onsdag den 18. maj 2011

Den unge løjtnant


Tekst og foto: Jørn E.



Vinhandler Ammitzen var vred og irriteret over sin søns opførsel. Eskapader med unge piger og selskaber der ikke var hans stand værdig. Men som far, holdt han naturligvis af sin spradebasse af en søn. I vore dage ville man nok ha' kaldt unge Nicolai for en playboy.
Det hele havde nok været lidt for let for Nicolai. Rige forældre. Dannelsesrejse til de kendte vindistrikter i Frankrig. Godt udseende, charme. Pigerne faldt for ham på stribe.
Den gamle vinhandler måtte gribe sig i, at være lidt stolt af sønnen. Han klarede sig jo godt. Vinhandleren var dog ubehageligt bevidst om, at den unge Nicolai ikke rigtig havde mødt nogen modstand i tilværelsen, og derfor manglede...modenhed.

En dag fik vinhandleren besøg af en gammel ven, ansat i Krigsministeriet.
Vennen talte meget om den alvorlige situation i Sønderjylland. Man var ærligt talt ikke rigtig forberedt på, at skulle prøve kræfter med hertugdømmerne en gang til. Nu, hvor det meget stærke Preusen, med rigskansler Bismarck i spidsen, ikke lagde skjul på, at man støttede hertugdømmerne, var situationen rent ud sagt katastrofal. Det ville være afgørende at man ved en eventuel konfrontation kunne standse fjenden ved Dannevirke.

Vennen indrømmede, i al fortrolighed, at Dannevirke ikke var meget bevendt som militært forsvarsanlæg. Derfor var det vigtigt, at stærke, unge og nationalt bevidste unge mænd var parat til at lede de danske soldater i en eventuel kommende krig.

Vinhandlerer blev tilbudt, at hans søn Nicolai, 19 år gammel og en god rytter, kunne blive udnævnt til løjtnant i Garderhusarregimentet, hvis han stillede med en hest. Som husar og officer, ville han være langt mindre udsat end de menige soldater og han ville modtage adskillige goder.

Vinhandler gjorde opmærksom på, at sønnen, med den status familien havde, overhovedet ikke behøvede, at deltage i krigen. Hertil indvendte vennen, at det ville se godt ud at familien på denne måde viste sin patriotisme. Vinhandlerer lovede, at han ville overveje vennens forslag og snarest give ham besked.

Vinhandleren kunne godt se, at det kunne være godt for sønnens opdragelse med lidt militær disciplin. Han havde ikke den ringeste anelse om de rædsler krig indebar på den tid.

Vinhandlerer tog en alvorlig samtale med sønnen. Nicolai, vidste heller ikke noget om krigens rædsler. Men han så sig selv i husaruniform, oven i købet som løjtnant og med en hest, som faderen ville stille. Han sagde hurtigt ja. Han ville jo også gerne gøre sin far tilpas.

Krigen 1864 var en kendsgerning. Løjtnant Nicolai Ammitzen var sendt ud på en rekononceringopgave ved Dannevirke.
General de Meza, den øverstkommanderende over den danske hær og veteran fra krigen 1848-50, var ubehageligt bevidst om, at forsvarsværket Dannevirke langt fra var den vold, som ville være i stand til at standse ”tysken”.
Han havde fået endnu et problem. En streng vinter havde bevirket, at der lå tyk is på det lavvandede hav både øst og vest for Dannevirke. Nicolai var sendt ud med en patrulje, for at kontrollere om fjendtlige styrker var i gang med at omgå Dannevirke over isen.
Farvandet vest for Dannevirke,var lavvandet, men også lunefuldt, på grund af gasdannelser under isen fra bl.a. rådnende tang.

Her skete katastrofen for unge Nicolai. Han gik gennem isen. Med hest og det hele. Kammerater fik ham dog hurtigt trukket op. Men han var bevidstløs og gennemblødt.

Han blev bragt til en gård, hvor han fik en varm seng. Mirakuløst overlevede han. Opholdet under vandet og chokket havde imidlertid gjort ham syg i hovedet. Han kunne ikke længere huske hvem han var. Han slog efter sine kammerater og da faderen, dybt chokeret endelig ankom, var Nicolai ved at overfalde ham. Han råbte eder og forbandelser imod sin far og det var kun fordi kammeraterne holdt ham fast, at faderen ikke led overlast. Nicolai spyttede efter sin far.

Det var sidste gang far og søn så hinanden. Vinhandler Ammitzen betalte for, at sønnen blev indlagt på sindssygehospitalet Oringe på Lolland, hvor han boede til han
døde i en relativt høj alder.

Se det var den unge Nicolais store og fatale vendepunkt. Fra ung levemand til patient på et sindsygehospital.

20 kommentarer:

Randi Abel sagde ...

Kære Jørn,

Hvor er det en spændende historie. Du fortæller den, som havde du selv været med til at fiske Nicolai op af det iskolde vand.

Historien er faktisk så interessant, at jeg synes, du burde skrive en roman om den unge mand og hans skæbne.

