onsdag den 23. februar 2011

Den røde kjole, det hvide gardin og pigen fra Samfundet



Jeg kender hende. Jeg ved lige hvad hun tænker, hvad hun er bange for, hvad der ophidser hende. Jeg har pustet hende i nakken lige fra den første dag. Jeg så hvordan hun trådte ind i værelset, sparkede de tunge sko af, de sorte uldne strømper, den lange nederdel. Jeg hørte jubelen klukke i hendes hals da hun løftede armene, smådansede hen til det åbne vindue og favnede det hele. Byens lyde var skønnere end den sædvanlige lærkesang, benzinosen duftede af gyldne eventyr, de mange stemmer fra gaden talte om farverige butikker og spillesteder hvor alt kunne ske, og hun tog det hele til sig.

Det gjorde de altid, pigerne fra Samfundet, altid tog de byen i besiddelse med den samme naive forelskelse. Troede de. Lidt efter lidt vendte bøtten, og langsomt sivede byen ind og pustede snavs og støv ind mellem folderne på deres nye kjoler, blæste falske toner ind i stjernernes rytmer, fik deres sved til at lugte af gydernes grå fattigdom. Og så forstod de, og Samfundet fik dem tilbage. Lidt mere stille, lidt klogere eller måske bare bedrøvede over tabet af illusionerne som blev liggende i byens rendestene.

Jeg troede egentlig hende her var lidt stærkere. Der var et dejligt liv over hende, en åbenhed i hendes blik. Et eftertænksomt udtryk da hun puffede til gardinet for det åbne vindue og så at det dårligt rørte sig, hver fiber så mættet af byens tyngde at selv gadens daglige storme kun fik det til at duve lidt.

Jeg sad på gesimsen over vinduet overfor og læste hendes tanker. Hun rystede farens alvor af sig, tog morens tækkelige tøj op af kufferten og lod det forsvinde ind i skabets mørke. Jeg fulgte hende ud i byen. Hun var klog, pigebarnet, klogere end de fleste. Hun så sig godt for, tænkte over hvad hun så og hørte, satte sig hjem på værelset og skrev. Vel sagtens breve hjem til Samfundet, tænkte jeg og måtte se efter.

Jeg forstod ikke rigtigt hvad hun havde skrevet. Breve var det ikke. Noget af det var en slags digte, mærkelige halve sætninger, korte linjer. Andre sider var lange og fuldendte sætninger, og altid vævede hun en masse ord og tanker ind imellem de malende beskrivelser af min verden. Hun tog den til sig på en anden måde, min verden, og vendte og drejede den, så jeg snart ikke vidste om vi havde været på samme gade og blandt de samme mennesker.

Hendes læber blev røde af nyfunden glans. Hendes krop lod sig tøvende omslutte af kåde kjoler og foldede sig ud i en naturlig dans, fødderne trådte sikre skridt i luftige sandaler – og jeg bød hende velkommen hertil, tog hende let under armen og puffede hende blidt i armene på de smukkeste mænd. Hun smilede til dem og lyttede til deres historier, og lod dem så stå nede på gaden når de havde fulgt hende hjem.

Jo, jeg så det hele, og nu sidder jeg her igen, på gesimsen overfor. Hun pakker sin kuffert, og jeg kan selvfølgelig glæde mig over at hun da holdt et par dage længere end de forrige. Men jeg havde nu ventet mig lidt mere af hende. Nu pakker hun, vender snart hjem til Samfundet, sortklædt og velopdragent.

Så ser jeg gardinet bevæge sig. Det fyldes af et uventet pust, snavset drysser ud af det tætte stof, det vifter ud og ind ad vinduet som i en barnlig leg. Pigen står med ryggen til, stadig i sin røde kjole. Låget på kufferten klapper i, men hun har da ikke pakket færdig? Jeg rejser mig op, men da har hun allerede forladt værelset, hun ser sig slet ikke tilbage. Det plejer de ellers. Kort efter står hun nede på gaden, ser til venstre ned mod stationen og tager et par skridt. Mon hun har tænkt sig at vende hjem til Samfundet i den mundering? Dårlig ide, tænker jeg. Så stopper hun op lige neden under hvor jeg står, hun ser op på mig, løfter hånden til hilsen. – Jeg kommer igen, ler hun op til mig. Så vender hun om, går den anden vej, og jeg?

Jeg ved ikke hvor hun er på vej hen.

