lørdag den 30. juli 2011

Man går da ikke under prædikenen


Tekst: Dorte F.
Foto: Jørn E.



Fakta

Det var juleaften, og jeg var stærk, var jeg ikke? Nyopereret, javist, men det var gået godt, jeg var på benene med det samme, for jeg ville være stærk. Jeg havde nået en masse inden, så det meste var klart.

Julegudstjeneste – for med den store omfavnelse af fællesskabets stemmer begynder julen rigtigt. Stor forventning til præsten, han har altid noget almenmenneskeligt at sige, noget morsomt, noget til eftertanke. Men han sejlede deroppe på stolen, han væltede. Nej. Jeg sejlede, bænkerækkerne skubbede, barnets pludren blev skinger. Jeg måtte rejse mig. Gå. Forbi undrende blikke. Man går ikke under prædikenen. Gør man?

Fiktion

Han sad tilbagelænet i sin stol. Så på mig med omsorg, med rolig afventen. Jeg kunne sige noget når jeg var klar. Eller tie stille. I tryghed og vished om en hånd at holde i hvis jeg faldt. I venteværelset knurrede utålmodigheden og al den tid folk ikke havde. Upåvirket tav han.

Som en lille mus krøb jeg sammen i et hjørne af hans udstrakte hånd. Så begyndte ordene at dryppe. Som små regndråber. Dråber af angst og utilstrækkelighed.

- De så på mig. Hørte ikke mere hvad Johannes sagde. Så på hende den mærkelige der gik midt i det hele. Fordømmende.
- Hvorfor tror du det?
- Jeg gik jo. Det gør man ikke.
- Men du var jo syg.
- Jeg var bare dårlig. Jeg skulle slet ikke være kommet.
- Men det godt du prøvede, var det ikke?
- Jeg ødelagde deres juleaften, og Johannes´.
- Ved at gå?
- Hvordan tror du ikke det var for dem, da. En der bare skrider. En der ikke vil ses.
- Det vidste de vel ikke?
- Det kunne de da se.
- Hvordan?
- Jeg så i gulvet. Smilede ikke, sagde ikke undskyld. Trådte nogen over tæerne. Famlede efter dørhåndtaget, maste mig forbi Gunnar uden et ord.
- Gunnar.
- Ja, kordegnen. Han åbnede døren for mig.
- Det var pænt af ham.
- Forstår du slet ikke? Det var min fejl. Jeg skulle være blevet væk. Jeg havde ikke noget at gøre der. Jeg burde have passet mit hjem, sat stegen i ovnen, rødkålen, gaverne, overblikket.
- Burde? For deres skyld?

- Deres blikke. Øjnene der trængte ind. Afslørende, Borende. Jeg vil ikke ha’ det. Tænk hvis de så. Hvad ville de så ikke tænke? Og sådan en har vovet sig ind i deres kirke, trådt i deres himmelske fred.
- Hvad er det de ikke må se.?
- Mig, selvfølgelig. Hvad jeg har lavet. Hvem jeg er.
- Det var jo ikke din skyld.
- Det var da mig der gjorde det.
- Kunne du have gjort andet?
- Jeg kunne vel have grebet ind. Jeg kunne…
- Have sagt nej? Hvad var der så sket?
- Jeg ved det ikke.
- Så var det vel heller ikke din skyld?
- Men forstå mig nu. Jeg er et dårligt menneske. Mærkelig, sær, ikke som andre.
- Hvem synes det?
- De gør. Alle dem der ser.
- Hvad synes du selv?

- Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke skjule det. Jeg kan ikke bekæmpe det. Jeg har prøvet, men det stirrer hele tiden på mig. Og spejlet sidder fast på væggen, jeg kan ikke få det ned.

- Var der ingen der smilede til dig? I kirken?
- Hva’? Jo, de vidste det vel ikke. Så havde de ikke smilet.
- Vidste hvad?
- At jeg har forstødt mig selv. Vendt ryggen til ... Til dem. Til mine… Hvorfor helvede skal du også spørge så meget?

Døren kunne ikke smække. Hælene ikke trampe. Benene næsten ikke bære. Det lille hvide kort i hånden. Hans varme På-gensyn-arm om skulderen. Det tavse forventningsfulde venteværelse. Automatdørens hvislen.

