lørdag den 9. juli 2011

Araknofo(r)bi


Tekst: Anita Kastrup Østerberg
Foto: Jørn E.



Færdig! Jeg klapper hænderne mod hinanden og vifter med en hurtig bevægelse den sidste rest vand af i luften.Udover at opvasken er væk, har jeg tryllet med vand og sæbe så alle hylder, skuffefronter og opbevaringsglas er vasket og tørret af.

Alarmen på køkkenbordet er fortsat tavs. Jeg ser op på køkkenuret - er klokken virkelig ved at være tre? Der må kryds i kalenderen! Sofie min dejlige datter på tre måneder har for første gang sovet i hele tre timer. Jeg løsner hestehalen og ryster lidt luft ind til hovedbunden - ah det frisker. Med hurtige bevægelser sætter jeg hestehalen igen. Nu skal Sofie op.

Jeg skynder mig ud i haven, Barnevognen står foran terrassedøren til stuen. Allerede da jeg er ved at runde hjørnet om til haven kan jeg mærke “moderskabet” vælde op i mig som den dejligste varme bølge gennem kroppen. Følelsen blandes med et sug af savn, som en narkoman der bare MÅ have sine stoffer, længtes jeg efter at holde din lille varme krop..
Barnevognen bevæger sig blidt og jeg kan høre Sofies småpludren. I et par lette spring er jeg helt henne ved hende og begynder småsnakkene at dreje låsene og løsne dækskykket.

- Såå mors pige, er du lidt sulten? Jeg læner mig ind over vognen og letter lidt på dynen,. Så ser jeg den!

Den er enorm.
Den er sort! Helt sort!
Dens ryg glinser
Lodne, lodne ben.

Min hals snørrer sig sammen.
Jeg kvæles!
Min angst overskygger min kærlighed!
NEJ...
Lydende omkring mig blegner. Tilbage er kun
den og mig!
NEJ!
Tag dig nu sammen. Nu er der mere end dig.
KOM NU - DEN MÅ VÆK!
Mor, du er mor nu.
Min hånd hænger, lige der i luften.
Det er jo bare lige...
et greb.
Puf til den, så er den væk!
Min hånd ryster, jeg sveder..
Kvalme.

Sofie, du er så lille. Din mor er et skvat!
Søde lille skat, jeg skal nok redde dig.
Måske kunne jeg med et hurtigt snuptag, hive dig op og væk.
Jeg “mærker” igen min lille datter, hører hendes ubekymrede pludren.
Edderkoppen har flyttet sig lidt. Der er fri bane.

Mit hjerte hamrer i brystet. Så er det nu!
Hvordan det sker ved jeg ikke, men nu er du her - oppe hos mig..
Du dufter vidunderligt. Dejlig varm, tilfreds og glad.
Problemet ser min ryg.
Næste gang, vinder jeg!
Det ved jeg!

11 kommentarer:

MoMo sagde ...

Pyha jeg mærkede ligefrem angsten.. Jeg troede inden jeg så benævnelsen af dyret at det var en kat.. men da jeg så det var en edderkop følte jeg med hende... Virkelig godt beskrevet, for det er sådan man har det når men lider af edderkoppeskræk...

MoMo sagde ...

Lige en ekstra kommentar... Grunden til jeg troede det var en kat var fordi jeg ikke havde læst overskriften hmmm eller tænkt over billedet hmmm hmmm :-) men flot flot...

Jørn E. sagde ...

Kære Anita!

Velfortalt hverdagshistorie. Sofie der sover dejligt længe og alle de ting mor har nået i mellemtiden. Jeg kender det, for jeg har en datter som har en dejlig lille fyr på fem måneder.
Det med at lydene omkring moren forsvinder er god "show, don't tell".
Jeg har selv prøvet det i en situation, hvor jeg var bange. Det er somom hjernen koncentrerer sig om den fare man står overfor og lukker alt andet ude.
Jeg savner, at du nævner ganske kort, at moren lider af araknofobi, men det ligger måske i overskriften.
Du beskriver også rigtig godt, de der varme moderfølelser. Lille Sofie der er varm og dufter dejligt. Man kan også godt føle noget i den retning, når man er morfar ;o)
Hvis ikke selv man lider af en fobi, er det svært at forstå, fordi følelsen er så irationel.
Men jeg lider selv af akrofobi (højdeskræk) som har fået sit navn fra Akropolis.
Men historien er også en sød og rørende lille mor barn historie.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Anita sagde ...

Hej MoMo
Tak for din kommentar til min lille tekst. Glad fordi jeg kunne få dig som læser til at føle angsten - selvom angsten for edderkoppen bestemt ikke er rar!

Kære Jørn.
Jeg bliver altid så glad når mine tekster giver associationer til noget fra dit/læserens liv.
Jeg elsker selv at bruge mine sanser, stoppe op og glædes over mindet.
Puha højdeskræk! Det er nok den værste -fobi. Den har jeg døjet med altid, modbydeligt!
Min edderkoppe skræk... Ja den er forbi, som mor til to, må man jo vise sig lidt, men det kan jeg ikke ved højder!
...ja en morfar kan bestemt føle noget i den retning!

