onsdag den 25. maj 2011

Perronen der ryster af latter


Tekst: Dorte F.
Foto: Jørn E.



Var det gardinstangen der faldt ned og ramte hende i hovedet? Eller foden hun vred om på, planten der væltede og sendte smågrumset vand ud over hendes tæer? Eller måske telefonen der hidsigt bippede hende op på den fod, der skreg? Nej Grete vidste ikke lige hvad det var, der fik hende til at sætte sig ned, se på planten, der endnu bløppede fra underskålen, og vente på vandfaldet der plejede at løbe over og gøre hende rødøjet af egen elendighed.

Men det var grinet der kom. Et bredbrystet skraldergrin der kom væltende helt nede fra maven og med en klukken sprængte sig frem gennem sideflæsk og dobbelthager helt derop, hvor energi og livslyst så længe havde gemt sig. Nu kom de frem, med overskud endda, og hun gav den skæve gardinstang et muntert spark, så den faldt det sidste stykke og efterlod sig et hul i væggen. Hun betragtede hullet, det lignede en forblæst blomst. Der faldt et lille stykke puds af, og nu kom hun frem, troldungen. For så lang tid siden, at det fortabte sig i tidløs smerte, var hun flygtet fra nedtrykthed og udmattelse og havde nægtet at vise sig igen, før al jammeren var hørt op. Et øjeblik sad hun deroppe i gardinstangshullet og fløjtede overstadigt. Mellem tænderne havde hun det evindelige græsstrå.. Så hoppede hun ned og satte sig foran Grete der endnu småspruttede af lystighed.

-Hvad sidder du der for?
-Gardinerne. De sagde de var for grimme, men jeg måtte ikke fjerne dem helt, skulle bare sætte nogle andre op.
-Hvorfor?
-De synes ikke det var pænt uden gardiner.
-Hvem de?

Grete sad lidt. Så kom hun på benene. Den krydrede juleduft havde ændret sig, var blevet skarp og sort. Hun småhumpede ud til ovnen. Englen havde fået svedne vinger og nissen mistet sin huespids, og hvor kunne det også være lige meget. Hun overvejede at lade dem være, bare sidde og se dem langsomt forkulle, men tog dem ud alligevel, smådampende af lettelse.

-Hvem de? Troldungen var fulgt efter, ville have sit svar.
-Dem der synes så meget, er så fornuftige, ved så meget bedre.
-Nå, dem der bestemmer?
-Sådan kan du måske godt sige det.
-Har de så også bestemt at du skulle pynte til jul lige nu hvor du ikke har lyst? At du skulle huske at bestille en and hjem, lægge planer så du fik alt gjort i god tid og ikke behøvede at ødelægge juleaften med at være så fortravlet?
Grete så skarpt på troldungen.
-Ja tak du behøver ikke sige mere. Jeg har forstået.
-Men gør du så også noget ved det?

Stilheden, de fastlåste blikke, smilene der brød frem, latteren der fejede støvet sammen i en krog, hænderne der hjemmevant samlede kageduften i dåse, fyldte den store taske med det gode tøj og en tyk bog. Med et sidste smil forsvandt troldungen. Drog hjem til sin blomstereng til en velfortjent lur, og med et øje på klem fulgte hun Grete det sidste stykke.

-Og nu sidder jeg her. Toget kommer lige om lidt. Grete holder telefonen lidt ud fra sig.
-Men hvor tager du hen? Datterens bekymrede stemme svider. Så forsvinder både den og Gretes svar i den hvislende larm. Perronen ryster.

13 kommentarer:

Randi Abel sagde ...

Kære Dorte,

Hvor er det dejligt livsbekræftende, at Grete efter et liv, som ikke har været en dans på roser, igen får øje for tilværelsens finurligheder og oven i købet får mod på at opleve nyt.

Kh,
Randi

Bente Pedersen sagde ...

Kære Dorte!

Tak for et dejligt genlæs af "Troldeungens genkomst", som dens titel er for mig.Hvor er det befriende, at Gretes indre troldeunge kommer til syne i rette tid, så Grete kan skabe sin egen jul/sit eget liv uden "bør og burde- djævlen" hundser alt for meget rundt med hende.