Og hans stemme i baggrunden.
- Næste?

lørdag den 23. juli 2011

Luna betyder måne


Tekst: Ditte T.
Foto: Jørn E.



”Nej jeg vil ikke!” Jeg sagde sætningen højt. Ikke fordi jeg troede at min situation ville forandres af den grund. Den tynde månestråle på gulvet trak i mig. Det var som om, den var bundet fast i mig, at nogen trak hårdt i den anden ende. Som en hund i snor. Men var det ikke også det, jeg var?

Jeg satte mig op i sengen. Krøb ind i hjørnet og trak benene op under mig. Jeg lukkede øjnene. Det var jo komplet idiotisk. At jeg lukkede øjnene betød jo ikke en skid! Tusinde sindssyge ideer fløj gennem mit hoved. Jeg overvejede at binde mig selv fast til sengen, for dermed at blive der! Men jeg vidste godt, at det ville være nyttesløst. Når først månen stod midt på himlen, ville end ikke hundrede vilde elefanter kunne stoppe mig på min vej gennem skoven.

Jeg lyttede til huset og til skoven udenfor. Der var helt stille. Det var som om hele jorden holdt vejret i spænding for, hvad der kunne ske i nat. Det var jo vanvittigt! Jeg var så bange. Hvad kunne der ikke ske? Efter mordet ved sidste fuldmåne, kunne jeg aldrig lade mig selv slappe af igen. Jeg lagde pludselig mærke til, at jeg rystede over det hele, og at mine negle borede sig ind i min arm. Det måtte bare ikke ske igen! En tåre trillede stille ned over min kind og ind i min mundvig. Den smagte salt. Og hvad med Jonathan? Hvis han nogensinde fandt ud af min hemmelig så… Nej! Det ville jeg ikke engang tænke på!

Mine tanker blev sløve, men jeg måtte bare ikke falde i søvn! Loba begyndte at trække i mig. Det føltes som om, noget indeni mig simpelthen blev trukket ud, men sådan forholdt det sig egentlig også. Det var mit liv, der blev trukket ud, for at Loba kunne leve sit liv. Det var egentlig meget sjovt, tænkte jeg midt i rædslen, at jeg havde valgt at kalde den ulv, jeg delte liv med, for Loba. Det betyder ulv på spansk. Og mit eget navn, Luna, betyder måne. Ulv ved fuldmåne. Varulv.

Nej! Jeg måtte ikke give efter! Selv med lukkede øjne, synes månestriben pludselig at lyse skarpere. Jeg trak vejret dybt ned i lungerne og pustede forsigtigt ud. Smerten voksede. Det begyndte at gøre virkelig ondt nu. Jeg begyndte at klynke svagt i mørket, for at holde mit skrig tilbage. Mine forældre, i den anden ende af huset, skulle helst ikke vågne. Hvis de kom løbende for at se, hvad der var galt, kunne det være, at jeg kom til at give slip, og dermed lade Loba tage over. Min hals snørede sig sammen mens gråd og snot løb ud af øjne og næse. Smerten steg i takt med at der blev lysere i mit værelse, bag mine lukkede øjenlåg.

Jeg følte et hug af smerte, som om jeg fik stukket en kæmpestor kødkniv ind i maven, som derefter blev drejet rundt, mens den flænsede alt indeni mig op. Og så, da smerten toppede og jeg troede jeg skulle dø, forsvandt den ligesom. Det var, som hvis man hiver i en elastik til den pludselig knækker. Smerten slap sit tag, og jeg kunne trække vejret igen. Jeg følte mig pludselig helt tryg. Loba havde nok givet op.

Jeg åbnede forsigtigt det ene øje. På trods af den meget smalle sprække i mit mørklækningsgardin var hele mit værelse badet i månens klare skin. Sølv glimtede overalt, som havde jeg stået i et stort skatkammer. Det var så utroligt smukt. Jeg kunne mærke mit hjerte og åndedræt falde langsomt til ro. Næsten som i trance mærkede jeg min krop bevæge sig ud på gulvet. Mine ben gik målrettet, men langsomt, hen mod vinduet. Bare et lille kig, forsikrede jeg mig selv. Hvis jeg havde set mig selv fra siden, ville jeg have set et sygt begær og måneskær i mine øjne.

