

Kristian, ja for sådan hedder vores hovedperson, begyndte at tænke på, hvad der mon kunne plage sådan en køn ung pige med sådan en lejlighed her i den bedste del af Frederiksberg. Kærestesorger måske? Men så måtte han også, med en indre løftet pegefinger, minde sig selv om, at materielle goder ikke nødvendigvis er nogen garant for lykke.

Han tændte læselampen og genoptog læsningen. Men han kunne ikke rigtig koncentrere sig. Af en eller anden grund berørte den grædende unge pige overfor ham. Måske var det fordi det trods alt ikke var så forfærdelig længe siden han havde mistet sin elskede livsledsager. Hun var som så mange andre blevet taget af kræften. Kun 57 år gammel. Kristian var blevet boende i huset i et år.
Men trods hjælpsomme naboer kunne han ikke holde ud at bo i det hus der havde været deres fælles hjem i mere end 30 år. Det kunne end ikke de bedste naboer ændre på.

Så nu boede han så her på Frederiksberg i en dejlig lejlighed. Han var glad for ikke at skulle klippe hæk, slå græs og rydde sne længere, men det var trods alt en stor omvæltning.

Mens han sad og tænkte på den grædende genbo, blev han enig med sig selv om, at en stiv whisky kunne gøre godt for nervesystemet. Til sin ærgrelse måtte han konstatere, at der kun var mindre end et glas tilbage i flasken. Han tog en overfrakke på, for at aflægge kiosken et besøg.

Han var af en eller anden grund meget berørt af den unge piges tårer. Indrømmet, han havde altid haft svært med at se kvinder græde. Men der var noget særligt over det her.

Inde hos kioskmanden bad han om en flaske Whisky af det sædvanlige mærke.
- Forresten, Bentsen. Han tøvede et øjeblik. Kender du den unge pige der bor i nr. 38 på 3. sal.
- Ja, hvis det er hende den kønne pige, med mørkt hår. Midt i trediverne vil jeg tro. Jo, så kender jeg hende faktisk. Jeg har talt med hende nogle gange. Det virker, som om hun trænger til nogen at tale med.- Det kan jeg godt forstå. Tilføjede Bentsen og så på Kristian, som om han håbede på at blive udfrittet lidt yderligere.
Kristian kiggede spørgende tilbage.
Nu skal det jo ikke være nogen sladdercentral det her – mere end det er i forvejen. Grinede Bentsen. Men den stakkels pige mistede begge sine forældre ved en flyulykke for et halvt års tid siden. Hun har fortalt mig, at hun er adoptivbarn og at hun leder efter sine biologiske forældre. Hun kan kun finde ud af, at hendes mor er død og faderen er flyttet. Nu prøver hun at finde ud af hvor han bor.
Det løb Kristian koldt ned ad ryggen.
- Man må da håbe, at det lykkes for hende. Hun ser så trist og sørgmodig ud, sagde Kristian betalte for whiskyen og gik.

Da han kom ud på fortovet, var han så langt væk i sine tanker, at han var lige ved at løbe ind i pigen fra 3. sal.
- Åh! Undskyld. Jeg gik i mine egne tanker. Lidt kejtet udbrød han:
- Mit navn er Kristian Marius Bjergsted. For at forklare, at han havde præsenteret sig med hele sit fulde navn, sagde han med et undskyldende smil:
- Det står der i hvert fald på min dåbsattest.
Pigen stirrede på ham med åben mund og uden at sige et ord.
Kristian begyndte at føle sig lidt utilpas.
- Jeg har lagt mærke til at du ser lidt trist ud. Jeg er pensioneret klinisk psykolog.
- Ja, vi er genboer. Jeg bor på 4. sal lige overfor i nr. 27. Jeg kunne ikke undgå, at se dig i vinduet tidligere på aftenen. Bablede Kristian løs.
Pludselig udbryder pigen, som om hun slet ikke har hørt alt det sidste han sagde:
- Det står der også på min dåbsattest.
Nu var Kristian komplet forvirret og svarede fjoget:
- Jamen, du er jo en kvinde!
- Ja, men det navn. Dit navn står på den linie hvor faderens navn står. Lang pause, hvor de stirrer på hinanden.
- Du er min far. Tårerne fylder pigens øjne, hvorefter hun falder ham om halsen.

Bentsen, som havde fulgt med så godt han kunne inde fra butikken, havde jo blot set, at de talte sammen. Da, pigen faldt Kristian om halsen, rystede han på hovedet, og tænkte for sig selv:
- Han må sg'u' ha' nogle særlige evner ham Bjergsted.



