onsdag den 2. marts 2011

Night Windows – et postkort fra New York



- Hopper! Han render og hopper, og der er ingen historie, det er bare en dame der vender ryggen til, og så kan jeg ikke se, om hun er glad, eller om hun græder, og det der mirobillede af den der kat, som morfar sendte lige før han … nej, dengang I var i Madrid, det er det bedste billede i hele verden, og når jeg bliver sådan en der skriver bøger, altså sådan en forfatter, så laver jeg ti historier om den kat. Slut.

Han trækker vejret og ser op. Puha, heldigvis smiler de, far ler lidt, og mormor griner næsten, og Liva har tænkerynker i panden. Han puster bobler i kakaomælken før han drikker.

Hoppers Night Windows. Og Miros kat. Det var det sidste postkort han skrev, morfar. Det var til Viktor, og det var så morsomt. De havde nu noget særligt sammen, de to. Det hænger på hans opslagstavle. Men et billede med et åbent vindue? Betyder det noget? For figuren? Sikkert. Og for mor? Meget måske. Hun vil noget med det vindue. Vil hun også noget med kvinden? Om lidt vender hun sig og smiler sit gamle smil til os. Vender hun hjem, når hun vender hjem? Der er noget i det mellemrum mellem Hopper og kvinden og os. Men måske er det mest til far.

- Det er så smukt. Og så stille. Den blå og de orange farver er vildt gode sammen. De slynger sig sammen, selv om de er langt fra hinanden. Jeg vil prøve at sætte de to farver tættere sammen. Hvis det kan lade sig gøre! Vi har heldigvis valgfag i morgen. Nu ved jeg, hvordan jeg skal komme videre med mit billede. Tror jeg. Måske er kvinden ked af det. Jeg ved det ikke. Det er farverne, der rammer mig.

Hun ser op. Mormor smiler sødt, far nikker, og Viktor laver øjne og drillekyssemund. Hun tager en muffins og hælder varm te i kruset. Mormor tager kortet og holder det ind i en solstribe. Der kommer ekstra glød i de orange farver. Det er som om smilet når mormors øjne, mens hun rækker kortet til far og siger, at det jo går efter alder i dag.

- Ja, det gør det jo. Tja, hvad skal jeg sige om det billede? Hopper? Jeg kender ikke så meget til Hopper. Jeg ved, han maler meget realistisk og at hans personer er alene på terrassen, i rummet eller i naturen. De virker ensomme, måske fordi de ikke er så vigtige for billedet, som deres omgivelser er. Og som farverne er. Men hvad ville rummet her være uden kvinden, og hvad ville kvinden være uden rummet? Men måske er det mest spændende blikket på kvinden. For nogen ser hende jo. Men hvem? Måske står der en ved et hjørnevindue i en lejlighed på samme etage i et hus på den anden side af den åbne plads. Måske er det en mand. Det kunne være mig. Hvis det nu var mig, og jeg var forfatter, så ville jeg sætte mig hen til min pc og begynde på en ny roman.

Han har vist snydt. Det er egentlig unfair. Men det orange håndklæde er for stærkt. Alt for stærkt. Viktor gumler kage og Liva er tænksom. Hans blik strejfer svigermors, da han rækker kortet retur. Husker hun mon de orange badehåndklæder. De fik dem af hende, den dag de flyttede sammen. Ham og Pernille. Flyttetrætte indvier de badekar og orange håndklæder. Tørre og varme pakker de hinanden ud. De er hinandens gave. Sådan blev det. Sådan er det. Godt hun alligevel tog på den studierejse. Hun skal tilbage til sit projekt. Der er liv og løfter i kvinders orange håndklæder. Kaffen er blevet kold. Han fylder noget varmt i koppen. Så er det mormors tur. En ensom kvinde og mormor. Bare hun klarer det.

Et åbent vindue. Pernille er ikke for ingenting kunsthistoriker. Kvinden er alene i rummet. Det er en fantastisk ide at lave fortælleseance over eftermiddagskaffen, når der kommer rejsepostkort. Hun er altså alene. Det må hun være. De har i mange år været ekstra opmærksomme på de kort, de købte og sendte, når de var ude at rejse. De købte og sendte! Det er da datid! Det sidste var Miros kat. De næste må hun selv klare. Hun må kunne finde ud af det. Hun bider sig i underlæben og nikker som til sig selv.

