lørdag den 26. februar 2011

Et modermærke



Han stod i mørket overfor og betragtede hende. Som hun stod der næsten nøgen med håndklædet om livet, mindede hun ham om moren, når hun en sen nattetime lindede på døren fra soveværelset. Hun dækkede sig nødtørftigt med sengetæppet, mens hans blik usikkert gled fra de to dybe rynker mellem hendes øjne, ned ad næsens løjpe, via den stregtynde mund, langs halsens stramme sener til modermærket under hendes kraveben. Modermærke. Underligt ord! Det lignede et kranie.

Kuldefornemmelsen fra dengang sneg sig op ad skinnebenet, han skuttede sig, men nægtede at dvæle ved det og fokuserede igen hele sin energi på at løse opgaven. ”Sylvia Smith skal bare ud af mit liv så effektivt og hurtigt som muligt,” havde mrs. Jones skrevet, da hun henvendte sig via hans hjemmeside for godt en måned siden. ”Du skal få præcis det beløb, du forlanger for entreprisen, bare du løser den med fuld diskretion, og dette indbefatter også, at du forsvinder ud af landet bagefter.” Det var den sædvanlige trivielle historie om den forsmåede hustru og den yngre kvindelige medarbejder, der var ved at oparbejde en alt for betydelig rolle i firmaet og i ægtemandens liv som sådan.

Han sikrede sig en sidste gang, at alt stod på rette plads i det ucharmerende logi, der havde været hans observationspost i en rum tid. Lugten af ensomme mennesker i rummet var ikke til at tage fejl af. Han glædede sig til en ny tilværelse i Mexico. Med en succesfuld afslutning på dette job var økonomien sikret fremover. Han smilede, mens hånden gled hen over den skaldede isse. Som en nidkær parkeringsvagt havde han observeret hende og noteret flittigt. I de forløbne uger afslørede Sylvia Smith flere og flere af sine vaner og daglige rutiner. Hvor var kvinder dog kedelige og dybt forudsigelige i deres adfærd.

Han havde for længst valgt tilværelsen som single. Ønskede ikke at dele den med kvinder, der kaglede i ét væk og hakkede på ham dagen lang. Erindringen om moren siddende ved spisebordet med en langneglet pegefinger tappende i bordpladen, mens hendes falkeblik var rettet mod hans lektielæsning, fik små nerver til at rykke i den fine hud ved kanten af øjenlåget. Som voksen havde han måttet bryde op. Rækken af nederlag var blevet for anmassende. Med et skarpt snit cuttede han den del af fortiden ud af sit liv.

Det lille fjols overfor havde troet, at han var mere end almindelig interesseret i hende, da han iført overalls, halvlang paryk og truckerkasket havde optrådt i rollen som vicevært. Første gang han bankede på hos hende, satte han radiatorventilen ud af funktion. Han observerede dernæst, at hun frøs bravt et par dage, mens han tålmodigt ventede på en henvendelse fra hende om problemer med varmeforsyningen. Med et charmerende smil løste han det akutte problem ved hjælp af en elektrisk varmeovn. Hun følte sig så feteret og forkælet, da han kun for hendes skyld satte nye tætningslister på langs kanterne på alle vinduer og døre.

Det sidste skridt, der nu manglede, var på det rette tidspunkt at skubbe apparatet lidt hen i retning mod sengen, og at trække sengetæppet en anelse hen over varmelegemet. Let og ubesværet ville det antændes i det tidsrum på cirka ti minutter, hvor hun som vanligt stod under bruseren efter endt arbejdsdag. Han havde noteret, at hun som det første altid åbnede vinduet ud mod gaden, når hun vendte hjem efter endt arbejdsdag, så mængden af ilt i rummet ville sikre, at ilden ville spredes hurtigt. Hun ville intet høre stående under bruserens varme stråler, og duften af shampoo ville sløve hendes lugtesans.

Han så hende finde det rene tøj frem fra den lille kommode og lægge det klar på sengen. Vidste, at han nu havde præcis fem minutter til at låse sig ind i hendes lejlighed, flytte varmeovnen og blokere låsen på vej ud. Iklædt det noble jakkesæt og Ray Ban – solbrillerne var han absolut ikke at forveksle med en vicevært fra Brooklyn.

