lørdag den 30. juli 2011

Man går da ikke under prædikenen


Tekst: Dorte F.
Foto: Jørn E.



Fakta

Det var juleaften, og jeg var stærk, var jeg ikke? Nyopereret, javist, men det var gået godt, jeg var på benene med det samme, for jeg ville være stærk. Jeg havde nået en masse inden, så det meste var klart.

Julegudstjeneste – for med den store omfavnelse af fællesskabets stemmer begynder julen rigtigt. Stor forventning til præsten, han har altid noget almenmenneskeligt at sige, noget morsomt, noget til eftertanke. Men han sejlede deroppe på stolen, han væltede. Nej. Jeg sejlede, bænkerækkerne skubbede, barnets pludren blev skinger. Jeg måtte rejse mig. Gå. Forbi undrende blikke. Man går ikke under prædikenen. Gør man?

Fiktion

Han sad tilbagelænet i sin stol. Så på mig med omsorg, med rolig afventen. Jeg kunne sige noget når jeg var klar. Eller tie stille. I tryghed og vished om en hånd at holde i hvis jeg faldt. I venteværelset knurrede utålmodigheden og al den tid folk ikke havde. Upåvirket tav han.

Som en lille mus krøb jeg sammen i et hjørne af hans udstrakte hånd. Så begyndte ordene at dryppe. Som små regndråber. Dråber af angst og utilstrækkelighed.

- De så på mig. Hørte ikke mere hvad Johannes sagde. Så på hende den mærkelige der gik midt i det hele. Fordømmende.
- Hvorfor tror du det?
- Jeg gik jo. Det gør man ikke.
- Men du var jo syg.
- Jeg var bare dårlig. Jeg skulle slet ikke være kommet.
- Men det godt du prøvede, var det ikke?
- Jeg ødelagde deres juleaften, og Johannes´.
- Ved at gå?
- Hvordan tror du ikke det var for dem, da. En der bare skrider. En der ikke vil ses.
- Det vidste de vel ikke?
- Det kunne de da se.
- Hvordan?
- Jeg så i gulvet. Smilede ikke, sagde ikke undskyld. Trådte nogen over tæerne. Famlede efter dørhåndtaget, maste mig forbi Gunnar uden et ord.
- Gunnar.
- Ja, kordegnen. Han åbnede døren for mig.
- Det var pænt af ham.
- Forstår du slet ikke? Det var min fejl. Jeg skulle være blevet væk. Jeg havde ikke noget at gøre der. Jeg burde have passet mit hjem, sat stegen i ovnen, rødkålen, gaverne, overblikket.
- Burde? For deres skyld?

- Deres blikke. Øjnene der trængte ind. Afslørende, Borende. Jeg vil ikke ha’ det. Tænk hvis de så. Hvad ville de så ikke tænke? Og sådan en har vovet sig ind i deres kirke, trådt i deres himmelske fred.
- Hvad er det de ikke må se.?
- Mig, selvfølgelig. Hvad jeg har lavet. Hvem jeg er.
- Det var jo ikke din skyld.
- Det var da mig der gjorde det.
- Kunne du have gjort andet?
- Jeg kunne vel have grebet ind. Jeg kunne…
- Have sagt nej? Hvad var der så sket?
- Jeg ved det ikke.
- Så var det vel heller ikke din skyld?
- Men forstå mig nu. Jeg er et dårligt menneske. Mærkelig, sær, ikke som andre.
- Hvem synes det?
- De gør. Alle dem der ser.
- Hvad synes du selv?

- Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke skjule det. Jeg kan ikke bekæmpe det. Jeg har prøvet, men det stirrer hele tiden på mig. Og spejlet sidder fast på væggen, jeg kan ikke få det ned.

- Var der ingen der smilede til dig? I kirken?
- Hva’? Jo, de vidste det vel ikke. Så havde de ikke smilet.
- Vidste hvad?
- At jeg har forstødt mig selv. Vendt ryggen til ... Til dem. Til mine… Hvorfor helvede skal du også spørge så meget?

Døren kunne ikke smække. Hælene ikke trampe. Benene næsten ikke bære. Det lille hvide kort i hånden. Hans varme På-gensyn-arm om skulderen. Det tavse forventningsfulde venteværelse. Automatdørens hvislen.

Og hans stemme i baggrunden.
- Næste?

5 kommentarer:

Bente Pedersen sagde ...

Kære Dorte!

