lørdag den 27. august 2011

Den fremmede


Tekst: Lisa Rossavik Rich
Foto: Jørn E.



Langt oppe i højfjeldet er et lille hotel, der kaldes Fjellstuen.

Vejen derop er snoet og helt smal, så turisterne bliver hentet nede i dalen af en
norsk chauffør. Hun bliver bekymret, da hun ser vejen op af bjerget.

Der er ikke autoværn ud mod de dybe kløfter.

Landroveren er stor med snekæder over de brede pigdæk. Og hvis vejret er
ufremkommeligt vil hotellet sende et bæltekøretøj.

De henter turisterne nede ved hovedvejen op til det kendte langrendsterræn.

”Velkommen til Fjellstuen,” siger damen i receptionen. ”Havde I en fin tur herop?”

”Ja tak. Det er en flot tur,” siger manden, mens han modtager nøglen til værelset.

”Der er kun to danskere indlogeret på Fjellstuen lige nu!” siger den norske dame.

”Det er jo helt fint,” siger hun.

”Vi elsker en ferie udenfor sæsonen!” siger han.

”Vi har købt os fri fra jobben. Det bliver skønt med en skiferie.”

”Her er jeres bagage,” siger chaufføren og hilser. ”Vejret ser fint ud til langrend!”

De skal bo på første sal. Der er en bred betontrappe op til deres etage.

Inde i værelset kan de høre skistøvlernes klaklyde på trappen og folk,
der hyggesnakker og griner.

Der er ikke meget plads. De sidder i sengen, hvis de spiller kort,

Men udsigten fra det lille vindue er overdådig smuk.

De høje sneklædte fjelde skinner i sol, der spiller i frosne snekrystaller.

Langs med taget leger vinden med sneen. Den blæser nysneen op i små skyer, der hvirvles videre indtil sneen finder læ og laver en lille drive.

”Lad os så komme ud at løbe langrend!” siger hun.

”Vi hører lige vejrudsigten!” siger han.

De smører skiene med voks, der passer til temperaturen.

De har rygsæk på begge to med lidt proviant, der består af juice og lidt Freja-chokolade.

De kender ikke nogen af de andre gæster. Alle virker glade og positive. Der er rigtig feriestemning. De er i et af Norges smukkeste områder : Rondane Nationalpark.

Hun ser en flok skiløbere tage af sted. Hun lægger mærke til en kvinde, der står lidt fra de andre. Kvinden er ved at tage sine skibriller på. Det lange halstørklæde vikler hun rundt om halsen, så hendes underansigt var dækket.

"Skynd dig, vi tager rundløjpen i dag i det flotte vejr". Han skubber sine solbriller på plads.

”Jeg har sagt i receptionen, at vi tager den lille rundløjpe på 7 km. i dag,” siger han.

Mens de spænder skiene, mærker de en svag vind, der rasler i et lille træ. De får kolde kinder. Men solen stråler, så det bliver en god tur.

Hele løjpen er afmærket, så det er nemt at finde vej. De pjatter med hinanden og bliver fotograferet ved siden af en skistav med hue på. De nyder den kolde juice og den lækre chokolade. Den smukke løjpe er øde. Men langt borte høres stemmer, der bliver båret af vinden over sneen. Vinden er blevet stærkere nu, og de binder deres halstørklæder for munden. Tårerne flyder, mens de suser ned ad løjpen.

Det begynder at sne. Små fine snefnug dækker for solen, og det er svært
at finde løjpens afmærkninger. De hører stemmer langt væk.

"Det er nok den flok, vi så ved Fjellstuen, mens vi gjorde os klar", siger hun.

"Det er bare mærkeligt, at vi slet ikke har set nogen herude", svarer han.

Nu fyger sneen om dem. De føler sig som blinde. De kan ikke se løjpens afmærkning mere, og det er svært at orientere sig.

”Lad os gå tilbage til Fjellstuen!” siger han, mens han ryster sit halstørklæde.

Kulden bider i fingre og tæer. Hun er bange. De famler sig frem fra pæl til pæl.

De forsøger at se, hvor solen er. Men mørket og sneen lukker sig om dem.

Halsen snører sig sammen. Hun har svært ved at trække vejret.

Hun tør ikke sætte ord på sin angst.

Hun vil ikke fortælle ham, hvor bange hun er. Hjertet hamrer. Tårerne svider på kinden.

Hun beder til Gud om hjælp!

Hun kan ikke se andet end hvide prikker, der hvirvler rundt. Hun kan ikke se,
hvad der er himmel eller jord.

Noget kommer til syne midt i snehavet. Et menneske, der pludselig kommer ud af intetheden. Ansigtet er dækket af et stort halstørklæde, snebriller og hue.

Det ligner en grotesk snemand med ski og briller, men det er en kvinde.

"Herre Jesus, det er Guds vilje, at jeg skulle møte dere", siger hun på klingende norsk.

”Jeg fandt ikke gruppen min!”

Hun er helt henne ved dem.

”Jeg så dig, da vi skulle ud at gå!”

”Du stod ved Fjellstuen, ikke?”

”Jo, det var mig. Gud ske lov, at jeg mødte dere. Vi I hjælpe mig med at finde hjem til hotellet?”

Som ved et mirakel var det holdt det op med at sne. Den blege sol kunne skimtes i snedisen.

Få minutter efter forsvandt snedisen. Nu stod solen atter smuk og klar over dem. De kunne finde løjpeafmærkningerne.

De var stive i kroppen af kulde og udmattelse.

onsdag den 24. august 2011

September-opgave

Kære alle,

Sommeren er snart officielt forbi, og Poly har taget initiativ til en ny månedsopgave ved at finde nogle billeder frem til inspiration.

