lørdag den 27. august 2011

Den fremmede


Tekst: Lisa Rossavik Rich
Foto: Jørn E.



Langt oppe i højfjeldet er et lille hotel, der kaldes Fjellstuen.

Vejen derop er snoet og helt smal, så turisterne bliver hentet nede i dalen af en
norsk chauffør. Hun bliver bekymret, da hun ser vejen op af bjerget.

Der er ikke autoværn ud mod de dybe kløfter.

Landroveren er stor med snekæder over de brede pigdæk. Og hvis vejret er
ufremkommeligt vil hotellet sende et bæltekøretøj.

De henter turisterne nede ved hovedvejen op til det kendte langrendsterræn.

”Velkommen til Fjellstuen,” siger damen i receptionen. ”Havde I en fin tur herop?”

”Ja tak. Det er en flot tur,” siger manden, mens han modtager nøglen til værelset.

”Der er kun to danskere indlogeret på Fjellstuen lige nu!” siger den norske dame.

”Det er jo helt fint,” siger hun.

”Vi elsker en ferie udenfor sæsonen!” siger han.

”Vi har købt os fri fra jobben. Det bliver skønt med en skiferie.”

”Her er jeres bagage,” siger chaufføren og hilser. ”Vejret ser fint ud til langrend!”

De skal bo på første sal. Der er en bred betontrappe op til deres etage.

Inde i værelset kan de høre skistøvlernes klaklyde på trappen og folk,
der hyggesnakker og griner.

Der er ikke meget plads. De sidder i sengen, hvis de spiller kort,

Men udsigten fra det lille vindue er overdådig smuk.

De høje sneklædte fjelde skinner i sol, der spiller i frosne snekrystaller.

Langs med taget leger vinden med sneen. Den blæser nysneen op i små skyer, der hvirvles videre indtil sneen finder læ og laver en lille drive.

”Lad os så komme ud at løbe langrend!” siger hun.

”Vi hører lige vejrudsigten!” siger han.

De smører skiene med voks, der passer til temperaturen.

De har rygsæk på begge to med lidt proviant, der består af juice og lidt Freja-chokolade.

De kender ikke nogen af de andre gæster. Alle virker glade og positive. Der er rigtig feriestemning. De er i et af Norges smukkeste områder : Rondane Nationalpark.

Hun ser en flok skiløbere tage af sted. Hun lægger mærke til en kvinde, der står lidt fra de andre. Kvinden er ved at tage sine skibriller på. Det lange halstørklæde vikler hun rundt om halsen, så hendes underansigt var dækket.

"Skynd dig, vi tager rundløjpen i dag i det flotte vejr". Han skubber sine solbriller på plads.

”Jeg har sagt i receptionen, at vi tager den lille rundløjpe på 7 km. i dag,” siger han.

Mens de spænder skiene, mærker de en svag vind, der rasler i et lille træ. De får kolde kinder. Men solen stråler, så det bliver en god tur.

Hele løjpen er afmærket, så det er nemt at finde vej. De pjatter med hinanden og bliver fotograferet ved siden af en skistav med hue på. De nyder den kolde juice og den lækre chokolade. Den smukke løjpe er øde. Men langt borte høres stemmer, der bliver båret af vinden over sneen. Vinden er blevet stærkere nu, og de binder deres halstørklæder for munden. Tårerne flyder, mens de suser ned ad løjpen.

Det begynder at sne. Små fine snefnug dækker for solen, og det er svært
at finde løjpens afmærkninger. De hører stemmer langt væk.

"Det er nok den flok, vi så ved Fjellstuen, mens vi gjorde os klar", siger hun.

"Det er bare mærkeligt, at vi slet ikke har set nogen herude", svarer han.

Nu fyger sneen om dem. De føler sig som blinde. De kan ikke se løjpens afmærkning mere, og det er svært at orientere sig.

”Lad os gå tilbage til Fjellstuen!” siger han, mens han ryster sit halstørklæde.

Kulden bider i fingre og tæer. Hun er bange. De famler sig frem fra pæl til pæl.

De forsøger at se, hvor solen er. Men mørket og sneen lukker sig om dem.

Halsen snører sig sammen. Hun har svært ved at trække vejret.

Hun tør ikke sætte ord på sin angst.

Hun vil ikke fortælle ham, hvor bange hun er. Hjertet hamrer. Tårerne svider på kinden.