Femogtyve minutter senere steg han op fra undergrunden på Times Square, mens han nynnede en strofe fra en gammel traver: "Yo no soy marinero, yo no soy marinero, soy capitan. Bamba Bamba. Bamba Bamba.” Han skulle nok komme efter det spanske, når han om kort tid dasede på de hvide strande ved Salina Cruz. Han skråede over gaden og gik ind ad de store glasdøre på hotel ”Crowne Plaza Times Square”. Gik gennem den store vestibule og videre ind i barens mørkere interiør. Mrs. Jones havde insisteret på at overlevere ham kontanterne personligt. Ingen bankoverførsler eller checks, der kunne spores. ”Jeg sidder ved baren kl. 18 iklædt sort. Eneste undtagelse herfra vil være en hvid perlekæde med et rosenformet vedhæng,” var beskeden på den indløbne sms.

Han spottede hende straks. Hun var øjensynligt i færd med at tjekke sms’er. Nerven ved hans øjenlåg dansede en lille glædessalsa. Allerede inden hun havde vendt ansigtet op mod ham, og inden de etablerede øjenkontakt, havde hans øjne professionelt fulgt perlekædens linje ned mod vedhænget. Et stykke nede, cirka tre centimeter under kravebenet, frøs blikket fast på et modermærke formet som et kranie. Han mærkede igen den velkendte kulde krybe op ad skinnebenet.

25 kommentarer:

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Jeg er dybt imponeret. Fantastisk plot og - måske nok forventeligt - en overraskende afslutning.
Der er dejligt mange små atmosfæreskabende beskrivelser.
Den skrækkelige mor og den lange tappende negl i bordet under lektielæsning f.eks. og forresten også bemærkningen om hvordan han med et hurtigt cut, havde lagt den del af tilværelsen og for den sags skyld også kvinder bag sig.
En sølle fyr, der formodentlig sidder bag tremmer resten af sit liv?

Kærlig hilsen

Jørn E.

Dorte H sagde ...

Kære Bente.

Ja, jeg nød også din skønne, lille krimihistorie med den fine, åbne slutning. Og også de små anstrøg af humor.

Godt tegnet hovedperson, og som Jørn er inde på, har han vist et problem eller to med kvinder.

For det meste glider sproget let og interessant, men anden halvdel af sætningen her lyder tung i mine ører:
"Han glædede sig til en ny tilværelse i Mexico, for med dette jobs snarlige afslutning var økonomien sikret fremover."

Kh Dorte
- håber at se flere pendler-krimier fra din hånd.

dorte.folkmann sagde ...

Kære Bente.

Har du tænkt på den udvikling der er foregået siden vi startede i Saxo-skolen? Jeg har altid oplevet dig som et omsorgsfuldt menneske, mild og menneskekærlig, følsom over for de barske ting et menneske kan komme ud for. Og se så på hvad du skriver nu! Kynisk stærke historier om det rå og brutale menneske.
Men ok, mild og omsorgsfuld er du selvfølgelig stadig, og også stærk nok til at skrive om det rå liv som jo har sin tragiske baggrund.
Og netop baggrunden for at et menneske kan blive så rå, den beskriver du flot her. Et frygteligt billede af en hård mor med det barske kendetegn som du så benytter til en raffineret afsløring.

Det er rigtig godt skruet sammen, fortalt med sikkerhed og overskud - og ikke et gram af medfølelse med den stakkels Silvia. Bente dog ;)

Sjovt at du også vælger betragteren som historiens hp. Det er jo netop tit det udsatte menneske som Hopper bruger i sine billeder, men her er det ikke så meget pigen på billedet, men betragteren som er bærer af det psykologiske spil.

Medrivende, spændende - en flot tolkning af månedens opgave.
Kh Dorte

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Uha ja, de kvinder, de kvinder..og ikke mindst, hvad alverdens mødre er indirekte årsag til.

Tak for de rosende ord. Det er en meget stor udfordring for mig at skrive i denne genre. Jeg forstår slet ikke, hvordan andre kan ryste det ene krimiplot efter det andet ud af ærmet, for det har virkelig kostet mig hovedbrud og tre ekstra permanente panderynker at få det til at hænge rigtigt sammen.

Jeg er glad for, at du fangede detaljen med, at han tror sig frigjort fra moren/ kvindekønnet, og så ender hun alligevel med at have det sidste ord. Stakkels fyr...

KH Bente

Bente Pedersen sagde ...

Kære Dorte H!

Du og Randi er jo mine store forbilleder, når vi taler om flash fiction og krimigenren, så jeg lapper dine ord til mig som en killing ved mælkeskålen, men som nævnt til Jørn, så synes jeg dæleme ikke, at det er nemt.

