onsdag den 4. maj 2011

Den falske Fortuna


Tekst: Robert Mørk Tindholm
Foto: Jørn E.



Det var en af de dage, hvor Jonna var lykkelig fra det sekund hun slog øjnene op. Stadig nyforelsket på 82. døgn.

Efter Jørn var flyttet ind, var drømmejobbet blevet en biting som bare blev overstået, mens tankerne bar hende rundt i en overvældende fremtidsversion af livet. Her var der både plads til baghave med swimmingpool, vinkælder, og hede sommernætter på lange hvide sandstrande.

Af og til prøvede hun at huske hvordan det havde været, før lykkens gudinde havde ladet hende falde pladask for Jørns fødder. Men det var hende komplet umuligt, den tid var udvisket af hendes hukommelse.

Denne dag var en fredag, og det gjorde hende om muligt endnu mere lykkelig. En lang weekend og bare de to. Datteren Emilie skulle være hos sin far. Kunne livet byde på en større gave? Nej Jonna kunne i hvert fald ikke komme på den. Og dog, så skulle det da lige være at Emilie ville bryde sig lidt mere om Jørn. Men det problem kendte hun jo fra flere af sine veninder. Børn og nye kærester kan være en svær cocktail at blande.

Forventningsglæden var slet ikke til at styre. Hun tog fri over middag, hvorpå hun dansede sig gennem strøget, og købte rigeligt ind. De næste par dage skulle det helst ikke blive nødvendigt, at gå længere væk fra sengen, end ud til køleskabet.

Køreturen fra midtbyen og hjem, kunne sagtens være endt i en katastrofe, for Jonna lagde knap nok mærke til trafikken. Hun var fuldt optaget af at planlægge deres første barne-fri weekend i over to måneder. Først en lækker romantisk middag, hun havde købt lammekølle og fire flasker af prinsgemalens rødvin. Som forret ville hun servere gratinerede jomfruhummerhaler og desserten skulle bestå af hende selv, i den nye sorte Negligé med røde blonder og så med en flaske dyr champagne i favnen. Hun kunne levende forestille sig, hans glade og sultne ansigtsudtryk.

Ja, Jonnas tanker var fyldt op af Jørn da hun parkerede bilen, og slæbte indkøbsposerne de sidste meter ad flisegangen. Hun var sikker på han også havde en overraskelse til hende, og kunne ikke dy sig for at stoppe ved et vindue og kikke ind. Måske havde han fyldt stuen op med blomster, det kunne ligne ham.

Chokket ramte hende som et isbjerg i en svømmehal. Midt på gulvet stod Jørn med hænderne om Emilies hals. Hun hang i hans udstrakte arme mens han ruskede hende hårdt, og derpå smed hende gennem stuen.

Ved hoveddøren var hun fuldstændig omtåget, hun rodede rund i tasken efter nøglen, men kunne slet ikke tænke klart.

Jørn for sammen da dørklokken larmede. De røde tåger i hans hjerne, spredtes langsomt. Han tog et hurtigt overblik over stuen, ingenting var væltet. Derpå råbte han til pigebarnet, at hun skulle skride ind på sit værelse, han var slet ikke færdig med den forkælede møgunge endnu.

Da han åbnede hoveddøren, så han ikke andet end lammekøllen, som kom susende, før det hele bare var stjerner og små sole.

9 kommentarer:

Ragnhild sagde ...

Kære Robert

"Det så jeg ikke komme.
Havde forventet en anden kvinde i Jørns arme.
Hvordan kunne du gøre det?
Vold mod et barn i en så fantastisk tekst!
Dermed bliver vendepunktet ikke bare et vendepunkt - men en KOLBØTTE!
Synd for lammekøllen, men alligevel
han havde fortjent den serveret netop på den måde.
Næste gang jeg forbereder min lammekølle
på en bund af skiveskårne kartofler og hvidløg,
vil jeg stå og smile lunt over din forfærdelige - men også forfærdelige gode tekst."

Et gys af et gensyn med din saxo-tekst, hvor et vendepunkt var et af kravene.

Det er dejligt at møde dig igen, Robert.

Kh Ragnhild

Ragnhild sagde ...

Hov, jeg fik ikke lige med, at det meste af min kommentar er et citat af egen kommentar på saxo.

Kh Ragnhild

Bente Pedersen sagde ...

Kære Robert!

Jeg håber, at lammekøllen var så godt og grundigt bundfrossen, at slaget fra den har forandret den "kære" Jørn så meget, at han vågner op med en ny hjernestruktur, der betinger ham at være kærlig og omsorgsfuld resten af sine dage... Vågner op, vel og mærke langt væk fra denne lille familie, der vist har brug for at komme sig.

En god, velfortalt og velkomponeret lille gyser, hvor jeg selvfølgelig havde forventet ridser i den lyserøde lak, og det fik jeg så sandelig også... To store af slagsen endda...

Hyggeligt at læse en af dine tekster igen, Robert.

KH Bente

Anita sagde ...

Kære Robert.

Hold da helt op.
Her er shaking-baby-syndrom og en traumatisk hjerneskade på vej til min arbejdsplads, hvis de ellers når så langt!!

...sikke en skrækkelig hverdagshistorie, med et vendepunkt der batter.

Kh
Anita

Chelina sagde ...

Kære Robert

Husker tydeligt den virkning dit vendepunkt havde da jeg læste teksten for første gang på SAXO, puha :)

Super dejligt at genlæse din flotte tekst hvor læseren danser på lyserøde skyer indtil sidst og så SLAM

Tak for gensynet

mange hilsner
Chelina

Randi Abel sagde ...

Kære Robert,

Jeg har røde ører, for du skulle have haft en tekst på bloggen for længe siden. Jeg håber, du tilgiver, at du er blevet syltet?

Det er en grum og overraskende historie, du præsenterer os for. Jeg er vild med den store kontrast - den lette, lyse og forventningsfulde stemning, og som et lyn fra en klar himmel det forfærdelige syn og lammekøllen i aktion.

Det var et dejligt gensyn.

Kh,
Randi

Jørn E. sagde ...

Kære Robert!

Jeg nød også gensynet af din historie. Særlig godt kan jeg lide "som et isbjerg i en svømmehal". Det kan man da kalde et overraskelsesmoment!

Kender selv de problemer der kan være mellem en ny kæreste og kærestens børn. Jeg skal skynde mig at sige, at det ikke er mig der optræder her. Jeg har aldrig slået et barn.

Og Bentes ridser i den lyserøde lak skulle måske ha' været ridser i lammekøllen. Jeg havde ligesom Bente også i tankerne et stille håb om at den var dybfrosset.

Ting/personer er ikke altid som de ser ud til.

Humoristisk og tankevækkende lille hverdagsgyser.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Lisa Rossavik Rich sagde ...

Kære Robert!
Hold da op for en historie....
Jeg fik lidt af et chok.
Den skønne hyrdetime, der ikke bliver til noget-men går over i lammekøllebank.!
Det er en fin lille historie, du har lavet. Den var spændende at læse.
Med venlig hilsen
Lisa

Leonius sagde ...

Kære Robert,

hvor er det en flot og velfortalt historie.
Flot fordi han i den grad får øjeblikkelig afregning for sine gerninger.
Naturligvis ønsker vi at han er afgået ved døden, men det ville nok belaste den lille familie stort, så jeg vælger at slutte historien med at han vågner op med en aldeles alvorlig migræne, og et ubændigt ønske om straks at skifte opholdssted.
Den tekst er også et gensyn for mig, men godt at læse den igen.

Leonius.