Jeg tænker også ved denne læsning, at det er så synd for Grete, at hendes troldeunge har været nødt til at flygte, som du så fint beskriver i denne formulering: "For så lang tid siden, at det fortabte sig i tidløs smerte, var hun flygtet fra nedtrykthed og udmattelse og havde nægtet at vise sig igen, før al jammeren var hørt op." Jeg kunne godt ønske for Grete, at hendes troldeunge havde mod til også at dukke op, når tiderne er mørkest, men så ville hun nok være en anden type trold, end den lyse hun er. Hende, der bor på sommerengen.

Jeg mærker befrielsen, da et "bredbrystet skraldergrin" bryder igennem og "med en klukken sprængte sig frem gennem sideflæsk og dobbelthager." Dejlige formuleringer :-) Det er ramt lige på kornet, at netop skraldergrinet er et tegn på sund helende forandring, og jeg er ikke i tvivl om, at den forestående rejse bliver god for Grete.

Jeg vil gerne fremhæve følgende som et eksempel på, hvad det er, der er dit særkende rent sprogligt. I følgende sekvens, som i første færd ser ud til at være en fremstilling af "julekagebagning", får du fortalt om opgøret med tidligere normer og traditioner: "Englen havde fået svedne vinger og nissen mistet sin huespids, og hvor kunne det også være lige meget." Hvor er det elegant, Dorte!

KH Bente

Leonius sagde ...

Hej Dorte F.

Så skal vores barnlige fantasi hives frem, så vi kan forstå denne kvindes opgør med normerne, og alle de krav omgivelserne pådutter os.
Jeg tog mig selv i at tale med en flue en dag, og havde da overvejelser gående på, om jeg mon var ved at blive lidt forstyrret.
Nu ser jeg, at jeg ikke er den eneste der kan finde på sådanne ting, det gør mig rolig.
Jeg nød din historie.

Leonius.

Anita sagde ...

Kære Dorte F.

Jeg har været forbi et par gange, men har ikke haft ro på til at læse din tekst ordentligt igennem - før nu :)

En troldunge - der viser én vejen til friheden, istedet for samvittigheden der sidder og tynger på skulderen og viser én vejen sammen med normen!

Flot, finurlig og meget fornøjelig læsning.

Tak for det :)

Kh
Anita

Ragnhild sagde ...

Kære Dorte

Jeg husker også historien om Grete, som efter summen af dagens uheld sætter sig og venter på "Vandfaldet der plejede at løbe over... " eller dagens sædvanlige tudetur. I stedet bliver hun nærmest overfaldet af egen overraskende og forløsende latter.

Den latter trækker så voldsomt i fortrængte sider af Gretes splittede sind, så hun må overgive sig til sig selv - til sit egentlige jeg og må drage omsorg for at opfylde egne behov. Det er tekstens egentlige vendepunkt, som jo var hin saxo-opgaves første krav.

Samtalen med den lille troldunge som symbol for fortrængte sider af Grete får sat noget på plads, og resulterer i et vigtigt valg.

Det meste af teksten er Gretes tilbageblik, og sådanne tanker farer formentlig lynhurtigt gennem din hps hoved. Tekstens korte nu strækker sig over det lille minut, det tager Grete at sige "Og nu sidder jeg her" og datteren at spørge "Men hvor tager du hen?" Men "Perronen ryster", saxos andet krav er opfyldt, og teksten er forbi. Tilbage står toget-der-kører-symbolikken og livet-er-en-rejse. Det er ikke for sent at begynde på en ny, for Grete.

Et af mine yndlingscitater har Bente citeret, men jeg holder også meget af "hænderne der hjemmevant samlede kageduften i dåse".

Det er en stærk og tankevækkende tekst, du har skrevet - og det var godt med et gensyn :-)

Kh Ragnhild

Chelina sagde ...

Kære Dorte F

Jeg genkender din tekst og frydes igen som jeg gjorde første gang jeg læste den på SAXO.

Din beskrivelse af Grete er skøn og jeg er vild med hendes troldunge.

Du skriver fantastisk og fastholder mig som læser hele vejen.

Dejligt at genlæse

Mange hilsner
Chelina

dorte.folkmann sagde ...

Kære Randi

"Livsbekræftende" - det er et dejligt ord at få med sig. Det kunne godt være en hovedhjørnesten for vores lyst til at skrive.

Det er jo det vi vil - bekræftes i at det er godt vi vælger livet.

Tak for det.

Kh Dorte

dorte.folkmann sagde ...