I dette her tilfælde var den store udfordring at finde ud af, hvorfor der var én, der belurede hende, og hvem han så var. Jeg er glad for, at du finder persontegningen af Jørn troværdig.

Og ja du har helt ret, hvad angår den nævnte sætning. Vil få det rettet! Tak!

KH Bente

Bente Pedersen sagde ...

Kære Dorte F!

Sjovt, at du spørger, for det har jeg. I januar tog jeg mig sammen til at få samlet alle mine små tekster fra Saxo, Perfiktion og Skrivebloggen, og så har jeg fundet illustrationer til dem alle og fået dem alle trykt. Jeg har også kreeret en for- og bagside, så nu har jeg lavet et lille hæfte med ryg og det hele, som nu står i min reol. I den forbindelse genlæste jeg dem alle og lagde selvfølgelig mærke til, at de fleste af mine tekster lige nøjagtig tog afsæt i almindelige menneskers tilværelse, og ofte med fokus på problemfelterne. Det har faktisk også irriteret mig på et tidspunkt, at det var der jeg havnede uanset, hvilket fortsæt jeg ellers havde. Og du har jo såre ret i, at jeg også her i dette tilfælde prøver at sætte mig ind i, hvilken baggrund han mon kunne have. Det var alt rigeligt, så den stakkels Silvia måtte i denne sammenhæng have en birolle.

Og som du kan læse af de foregående kommentarer, så falder det mig heller ikke nemt, men med "Night Windows" fik jeg den der uhyggelige fornemmelse fra diverse gysere af en stakkels kvinde, der uvidende overvåges af en skummel mand, der har ondt i sigte.

Jeg vil slutte med at sige, at jeg håber, at der kommer mange flere forbi din dejlige tekst fra i onsdags, som også giver et flot bud set ud fra betragterens synsvinkel.

KH Bente

Ragnhild sagde ...

Kære Bente

Din tekst inspireret af Night Windows viser tydeligt, hvordan du har fået et godt greb om krimigenren i dine flash fictions. Hoppers rygvendte kvinde med det orange håndklæde er blot en brik i tekstens uhyggelige spil. Det er iagttageren over for, som er omdrejningspunktet i din spændende og fine tekst. En person som i den grad er mærket af moderen gennem sin opvækst.

Til trods for titlen og første afsnits omtale af modermærkekraniet så jeg det ikke komme!Twisten. Om det at være mærket i mere end en forstand! Og om moderen og Sylvia Smith som en og samme person. Så for denne læser kom twisten som den overraskelse, den var tænkt som, samtidig med, at den kæder begyndelse og slutning sammen.

Mor og søn mødes. Overraskende? Ja for sønnen. For moderen? Det vides ikke. For du slutter selvfølgelig med netop den åbne slutning, som hører til.

Jeg har også hæftet mig ved "din nye interesse" for det kriminalistiske som en udfordring for dig. Det er spændende at følge dig i dine fine forsøg. Men jeg kan nu også rigtig godt lide dig i dine "gamle genrer". Du gør begge dele godt, og jeg tilslutter mig Dorte F's omhyggelige kommentar derom.

Jeg faldt også over den sætning, Dorte H satte sit kritiske blik på.(Dejligt at møde dig Dorte :-) jeg kan ikke være den eneste, der savner dig på Bloggen)

Til lykke Bente, med dine "Samlede værker" på reolen :-) God ide.

Kh Ragnhild

Dorte H sagde ...

Kære Ragnhild.

Jeg savner bestemt også dig og alle mine andre venner fra Skrivebloggen, Saxo mm. Men med job og en del sygdom i familien er der ingen vej udenom: jeg er nødt til at skære nogle danske aktiviteter væk for at kunne få tid til at skrive og sælge engelske tekster. Det er jo ikke nogen kassesucces endnu, men jeg har fået en hel del omtale på min udgivelse "Candied Crime."

Kh Dorte.

Randi Abel sagde ...

Kære Bente,

Hvor er du god, også i denne genre.

Det er et spændende plot, du har udtænkt, og du serverer det troværdigt og på uhyggeligste vis.

Jeg kan så godt lide den måde, han kommer ind i lejligheden på og mordmetoden. Jeg havde ikke lugtet lunten, at moren er mrs. Jones. Det fungerer rigtig godt med at gentage modermærket, da de mødes til sidst.

Det er en god idé med Bentes samlede værker ;)

Kh,
Randi

Randi Abel sagde ...

Kære Dorte H.,

Jeg savner dig også herinde, men det er dejligt at vide, at du følger med på sidelinjen.

