lørdag den 7. maj 2011

Det er en hvid søndag


Tekst og foto: Aviaaja



Det er en søndag,
hvor alt er hvidt i hvidt.
Himmel, fjord, fjeld.
Dog er der, mørke pletter i massiverne,
hvor vind eller sol har påvirket sne og is.

Den altdominerende hvide farve
gør verden tyst. Her er meget stille.

Selv hundene er påvirket.
Ingen tuden.
Heller ikke da kirkeklokkerne ringede,
hvis de da gjorde det?
De plejer at ringe ved ni-tiden.

Hvad er det med denne stilhed i det hvide?
Kan solen og blå farver larme,
eller bare snakke?

I går da de bar døde mennesker
ud af sygehuset til kapellet
kl. 13 og kl. 14 og kl. 15,
da var der stadig højtryk, sol og farver.

Er det det,
det betyder;
at vi lever i pagt med naturen?

At
himmel, fjord og fjeld
sørger med menneskene
når én dør fordi han
er gammel - og elsket,
og to dør, fordi deres liv
blev for svært for dem.

Pigen - datteren
Manden - faderen

De var ikke i familie med hinanden
døde ikke sammen, boede bare i samme by.

Mon de havde mødt hinanden
tilfældigt på posthuset
eller i butikken,
inden?

Vidste de om hinanden?
Kan selvmord smitte?
Hvad, hvis de havde vidst?

Det er en hvid, hvid søndag.

7 kommentarer:

Jørn E. sagde ...

Kære Avaaja!

Det er et meget smukt og stemningsskabende digt du her har begået.
Et typisk prosadigt, som beskriver de tankespring vores hjerne laver når vi sidder midt i stilhed og skønhed. Jeg vil kalde det en slags meditation.
"Kan solen og blå farve larme, eller bare snakke". Ja, det tror jeg, fordi jeg tror at solen, stilheden og den blå farve giver din sjæl mulighed for at snakke. Bl.a. hæfter jeg mig også ved den reflektion din hp gør sig over de som har taget deres eget liv og din sammenkædning med det at leve i pagt med naturen, for chocket har jo også ramt hende.
Jeg gennemlæste dit digt et par gange og blev mere og mere betaget af det. Jeg tror du ejer noget som mange storbymennesker aldrig er så heldige at opleve.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Lisa Rossavik Rich sagde ...

Kære Aviaja
Du har skrevet et meget smukt digt med skønne beskrivelser.
Desuden giver du os noget at tænke over i forhold til døden.
Med kærlig hilsen
Lisa

Leonius sagde ...

Kære Avaaja,

så sidder man eftertænksom, i stilhed.
Og tankerne larmer.
Du har placeret en mængde billeder og spørgsmål i din læsers hoved, og det er godt.

Leonius.

Chelina sagde ...

Kære Aviaaja

Nogen gange kan ord gøre mig åndeløs. Jeg elsker sneen i ord, døden i ord, lyden i ord og stilheden i ord.

Tak for at du har gjort mig åndeløs.

Mange hilsner
Chelina

Randi Abel sagde ...

Kære Aviaaja,

Hvor er det smukt skrevet. Ja, du har bestemt givet os noget at tænke over.

Jeg synes, det hvide og stilheden giver historien en ekstra dimension.

Det var dejligt at få lov at læse dig herinde igen.

Kh,
Randi

Bente Pedersen sagde ...

Kære Aviaaja!

Den hvide farve/det hvide lys rummer hele farvespektret, og sådan føler jeg også, at jeg går igennem hele skalaen, når jeg læser dit smukke eftertænksomme digt.

Hele livsspektret/hele lyd- og farveskalaen, alle spørgsmålene og hele følelsesregistret. Er det sådan naturen virker på os små mennesker? Jeg tror det, og dit digt, synes jeg,er et vidnesbyrd om det samme foruden, at det rummer tusind andre ting at tænke over.

Tak for det!

KH Bente

Anita sagde ...

Kære Aviaaja

Det er en meget stemningsfyldt og eftertænksom tekst, du har skrevet.

Det jeg kommer til at tænke på når jeg læser, er den totale tavshed og hvidhed der opstår i det tomrum lige efter "man" har fået et chock.
Jeg plejer at betegene det som "at man blegner" eller flyder ud...

Jeg håber du forstår!

Tak for det
Anita