onsdag den 16. februar 2011

Overfor - Den grædende pige



Han sad ved vinduet ud mod gaden. Sad i sin store engelske lænestol med i mørkegrønt læder og med øreklapper og læste i en god bog. Det gik pludselig op for ham, at det var blevet så mørkt, at han ikke rigtig kunne skelne bogstaverne længere.

I stedet for at tænde læselampen, lagde han bogen fra sig og kiggede ud af vinduet. Han boede på fjerde sal og havde fint udsyn over gaden, for ligesom ejendommen overfor, havde denne også en karnap. Han kunne se ned til den lille kiosk, som lå skråt overfor og følge med i livet på gaden.
- En rar fyr, tænkte han om Bentsen, kioskejerer.
- Havde alle de småting man af og til glemte når man købte ind.
Det havde oprindelig været en tobaksforretning, men efterhånden som tobakssalget svigtede havde ejeren taget forskellige andre ting ind. Lidt snack, øl, vin og vand o.s.v. En rigtig hyggelig lille biks, som stadig duftede lidt af tobaksforretning og med de gamle reoler fra dengang forretningen åbnede. I Jugendstil.

Hans blik løb over facaden på huset overfor. En ejendom, typisk for det gamle Frederisberg. Bygget antagelig i slutningen af 1800-tallet, med Brede sålbænke ved hver anden etage, ranker over vinduerne og karnapper til de lejligheder der vendte ud mod gaden. Et rigtigt borgerhus. Øjnene standsede ved lejligheden på 3. sal hvor der var lys i vinduerne. Det der særligt fangede hans interesse, måtte han lidt beskæmmet indrømme, var den nydelige bagdel der stak i vejret under en rød stram kjole. Hun var vist ved at lægge brænde i en ovn.

Der var ingen gardiner for vinduerne, så han havde frit indsyn i lejligheden. Den så ud til at være moderne og smagfuldt indrettet, men der var også plads til en af Arne Jacobsens Æggestole, som var med til at give det hele et strejf af personlighed.

Den unge pige kom hen mod vinduerne i karnappen og han så hende tænde nogle levende lys i vindueskarmen. Hun blev stående og kiggede ud. Han blev klar over, at hun var begyndt at græde, fordi hun tørrede sine øjne med et lommetørklæde. Efter en stund forsvandt hun ud af hans synsfelt.

Kristian, ja for sådan hedder vores hovedperson, begyndte at tænke på, hvad der mon kunne plage sådan en køn ung pige med sådan en lejlighed her i den bedste del af Frederiksberg. Kærestesorger måske? Men så måtte han også, med en indre løftet pegefinger, minde sig selv om, at materielle goder ikke nødvendigvis er nogen garant for lykke.

Han tændte læselampen og genoptog læsningen. Men han kunne ikke rigtig koncentrere sig. Af en eller anden grund berørte den grædende unge pige overfor ham. Måske var det fordi det trods alt ikke var så forfærdelig længe siden han havde mistet sin elskede livsledsager. Hun var som så mange andre blevet taget af kræften. Kun 57 år gammel. Kristian var blevet boende i huset i et år.
Men trods hjælpsomme naboer kunne han ikke holde ud at bo i det hus der havde været deres fælles hjem i mere end 30 år. Det kunne end ikke de bedste naboer ændre på.

Så nu boede han så her på Frederiksberg i en dejlig lejlighed. Han var glad for ikke at skulle klippe hæk, slå græs og rydde sne længere, men det var trods alt en stor omvæltning.

Mens han sad og tænkte på den grædende genbo, blev han enig med sig selv om, at en stiv whisky kunne gøre godt for nervesystemet. Til sin ærgrelse måtte han konstatere, at der kun var mindre end et glas tilbage i flasken. Han tog en overfrakke på, for at aflægge kiosken et besøg.

Han var af en eller anden grund meget berørt af den unge piges tårer. Indrømmet, han havde altid haft svært med at se kvinder græde. Men der var noget særligt over det her.