Jeg nåede vinduet, trak gardinet fra og stirrede intenst på det smukke landskab derude. Hele haven var fuld af måneskin. De smukke roser, som havde lukket sig for natten, blev badet i månens lys og blev næsten endnu smukkere, end om dagen. Den lille havesø skinnede, som lå der skatte på bunden af den. Men det lagde jeg slet ikke mærke til, jeg var for optaget af at kigge på månen. Større og mere lokkende end nu, havde jeg aldrig set den. Jeg havde vidst det helt fra starten, jeg havde bare forsøgt at skjule det for mig selv. Jeg havde ikke haft en chance for at lukke af for månen og det uundgåelige. Jeg ejede kun halvdelen af livet, den anden del tilhørte Loba. Jeg skulle leve mit liv om dagen, så fik hun sit om natten. Månen trak nu hårdere end nogensinde før, men det behøvede den slet ikke.

Jeg var allerede væk.

lørdag den 16. juli 2011

Storesøster


Tekst og foto: Randi Abel



Emma tager puden op og lægger den tilbage på sin seng. Hun sætter sig på hug foran den lille, skrammede reol. Da far havde malet den hvid, hjalp mor Emma med at klistre fine billeder på, som de klippede ud af gamle ugeblade. Emmas buttede pegefinger danser hen over bogryggene og stopper ved den om Peddersen og katten Findus.

Med bogen trykket ind mod maven kravler hun op i sengen, sætter sig i skrædderstilling og bladrer i den. En fornemmelse af små bobler breder sig i hendes krop ved tanken om, at mor skal læse højt for hende i aften. Mor vil krybe ned under dynen til hende, og Emma vil lægge sig tæt ind til mor, så hun kan indsnuse hendes duft og kigge på de sjove tegninger af Peddersen og Findus, mens mor fortæller om dem.

Mor var ved at hænge vasketøj op i bryggerset, da babyen vågnede og stak i et hyl. Hun havde sendt Emma ovenpå for at få den til at tie stille.

”Du er en stor pige, der sådan kan få lillebror til at sove.” Mor står i døren og kigger på Emma. Hendes mund smiler, og øjnene ser glade ud. Emma springer ned fra sengen. Hun hopper i imaginære hinkeruder tværs over gulvet og kaster sig om mors ben. Nu er alt igen som før.

lørdag den 9. juli 2011

Araknofo(r)bi


Tekst: Anita Kastrup Østerberg
Foto: Jørn E.



Færdig! Jeg klapper hænderne mod hinanden og vifter med en hurtig bevægelse den sidste rest vand af i luften.Udover at opvasken er væk, har jeg tryllet med vand og sæbe så alle hylder, skuffefronter og opbevaringsglas er vasket og tørret af.

Alarmen på køkkenbordet er fortsat tavs. Jeg ser op på køkkenuret - er klokken virkelig ved at være tre? Der må kryds i kalenderen! Sofie min dejlige datter på tre måneder har for første gang sovet i hele tre timer. Jeg løsner hestehalen og ryster lidt luft ind til hovedbunden - ah det frisker. Med hurtige bevægelser sætter jeg hestehalen igen. Nu skal Sofie op.

Jeg skynder mig ud i haven, Barnevognen står foran terrassedøren til stuen. Allerede da jeg er ved at runde hjørnet om til haven kan jeg mærke “moderskabet” vælde op i mig som den dejligste varme bølge gennem kroppen. Følelsen blandes med et sug af savn, som en narkoman der bare MÅ have sine stoffer, længtes jeg efter at holde din lille varme krop..
Barnevognen bevæger sig blidt og jeg kan høre Sofies småpludren. I et par lette spring er jeg helt henne ved hende og begynder småsnakkene at dreje låsene og løsne dækskykket.

- Såå mors pige, er du lidt sulten? Jeg læner mig ind over vognen og letter lidt på dynen,. Så ser jeg den!

Den er enorm.
Den er sort! Helt sort!
Dens ryg glinser
Lodne, lodne ben.