15 kommentarer:

Leonius sagde ...

Kære dorte f.,

en ualmindelig godt fortalt historie, om storbyen.
Jeg sad og tænkte på PH, og hans vise: "Byens lys", og var så heldig at jeg kunne afspille den, medens jeg læste din tekst endnu engang.
Jeg syntes du havde ramt PHs tone.
Det var en oplevelse at læse din tekst i den synsvinkel, også selvom PH måske slet ikke har været i dine tanker.

Leonius.

dorte.folkmann sagde ...

Tak,Leonius, du har virkelig læst historien som den også lyder i mit hoved, tror jeg.

Nej, jeg havde nu slet ikke PH i tankerne, jeg var helt og holdent i Hoppers amerikanske byunivers.
Jeg har aldrig været i USA, regner heller ikke med at komme dertil, men har alligevel en rå fornemmelse af deres byer, især formidlet af Hopper.

Han er jo fantastisk, balancerer på en knivsæg mellem byens lyse og mørke eksistenser. Når pigen klæder sig i rødt kunne jeg ikke andet end gøre hende til en af de lyse og stærke, men så er hun jo også bare på besøg.

Vh Dorte

Bente Pedersen sagde ...

Kære Dorte!

Jeg glæder mig altid til at læse dine tekster, for jeg ved, at jeg bliver forkælet med et legende sprog samt et tankevækkende indhold.

I denne tekst er fortælleren min største udfordring, for hvem/hvad er det, der følger hende så nøje? Byens sjæl må blive mit svar.

Det er meget elegant, at du ved at lade den sidde på gesimsen overfor og ved at lade den følge hende helt tæt overalt og være bestemmende for, hvordan hun oplever byen, får vist, at det ikke er et menneske,det handler om.

Jeg nyder den måde, du lader gardinets liv fortælle om hendes indvirkning på omgivelserne, så det bliver en del af personkarakteristikken.

I starten er gardinet tungt/ ubevægeligt og fyldt med støv, mens det i slutningen af teksten fyldes af et uventet pust, der drysser snavset ud, så det kan lege igen. Hun tilfører byen noget lethed med sin poetiske tilgang.

Omvendt får hun også tilført noget til sit liv ved at leve i byen:" Hendes læber blev røde af nyfunden glans.", og det formår hun så at give ud af. En vekselvirkning i balance, hvorfor hun med sindsro kan melde ud, at hun kommer tilbage. Forelskelsen kan blive til et varigt forhold.

I balance? Ja og dog, for byens sjæl er lidt rystet af mødet, hvilket jeg tolker ud af sidste lille spørgsmål: "Og jeg?"

Der er så mange perler. jeg tillader mig at nuppe disse: "Langsomt sivede byen ind og pustede snavs og støv ind mellem folderne på deres nye kjoler, blæste falske toner ind i stjernernes rytmer, fik deres sved til at lugte af gydernes grå fattigdom." Så flot, så elegant kan det siges!

KH Bente

dorte.folkmann sagde ...

Kære Bente

Tusind tak for din fine kommenmtar. Det er simpelthen så berigende at blive læst af dig. Du fortæller så indgående om hvordan du har oplevet teksten, og hvad du har tænkt, så jeg får den bedst tænkelige tilbagemelding om, hvordan min tekst virker på en læser som dig.

Fortælleren er byens sjæl. Hvor er jeg glad for at du har set det. Nøjagtig som jeg gerne ville have det. Som en mellemting mellem en ond djævel og en god fe følger den hende tæt og ved på forhånd hvad hun vil gøre. Og dog. I slutningen bliver den snydt og ender med ikke at vide en snus om hvor hun er på vej hen. Pigen bevarer sin frie vilje og sin evne til at opleve videre og rejser. Ikke hjem, ikke endnu.

Og detaljen med gardinet så du også, det er jo forrygende.

Tak for din ros, den gør mig meget glad.

Kh Dorte

Ragnhild sagde ...

Kære Dorte

Dit foto er smukt og let som gardinet ved vinduet – og som ordene i din tekst. Dit rum vider sig ud via spejlets billede. Møblernes tyngde ophæves af gardinets lethed.