Inde hos kioskmanden bad han om en flaske Whisky af det sædvanlige mærke.
- Forresten, Bentsen. Han tøvede et øjeblik. Kender du den unge pige der bor i nr. 38 på 3. sal.
- Ja, hvis det er hende den kønne pige, med mørkt hår. Midt i trediverne vil jeg tro. Jo, så kender jeg hende faktisk. Jeg har talt med hende nogle gange. Det virker, som om hun trænger til nogen at tale med.- Det kan jeg godt forstå. Tilføjede Bentsen og så på Kristian, som om han håbede på at blive udfrittet lidt yderligere.
Kristian kiggede spørgende tilbage.
Nu skal det jo ikke være nogen sladdercentral det her – mere end det er i forvejen. Grinede Bentsen. Men den stakkels pige mistede begge sine forældre ved en flyulykke for et halvt års tid siden. Hun har fortalt mig, at hun er adoptivbarn og at hun leder efter sine biologiske forældre. Hun kan kun finde ud af, at hendes mor er død og faderen er flyttet. Nu prøver hun at finde ud af hvor han bor.
Det løb Kristian koldt ned ad ryggen.
- Man må da håbe, at det lykkes for hende. Hun ser så trist og sørgmodig ud, sagde Kristian betalte for whiskyen og gik.

Da han kom ud på fortovet, var han så langt væk i sine tanker, at han var lige ved at løbe ind i pigen fra 3. sal.
- Åh! Undskyld. Jeg gik i mine egne tanker. Lidt kejtet udbrød han:
- Mit navn er Kristian Marius Bjergsted. For at forklare, at han havde præsenteret sig med hele sit fulde navn, sagde han med et undskyldende smil:
- Det står der i hvert fald på min dåbsattest.
Pigen stirrede på ham med åben mund og uden at sige et ord.
Kristian begyndte at føle sig lidt utilpas.
- Jeg har lagt mærke til at du ser lidt trist ud. Jeg er pensioneret klinisk psykolog.
- Ja, vi er genboer. Jeg bor på 4. sal lige overfor i nr. 27. Jeg kunne ikke undgå, at se dig i vinduet tidligere på aftenen. Bablede Kristian løs.
Pludselig udbryder pigen, som om hun slet ikke har hørt alt det sidste han sagde:
- Det står der også på min dåbsattest.
Nu var Kristian komplet forvirret og svarede fjoget:
- Jamen, du er jo en kvinde!
- Ja, men det navn. Dit navn står på den linie hvor faderens navn står. Lang pause, hvor de stirrer på hinanden.
- Du er min far. Tårerne fylder pigens øjne, hvorefter hun falder ham om halsen.

Bentsen, som havde fulgt med så godt han kunne inde fra butikken, havde jo blot set, at de talte sammen. Da, pigen faldt Kristian om halsen, rystede han på hovedet, og tænkte for sig selv:
- Han må sg'u' ha' nogle særlige evner ham Bjergsted.



Jørn E.
7. februar 2011
Alle rettigheder forbeholdes.

20 kommentarer:

Ragnhild sagde ...

Kære Jørn

Lige nu sidder jeg og smiler halvhøjt.

Jeg så teksten billede og tænkte: Jørn E foto. Der må være en fortæller bag vinduerne i nærmeste karnap. Jeg skal ikke langt ind i teksten, før jeg tænker: Jørn E tekst. Du kan noget fint og troværdigt med beskrivelser af ejendomme, gademiljøer og interiøerer - som her med Bentsens tobaksforretning.

Din fortæller er en tredjepersonsfortæller dels med lidt indresyn og ellers tydeligt ydresyn. Fortællemæssigt sker der noget ved "Kristian, ja for sådan hedder vores hovedperson". Din fortæller viser sig at være en en meget tydelig alvidende fortæller, som får brug for at gøre opmærksom på sig selv og for at trække læseren tættere på med en direkte henvendelse og et "vores".

Et besøg hos Bentsen bliver nødvendigt. Bentsen holder øje og øre med det lokale liv fra sin meddelecentral og formidler en viden om, at Night Windows sorgfulde kvinde leder efter en (afdød) biologisk mor og en far, som er flyttet. Det er her, jeg begynder at smile stort, for nu behøver jeg ikke læse resten. Din tekst får trivialnovellens forudsigelighed. Jeg ved kvinden finder sin far og at to ensomme vil falde hinanden om halsen.

Tak for at Bentsen får lov til via den alvidende fortæller at slutte af. Det tager brodden af det trivialforudsigelige. Men jeg har da været godt underholdt, og det er vel ikke så ringe endda :-)

Kh Ragnhild

Poly sagde ...

Kære Jørn

Du har helt sikkert din egen genkendelig stil. For som Ragnhild siger i indledningen i hendes kommentar, var det faktisk lige min tanker. Og jeg var ganske sikker på, du havde været ude i byen, for at finde et passende billed, med karnap selvfølgelig!