- Night Windows. Nej, først kattekortet. Morfar bestemte, det skulle være det, og at det skulle være til dig, Viktor. Vi havde set Jean Miro og det havde været en dejlig dag. Vi spiste på en spansk restaurant og morfar havde sagt, at han skulle fortælle mig noget meget vigtigt. Men først ville han fortælle sin lille historie om den spanske kat en gang til. Den var så morsom. Jeg morede mig. Vi lo begge to. Pludselig lo han ikke mere.

Hun tøver. Tørrer tårer af sine kinder, ser deres varme blikke og trækker vejret dybt.

- Det er et dejligt billede, Pernille har valgt. Der er så meget varme og lys i det. Måske er den kvinde blevet alene. Måske kan man alligevel godt leve videre alene. Jeg kan da begynde med at åbne et vindue og ordne nogle af morfars ting. Når Pernille kommer hjem fra New York, er jeg parat til at tage hjem til Århus. Det kan jeg godt klare. Nu. Men Viktor, måske kan du, når du bliver den der forfatter, fortælle mig det vigtige, som morfar ikke nåede at fortælle.

Foto: Ragnhild

22 kommentarer:

Jørn E. sagde ...

Kære Ragnhild!

Interessant vinkel du har valgt. Hopper får nyt liv med sit billede, som er modtaget som postkort fra en skæbnesvanger ferie i New York.

Du skaber en dejlig og troværdig stemning med familien ved kaffebordet og den fabuleren der er omkring Miros kat vs. Hoppers røde dame.

Som sædvanlig glider historien let og ubesværet og jeg var godt underholdt.

I afsnittet, jeg mener det er det syvende, med de orange håndklæder, skriver du, at de "tørre hinanden"
her mangler der et "r" i tørreR.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Ragnhild sagde ...

Kære Jørn

En varm tak for din kommentar. jeg er glad for, at du synes, historien "er ubesværet". Teksten har ligget på Perfiktion et par uger, og et par læsere havde besvær med mit skift mellem de fire synsvinkler på billedet.

Jeg nåede lige at tænke "åh nej, ikke et manglende nutids-r på et drilleverbum!" Men "tørre" er i teksten brugt som et tillægsord. De var varme og tørre, kunne der også have stået. "pakker" er sætningens udsagnsled!

Jeg tror ikke Pernilles (studie)tur til Moma i New York bliver skæbnesvanger som sådan, den bliver vel en hjælp til at finde tilbage til hverdagen efter sorgen over den afdøde far, men morens og farens noget tidligere tur til Spanien blev "skæbnesvanger", da faren pludselig falder om og dør.

Jeg er glad for, at du finder min vinkel på teksten interessant. Jeg kunne ikke lave den kvindes historie, men jeg kunne lade fire forskellige have et blik på hende og dermed afsløre noget om sig selv og familiens situation.

Tak og kh Ragnhild

Leonius sagde ...

Kære Ragnhild,

jeg sidder nu og tænker på hele den familie, og det forekommer mig, at vi bevæger os på kryds og tværs af generationerne, og deres specifikke opfattelser.
En rigtig god måde at løse opgaven på, syntes jeg.
Den stemning du så efterlader din læser i, passer formidabelt til det billed vi skriver om.

Leonius.

Randi Abel sagde ...

Kære Ragnhild,

Det er en anderledes og interessant måde, du har valgt at kigge på Hoppers billede.

Jeg er som altid meget begejstret for dit sprog. Jeg har læst teksten mange gange, og der dukker hele tiden noget op, som jeg ikke lagde mærke til de første gange.

Desværre har jeg meget svært ved de mange synsvinkler. Især sproget fortæller mig, at der er tale om forskellige generationer.

Kh,
Randi

Ragnhild sagde ...

Kære Leonius

Tak for at komme og tak for din kommentar. Du har helt ret, teksten bevæger sig på kryds og tværs mellem de tre generationer. De enkeltes tanker (det usagte) og det den enkelte siger "følges dog ad" før der skiftes synsvinkel. Jeg er glad for, at du kan lide min måde at løse opgaven på.

Kh Ragnhild

Ragnhild sagde ...

Kære Randi

Igen - tak for hjælp med at skifte billede. Bliv et øjeblik og drik en kop kaffe :-)

Jeg er rigtig glad for, at du fortæller mig, at der dukker andet og mere op, når du genlæser teksten, og jeg er rigtig meget glad for, at du er begejstret for mit sprog.