Jeg læste din tekst i onsdags, printede ud og læste igen i går. Mine noter ved siden af teksten ordner jeg nu til følgende:

Jeg møder et jeg, som iagttager og beskriver en kvinde. Min nysgerrighed vækkes straks af det jeg. Jeg-et ved, hvad andre tænker, puster kvinden i nakken og ser ind i værelset. Det er et meget alvidende jeg. Et jeg, som oven i købet har hukommelse og husker de andre piger fra Samfundet (som må være noget andet end samfundet – en slags institution måske). Ved førstegangslæsningen drives jeg videre med fokus på, hvem dette jeg er.

Fjerde afsnit siger ”Jeg sad på gesimsen over vinduet overfor og læste … fulgte hende ud i byen …” ,ved hun er klog og at kufferten er pakket af moderen. Jeg-et læser med, når pigen skriver og vurderer ord, sætninger og indhold om ”min verden”. Det jeg er ikke længere en mulig vind, der blæser eller en fugl (på gesimsen) der kigger, jeg-et er noget, som følger med rundt i byen og er med, når hun er blandt andre mennesker. En slags byens modus tegner sig som den fortællende synsvinkel.

Og så kommer tekstens overraskelse. Pigen er vidende om fortælleren, ”hun ser op på mig” vinker og siger, hun kommer igen. Her kommer fortælleren til kort med sit ”og jeg?” Den alvidende fortæller sætter spørgsmålstegn ved sin egen alvidenhed. Men et stykke kortprosa skal jo slutte, og det gør din tekst så der. Pigens viden om jeg-ets eksistens kaster et eventyrligt skær ind over teksten.

Min relæsning af din charmerende og velskrevne tekst fastholder min interesse for jeg-et som en slags almoderlig og/eller alfaderlig byens modus. Tankerne var noteret før jeg læste Bentes gode kommentar og din replik til hende.

Kh Ragnhild

Jørn E. sagde ...

Kære Dorte!

Hvad er forskellen på samfundet og byen? Hvem eller hvad er det der sidder på gesimsen og endog følger hp hele tiden og ved så meget om hende og andre (naive?)unge piger, som er flyttet ind til byen (fra landet?) Her tænker jeg på de lange sorte uldne strømper og moderens tækkelige tøj, som bliver gemt i skabets mørke.

Ved du forresten, hvad der sker med piger der går med lange uldne strømper? Svaret er: Ingenting!

En skytsengel ville ha' vidst det hele, men fortælleren her bliver overrasket og forvirret ved historiens slutning.

Det er meget flot skrevet, med mange raffinerede metaforer, som f.eks gardinet der lever sit eget stille liv. Det er da utroligt, hvor mange virkelige forfattertalenter der findes!

Kærlig hilsen

Jørn E.

dorte.folkmann sagde ...

Kære Ragnhild

Endnu en af dine gode kommentarer hvor du giver dig og teksten tid til at mødes. Du læser, overvejer, funderer lidt, læser igen, og giver så en grundig respons på hvad netop den tekst har gjort ved dig. Det er virkelig så dejligt at du orker.

Du tog også med ud på gesimsen til fortælleren som ved det hele, næsten, i hvert fald når det gælder byen, men selv den klogeste, den mest alvidende kan overraskes, og hvem gør vel det bedre end en ung pige i en rød kjole.

"Samfundet" har jeg såmænd ikke tænkt så meget over, et udefineret sted langt væk fra byen, et sted med tunge normer, der ikke står til diskussion, men dog med en tradition for at de unge skal vide noget om den by som de forventes at vælge fra. "Samfundet" er nok en historie for sig, og hvis jeg vovede mig derud, ville jeg vist finde en hel masse at undres over.

Tusind tak for din kommentar.

Kh Dorte

dorte.folkmann sagde ...

Kære Jørn.

Jeg ved godt at jeg antyder en fortæller som ikke er helt let at gætte identiteten af, og jeg ved også godt at det er drilagtigt, især over for en læser der gerne vil have klare facts. Jeg kan bare ikke som du fortælle en fortættet historie med klare kendsgerninger og alligevel holde intensiteten. Jeg tænker tit på at den næste tekst skal ikke være en kryptisk gættekonkurrence, men personerne har det med at bestemme selv. De vil udfordre, de vil drille, og det er dejligt for mig at du så godt vil lade dig udfordre.

Jeg tog en lang tur ind i Hoppers billede og var bagefter ikke i tvivl. Fortælleren måtte være byen selv, byens sjæl, der følger med overalt, puffer til begivenhederne, er glad for sin verden, men også ser dens bagside.

