lørdag den 11. juni 2011

GRØNT LYS, PLEASE, KOM NU!!!!


Tekst og foto: Bente Pedersen



På vej hen til bilen leder hun efter bilnøglerne i tasken med den ene hånd. Er lige ved at træde ud foran en cyklist, da hun skrår over cykelstien med fokus rettet mod den lille grønne Kadet. Hun rømmer sig i en lang kæde af nervøse sammentrækninger. Ved ikke, om det er bedre at lade være, for nu er det også begyndt at svide i halsen. Hvordan fanden kunne hun da også være så dum? Drikke mørkt øl på en sommerdag i august. Tåbeligt!

Hun fornemmede godt den lille klump, der ikke burde være der, da hun hurtigt skyllede den sidste sjat ned. Blød og hård på samme tid som et gammelt stykke tyggegummi. Hun mærkede et lille stik som af en fin kanyle. Ønskede, at hun tog fejl. Rømmede sig prøvende! Var det mon ikke bare en tudse? Hun havde da vist også røget rigeligt i aftes. Det strammede på en måde, hun ikke genkendte. Føltes forkert. Vand! Koldt vand kunne være godt, fornemmede hun.

”Jeg skal have noget koldt, for jeg har vist lige slugt en hveps!,” fik hun fremstammet til veninden, der også sad ved det lille cafébord. Hun følte sig fjollet, men rejste sig hurtigt og zigzaggede som en smidig pyton gennem menneskemængden. Propfyldt var der som altid ved disse gratis udendørskoncerter på Brandts Klædefabrik. Hun nåede frem til køen ved caféens eneste dametoilet. ”Undskyld må jeg komme forbi? Jeg skal bare have noget koldt at drikke!” Kvinderne, der stod småsludrende og pænt på række, flyttede sig trægt. Hun mærkede deres vurderende blikke bide i nakken og var ved at opgive, men masede sig så atypisk frem mod håndvaskene. Undskyldte som en kasteløs inder, men lukkede ørerne for de kvindespidse bemærkninger, og lod strålen løbe. Hun stak hovedet ind under og drak grådigt. Koldt, svalende koldt som bækken om sommeren. Hun tørrede sig med bagsiden af hånden og mærkede efter. Den var der stadig. Følelsen af en stor klump stivnet havregrød, der bare voksede i hendes hals.

Udenfor ved bordet meddelte hun veninden, at hun var nødt til at tage på skadestuen i en fart. Turde ikke vente længere. Hun så straks rådvildheden i venindens øjne, da hun akavet forsøgte sig med et: ”Er du nu helt sikker på, at det var en hveps?” Da hun ikke forventede hjælp, nikkede hun blot, tog sin håndtaske over skulderen og forlod veninden med et: ”Jeg kører bare selv! Vil du ringe til Niels og give besked?”

Den gamle Opel Kadet giver sig højlydt, da hun skifter fra fjerde ned i anden i et hug ved udsigten til rødt lys i krydset ved Føtex.” Kom nu, grøn pil, please, grøn pil!” Hun tale højt kommanderende ud i den tomme luft. Glemmer at vise af. Så bare lige ud ad Vesterbro frem mod næste lyskryds. Heldigvis er der sommerstille på gaden denne lørdag eftermiddag, så hun accelererer så hurtigt, som den gamle Opel tillader.

Skal hun mon tage genvejen ned forbi kapellet ved Assistents kirkegård? Det er hurtigere, ved hun, men kommer hun så ikke ud på den forkerte side af skadestuen? Hun kan pludselig ikke stille skarpt på hukommelsens GPS. Sveden svider i øjnene om kap med smerten i halsen. Hendes hjerte banker vildt. Hun er vant til at træne, så hun ved, at det kan holde til meget. Er mere bange for at besvime. Ruller ned for vinduet. Lidt frisk luft er godt! Sådan.

Kan næsten ikke synke. Hvorfor er det også hende, der er nødt til at køre? Alene! Hun presser panikken tilbage i barnestolen på bagsædet og beder den klappe i. Ikke græde nu. Så nu til venstre ved den gamle sukkerfabrik. Et stykke efter lyskurven kommer hun rundt i s-svinget ved at snitte en kantsten, men får rettet op. Fortsætter forbi kirkegården og kapellet. Kan se toppen af sygehusets ti etager forude. Hun trækker vejret hurtigt og overfladisk. Som gennem et lillebitte sugerør. Bare hun nu kan finde en parkeringsplads. Lige ved siden af indgangen holder hun, p-plads eller ej. Smækker bare bildøren og forlader den ulåst.

