lørdag den 2. juli 2011

Det glemte hus


Tekst: MuZZling
Foto: Jørn E.



Lola sad i mørket og betragtede lyset fra lighteren.
Hun fornemmede varmen fra den lille flamme, mærkede hvordan trangen til at tænde en ild spirede i hende.
Hun slukkede den igen, sad lidt i mørket og mærkede tomheden inden i.
Forsigtigt slog hun en ild igen og sad igen længe og kikkede på den lille flamme.
Tænk at sådan en lille uskyldig flamme kunne blive til noget stort og altædende, et inferno af smerte og kaos. Ild var så fascinerende, smuk og dødbringende på en gang. FANTASTISK...
Hun puttede den lille sølvlighter i lommen igen og smuttede ud af det lille hul i væggen. Det gamle hus hun søgte tilflugt i når virkeligheden blev hende for meget, lå stille og forladt på den store grund med de gamle træer.
Det var i grunden synd tænkte hun. Det lå her helt alene og glemt på en alt for stor grund. Der var ingen der kom og så til det, ingen der savnede det.
Lola stod lidt og kikkede på det i måneskindet. De gamle brædder ville nemt give næring til den smukke lille flamme, taget ville springe i fantastiske knald. Ruderne ville give efter i høje smæld.
Hun mærkede igen den lille lighter i lommen, den brændte næsten gennem foret blot med sin tilstedeværelse. Det kriblede i fingrene og hun kunne ikke lade være med at se sig om.
Kom der nogen, var der nogen der ville se hende!?
Nej alt var øde og stille, hun var ganske alene under den kolde måne.

Lola tog en hurtig beslutning. Huset skulle leve igen.
Hurtigt smuttede hun ind gennem hullet i væggen, fandt vej gennem de mørke rum og valgte sig et godt sted.
Hun byggede et lille men solidt bål af det hun kunne finde.
Forsigtigt slog hun en ild med sin lille lighter, betragtede flammen, og satte så ild på den smule avis hun havde fundet. Hun ventede til det havde rigtig godt fat og smuttede så ud af huset igen.
Hun gemte sig i haven og ventede. Betragtede flammerne i huset så hvor smukt de fandt vej fra rum til rum til de til slut var alt omsluttende. Hele huset stod nu i lys lue og hun kunne mærke den kraftige varme.
Flammerne slikkede om det gamle hus og åd alt. Hun så alt. Så hvordan brandfolkene kæmpede den brave kamp mod flammerne, så hvordan de tabte kampen og hvordan folk stimlede sammen om det glemte hus.
Da den lyse morgen kom pakkede brandfolkene sammen og nu kom politiet og gennemsøgte haven.

Lola sad stadig i haven og kikkede på det sted hvor huset havde stået.
Langsomt rejste hun sig og stod helt stille og ventede. Først ingen ting, så råb og tumult. Var det hundegøen? De kolde håndjernede mod huden.
De førte hende mod politibilerne. Hun var stille men med et saligt smil på læben. Hende øjne blev tomme og fredfyldte. Huset levede.

6 kommentarer:

Jørn E. sagde ...

Kære MuZZling!

Et specielt og spændende emne du her har taget op. Et godt bud på, hvad der muligvis rør sig i hovedet på en pyroman. Måske båret frem af ensomhed og depression. Nu har hun så også ødelagt sit tilflugtssted og (en del af) sin tilværelse.

Jeg synes, at du har skabt et godt billede af personen. Du har åbenbart også en vis indsigt i, hvad der sker når branden overtænder (tagpladerne der ryger af og vinduerne der sprænges).

Har selv levet tæt på Københavns brandvæsen i min barndom og ungdom.
(Se min novelle "Lortejob).

Lige et enkelt indspark fra "sproghjørnet": 2. afsnit, linie 9: Lola stod og betragtede det i måneskindet. ... det hedder måneskinNet.

Originalt plot og godt skrevet.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Anita sagde ...

Kære MuZZling

Åndeløs, her sidder jeg tirsdag formiddag og næsten forstår en pyromans tanker!!

Virkelig godt skrevet.
Tillykke :)

Kh
Anita

Leonius sagde ...

Hej MuZZling,

en rigtig god fortælling om en fortabt sjæl, der i sin forkerte opfattelse af tingene begår en forbrydelse.
Måske i håb om at komme i trygge omgivelser bag de høje mure.

Leonius.

Randi Abel sagde ...

Hej MuZZling,

Jeg er ret imponeret over din fine beskrivelse af, hvad der rører sig i pyromanens hoved. En meget spændende og velskrevet historie.

Kh,
Randi

Bente Pedersen sagde ...

Hej Muzzling!

Jeg vil prøve at genskabe noget af den kommentar, som jeg troede, at jeg havde lagt i sidste uge...hmm hmm..

Jeg føler med din hovedperson ved læsning af teksten. Jeg aner en meget ulykkelig skæbne. Husets "grundvilkår", som det beskrives i det følgende af Lola:"Det lå her helt alene og glemt på en alt for stor grund. Der var ingen der kom og så til det, ingen der savnede det." opleves som en projektion af Lolas egen ensomhed. Vældig fint!

En indre drift får hende til at destruere noget, der har været hendes tiltrængte skjulested, når verden blev for meget. Et råb om hjælp, der bliver meget synligt og får de konsekvenser, som hun ønsker, og som giver hende fred i alle tilfælde for en stund. Jeg læser teksten, som om hun ønsker at blive fundet tilsidst.

Der er en enkelt lille ting, som jeg studser over til sidst i teksten. Det undrer mig, at der stadig er så mange mennesker stimlet sammen i den lyse morgen, at der lige frem opstår tumult og råben. Men måske er det i Lolas fredfyldte indre, at det opleves så voldsomt?

KH Bente

Anita sagde ...

Hvor er det dog ærgerligt der ikke kommer en respons fra forfatteren!

/Anita