Tak for din hjertegribende tekst, som jeg genlæser med glæde. Jeg vil tillade mig at genbruge nogle af mine ord, fra da jeg første gang læste den på Saxo og måske flette nye ind.

Det glæder mig i forhold til hp'en i teksten, at hun handler i forhold til sin oplevelse i kirken og søger sparring og hjælp. Ofte bærer vi på alt for meget alt for længe.
Det glæder mig også, at hp'en møder en rigtig god sparringspartner, for det modsatte findes desværre også. Et mennesker, der kan favne, give tid og åbne mulighed for egenerkendelse. Hjælpe alle de selvudstødte...et meget stærkt beskrivende ord, Dorte... med tilgivelsesprocessen, så man lærer at blive sin egen forsvarer i stedet for anklager, for brøden er sjældent så stor, som man i den sårbare situation får gjort den til. Uden egentilgivelse intet nyt spejlbillede, og det får hun da bestemt brug for hjælp til så fint udtrykt med ordene: "Og spejlet sidder fast på væggen, jeg kan ikke få det ned."

I retsalen, hvor du selv residerer som den øverste og strengeste dommer, er dommen oftest af strengeste karakter,som i din tekst, hvor hendes brøde i forhold til den nævnte episode i kirken vel nærmest er ikke eksisterende, men af hende får prædikatet totalt svigt, synligørelse af særhed og trampen på hele menighedens juleaften. Sådan er det jo lige præcist, når alt kommer ud af proportioner, fordi det hele er blevet for meget.

Jeg finder din tekst tankevækkende, gribende, troværdig og sand!

Og så slutteligt tak for denne metafor:

"Som en lille mus krøb jeg sammen i et hjørne af hans udstrakte hånd."

Jeg bemærker stjernen i vinduet på dit foto og øjner håb der ude på den anden side af døren.

KH Bente

Jørn E. sagde ...

Kære Dorte!

Flot skrevet. Jeg ser det for mig.
Problemet med dig er, at jeg altid føler, at jeg skal finde historien under historien. Det er på en gang fascinerende (jeg må tænke lidt selv) og møgirriterende - af samme årsag ;o)

Men din beskrivelse af denne person, som er ved at udradere sig selv er blændende god, ligesom den af psykoterapeuten.

Der er to ord der som belaster vores sprog: Burde og Skulle.

Du skal elske og respektere dig selv for at kunne elske og respektere andre. Det er den manglende selvtillid der får hele menigheden til at nidstirre hende.
Havde hun haft selvtilliden i behold, havde hun smilet til et par børn på vej ud og sagt til Gunnar: "Jeg er lige blevet opereret". Så havde hele menigheden forstået inden 2. juledag.

Folk der fordømmer andre har et problem - ikke den fordømte.
Jeg kommer til at tænke på PH's fremragende vise "Den offentlige mening".

Hvor er det trist, med alle de mennesker der nedgør sig selv og spænder ben for egen udvikling.

Der, hvor jeg fornemmer noget andet, noget underspillet eller underforstået er i den snak om hun kunne ha' gjort andet i en given situation. Hvad er hun blevet opereret for? Her holder du mig ud i arms længde.

Meget velfortalt.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Anita sagde ...

Kære Dorte.

Jeg har læst din tekst et par gange, syntes ikke den er lige til at gå til!
Hvis jeg læser den "bogstaveligt" i faktadelen - har hp været gennem en operation og overvurdere sine kræfter og bukker under for et ildebefindende under gudstjenesten.

Det jeg får ud af fiktionsdelen er:
En nyskilt/sårbar/flygtet (=nyopereret) i en velkendt kirke juleaften. Præstens ord rammer samvittigheden/underbevisheden. Dette er årsag til kirken forlades (i skam) og den efterfølgende samtale hos psykolog/læge (?)
Den skyldfølelse hp har er overvældende stor - hvad er det de andre kirkegængere ikke må se?
Hvis hp ikke ligefrem er vansiret, må det jo være noget "indeni", eller kan man skamme sig så meget over et ildebefindende??

Hjælp mig!! Er jeg for langt ude, Dorte??

K
Anita

Randi Abel sagde ...

Kære Dorte,

Din tekst er ikke én, man læser i en ruf. Det er rigtigt, hvad Jørn skriver, at man skal finde historien under historien.

Når man finder den, rammes man i solar plexus. Det er en meget rørende historie.

Kh,
Randi

Leonius sagde ...

Kære Dorte,

jeg syntes du har skrevet en rigtig god tekst, hvor vi kommer ind under huden på din hp., og bliver involveret.

Leonius.