Hun haster hen til det lille glasindelukke, hvor den vagthavende sygeplejersker ser spørgende op fra skærmen, da hun i mangel af bedre banker på glasset med en skarp kno. ”Jeg tror, jeg er blevet stukket af en hveps i halsen. Det er ligesom en femstjernet halsbetændelse. Jeg har svært ved at trække vejret ordentligt! ”Hun snakker i små stød med hæs stemme, mens hun på bedste skolelærermanér viser med hånden, hvor problemet er lokaliseret. Bare hun nu ikke stinker som et helt værtshus, når hun at tænke, inden skrankens kant bliver som vingummi og forsvinder ud af hånden på hende. Hun går ned i knæ.”Hurtigt! Kom med en båre!,” er det sidste, hun hører, inden hun dejser om på det kølige gulv.

Fakta: For 16 år siden sad jeg en lørdag eftermiddag i august foran en café i Odense sammen med en veninde. Jeg drak min yndlingsøl, en mørk én af slagsen. Den delte jeg åbenbart med en hveps, som jeg kom til at sluge. Den stak mig i halsen ved struben. Kørte selv til skadestuen og blev indlagt, fordi det viste sig, at jeg var hvepseallergiker. Første gang ud af tre, hvor der har været bud efter mig.

7 kommentarer:

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Jeg husker denne gyser fra SAXO. Den er vældig godt skrevet.

Bl.a. alle de irationelle tanker, man tit tænker når man er ved at gå i panik:
"Jeg kører selv" Hvorfor f... Havde veninden ikke kørekort?
Betænkelighedener ved at presse sig frem i køen på toilettet (den pæne pige) Totalt ligegyldigt i den situation. Parkeringsplads??!
Men det fandt du da heldigvis ud af.
Jeg har selv engang parkeret på en 15-minutters plads foran skadestuen, fordi jeg havde et blødende mavesår. Fik en seddel fra afdelingen om at jeg havde været indlagt akut. Ups! Jeg kørte også selv.

På nogle måder er der paraleller mellem din og Anitas historie. Flokmentaliteten og behovet for at blive accepteret, - selvom men er ved at blive kvalt!

Jeg kan særlig godt li' sætningen om angsten og gråden der bliver presset om i barnesædet. Man få lidt ekstra sved på panden. "Gud, har hun også et barn,der kan risikere at miste hende.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Jeg kommer lige i tanker om en ting:
Du skulle måske lige forklare, hvorfor du skriver den samme historie to gange.
Vi er jo ikke alle gamle Saxo'er ;O)

Kærlig hilsen

Jørn E.

Randi Abel sagde ...

Kære Bente,

Jeg husker også din tekst fra SAXO, og som allergiker (boghvede) kan jeg i den grad sætte mig ind i problemet.

Tænk, at du selv kunne køre på hospitalet. Da der var bud efter mig, kunne jeg med nød og næppe hive mig ind i bilen til en tilfældig forbipasserende.

Du beskriver virkelig fint fornemmelsen af ikke at kunne trække vejret ordentligt.

Kh,
Randi

Leonius sagde ...

Kære Bente,

det var dog en usædvanlig ubehagelig oplevelse at komme ud for.
Du har en fremragende måde at skrive om forløbet på, og så evner du at få os læsere helt med i historien.
Jeg f.eks. er blevet ekstremt fokuseret på bier og hvepse, og tåler dem ikke i nærheden af mig, siden jeg læste din historie for et par dage siden.


Leonius.

Ragnhild sagde ...

Kære Bente

Jeg husker også denne dramatiske tekst fra saxo-opgaven om at gå fra fakta til fiktion. Fint med et gensyn.

"Der er et medrivende flow i din tekst.
I begyndelsen er hun herre over situationen.
Planlægger og er pragmatisk. Husker at Niels skal ha besked.
I takt med hævelser i halsen accelererer angsten.
Min læser sidder og råber gode råd undervejs.
"Bed dog om hjælp" Og til veninden, så kør hende dog for s.. til sygehuset.
Min angst stiger sammen med din hp's angst.
Køreturen er så godt beskrevet, jeg sidder rystende med på bagsædet ved siden af barnestole.
"Presser panikken tilbage i barnestolen på bagsædet" plukker jeg som min yndlingssætning."

Jeg ved, du tilgiver, at jeg gentager mig selv, men jeg har også en del kommentarer, jeg skal have lagt på månedens opgave på Perfiktion.

Så for øvrigt på Perfiktion, at du havde fødselsdag i går. Til lykke med dagen, kære Bente. Håber, du har fået samlet kræfter, så du kunne nyde den.

Kh Ragnhild

Randi Abel sagde ...

Kære alle,

Bente er desværre ramt af sygdom i familien og har for tiden ikke overskud til at takke for jeres kommentarer og kommentere tekster herinde.

Kh,
Randi

Anita sagde ...

Kære Bente.

Også jeg husker din tekst fra SAXO
...den er go'

Din tekst er meget medrivende. Jeg sidder her og har "sympati" åndenød og en sær følelse i halsen :D

Ked af at hører de er sygdom i din familie :(

Kh
Anita