lørdag den 23. juli 2011

Luna betyder måne


Tekst: Ditte T.
Foto: Jørn E.



”Nej jeg vil ikke!” Jeg sagde sætningen højt. Ikke fordi jeg troede at min situation ville forandres af den grund. Den tynde månestråle på gulvet trak i mig. Det var som om, den var bundet fast i mig, at nogen trak hårdt i den anden ende. Som en hund i snor. Men var det ikke også det, jeg var?

Jeg satte mig op i sengen. Krøb ind i hjørnet og trak benene op under mig. Jeg lukkede øjnene. Det var jo komplet idiotisk. At jeg lukkede øjnene betød jo ikke en skid! Tusinde sindssyge ideer fløj gennem mit hoved. Jeg overvejede at binde mig selv fast til sengen, for dermed at blive der! Men jeg vidste godt, at det ville være nyttesløst. Når først månen stod midt på himlen, ville end ikke hundrede vilde elefanter kunne stoppe mig på min vej gennem skoven.

Jeg lyttede til huset og til skoven udenfor. Der var helt stille. Det var som om hele jorden holdt vejret i spænding for, hvad der kunne ske i nat. Det var jo vanvittigt! Jeg var så bange. Hvad kunne der ikke ske? Efter mordet ved sidste fuldmåne, kunne jeg aldrig lade mig selv slappe af igen. Jeg lagde pludselig mærke til, at jeg rystede over det hele, og at mine negle borede sig ind i min arm. Det måtte bare ikke ske igen! En tåre trillede stille ned over min kind og ind i min mundvig. Den smagte salt. Og hvad med Jonathan? Hvis han nogensinde fandt ud af min hemmelig så… Nej! Det ville jeg ikke engang tænke på!

Mine tanker blev sløve, men jeg måtte bare ikke falde i søvn! Loba begyndte at trække i mig. Det føltes som om, noget indeni mig simpelthen blev trukket ud, men sådan forholdt det sig egentlig også. Det var mit liv, der blev trukket ud, for at Loba kunne leve sit liv. Det var egentlig meget sjovt, tænkte jeg midt i rædslen, at jeg havde valgt at kalde den ulv, jeg delte liv med, for Loba. Det betyder ulv på spansk. Og mit eget navn, Luna, betyder måne. Ulv ved fuldmåne. Varulv.

Nej! Jeg måtte ikke give efter! Selv med lukkede øjne, synes månestriben pludselig at lyse skarpere. Jeg trak vejret dybt ned i lungerne og pustede forsigtigt ud. Smerten voksede. Det begyndte at gøre virkelig ondt nu. Jeg begyndte at klynke svagt i mørket, for at holde mit skrig tilbage. Mine forældre, i den anden ende af huset, skulle helst ikke vågne. Hvis de kom løbende for at se, hvad der var galt, kunne det være, at jeg kom til at give slip, og dermed lade Loba tage over. Min hals snørede sig sammen mens gråd og snot løb ud af øjne og næse. Smerten steg i takt med at der blev lysere i mit værelse, bag mine lukkede øjenlåg.

Jeg følte et hug af smerte, som om jeg fik stukket en kæmpestor kødkniv ind i maven, som derefter blev drejet rundt, mens den flænsede alt indeni mig op. Og så, da smerten toppede og jeg troede jeg skulle dø, forsvandt den ligesom. Det var, som hvis man hiver i en elastik til den pludselig knækker. Smerten slap sit tag, og jeg kunne trække vejret igen. Jeg følte mig pludselig helt tryg. Loba havde nok givet op.

Jeg åbnede forsigtigt det ene øje. På trods af den meget smalle sprække i mit mørklækningsgardin var hele mit værelse badet i månens klare skin. Sølv glimtede overalt, som havde jeg stået i et stort skatkammer. Det var så utroligt smukt. Jeg kunne mærke mit hjerte og åndedræt falde langsomt til ro. Næsten som i trance mærkede jeg min krop bevæge sig ud på gulvet. Mine ben gik målrettet, men langsomt, hen mod vinduet. Bare et lille kig, forsikrede jeg mig selv. Hvis jeg havde set mig selv fra siden, ville jeg have set et sygt begær og måneskær i mine øjne.