Kh,
Randi

Ragnhild sagde ...

Kære Jørn

Dine historiske beretninger er altid fine at læse. Også denne - til trods for det meget triste forløb i en sikkert historisk rigtige beretning.

På en måde er der noget gammeldags hyggeligt ved at læse en tekst, som er stærkt styret af en meget alvidende fortæller. En fortæller som ikke blot "nøjes" med at have styr på sine personers indre og på deres kundskaber eller mangel på samme som i dette eks: "Han havde ikke den ringeste anelse om de rædsler krig indebar", men som også afslutter den unge mands triste endeligt med en slags kommenterende morale.

Kh Ragnhild

Leonius sagde ...

Hej Jørn,

en meget interessant historie, som bringer os tilbage i tiden, og som også fortæller om den samfundsorden man havde at rette sig efter.
Godt at læse.

Leonius.

Bente Pedersen sagde ...

Hej Jørn!

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor du lige er faldet over dette foto og den historie, som den indeholder, for din fortælling virker historisk autentisk med mange fine detaljer.

På en eller anden led fik den mig til at tænke på de unge mænd, som i dag drager i krig uden at kende den præcise regning fysisk og psykisk. Når man hører de unge mænd udtale, at det bliver spændende at komme ud og opleve noget anderledes og udfordrende, ja så får jeg kuldegysninger.

Havde man kendt til PTSD dengang, den unge Nicolai drog i felten til hest, havde han sikkert/ forhåbentligt ikke fået den skæbne, som han fik.

Som nævnt af en af de andre kommentatorer er der rigtig meget stof i din tekst. Alene scenen, hvor han falder gennem isen, er jo værd at brede ud til en tekst i sig selv.

Tænk sig, at man sådan uden lige kunne blive løjtnant, fordi man kunne stille med en hest.

KH Bente

Et lille korrektur-ps kommer her:
Mit blik faldt over, at der er lidt forskellige fejl i nogle af bøjningsformerne af ordet en vinhandler. Det gælder i afsnit 4, 5 og 7. Ydermere bemærkede jeg, at du anvender talesprogsudgaven "ha'" i stedet for "have" i sætningen: " I vore dage ville man nok ha' kaldt unge Nicolai for en playboy." Formen med apostrof hører jo egentlig til i en replikgengivelse.

Anita sagde ...

Sikke dog en dannelsesrejse det endte med.
Jeg kn ikke lade være med at være lidt "faglig" for til dagligt arbejder jeg med genoptræning af hjerneskadede og har desværre også set mennesker der har været uden ilt i et stykke tid!
Så din historie er MEGET korrekt, både historisk og mht den unge løjtnant skæbne efter mødet med det kolde vand :(
Flot og spændende fortælling!
Kh
Anita

Jørn E. sagde ...

Kære Randi!

Det er dog en flot kommentar.

Lysten til at skrive en roman ligger der sådan set.

Det der holder mig tilbage er, at jeg ikke rigtig kan finde ud af, hvordan man holder sammen på og sammenhæng i personer og begivenheder.

Men tak for de rosende ord.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Ragnhild!

Der var i Danmark på den tid en helt urealistisk og overdreven romantilsk forestilling om Danmarks evner og formåen som krigsførende nation.

Vi vandt 3-årskrigen 1848-50.

Man overså eller ignorerede den kendsgerning, at hertugdømmerne i 1864 fik opbakning og både politisk og militær opbakning af Preusen, med Bismarck som kansler.

De fleste danskere forestillede sig at Dannevirke var den vold, som kunne standse enhver fjende.

Den øverstkommanderende for de danske styrker, General de Meza, var imidlertid fuldstændig klar over at vi ikke kunne holde Dannevirke og forlod stillingen i nattens mulm og mørke og trak styrkerne op til fæstningsværket Dybbøl, som iøvrigt heller ikke var "noget at skrive hejm om".

Men folkestemningen var mildt sagt meget kritisk overfor general de Mezas beslutning og nogle opfattede som noget nær landsforrædderi.

Jeg er meget glad for din kommentar og de ting du trækker frem i den. Jeg tænker også meget på det der sker her i vores tid.

Jeg tænker på visen, som oprindelig blev sunget af Marlene Ditrich: "Wher have all the flowers gone" med omkvædet: "When will they ever learn".

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Leonius!

Ja, bønderne havde bare at stille, borger og adel havde ganske andre vilkår.
Men årsagen, til at mange stillede med en hest var også den kendsgerning, at Danmark, for at sige det på godt nydansk, rent på røven økonomisk. Så, i det hele taget at kaste sig ind i den krig var rent ud hovedløst, men der var et stærkt folkekrav for at gøre det. - Og hvad gør man ikke for at høste nogle stemmer?

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Jeg skal afsløre for dig, at Nicolai er min oldefar og billedet stammer fra familiens eget fotoarkiv.