Hvor er det godt, at det går så fint med Candied Crime. Tillykke med det.

Kh,
Randi

Bente Pedersen sagde ...

Kære Ragnhild!

Tak for din som altid fine kommentar. Jeg tror nu aldrig, at jeg kommer til at føle mig helt hjemme i denne genre. Der skal godt nok tænkes mange tanker for at få plottet til at holde, og skal jeg være helt ærlig, så er det mest fascinerende for mig at finde ud af, hvorfor han er blevet, som han er. Hvad er hans bevæggrunde/motiver/personlighed?

Jeg er fuldstændig vild med beskrivelsen af en forbrydertype som Hannibal Lechter fra "Ondskabens øjne" og "Hannibal", og i hans selskab er det lige før, at jeg kan godtage det normale og selskabelige i at spise af offerets hjerne, mens vedkommende stadig er i live. At Anthony Hopkins så bidrager yderligere med en helt fantastisk fremstilling af ham i filmene gør bare oplevelsen hel. Selv om det efterhånden er en del år siden, jeg læste bøgerne, er der stadig passager i dem, som står klokkeklare og stadig kan få gyset frem ved tanken om dem.

I billedet var det faktisk det orangerøde/gule skær i det yderste vindue til højre, som ledte mine tanker hen på ild og dermed skabte tanken om ildebranden.

Det glæder mig nu, at jeg kunne twiste dig tilsidst, for det var den virkelige udfordring for mig. Jeg må lige korrigere dig, for Sylvia er ikke den samme som moren. Moren og mrs. Jones er identiske, mens Sylvia er den unge medarbejder, som mr. Jones er blevet lidt for interesseret i og som derfor må skaffes af vejen. Hvis det ikke er tydeligt nok, så skal det jo rettes til.

Og tak, for lige igen at prikke til mig ang. den nævnte sætning. Den er nu rettet til.

KH Bente

Bente Pedersen sagde ...

Kære Randi!

Ja de to spæde forsøg ud i krimigenren, som det foreløbig er blevet til for mit vedkommende, gør kun min beundring for blandt andet din evne til at trylle med sammenhænge og plots endnu større. I meget lang tid havde jeg i mine tanker et offer, en forbryder, et gerningssted og en forbrydelse, men absolut ingen sammenhæng. Så begyndte jeg at flowskrive, og så dukkede moren op som baggrund for det hele, og så kunne jeg komme videre. Jeg fatter simpelthen ikke, hvordan man kan skabe indviklede krimiplots og få det hele til at hænge sammen i den sidste ende. Har krimien samtidig den psykologiske vinkel, ja så er jeg fanget ind.

KH Bente

Randi Abel sagde ...

Kære Bente,

Jeg er heller ikke sikker på, jeg fatter, hvordan man kan skrive en hel krimiroman med et plot, som hænger sammen fra først til sidst. Til gengæld ved jeg helt bestemt, at jeg ikke gider politiets opklaringsarbejde. Det psykologiske aspekt interesserer også mig mest.

Kh,
Randi

Ragnhild sagde ...

Kære Bente

Nej, alt er klart - undtagen min kommentar. Jeg har sjusket, da jeg renskrev mine notater. Ingen grund til rettelse - ud over denne her :-)

God nat fra Ragnhild

Dorte H sagde ...

Tak, Randi!

Det er jo dejligt, at jeg er facebookven med nogle af jer, så vi ikke helt mister forbindelsen.

Leonius sagde ...

Kære Bente,

jeg vil også aflevere min uforbeholdne ros til dig for din historie.
Alle de positive kommentarer du har fået, er absolut fortjent.
Du skriver i en kommentar, at det har været meget svært for dig at skrive din tekst.
Jeg tror ikke at andre der skriver krimistof har det nemmere end du har haft, og jeg tror, at lige netop denne changer passer rigtig godt til dig.
Jeg bemærkede, at du modigt, beskæftigede dig med problematikken om hvad stærke kvinder sommetider gør ved deres sønner, og at du, i mine øjne, gjorde det fremragende.

Meget flot løsning.

Leonius.

Chelina sagde ...

Kære Bente

Når man kommer så sent til at kommentere som jeg, ja så er de ting jeg vil sige jo sagt ;)

Men gentagelse gør forhåbentlig ikke noget :)

Jeg nød din tekst, dit flydende sprog og dit plot. èn ting jeg særlig faldt over, var hvordan stemningen ændredes i teksten mellem ham klædt som vicevært til ham iklædt Ray Ban og nobelt jakkesæt. Det faldt jeg for :)

Samtidig er jeg vild med den koldblodig morders tics, det giver ham en baggrund og en begyndelse og en ende.