Historien flyder rigtig fint for mig, og måske er mine forventninger høje, men du skrev som jeg forventede du ville gøre, let og flydende.

Med dine skribent evner, kunne jeg ikke forestå, hvorfor du lige pludselig skulle fortælle: ”Kristian, ja for sådan hedder vores hovedperson,..”! Det stoppede ligesom min læserytme. Og jeg synes ikke jeg havde brug for denne information lige der, og især ikke, da du fortæller hans navn længere nede: ”Kristian var blevet boende i huset i et år".

Jeg opfattede et spor om hvor teksten ville føre mig hen, da jeg læste: ”Men der var noget særligt over det her.” Da Bentsen så fortalte, at den unge pige ledte efter sin oprindelig far, ja så kunne jeg ligesom Ragnhild, gætte mig til slutningen.

Jeg synes du har flettet ”billedrammen” og dens omgivelser, meget fint sammen.

Som altid, nyder jeg din fine deltaljebeskrivelse.

Med hilsner
Poly

Leonius sagde ...

Kære Jørn,

du fangede mig ind i din historie fra starten. Jeg blev der, og var godt underholdt.
Du har nogle dejlige beskrivelser af både miljøet og personerne.
Det eneste jeg studsede over, var Arne Jacobsens ægget, som jeg slet ikke kunne placere i maleriet, men det gør ikke noget, den er jo god at sidde i.

Leonius.

dorte.folkmann sagde ...

Kære Jørn.

Ham Bjergsted, han skulle vel ikke tilfældigvis være tidligere præstesekretær? I alt fald har du endnu en gang fundet en god og karakteristisk fortæller. Han tager sig god tid og undersøger nøje en masse små detaljer så han kan male så nuanceret et billede som muligt. Han ser nogle ting omkring pigen som hun måske nok ville undre sig over, men det er jo hans øjne der ser, og hans fortælling, så det er lige som det skal være. Selve historien er måske lidt for nem eller lidt for oplagt, men serveret på den her måde, så er den troværdig og fornøjelig. Der er hyggelig pibetobak i folderne på din historie og tweedjakke med skindlapper på ærmerne. Frederiksberghygge og lun kiosk
humor.
Var det mon sådan Hopper selv så sit billede? Det har ikke noget at sige, for det er sådan du set det, og det er det vigtigste når historien er en Jørn-historie.

Med glimt i øjet.

Kh Dorte

Randi Abel sagde ...

Kære Jørn,

Det er en rigtig Jørn-historie, fuld af underfundig humor og sprængfyldt med malende beskrivelser, så man virkelig føler sig hensat til lokationen. Du mestrer den disciplin til fuldkommenhed, synes jeg.

Historien er måske nok lidt forudsigelig, men det gør ikke noget, fordi den har så meget at byde på.

Jeg smiler op til begge ører med duften af kiosken i næsen.

Kh,
Randi

Jørn E. sagde ...

Kære alle!

Jeg er lidt sent ude med mine svar på jeres kommentarer. Det skyldes, at jeg har været ret optaget af at "dyrke" mit nye barnebarn, Victor, som lod sig føde d. 4. februar og er det første af mine børnebørn, som jeg har her i Danmark.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Ragnhild!

Ja, jeg tænkte også selv, at der måske var gået lidt meget "Familiejornalen" i den historie. Men hvis du læste "Rovfuglen" ved du også at jeg ikke altid er så "hyggeonkel-agtig".
Men tak iøvrigt for de søde ord. Jeg lægger altid vægt på dine kommentarer og er glad for at jeg har klaret balancen mellem tider og fortællervinkler.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Poly!

Tak for din søde kommentar. Du har ret i, at bemærkningen om Kristians navn er overflødig. Men den blev jo skrevet inden hans navn nævnes i anden omgang ;o).

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Leonius!

Tak for de venlige ord. Nej Ægget har jeg selv anbragt der, ligesom den videre beskrivelse af pigen o.s.v. Men jeg har taget afsæt i Hoppers billede, og det var det jeg syntes var det væsentlige.

Jeg er glad for, at du følte dig godt underholdt. Det er trods alt noget af det vigtigste.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Dorte!

Tak for din søde kommentar. Du har ret i, at den blev lidt forudsigelig og at der gik lidt ugebladshistorie i den, indrømmet.
Jeg er glad for, at du kan li' mine person- og miljøbeskrivelser.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Randi!