Kære Bente

Endnu en gang tak for din evne til at læse hvad det er jeg gerne vil fortælle - eller rettere hvad min indre troldunge vil fortælle. Det er sådan jeg ofte oplever det - at når teksten griber mig, så er det ikke længere mig der fører hånden.

Så Grete fik lov til at låne min troldunge i denne tekst, for jeg oplever at når livet på en eller anden måde kikser for os, så har vi brug for at en indre styrke dukker op og fører hånden for os.

Også tusind tak for din positive læsning af min måde at skrive på - eller rettere troldungens, for det er vist også hende der bestemmer her, og det får hun lov til.

Kh Dorte

dorte.folkmann sagde ...

Kære Leonius

En flue kan være dødirriterende, men den kan også fange vores opmærksomhed. Den kan blive ved og ved, forsøger ihærdigt at nå det der er dens mål, den har energi og vedholdenhed - så jo, den er nok værd at snakke med, og måske lære noget af.

Et menneske kan hente inspiration og styrke de mærkeligste steder, så snak endelig med fluen. Måske får vi så en historie ud af det?

Og så nød du at læse min historie - hvor er det dejligt at høre. Tak for det.

Kh Dorte

dorte.folkmann sagde ...

Kære Anita

Du møder og forstår troldungen lige der hvor jeg også ser hende - et symbol på den frihed der ligger i at foretage nogle valg, at overtage styringen af ens eget liv.

En ydmyg tak til endnu en indsigtsfuld læser.

Kh Dorte

dorte.folkmann sagde ...

Kære Ragnhild.

Tusind tak for din genlæsning og for endnu en tankevækkende kommentar til min historie. Tankevækkende, for du får øje på nogle ting som jeg ikke bevidst føjede til den lille hverdagssituation hvor ting går galt, men måske netop derved sætter gang i en ny oplevelse af sig selv og sine valg.

Det er en gave at blive læst med så god forståelse. O g dejligt at høre at mine ord finde genklang.

Kh Dorte

dorte.folkmann sagde ...

Kære Chelina

Mit hoved svirrer af en masse ting jeg skal tage mig af, min ryg knager efter lang tids havearbejde - men hjertet smiler, for også din kommentar gør mig rigtig glad.

At du oplever at min tekst kan fastholde dig og interessere dig, det er jo skønt at få at vide.

Tusind tak.

Kh Dorte

Jørn E. sagde ...

Kære Dorte!

Jeg har været så længe om at skrive min kommentar p.g.a. en uge i Toscana som babysitter,sammen med min eks.for børnebørne fra Zimbabwe mens forældrene tog til bryllup hos en italiensk ven. Så har jeg haft barnedåb af den yngste fra Zim og ugen efter for den alleryngste fra NV - min yngste datters dreng.

Nå slut med de dårlige undskyldninger:

Jeg synes det er en dejlig historie du har skrevet.

Jeg kender den type du beskriver så gribende og jeg får altid et stik i hjertet når jeg ser dem i S-toget, i bussen eller supermarkedet.

I fremtiden vil jeg ønske for dem, at de må finde deres lille troldunge, som kan hjælpe dem ud af deres selvopførte fængsel. Der er brug for rigtig mange troldunger - desværre.

Ord som burde og skulle,burde ;o) fjernes fra det danske sprog. Dem der kræver mest af andre er ofte dem der kræver mindst af sig selv.

Jeg kan godt li' troldungens spørgsmål: "Hvem de?" Ja, hvem er det der tiltager sig retten til at bestemme, hvordan og til hvad vi skal bruge vores liv. Det er tit de mest offervillige og hensynsfulde mennesker der bliver ofrene.

En af Piet Heins korte "gruks" rinder mig i hu:

Undfly alle gode råd
Bedre råd har ingen få'd.

og endnu et:

Folk som ved
hvad der er bedst
hærger verden
som en pest.

Desuden behandler PH også emnet i sin vise om
"Den ofentlige mening".

Jeg synes også, at der ligger en herlig symbolik i englen med de svedne vinger og den svedne nissehue. Op i ... med al den påtvungne tradition og påtagede "hygge".

Som en kommentar til samtalen med datteren, kommer jeg i tanker om, at der engang var en der lidt sarkastisk sagde til mig: "Den første halvdel af vores liv ødelægges af vore forældre. Den anden af vores børn. Hed hun Grethe? Jeg husker det ikke.

Kærlig hilsen

Jørn E.