Fire synsvinkler i så lille en tekst, er da meget drilagtigt, men de dukkede op alle fire, da ideen med at bruge Hoppers billede som postkort, dukkede op.

Tak for dit læsearbejde med teksten og for din kommentar. Og tak for at give teksten mulighed for at være alene om opmærksomheden et par dage mere.

Kh Ragnhild

Jørn E. sagde ...

Kære Ragnhild!

Jeg har læst din tekst igen og må sige, at jeg oplever stor dybde i den.

Jeg har ikke nogen problemer med de skiftende fortællersynsvinkler, ligesom jeg ikke har de store problemer med at skifte tid indimellem ;o) Jeg synes det giver en historie liv.
At du har valgt et nyt billede, synes jeg er OK, for jeg synes heller ikke mit maleri fra en Smålandsk aftenstemning havde meget med sagen at gøre.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Ragnhild sagde ...

Kære Jørn

Tusind tak for at komme igen og for at bruge store ord som "stor dybde" i forbindelse med min tekst :-)

Jeg er glad for, at du ikke har problemer med synsvinklerne, men jeg forstår godt, at nogen har problemer med mine noget utydelige skift mellem de fire personer.

Billedet fra en Smålandsk aftenstemning kunne der jo skrives tekster til. Dit fine billede kunne sagtens inspirere mig til en tekst. Du skriver "mit maleri" - så du både skriver og maler?

Jeg svarede dig i går aftes fra Brejning fra min datters pc-er, men teksten forsvandt ud i cyber-space. Vi måtte lige tage turen til Århus og se Kristian Lemmerz's Genfærd, og det var sidste dag i går. Vi lavede så en lille miniweekend, nu vi var afsted. Udstillingen var meget stærk og gav virkelig stof til eftertanke.

Kh Ragnhild

Jørn E. sagde ...

Kære Ragnhild!

Tak for dit gensvar! Det ville da glæde mig, at se en historie fra din hånd om den smålandske stemning.

Ja, jeg har også malet lidt, og du kan se nogle af mine malerier på min hjemmeside
www.j-funnyo-rn.dk
Jeg har iøvrigt doneret et billede til en organisation som hedder "breast friends" som støtter forskning i brystkræft.
Det er Bruun-Rasmussen, som afholder en netauktion frem til d. 10. marts og billeder og bud kan ses på Bruun-Rasmussens hjemmeside.

Kærlig hilsen

Jørn E.

dorte.folkmann sagde ...

Kære Ragnhild

Af alle gode tekster, du har skrevet, er den her nu nok den p, den allermest billed- og stemningsskabende. Som et kærligt åndepust fra ham, der har forladt dem, svæver du rundt mellem familiens unge og gamle medlemmer, ser dem i øjnene, ser ud af deres øjne og lader deres kommentarer give læseren et lille glimt af en familie der har noget godt sammen. Et kaffebord, et postkort, en god tradition om at kunne snakke sammen, kunne lytte, drille, le, lufte sine drømme, blive taget alvorligt.

En skøn tekst som jeg har læst nogle dage i træk og den har ligget og lagret og blevet mere smilende for hver gang.

Du skriver i en stil som jeg rigtig godt kan lide. Vi får ikke det hele fortalt, får bare nogle brikker til en forståelse eller en fornemmelse. Ikke nogen egentlig handling, men en stærk beskrivelse af et fællesskab. I sådan en tekst lever ordene deres eget stille liv som vi kan tage del i og smile lidt til.

Skøn ide at lade billedet være den lille tilfældige ting der binder familien sammen lige netop denne dag. I morgen er det noget andet, men der vil altid være noget.

Smukt!

Kh Dorte

Ragnhild sagde ...

Kære Jørn

Og tak i lige måde for det med "gensvar" :-)
Jeg har været lidt rundt på din spændende hjemmeside, har læst, set og lyttet. Det må dog kræve en masse tid at lave og holde en sådan hjemmeside ved lige, ikke? Jeg fandt også dit spændende donerede billede"Lindhult Gl. Skola". Det er en flot ide, at støtte en god sag på den måde.
Pludselig huskede jeg dit billede "Bugtaleren" og et billede til et digt af Nenner, så mon ikke jeg nu husker, at du både maler, skriver og fotograferer.
Kh Ragnhild

Ragnhild sagde ...

Kære Dorte

Tak for din meget smukke kommentar. Jeg blev både glad og rørt, da jeg læste den.

Tak for at berøre det med " nogle brikker til en forståelse eller fornemmelse" - jeg forsøger netop, at lade noget usagt være til stede som en undertekst.