Piger i tækkelige uldstrømper sker der ikke noget med, mener du, men der tror jeg du tager fejl. Nogle piger skal nok beholde deres identitet under strømperne og lade dem falde lige når det passer dem. Andre vil blive kradset og stækket af de væmmelige strømper, få vingerne klippet af. Ingen forlader barndommens uniform upåvirket.

Nej, jeg forstår godt hvad du mener men synes nok at hvis en mand ikke kan se skønheden bag strømperne, så kan det vel også være lige meget med ham ;)

Tusind tak for din ros, det glæder mig så meget at du kan lide min måde at skrive på.

Kh Dorte

Jørn E. sagde ...

Kære Dorte!

Tak for dit søde gensvar og dets længde.
Det er pudsigt, for jeg har det sådan, at jeg godt kunne tænke mig at kunne være lidt mere kryptisk ind imellem.
Det med strømperne var jo bare en gammel dum vittighed, som randt mig i hu. Jeg har selv været meget forelsket i en lille pige fra landet i flade sko, som aldrig havde fudet vej til en catwalk, men som havde så meget udstråling.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Randi Abel sagde ...

Kære Dorte,

Hvis Hopper læste din tekst, er jeg sikker på, han ville nikke og tænke, den kvinde og jeg forstår hinanden.

Det er en utroligt god fortolkning af billedet. Jeg elsker, at du bruger pigens tøj symbolsk, og jeg er vild med de billeder, du skaber.

Jeg er lidt tung i det af og til, så jeg tænkte længe over jeg-fortællerens identitet. Selvfølgelig er det da byens sjæl. Desværre måtte jeg læse de øvrige kommentarer, inden 10-øren faldt.

Kh,
Randi

dorte.folkmann sagde ...

Kære Randi

Det er da en dejlig tilbagemelding at få at du mener Hopper vil kunne lide min fortolkning. Tusind tak for den kommentar. Jeg håber du har ret. I det hele taget synes jeg der er betragterstemning i mange af hans billeder, som om han virkelig står ude på gaden eller i et hjørne af cafeen og betragter et menneske han ikke kender, mens han funderer over dets historie.

Det gik hen og blev byens sjæl der tog ordet, mens jeg skrev, men når du som læser går ind i teksten kan du frit gætte på fortællerens identitet. Der kan sikkert være andre tolkningsmuligheder, og når jeg har sendt teksten af sted, bestemmer jeg ikke længere over dens liv.

Tak for at du kan lide min historie, det er eventyrlig dejligt at få at vide.

Kh Dorte

Chelina sagde ...

Kære Dorte,

Sikke et smukt og bevægende billede du skaber. Jeg er følte mig lidt som svævende oppe over det hele, mens jeg kiggede ned op pigen og "byens sjæl" som nogen skriver, jeg som bare troede det var en due, for duer er jo egentlig byens sjæl, tænk hvis man kunne høre deres tanker, hmm hvis de altså kan tænke...

I tredie afsnit skriver du "jeg troede egentlig hende her var lidt stærkere" jeg ved ikke hvorfor men jeg følte der blev taget afstand fra pigen og det var lidt ærgeligt. "jeg troede egentlig hun var lidt stærkere" ville ikke genere mig her, men måske er det bare mig der mærker følelsen af afstand ved "hende her"

Du skriver dejligt smukt og det var en fornøjelse at læse.

Mange hilsner
Chelina

dorte.folkmann sagde ...

Kære Chelina

Mange tak for dit besøg på gesimsen. En due, ja, det havde jeg egentlig ikke tænkt på, men det billede er ganske godt, for der ligger rigtig meget af byen i de kurrende duer.

Udtrykket "hende her" bryder lidt fortællerens stil, det er rigtigt, men det kan så også antyde at den her belevne fortæller, som tror selv at vide alt, er ved at få sine fordomme udfordret. Og helt så fin, som "han" selv tror han er, det er han så heller ikke. "Hende her" er sprog mere på gadeplan, og der hører fortælleren også hjemme.

Tak for dine pæne ord.

Kh Dorte

Poly sagde ...

Kære Dorte

Jeg undskylder min sene kommentar!

Jeg har med fornøjelse læst din tekst, men er desværre forhindret i at skrive en længere kommentar pt på grund af en gipsarm.

En dejlig forfriskende fortælling. Jeg kunne især godt lide de kortere sætninger, der fik det hele læsningen til at flyde let afsted.

Med hilsner
Poly