Mange hilsner
Chelina

Bente Pedersen sagde ...

Kære Leonius!

Et gevaldigt stunt med bl.a. to forstuvede led på højre hånd til følge for 1o dage siden har forhindret mig i at kunne sige tak for din kommentar, så det må være bedre sendt end aldrig...

Jeg er meget glad for dine rosende ord. Livet har lært mig, at selv om man gør sit bedste, så er det ikke altid nok, derfor er det altid dejligt at få kredit for, at man har forsøgt. At du så finder resultatet af mine anstrengelser godt, gør mig da bare glad, men jeg tror nu ikke, at det bliver min yndlingsgenre. Jeg nyder stadig at afprøve de forskellige genrer. Lige mens jeg skriver dette til dig, slår det mig, at den lyriske genre vist trænger til et besøg for mit vedkommende.

Jeg er også glad for, at du krediterer mig for at have forsøgt at vise en lille flig af et usundt mor/søn forhold.

KH Bente Tibbe

Bente Pedersen sagde ...

Kære Chelina!

Jeg synes da bare, at det var så hyggeligt, at der lå to nye kommentarer til mig efter mit lille fravær, så tak fordi du kom forbi.

Hvor er jeg glad for, at du oplever hans umiddelbare hamskifte, da missionen er fuldført. Jeg forsøger også via beklædningen at fremstille ham som den verdensherre, han nu ser frem til at blive, indtil de afslørende tics vender og ender den kortvarige lykketilstand. Også tak for, at du bemærkede dem, de små sladderhanke, som jeg forsøgte at bruge i min beskrivelse af ham og hans indre tilstand.

Så det var dejligt, at du kom forbi!

KH Bente Tibbe

Anita sagde ...

Hej Bente
,,,gys og gru!
Det er da fantastisk som et maleri får fantasien i omdrejninger :)
Din opgave løsning er meget anderledes end Ragnhilds.
Først giver du mig billede af denne: "livstrætte/karrierefortabte amerikanske ex-politi af tvivlsom type" men så er der lige det der Twist: mor/søn forholdet, kvindehadet - Mystisk, intimt og skræmmende!
Jo krimi - det kan du sagtens, godt gået!

Kh
Anita (Den der takker for tippet om bloggen <3)

Bente Pedersen sagde ...

Kære Anita!
Hvor er det herligt med fornyet liv her på Skrivebloggen. Tak for din læsning af min tekst, og pudsig nok så ligger den bare så tæt op af min egen oplevelse af at skrive den.
Jeg var fra første færd ikke i tvivl om, at den skulle skrives fra beskuerens synsvinkel. Det tog ganske kort tid. og så var jeg fanget lige nøjagtig i fælden med den"livstrætte/karrierefortabte amerikanske ex-politi af tvivlsom type" som synsvinkelbærer.
Det irriterede mig voldsomt, og så måtte jeg virkelig i tænkeboks, for hvad var plottet egentlig? Efter lang tids tænkning var det eneste, jeg havde opnået at forkaste et hav af kedelige idéer, men så satte jeg gang i en omgang flowskrivning, og der dukkede mor/sønproblematikken så op, og så blev det interessant for mig.

Er spændt på at læse din tekst om "Night Windows"

KH Bente

Anita sagde ...

Selvom det jo er temmlig sent, har jeg lavet min version og sendt til Randi.
Kh
Anita

Bente Pedersen sagde ...

Kære Anita...
Det er stadig marts og slet, slet ikke for sent, heller ikke selv om det blev april eller maj ;-)

Vil glæde mig til at læse den!

KH Bente

Poly sagde ...

Kære Bente

Jeg undskylder min sene kommentar!

Jeg har med fornøjelse læst din tekst, men er desværre forhindret i at skrive en længere kommentar pt på grund af en gipsarm.(Tak for lån!)

En meget fint krimifortælling, hvor dine detaljerede beskrivelser straks gav hp tilstedeværelse for mit indre blik. Jeg kunne godt lide måden du afsluttede teksten på.

Med hilsner
Poly

Bente Pedersen sagde ...

Kære Poly!

Tak for kommentar på trods af gipsarm. Du er sandelig en dedikeret og flittig blogger. Det er dejligt, at du er her igen!

Og pøj pøj!

KH Bente