Kh
Anita

Leonius sagde ...

Hej Anita,

du får virkelig din læser med.
Hvis man ikke allerede har den fobi, kan man da få den her.

Jeg er faktisk lidt forbavset over at den fobi er så stærk, at den kan stoppe moderen i at tage sit barn op.

Hos mig som læser fortsætter historien jo med, at manden, i det øjeblik han kommer hjem, bliver bedt om at gennemgå barnevognen fra A til Z, finde dyret, bevise det, på afstand naturligvis og så smide alt fra barnevognen i vaskemaskinen.

Anita sagde ...

Hej Leonius

Hæ hæ!
Din fortsættelse af historien er den selvoplevet? :)
I så fald er du en af hverdagens helte ;)

Og tusind tak for dine ord - de varmer. Jeg er stolt over at få dig/læseren med - håber dog ikke at i løber af med en fobi.

Kjærligst
Anita

Bente Pedersen sagde ...

Kære Anita!

Tak for en sanselig og medrivende tekst. Hvor må sådan en fobi være aldeles rædselsfuld at leve med og håndtere! De "instinkter" som i tidernes morgen, da vi som hulemennesker levede primitivt, kunne have en berettigelse og overlevelsesværdi, bliver nu til en begrænsende faktor for så mange mennesker. Hun er virkelig en mor med stort M, der formår at sætte sig selv og sin angst til side for at "redde" sin datter.
Der er rigtig fin kontrast mellem idyllen i starten af teksten og så den angstfyldte scene.
Det er helt tydeligt, hvordan du har fokus på sanserne, når du skriver. Bed specielt mærke til denne: "Jeg løsner hestehalen og ryster lidt luft ind til hovedbunden - ah det frisker.", for det er nøjagtig det, som den bevægelse gør. Måske ville det stå helt knivskarpt, hvis du undlod tilføjelsen:" - ah det frisker".

Jeg kan også godt lide denne enkle, men meget præcise beskrivelse af forældrerollen: "Nu er der mere end dig."

KH Bente

Anita sagde ...

Kære Bente

Dejligt at se dig tilbage igen - og at du har overskud til at læse og kommentere igen.

Medrivende og sanselig: Tak <3

Kjærligst
Anita

..."ah det frisker" bliver lige sat i parentes og puttet i tænkeboxen i originaludgaven

Ragnhild sagde ...

Kære Anita

Det er en meget charmerende og velskrevet mor-barn tekst du præsenterer for dine læsere.

Du giver mig et gysende indblik i en araknofobikers ødelæggende angst. Din jeg-fortæller kæmper og vinder med et snuptag over den øjeblikkelige angst - og "redder" sin datter!

"Næste gang, vinder jeg!
Det ved jeg!" slutter teksten.

Titlen med et legende r i parrentes indikerer at ønsket eller løftet om at vinde næste gang, måske stadig ikke er indfriet.

Men vandt hun ikke allerede, da hun greb barnet? Hun over"vandt" dog angsten i den øjeblikkelige situation.

Med billedet af håret der løsnes, svinges og samles igen forstår jeg pludselig, hvorfor nogle/mange udfører denne tilsyneladende unødvendige handling. Jeg ville ikke savne "ah det frisker", hvis du beslutter dig for at slette det.

Jeg har i mit efterhånden lange liv samlet utallige edderkopper op og hjulpet dem ud i det fri, så de kunne fortsætte deres nyttige arbejde der og måske overleve lidt længere, velvidende at der var/er andre farer udenfor hjemmets fire vægge.

Hvis teksten er et tilbageblik og Sofie er blevet stor, håber jeg, hun ikke lider af araknofo(r)bi :-)

Kh Ragnhild

Randi Abel sagde ...

Kære Anita,

Moderskabet overvinder alt, ...tror jeg nok. Jeg er glad for, jeg ikke har skullet teste det i forhold til min højdeskræk ;)

Du beskriver virkelig fint følelserner, og hvor svært det er at overvinde sig selv.

Kh,
Randi

Anita sagde ...

Kære Ragnhild og Randi

Tusind tak for jeres kommentarer - de luner dejligt.
Jeg vil røbe, her på falderebet at jeg aldrig selv har lidt af reel araknofobi.
Edderkopper har jeg dog aldrig brudt mig om - meen nok mere på tøsebasis-skræk :)
Situationen med at komme ud til en dejlig baby hvor der har siddet en edderkop (eller en lang/tyndbenet) og hygget sig i kalechen lige over mit vidunder, har jeg dog oplevet flere gange :(.
Så Ragnhild - selvom det gav et gys i mig, overvandt jeg hurtigt skrækken og videregav den ikke til mine børn. Min, nu teenagedatter har dog arvet min tøseskræk (kommer det i teenageårene?)så hun kommer med hvin og skrig når der er et kryb i nærheden.
Teksten er kommet frem ved at kombinere min desværre ægte skræk for højder og så omtalte oplevelse med mine unger :)

Kh
Anita