Jeg nåede vinduet, trak gardinet fra og stirrede intenst på det smukke landskab derude. Hele haven var fuld af måneskin. De smukke roser, som havde lukket sig for natten, blev badet i månens lys og blev næsten endnu smukkere, end om dagen. Den lille havesø skinnede, som lå der skatte på bunden af den. Men det lagde jeg slet ikke mærke til, jeg var for optaget af at kigge på månen. Større og mere lokkende end nu, havde jeg aldrig set den. Jeg havde vidst det helt fra starten, jeg havde bare forsøgt at skjule det for mig selv. Jeg havde ikke haft en chance for at lukke af for månen og det uundgåelige. Jeg ejede kun halvdelen af livet, den anden del tilhørte Loba. Jeg skulle leve mit liv om dagen, så fik hun sit om natten. Månen trak nu hårdere end nogensinde før, men det behøvede den slet ikke.

Jeg var allerede væk.

5 kommentarer:

Jørn E. sagde ...

Kære Ditte!

Det er en rigtig lille gyser du her har fået skrevet om varulven Loba og pigen Luna. Plottet er godt og historien glider ret fint. Din beskrivellse af hendes angst og besættelse (?)er god.

Hvem er Jonathan? En bror eller en kæreste?

I 3. afsnit nævner du et mord, der fandt sted ved sidste fuldmåne. Men i sidste store afsnit skriver du, at natten tilhører Loba og dagen Luna. Det forekommer mig, at være lidt modstridende udsagn. Er det ikke kun ved fuldmåne den slags udyr hærger?

I 6.afsn. skriver du:
. Og så, da smerten toppede og jeg troede jeg skulle dø, forsvandt den ligesom.. 

Det der ligesom, som jo (desværre) er meget brugt i talesprog og udtales da som regel også ”li'som”
Det er efter min mening sprogligt ukrudt, som har sneget sig ind i sproget som et fyldeord, og jeg skal da heller ikke sige mig fri for at komme til at bruge det af og

I 7. afsn
 Den lille havesø skinnede, som lå der skatte på bunden af den. Men det lagde jeg slet ikke mærke til,
Nu har du jo valgt at skrive din historie i ”jeg form”. Så kan du jo ikke skrive at du ikke lagde mærke til det. ;o)

Kærlig hilsen

Jørn E

Randi Abel sagde ...

Kære Ditte,

Sikke en gyser. Jeg synes, du er rigtig god til at beskrive de tanker og følelser, som kæmper i hendes krop.

Kh,
Randi

Bente Pedersen sagde ...

Kære Ditte!
Sikke et intenst indre drama, der udspilles i din tekst i månestrålernes skær. Med de kræfter, der er på spil, så virker slutningen som værende uundgåelig. Jeg synes, at du på en fin måde får beskrevet det magiske og dragende, der er over et månebelyst landskab.

Det har sikkert altid fascineret,undret og skræmt os mennesker,at vi rummer andre sider end de lyse,pæne og socialt tilrettede. Og det sværeste af det hele er måske at acceptere, at vi på mange områder er ret "primitive" i vores adfærd. Så må vi finde en ydre forklaring f.eks. i fænomener som hekse, trolde og her varulve, som så måtte tage skylden for alt det onde på deres skuldre.
I gamle tider må det da også have været skræmmende at høre ulvene tude om natten også i Danmark, så ikke underligt, at varulvene er med i vores folketro. Det er da også tankevækkende, at varulven som fænomen igen har været meget fremme i ungdomslitteratur og film f.eks. i forbindelse med Twilight-serien.
KH Bente

Jørn E. sagde ...

Kære Ditte!

Jeg er glad for at se at du har fået et par kommentarer mere, så du ikke skulle nøjes med min.

Når jeg påpeger sproglige og andre ting, som jeg falder over, så er det, fordi jeg synes, at Skrive-bloggen - ligesom Saxo - skal være et værksted. Et sted hvor man lærer og bliver undervist i god gensidig forståelse.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Leonius sagde ...

Kære Ditte,

du bringer os ind i et univers, som vi måske kender lidt til fra vore urolige drømme.
Jeg opfatter din tekst som et mareridt din hp. har, og det beskriver du rigtig godt.

Leonius.