Min hals snørrer sig sammen.
Jeg kvæles!
Min angst overskygger min kærlighed!
NEJ...
Lydende omkring mig blegner. Tilbage er kun
den og mig!
NEJ!
Tag dig nu sammen. Nu er der mere end dig.
KOM NU - DEN MÅ VÆK!
Mor, du er mor nu.
Min hånd hænger, lige der i luften.
Det er jo bare lige...
et greb.
Puf til den, så er den væk!
Min hånd ryster, jeg sveder..
Kvalme.

Sofie, du er så lille. Din mor er et skvat!
Søde lille skat, jeg skal nok redde dig.
Måske kunne jeg med et hurtigt snuptag, hive dig op og væk.
Jeg “mærker” igen min lille datter, hører hendes ubekymrede pludren.
Edderkoppen har flyttet sig lidt. Der er fri bane.

Mit hjerte hamrer i brystet. Så er det nu!
Hvordan det sker ved jeg ikke, men nu er du her - oppe hos mig..
Du dufter vidunderligt. Dejlig varm, tilfreds og glad.
Problemet ser min ryg.
Næste gang, vinder jeg!
Det ved jeg!

lørdag den 2. juli 2011

Det glemte hus


Tekst: MuZZling
Foto: Jørn E.



Lola sad i mørket og betragtede lyset fra lighteren.
Hun fornemmede varmen fra den lille flamme, mærkede hvordan trangen til at tænde en ild spirede i hende.
Hun slukkede den igen, sad lidt i mørket og mærkede tomheden inden i.
Forsigtigt slog hun en ild igen og sad igen længe og kikkede på den lille flamme.
Tænk at sådan en lille uskyldig flamme kunne blive til noget stort og altædende, et inferno af smerte og kaos. Ild var så fascinerende, smuk og dødbringende på en gang. FANTASTISK...
Hun puttede den lille sølvlighter i lommen igen og smuttede ud af det lille hul i væggen. Det gamle hus hun søgte tilflugt i når virkeligheden blev hende for meget, lå stille og forladt på den store grund med de gamle træer.
Det var i grunden synd tænkte hun. Det lå her helt alene og glemt på en alt for stor grund. Der var ingen der kom og så til det, ingen der savnede det.
Lola stod lidt og kikkede på det i måneskindet. De gamle brædder ville nemt give næring til den smukke lille flamme, taget ville springe i fantastiske knald. Ruderne ville give efter i høje smæld.
Hun mærkede igen den lille lighter i lommen, den brændte næsten gennem foret blot med sin tilstedeværelse. Det kriblede i fingrene og hun kunne ikke lade være med at se sig om.
Kom der nogen, var der nogen der ville se hende!?
Nej alt var øde og stille, hun var ganske alene under den kolde måne.

Lola tog en hurtig beslutning. Huset skulle leve igen.
Hurtigt smuttede hun ind gennem hullet i væggen, fandt vej gennem de mørke rum og valgte sig et godt sted.
Hun byggede et lille men solidt bål af det hun kunne finde.
Forsigtigt slog hun en ild med sin lille lighter, betragtede flammen, og satte så ild på den smule avis hun havde fundet. Hun ventede til det havde rigtig godt fat og smuttede så ud af huset igen.
Hun gemte sig i haven og ventede. Betragtede flammerne i huset så hvor smukt de fandt vej fra rum til rum til de til slut var alt omsluttende. Hele huset stod nu i lys lue og hun kunne mærke den kraftige varme.
Flammerne slikkede om det gamle hus og åd alt. Hun så alt. Så hvordan brandfolkene kæmpede den brave kamp mod flammerne, så hvordan de tabte kampen og hvordan folk stimlede sammen om det glemte hus.
Da den lyse morgen kom pakkede brandfolkene sammen og nu kom politiet og gennemsøgte haven.

Lola sad stadig i haven og kikkede på det sted hvor huset havde stået.
Langsomt rejste hun sig og stod helt stille og ventede. Først ingen ting, så råb og tumult. Var det hundegøen? De kolde håndjernede mod huden.
De førte hende mod politibilerne. Hun var stille men med et saligt smil på læben. Hende øjne blev tomme og fredfyldte. Huset levede.