Historien er en blanding af fakta og fiktion. Jeg har fået den fortalt af min gamle faster, hans barnebarn, som bliver 95 her d. 25. maj. Men hun kender heller ikke alle detaljerne.

Med hensyn til de unge mænd som drager i krig i dag fordi "det er spændende" giver også mig kuldegysninger. Så meget mere, da deres mission er, om muligt, endnu mere svær at få øje på.

Nicolai kæmpede direkte for sit fædreland mod en indtrængende fjende, men også den krig kunne være undgået, hvis vore politikere havde været lidt mere deres opgave voksen (historien gentager sig).

Med hensyn til de "tyrkfejl" du nævner og anvendelsen af ha' må jeg give dig ret. Hvor er det svært at læse korrektur på egne tekster - og for den sags skyld også på andres.

Tak for din søde kommentar

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Anita!

Glæder mig at min research på konsekvenserne af iltmangel i længere tid har fundet en fagmand.

Nicolai var min oldefar. Men det kan du læse noget mere om, hvis du har lyst i de ovenstående kommentarer.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære alle!

Jeg føler trang til at understrege, hvor forsmædeligt nederlaget i 1864 var.

For ud over at landegrænsen blev flyttet helt op til Kongeåen, bestod hele danmarks befolkning derefter af ca. 1½ mill. individer.
Det er lidt mindre end der bor alene i København i dag.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Lisa Rossavik Rich sagde ...

Kære Jørn E.
Det var en spændende historie.
Din beretning virker troværdig.
Det var barske forhold dengang.
MVH. Lisa

Chelina sagde ...

Kære Jørn E.

Jeg er vild med historie og især så dejlig fortalt som her. Spændende er det, og at du ligefrem kan trække på dine forfædre er jo fantastisk. Skønt billede også.

Jeg kunne godt bruge at vores familier havde lavet optegnelser over tider steder og begivenheder, sikke nogle historier vi ville have haft idag.

God søndag

Mange hilsner
Chelina

Jørn E. sagde ...

Kære Chelina!

Tak for din søde kommentar.

Da det gik op for mig, at mine egne børn ikke engang havde styr på den del af mit liv, hvor de også har levet, besluttede jeg mig for at skrive en lille biografi til dem og mine børnebørn.

Glæder mig at du er vild med historie. Det giver os en bedre forståelse for hvordan verden ser ud, som den gør i dag.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Tænkte jo nok, at det kunne være familie, der var portrætteret. Hvor ligger der bare rigtig meget stof gemt i vore gamle fotoalbums...Måske kunne det være en månedsopgave engang? Det kunne da være skægt enten med baggrund i research, ren fiktion eller som her en god blanding.

Efter at have læst din tekst kom jeg til at tænke på, da vi var på lejrskole i Sønderjylland i 1.real. Vi skulle også ud at se nogle rester af Dannevirke. Desværre var der ingen dedikeret historielærer tilstede, så oplevelsen var, at vi vadede et godt stykke, så nogle rester af en mur i noget krat, og så vadede vi tilbage til bussen igen. Det satte sig et mindespor af kedsomhed. Synd, at der ikke var nogen til at levendegøre, hvilke dramaer på liv og død, der udspillede sig i denne krig, og ikke mindst hvilke konsekvenser det fik for os som nation. En ordentlig ridse i nationens selvværd må man vist kalde det!
KH Bente

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Det må siges, at være dybt beklageligt, at ens historielærer overhovedet ikke oplader sin røst ved et besøg på Dannevirke. Der er ellers nok at ta' fat på.

Efter krigen startede Enrico Mylius Dalgaard opdyrkningen af heden under mottoet "Hvad udad tabtes, må indad vindes".

Tak for din kommentar.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Randi Abel sagde ...

Kære Jørn,

Jeg er sikker på, du kan skrive en roman. Jeg kan heller ikke helt forestille mig, hvordan man holder styr på det hele i en tekst, som fylder mere end nogle få sider, men hvis andre kan, kan du helt bestemt også :)

Kære Bente,

Det er et rigtig godt forslag til en månedsopgave. Det skriver jeg mig bag øret til efter sommerferien :)

Kh,
Randi

Jørn E. sagde ...

Kære Randi!

Jeg takker for tilliden. Lysten er der, men det kommer i alle tilfælde til at vente til efteråret.
Jeg får en travl juni måned med to barnedåb og en fælles 60/95 års fødselsdag for min faster (løjtnantens barnebarn) og hendes datter.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Lisa!

Tak for din kommentar. Jeg kan forsikre dig for, at den er troværdig, hvad angår de barske forhold. Det har jeg læst en del om. Tænk dig f.eks. at der ikke var noget der hed felthospitaler, så at blive såret var som oftest lig med en langsom og smertefuld død.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...

Hej Jørn!

Hed han ikke Dalgas? Altså hedens opdyrker. Jeg boede i min seminarietid på Dalgaskollegiet i Skive og var da sikker på, at det var opkaldt efter Enrico Dalgas... men det er jo aldrig for sent at blive klogere ;-)

KH Bente