Det er dejligt, at du oplever teksten bliver mere smilende ved genlæsninger. Selv om det blev til en tekst om død og sorg, skulle smil og glæde være med. Tak for at se det og for at fortælle mig det.

Kh Ragnhild

Bente Pedersen sagde ...

Kære Ragnhild!
Liggende på min seng med en godt og vel forstuvet højre hånd og dernæst et hold i ryggen læste jeg et udprint af din tekst allerede i slutningen af sidste uge, og nu er jeg så endelig nået frem til at kunne skrive lidt igen, så nu skal du få min kommentar.

Ved første gennemlæsning havde jeg svært ved at få styr på fortælleren og bestemte mig for at lade teksten hvile, til jeg var mindre træt og mere klar i tankerne.

Ved anden gennemlæsning i går var jeg så meget opmærksom på at få styr på fortælleren og dermed personerne og deres indbyrdes relationer. Jeg mødte to børnebørn, Viktor og Liva, en far og en mormor samlet om at afkode budskabet i valget af motiv på et postkort. Allerede i valget af første ord fortæller du os hvilket motiv! Så godt fundet på, Ragnhild!

Jeg fandt ud af, at to familiemedlemmer var savnede på hver sin måde. Morfar, der døde på en rejse sammen med mormor til Madrid, og mor/hustru/datter, Pernille, der er taget på studierejse, og som er hende, der har afsendt kortet. Jeg er fuld af respekt for den udfordring, du har givet dig selv ved ikke at anvende den gængse måde at fortælle på, og jeg synes, at det lykkes. Ja, det stiller selvfølgelig større krav til læseren, men idet det er en kort tekst, så er udfordringen overkommelig. Jeg ved ikke, om jeg ville kunne læse en længere tekst, der skiftede synsvinkel så hyppigt, men det er jo en anden sag. Dejligt fornyende og en meget vanskelig opgave, du har løst.

Ved tredje gennemlæsning nød jeg så at opleve at få en oplevelse af dynamikken mellem de forskellige personer. Jeg oplever en lille dreng, der savner sin morfar og har fået rigeligt af de voksnes alvor. Jeg oplever en teenagedatter, der savner sin ”gamle” velkendte mor, og som er spændt på om moren er helet, når hun vender hjem. Jeg oplever en ægtemand, der er på vej i en erkendelse, som savner sin kvinde med forventning om noget godt i fremtiden. Endelig oplever jeg en ældre kvinde, der har gennemgået første del af sorgprocessen boende hos datter og svigersøn, men som nu er klar til at tage næste skridt, dog mangler hun stadig svar. Føler naturligvis, at hun er gået glip af noget vigtigt ved tabet af ægtemanden, men aner at det kan findes andre steder f.eks. i samværet med børnebørnene.

Det var blot en lille del af det, jeg læser i din tekst, men jeg vil slutte med at sige, at jeg også nød fremstillingen af deres tanker /reelle følelser, og så hvad de vælger at spille ud på bordet i deres replikker. Selv den mindste, Viktor, er bevidst om ordenes betydning og ånder lettet op, da ingen reagerer voldsomt på hans søde analyse og hans udmelding af savnet af morfaren. Det er så fint, så fint, så tak for denne tekst også, Ragnhild!

KH Bente Tibbe

Chelina sagde ...

Kære Ragnhild

Jeg blev meget rørt at din historie, ømheden og varmen i den er så overvældende forenet i en smuk familietradition, med det udtalte og det utalte, med generationsskift og tanker om fortid og fremtid.

Det er et svært projekt du har taget fat i, hvor tider og tanker og personer skifter, men du har gjort det helt fantastisk.

Sikke en rørende og varm oplevelse at læse.

I afsnit 7 er der en lille rettelse "Hans blik.."

Mange hilsner
Chelina

Ragnhild sagde ...

Kære Bente

Et stunt, to forstuvede led og ondt i ryggen. Det lyder ikke rart (hov det med jysk underdrivelse er smittet af på mit sprog)altså, det lyder ganske forfærdeligt. Rigtig god bedring :-).

Jeg hæftede mig ved, at du var "væk", og var tæt på at maile til dig og spørge, om du var ok. Men så dukkede du pludselig op med en kommentar.

Og sikke en kommentar. Bente, jeg blev så glad for den. Du ikke bare læser, du nærlæser og kommer så tæt på med dine fine udlægninger, så det næsten er, som om du har været med i min skriveproces.

