lørdag den 19. marts 2011

Spøgelsesbilen



Jeg havde aldrig i mit liv troet på spøgelser, magi eller andet overnaturligt. Ikke før en skæbnesvanger dag i mit dengang 16-årige liv.

Det havde været en helt normal dag, ligesom alle andre. Jeg havde været ude og købe julegaver med min bedste ven, Matt, og vi sad nu på bagsædet i min fars bil på vej hjem. Sneen dalede stille ned udenfor og indbød til julestemning. Vi var allerede godt i gang med at planlægge julehygge med marcipan og havregrynskugler, når vi kom hjem. Vi kom kørende ad landevejen, forbi den nøgne skov, som næsten sukkede af kulde, da vi kørte forbi. Bilen sagtnede farten og min far gjorde klar til et venstresving op ad Markvejen, men han drejede for tidligt, måske pga. det glatte føre, og vi kom på kollisionskurs med en sort varevogn. Jeg spærrede øjnene op i rædsel, ville skrige, ville lukke øjnene, ville væk. Men jeg var som frosset fast til mit sæde, og kunne ikke gøre andet, end at se døden i øjnene.

Vi kørte lige igennem. Igennem bilen! Jeg så mig forbavset ud af bagruden, men kunne ikke se nogen varevogn. Matt gloede på mig med et løftet øjenbryn. ”hvad er der galt?” spurgte han. ”Du ligner en der har set et spøgelse!” Jeg sad bare og stirrede ud i luften, helt forbavset og uforstående. ”S-så d-du d-det i-ikke?” spurgte jeg ham stammende. Han så forvirret på mig, spurgte mig, hvad jeg talte om. Min far drejede bakspejlet og så bekymret på mig. Jeg var den eneste, der havde set den, men jeg kunne sværge på, at det var sandt! Jeg rystede bare på hovedet, og lod det ligge, selvom frygten stadigvæk sad som en mørk tordensky over mit hoved.

Da Matt og jeg senere på aftenen gik ned for at leje en film, drejede han pludselig vores samtale over på min mærkelige opførsel i bilen. ”Du så noget, gjorde du ikke?” spurgte han mig og så indgående på mig. Jeg sukkede dybt. Et lille træk i hans mundvige fortalte mig, at han udmærket vidste, at når jeg gjorde det, havde han fået fat i et emne, jeg ikke brød mig om at tale om. ”Jo,” svarede jeg, og så fortalte jeg ham, hvad der var sket. Det bedste ved Matt var, at han aldrig tvivlede på, hvad jeg sagde, han kunne aldrig finde på at grine ad mig, hvis jeg fortalte ham noget alvorligt, lige meget hvor langt ude det måtte virke. Tværtimod sukkede han dybt. ”Hvor er det snyd!” udbrød han. ”Jeg ville også opleve et eller andet spændende.” Jeg gloede bare på ham med et løftet øjenbryn. Det var overhovedet ikke spændende, det var uhyggeligt! Jeg rystede bare på hovedet og sukkede en gang mere.

En mand kom gående med sin lille tæppetisser i lysende snor og lyserød frakke. Det var det eneste tegn, vi havde set på liv, siden vi gik hjemmefra. Jeg trak ind bag Matt og lod ham passere. ”Hvad laver du?” spurgte Matt. Hvad så det ud til, at jeg lavede? ”Jeg gør plads til manden selvfølgelig!” Matt stoppede op. Manden og hunden stoppede op. ”Hvilken mand?” spurgte Matt, og manden gloede ondt på mig og hvæsede med en stemme, som stak i mig som nåle: ”Det er hende!” Og for øjnene af mig, voksede det lille kræ ved hans fødder sig større og større. Fråden stod ud ad munden på den, tænderne blev lange og sylespidse, øjnene glødede rødt og ondskabsfuldt. ”LØB!” skreg jeg og greb Matt i hånden og trak ham efter mig i flyvende fart i den glatte sne ned mod filmkiosken. Bag os hylede hunden og satte efter os. ”Hvad var det?” spurgte Matt ængsteligt. Gudskelov, han kunne i det mindste høre, hvad jeg så. ”Bare løb!” råbte jeg tilbage.

10 kommentarer:

Chelina sagde ...

wauw sikke en gyser.. vender lige tilbage og læser den igen og kommenterer.

Men WAUW

Mange hilsner
Chelina

Poly sagde ...

Kære Ditte

Jeg har med fornøjelse læst din tekst, men er desværre forhindret i at skrive en længere kommentar pt på grund af en gipsarm.

Men uha, sikken en historie. Lækre kuldegys! Det hele flød hen ad vejen med gåsehud og jeg ville ha' mer! Fabelagtigt godt skrevet.

Med hilsner
Poly

Lisa Rossavik Rich sagde ...

Kære Ditte
Det er en god velskrevet historie.
Det er så herligt med lidt gys!
MKH. Lisa

Anita sagde ...