Jørn E.
7. februar 2011
Alle rettigheder forbeholdes.

lørdag den 12. februar 2011

Læselampen



Det er en lummer nat, hun kan ikke sove,
sengen er ikke tæppet af,
man kan alligevel ikke have noget over sig,
man bliver kvalt.
Selvom hun har sørget for gennemtræk i rummet
hjælper det ikke meget
det er en kvælende varm luft hun får ind.
Hun ville ønske radiatoren kunne udvirke kulde.
Hendes tynde natkjole klæber til kroppen.
Rullegardinerne er trukket et stykke ned,
ikke for at undgå nysgerrige øjne,
dem er der ingen af,
der er åbent foran ejendommen,
hun er helt ugenert.
Det er morgensolen hun allerede nu har taget højde for.
Hun skygger for solen,
solen der ikke er der.
Hun tænker på solen der kommer.
Hun ved det bliver en lang nat,
hun sover nok længe i morgen.
Det passer hende fint.
Hun vil snart sætte sig i den bløde altomsluttende røde lænestol,
og næsten forsvinde.
Læse og nyde, måske hele natten.
Hun har lige tændt den usynlige læselampe,
med det rolige gyldne lys.
Læselampen som ikke er der, men som er der.
Edward Hopper, har malet dens eksistens.
En sort streg.
Han har malet den i funktion,
dens funktion,
dens hygge,
uden at male den.
En sort streg har han malt,
ud af Nattens vindue. Op- op.

Jeg sidder og læser, ”Nattens vindue”
Jeg læser mellem linjerne,
det er der jeg bliver suget ind i historien,
det er der den får mening,
det er der den får liv,
det er der den fortsætter og fortsætter og fortsætter.

onsdag den 9. februar 2011

Diskussionsforum



Kære alle,

Som i hvert fald én af jer har opdaget, har vi fået et diskussionsforum på Skrive-bloggen. I en kommentar til indlægget om februaropgaven foreslog Leonius et sted, hvor vi kan snakke om løst og fast. Man kan ikke umiddelbart oprette et diskussionsforum på en blogger / blogspot blog, så jeg har oprettet det hos nabble.com og hentet det ind på Skrive-bloggen. I finder linket til diskussionsforum i menuen øverst til højre.

Man kan oprette sig som bruger ved at klikke på "Register" i topmenuen. Indtil videre kan man dog også oprette tråde og kommentarer uden at være registreret.

Nu er det bare at tage det i brug :)

Kh,
Randi

lørdag den 5. februar 2011

En stor beslutning



Jeg stod i securitykøen ved indgangen til transithallen. Udover den almindelige håndbagage, havde jeg valgt en ”håndtaske” der var lidt større end dem jeg normalt bruger. Jeg havde nemlig brug for al den plads jeg kunne få. Det var ikke som det havde været så mange gange før. Jeg stod med en enkeltbillet. Det var NU. Jeg rejste ud af et liv og ind i et andet. Jeg følte det lige pludselig, meget fysisk, . Som en stor hård klump i maven.

Når jeg nu, om lidt , går ind i transithallen, vil jeg gå ind i venteværelset mellem min fortid og min fremtid. Jeg havde diskuteret meget med mig selv, om jeg helt havde gjort mig alle konsekvenser klart. Det havde jeg naturligvis ikke. Det var jo simpelthen umuligt.

Konflikten stod mellem fornuft og ufornuft, mellem mod og behovet for tryghed. Men hvor tryg kunne jeg vide, at en tilværelse her hjemme i gamle Danmark ville blive?

Men jeg var ved at forlade hele min barndom og ungdom. Min familie og venner. Meget og mange ville blive berørt. Min lillesøster, fire år yngre end mig, som jeg havde delt barndommen og teenageårene med. Jeg holder meget af hende. Det påvirker mig naturligvis, at hun er ked af det. Og mine veninder. En havde sagt: ”Jeg kommer til at savne dig i hverdagen”. En anden havde erklæret at et venskab ikke kunne holde under sådanne omstændigheder. - Der røg da vist det venskab. Mine forældre. Jeg ved at de er meget påvirkede af min beslutning. Selvfølgelig. Selv om de opfordrede mig til at gøre det jeg mente var det rigtige for mig. Alt ville være forandret efter en flyrejse på ca. 10.000 km!

Jeg flytter til et land i det sydlige Afrika, hvor alt var anderledes. Når det er sommer i Danmark, er det ”vinter” i Zimbabwe. Styret er et erklæret kommunistisk diktatur efter Cubansk forbillede. Landets økonomi ligger mere eller mindre i ruiner. Alt var i sandhed anderledes. Selv den spiralformede hvirvel vandet danner når det løber ud i bunden af håndvasken snurrer den modsatte vej rundt. Og så er det ikke engang løgn. Det er fordi landet ligger på den anden side af Ækvator.

Men jeg var sikker på, at jeg havde truffet det rigtige valg. For i dette fjerne land bor den mand jeg ønsker at dele resten af mit liv med og få mine børn sammen med.

Sammenfattende var det det afgørende for mig. Terningerne er kastet!