Jeg er efterhånden kommet til at holde af mine fire personer, og jeg er så glad for, at du ser ind i dem og aflæser dem og deres tale og tanker, sådan som jeg har forsøgt at udtrykke det.

Ja, Viktor er på sin egen måde bevidst om sproget og om, at han da ikke gider fortælle om "den dame", men katten den kan få ti historier. Så han vover en "protest" uden at være sikker på far og mormors reaktion. Den var heldigvis ok, og så kan der blæses bobler!

Bente, tak for din meget smukke og grundige kommentar.

Kh Ragnhild

Ragnhild sagde ...

Kære Chelina

Du får en stor tak for din varme og smukke kommentar. Det føles på en måde stort, at kunne røre andre - her dig :-) med en tekst.

Måske er det vanskeligere at læse teksten, end det var at skrive den. Jeg "kendte" de personer og "styrede" dem efter alder. Det er dog alt sammen fiktion. En varm tak for "helt fantastisk".

Det manglende s kan jeg ikke gå ind og rette, men ser Bente det her, er jeg sikker på, hun vil gøre det for mig. Tak også for din røde streg!

Kh Ragnhild

Bente Pedersen sagde ...

Kære Ragnhild!

Hvad du ønsker skal få :-) Flukssssssssssss :-)

KH Bente

Ragnhild sagde ...

Tak Bente

:-) Ragnhild

Anita sagde ...

Hej Ragnhild.
Jeg har været inde og læse din tekst tidligere - og blev forfærdelig forvirret!
Men, men sikke det hjælper når jeg har opgaven og billedet med :D :D
Jeg kunne ikke finde ud af hvor månedsopgaven gemte sig!! Takket være diskussionsforumet er det nu på plads for mig, der aldrig før har "blogget" ;)
Billedet jeg aldrig har set før, er i sig selv fantastisk - efterlader meget til fantasien.
Den måde du har snørklet dig ind på en løsning af opgaven er helt utrolig fantasifuld.
Teksten flyder meget let og ubesværet - jeg prøvede at læse den højt her på en stille mandag morgen - replikkerne skifter fint og let fanges stemningen under min lille oplæsning.
Kh
Anita

Ragnhild sagde ...

Kære Anita

Velkommen også som kommentator på bloggen. Ja, det er ikke så ligetil at være ny som blogger. Det tog mig også lidt tid at lære at blive blogger.

Dejligt du fandt frem til opgaven og Hoppers maleri. Uden billedet af Night Windows bliver det ekstra svært at få hold på min tekst. Jeg kan godt forstå, du var forvirret ved dit første møde med min lille historie.

Tak for at vende tilbage, for at give så flot en kommentar og for at læse "højt her på en stille mandag morgen". Jeg er rigtig glad for, at teksten "flyder let og ubesværet" for dig, og så er jeg også glad for udtrykket "snørklet" mig ind på, og at du synes, det er "fantasifuldt".

Jeg læser altid mine egne tekster højt - også undervejs i skriveprocessen. Det giver en ekstra fornemmelse af sproget. Om det virker! Jeg læser også tit andres tekster højt før jeg lægger min kommentar.

Nu er det spændende, hvad næste måneds opgave bliver. Månedsopgaver giver ekstra liv på bloggen, og det er altid interessant at se, hvad "hinanden" får ud af forlægget.

Kh Ragnhild

Poly sagde ...

Kære Ragnhild

Jeg undskylder min sene kommentar!

Jeg har med fornøjelse læst din tekst, men er desværre forhindret i at skrive en længere kommentar pt på grund af en gipsarm.

Du har altid en hel specielt måde at fortælle en historie på. Og her, en masse indbyggede budskaber, om hvordan hvert familiemedlem er påvirket af morfars bortgang, igennem ”en fortælleseance over et rejsepostkort”. Rigtig flot.

Med hilsner
Poly

Ragnhild sagde ...

Kære Poly

Du ta'r den da "i stiv arm", men du behøvede da ikke at gøre det som min Johannese i saxo-klicheopgaven "i gipsarm, og så højre, så jeg(du) ikke kan skrive".

Tak for din kommentar. Godt at læse dig igen, med fin hjælp fra Bente. Tak især for dine egne sidste fire linjer, dem er jeg ekstra glad for.

God bedring, du må tage de ekstra 14 dage i stiv (gips)arm :-)

Kh Ragnhild