Tak for de søde ord. Ja, som jeg allerede har indrømmet i mine kommentarer, gik den hen og blev lidt forudsigelig. Derfor er jeg også rigtig glad, for at I er flere, der har rost mine miljøbeskrivelser og at I kan li' min stil.

Kærlig hilsen

Jørn E.

dorte.folkmann sagde ...

Kære Jørn

Stort Tillykke med barnebarnet, hvor er det dejligt, og godt at du forstår at nyde ham.

Kh Dorte

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Uh, hvor kan jeg da bare lige se dig hygge med dit nye barnebarn. Endnu engang tillykke med ham...

Jeg kommer også sent ind i kampen i denne omgang, men vil da lige melde ind, at jeg har læst og hygget mig.

Som adoptivmor kender jeg jo alt til vigtigheden af at kende så meget som muligt til sine biologiske rødder, så jeg forstår den unge piges sorg over "igen at være forladt(en grundfølelse mange adopterede har i deres bagage), da hendes adoptivforældre er døde, og hun søger tilbage til de biologiske. Det er næsten for himmelsk, at faren så viser sig at bo lige ovre på den anden side af gaden, men ind imellem må det også gerne få en lykkelig udgang. :-)

Miljøbeskrivelsen er fin og detaljeret, hvilket gør, at jeg kan fjerne mig fra maleriets miljø og flytte ind på Frederiksberg. Ydermere passer det velvalgte foto så fint til teksten.

KH Bente

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Hvor er jeg glad for, at du også kom ind med en kommentar.

"Næsten for himmelsk" er en meget sød måde, at sige det på. Som jeg har skrevet i mine svar på et par af de andre kommentarer, er jeg bevidst om, at der er gået lidt ugeblad i historien, men heldigvis sker det da at lykken og tilfældighederne smiler til en, så det trøster jeg mig med.

Jeg er glad for, at også du synes godt om person- og miljøbeskrivelserne og at du nikker genkendende til adoptivbarn-problematikken.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Poly sagde ...

Kære Jørn

Også et stort tillykke med dit barnebarn fra mig. Og hvor dejligt for dig, du ikke skal rejse i milevis, for at nyde det vidunderlige i små nuttede babyhænder, duften fra en lille baby og alt det andet der følger med. Rigtig god fornøjelse. ♥

Jeg havde undret mig over hvad der stod på menuen på din hjemmefront, da det ikke lignede dig ikke at komme med feedback.. Du er mere end tilgivet for at være lidt ude med dine tilbagemeldinger.

Til juli skal jeg være farmor, og jeg er ellevild ved tanken. Endnu mere fordi jeg har verdens vidunder af en svigerdatter, der har sagt til min søn, at babyer skal man dele!

Og så er jeg sikker på, vi på et tidspunkt få lidt baby-stof indflettet i dine tekster. Især med dine talenter i historiefortælling.

Med hilsner
Poly

Poly sagde ...

Jeg glemte at spørge om, hvorfor mon dit billed ikke kommer op i dine kommentar? Især da det stadig er på under "Faste læsere"!

Mh, Poly

Jørn E. sagde ...

Kære Poly!

Det ser da ud som om der er lys i sorgen. Det bliver forfærdeligt hurtigt Jul igen!
Det er dejligt, at ha' søde svigerbørn. Det er jeg også heldig at ha'.
Om alt går vel, så er der billede på dennne komentar.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Poly sagde ...

Kære Jørn
Mange tak. Alt gik godt, for nu dukker dit billed op.

Med Hilsner
Poly

Chelina sagde ...

Kære Jørn E

Jeg kan se de fleste har kommenteret de få ting i din tekst som også jeg havde en bemærkning til, bl.a. at præsentere ham som Kristian.

Jeg nyder i den grad dine beskrivelser, som er lækkert flydende og fangende.

Jeg er ikke så vild med den forudsigelige handling i slutningen af din ellers smukke tekst, men det er bare mig :)

Jeg kunne blive ved at læse dine smukke beskrivelser af værelset, bygningen og kiosken, du skriver så levende om kiosken at jeg sværger jeg kunne lugte tobakken :)

Mange hilsner
Chelina

Jørn E. sagde ...

Kære Chelina!

Din kritik er præcis og berettiget.
Jeg er en håbløs romantiker og indrømmer gerne, at der gik lidt "ugebladsroman" i slutningen på den er historie.

Jeg er meget glad for, at du kan li' mine sted og stemningsbeskrivelser - og så er jeg glad for, at du er med os her i Skrive-bloggen!

Kærlig hilsen

Jørn E.