Hej Ditte.
Mystikken og gyset breder sig!
Hvad er det der sker?

Meget velskrevet tekst, der efterlader mig med spørgsmål om virkelighed og ikkevirkelighed.

Hvordan kan Matt hører men ikke se?
Fin historie :)

Kh
Anita

dorte.folkmann sagde ...

Kære Ditte

Nøj hvor spændende. Jeg skal da lige love for at julehyggen fik en marcipangris i den gale hals.
Du antyder lige fra start at vi er i en verden hvor alt kan ske, og så er det alligevel så virkeligt. Hvem kan ikke forestille sig hvordan det må være at se noget som ingen anden kan se.

Uhyggeligt.

Et lille ændringsforslag:
I sætningen "Vi kom kørende . . . ." kan du godt stryge "da vi kørte forbi" - det er næsten som at køre forbi to gange.

Kh Dorte

Randi Abel sagde ...

Kære Ditte,

Uuhhh hvor spændende og uhyggeligt. Man kommer næsten til at gispe efter vejret, da de løber afsted med udyret i hælene. Jeg synes, det lykkes dig at gøre det usandsynlige sandsynligt.

Jeg kan godt lide dit udtryk, at skoven næsten sukker af kulde.

I afsnit 3 ville jeg fjerne "spurgte jeg ham stammende" efter "S-så d-du d-det i-ikke?" På den måde, du skriver det, kan vi se, at hun siger det stammende.

I stedet for "Min far drejede bakspejlet og så bekymret på mig" ville jeg skrive "Jeg kunne se min fars bekymrede ansigt i bakspejlet," som er mere show.

Kh,
Randi

Bente Pedersen sagde ...

Kære Ditte!

Du fortsætter i samme spændende spor, som i din første tekst "Hullet". Jeg elsker...og hader...et godt gys, netop fordi det har evnen til at bringe os ud til kanten af det uforståelige, og alt efter sindsstemning kan det være rart eller det modsatte. Jeg glemmer aldrig, hvordan Exorcisten i mine teenageår påvirkede mig i månedsvis. Der er stadig scener i den film, som jeg ser lyslevende for mig. Man kan sammenligne din teksts opbygning med den og andre gysere, at de begge starter i det trygge univers for så at udvikle sig længere og længere bort fra tryghedens centrum. Og den får så en ekstra tand i og med din hp står noget alene i mødet med "det onde".
Rigtig flot udvikling af spændingskurven. Fortsættelse udbedes, tak!
KH Bente Tibbe

Chelina sagde ...

Kære Ditte
Så er jeg tilbage og har læst din spændende historie igen.

Du formår at sætte stemningen fra starten og det der især virker for mig, er at du lægger ud med noget af det hyggeligste (for nogen) der findes - Julen og pludselig i den stemning kommer lastbilen og jeg sidder med tilbageholdt åndedrag og venter på sammenstødet, den stemning af angst for en virkelig ulykke, ændres til en stemning af overraskelse, mistro og angsten for det uforklarelige.

Den stemning er ikke rystet af før det næste skræmmebillede bliver præsenteret i endnu en hygge stemning. Det virker så godt.

Der hvor jeg er lidt kritisk er nok i sidste afsnit. Jeg behøver ikke hunden som helvedeshund, det er nok at hun igen ser noget som Matt ikke ser. Du beskriver så godt manden og hunden at jeg ikke forestiller mig at de ikke er virkelige og med Matts bemærkning "hvilken mand?" gør det stemningen spændt og uhyggelig igen. Det virker. Men hunden som bliver kæmpe etc. det virker ikke rigtig på mig, det blev formeget, på en måde.

Men super skønt gys. Jeg nød at blive kastet rundt i hygge og uhygge og fastholdt hele vejen.

Glæder mig til at læse mere.

Mange hilsner
Chelina

Jørn E. sagde ...

Kære Ditte!

Jeg elsker den slags historier, som bevæger sig i området mellem virkelighed og fantasi, som antyder, at der er mere mellem himmel og jord.

De uhyggelige passager er supergodt beskrevet. Og jo forresten dín fine metafor om den frysende skov er bare raffineret.
Også beskivelsen af Matts reaktion med den lille bevægelse i mundvigen da han forstår, at emnet er ubehageligt for hp er rigtig fin.

En lille bemærkning fra "Sproghjørnet":
3. afsnit, sidste sætning: Selvom frygten stadigvæk SAD som en mørk sky.... Jeg vil foreslå, at du ændrer SAD til LÅ.

Leonius sagde ...

Hej Ditte,

en god historie med et uhyggeligt tema i julehyggen.
Jeg blev desværre forstyrret noget af sætningen:
"Det havde været en helt normal dag, ligesom alle andre."
Jeg tror ikke at den dag man køber julegaver er som alle andre.
Ellers en fængslende historie, hvor jeg dog mangler at komme lidt længere i forløbet, for at blive helt tilfreds.

Velkommen her.

Leonius.