Skriv en historie på basis af et af billederne nedenfor og send den til mig senest den 15. september.

Kh,
Randi






lørdag den 20. august 2011

Om at elske og miste


Tekst og foto: Jørn E.



Dette digt er ikke skrevet til en kær afdød. Men til en kæreste, som pludseligt valgte at forlade mig. Parallelliteten er helt bevidst Jeg savner hende usigeligt, selv nu, ti år efter.



Jeg har mistet dig min ven...
hvor er du taget hen?
Får vi mon lov at ses igen?
Én ting står lysende klart
jeg var slet ikke parat

Jeg elskede dig
du elskede mig.

Nu er du væk
min sjæl sprang læk
og ingen præk
kan hele den flænge

Jeg ”googler” sjælens internet
det er sand'li ikke let
trods søgen på alverdens sprog
finder jeg ikke den fandens afkrog
som kan give mig svar
på disse eksistentielle mysterier
… måske skulle jeg søge på billeder.

Jeg henter masser af billeder
Glædes og fyldes af minder
men så ser jeg at de blot afleder
det er jo efter den håndgribelige ”jeg” jeg leder
ikke kun billeder, som bare forøger
tomheden efter det jeg virkelig søger.

Men pludselig ser jeg
en helt ny udvej
en stemme fra mit indre
vokser og lindrer
den siger mig at,
min kæreste skat,
en dag skal vi atter forenes
i et helt nyt liv
i fryd og gammen
hvor vi altid vil være sammen

lørdag den 13. august 2011

Med kærlig hilsen


Tekst: Robert Mørk Tindholm
Foto: Randi Abel



Det er midt i september, og sommeren bliver åbenbart ved. Da jeg står af toget, tænker jeg på, om det mon er den rigtige station. Jeg kan slet ikke kende stedet, men skiltet på perronen fastslår, at jeg er landet det rigtige sted. Jeg tager jakken af og slænger den over venstre skulder, ser mig lidt omkring og får øje på trappen, som fører op til Storegade.

Det går op for mig, at man har flyttet stationen til den modsatte side af gaden, og jeg står et øjeblik forvirret, uden at ane hvilken vej jeg skal gå. Mine øjne forsøger at fange noget genkendeligt omkring mig, men finder ikke rigtig noget. Butikkerne jeg kendte er forsvundet, nye er kommet til. Så får jeg øje på Cafe Kildevæld, den findes da endnu. Med en varm følelse kikker jeg ind gennem ruden, nej, selvfølgelig ligner den ikke sig selv.

Som store børn, holdt min søster og jeg ofte til der på cafeen, det var et trygt sted, i modsætning til vores hjem. Nej, jeg vil ikke tænke på det. Jeg tvinger mig selv til at holde fokus på det jeg er kommet for. Jeg vil ikke lade mig bremse af minder nu. Jeg går målrettet hen til hjørnet af Borgervænget, hvor jeg svinger væk fra trafikstøjen.

Min hånd søger automatisk ned i bukselommen, da jeg nærmer mig ”Jo den er der endnu” tænker jeg, skønt jeg ikke på noget tidspunkt har været i tvivl, jeg kan mærke vægten af den mod mit lår, hver gang jeg tager et skridt. Jeg knuger den lidt i hånden, det føles både trygt og skræmmende.

Bellmansgade ligner sig selv, skønt den virker meget mindre end dengang. Jeg kikker ned på mine fødder, mens jeg går. Jeg husker, hvordan jeg dengang hoppede fra flise til flise, og jeg hører min søsters stemme: ”Dem der går på streger, går og spiser rejer”. Nu tager jeg to fliser i et skridt, men undgår stadig behændigt stregerne.

Ved tanken om min søster, søger hånden igen ned i bukselommen. Siden de ringede og fortalte, hvad hun havde gjort, har jeg slet ikke været mig selv. Det er som om mit liv er stoppet, kun hadet er vokset dag for dag.

Min barndomsgade passerer ubemærket under mig, mens mine tanker kredser om vores sidste møde. Vi sad på en lille sofa på den lange gang lige udenfor hendes stue.
- Du må lære at tilgive. Vi skal videre med vores liv. Hun holdt så hårdt om min hånd, at det næsten gjorde ondt.
- Nej, sådan noget kan ikke tilgives, jeg kan i hvert tilfælde ikke.
Hun lagde sine hænder omkring mit ansigt, og så mig i øjnene.
- Lov mig, at du vil prøve, Johnny, for min skyld.
– Nej! havde jeg svaret og fjernet hendes hænder.

For få uger siden havde jeg aldrig troet, at jeg ville vende tilbage til gaden her, hvorfor skulle jeg det. Men nu er det pludselig blevet vigtigt for mig. Udenfor nr. 13 stopper jeg op. Min far bor stadigvæk i stuelejligheden, jeg kan kende gardinerne, vinduerne ser ud som om de ikke har været pudset, siden mor forlod ham.

Da han lukker døren op, ser han forbløffet på mig.
- Hvad vil du? spørg han og går baglæns ind i lejligheden.
- Jeg skal hilse dig fra Grethe, siger jeg og skubber døren i med min ene hæl. - Men hun er jo død, svarer han, og får i det samme øje på pistolen i min hånd.
– Ja, svarer jeg trist.

lørdag den 6. august 2011

Så kom tiden


Tekst og foto: Leonius



Jeg så en mælkebøttekugle
i venten på en vind
jeg drillede den en smule
og pustede lidt derind

Som ventet tog de afsked
de første af det kuld
i majestætisk lethed
på søgen efter muld

Nu venter så de sidste
på vindens milde sus
dog lader jeg mig friste
og bringer dem af hus

Jeg føler nu en storhed
forplantes i min krop
for jeg har netop hjulpet
naturen med sit job