Hun beder til Gud om hjælp!

Hun kan ikke se andet end hvide prikker, der hvirvler rundt. Hun kan ikke se,
hvad der er himmel eller jord.

Noget kommer til syne midt i snehavet. Et menneske, der pludselig kommer ud af intetheden. Ansigtet er dækket af et stort halstørklæde, snebriller og hue.

Det ligner en grotesk snemand med ski og briller, men det er en kvinde.

"Herre Jesus, det er Guds vilje, at jeg skulle møte dere", siger hun på klingende norsk.

”Jeg fandt ikke gruppen min!”

Hun er helt henne ved dem.

”Jeg så dig, da vi skulle ud at gå!”

”Du stod ved Fjellstuen, ikke?”

”Jo, det var mig. Gud ske lov, at jeg mødte dere. Vi I hjælpe mig med at finde hjem til hotellet?”

Som ved et mirakel var det holdt det op med at sne. Den blege sol kunne skimtes i snedisen.

Få minutter efter forsvandt snedisen. Nu stod solen atter smuk og klar over dem. De kunne finde løjpeafmærkningerne.

De var stive i kroppen af kulde og udmattelse.

7 kommentarer:

Bente Pedersen sagde ...

Kære Lisa!

Det var i sandhed en maveknibe-tekst. Først skal vi klare en udfordring, der i sig selv er rigelig, nemlig turen op ad de sneklædte snoede vejede uden autoværn, for dernæst at puste ud i smukke omgivelser: "De høje sneklædte fjelde skinner i sol, der spiller i frosne snekrystaller." Vi trækker vejret dybt ind...

De to følgende sætninger, som samtidig er mine favoritter i denne tekst, fik mig til at se frem mod den vinter, der venter på den anden side af efteråret: "Langs med taget leger vinden med sneen. Den blæser nysneen op i små skyer, der hvirvles videre indtil sneen finder læ og laver en lille drive." Samtidig får vi en lille reminder om vindens vældige og til tider for os mennesker destruktive kræfter. Hvad mon skal ske?

Og så kommer vi ellers ude på den tur, som fik mine mavemuskler til at spændes. Det er så fint, at du har valgt at skrive i nutid, der her virkelig understreger det dramatiske: Vi er der sammen med dem, mens det sker.(Et enkelt sted kommer du til at skifte uforvarende i tid:Det lange tørklæde vikler hun rundt om halsen, så underansigtet var dækket.)

Langsomt, men sikkert bygger du op til den snestorm, som bliver tekstens dramatiske højdepunkt. her lægger jeg specielt mærke til den enkle, men meget sigende sætning: "Hun tør ikke sætte ord på sin angst." Så er man virkelig ikke bare bange, men angst for sit liv. Og så tyr hun til bønnen som redskab. Vi forudser en åbenbaring, og hvilken én af slagsen:"Det ligner en grotesk snemand med ski og briller, men det er en kvinde."

Som med et trylleslag, et mirakel, forsvinder snedisen, og de kan sammen følges tilbage til fjellstuen, stive og udmattede. Jeg kan godt lide, at du slutter teksten her, så vi selv kan fundere over, hvilket aftryk denne hændelse vil give videre frem i deres liv.

Tak for en dejlig og spændende tekst, hvor jeg også nød det norske islæt i form af replikker undervejs.

KH Bente

Ps Jeg funderer også over, om din tekst er selvoplevet, da jeg jo kender din norske tilknytning.

Lisa Rossavik Rich sagde ...

Kære Bente
Tusind tak for dine meget vedkommende kommentarer. Du har helt ret. Det er en selvoplevet historie i al sin skønhed og gru.
Min mand og jeg var på langrendstur i Norge. Vi løber ud i det smukkeste vejr og så sker det, som jeg fortæller. Vi glemmer aldrig den tur. Og du kan tro, at jeg talte med Vorherre undervejs..
Den enlige kvinde er også helt sand.....
Det er jo somme tider, at virkeligheden overgår fantasien.
Med mange kærlige hilsener Lisa

Anita sagde ...

Kære Lisa

Jeg har en enkelt gang været på langrend i Sverige. Selvom jeg var ung og temmelig meget mere i træning end nu :), var jeg totalt "mørbanket" efter den forlængede weekend.
Meget dramatik blev det dog ikke til, og dog Vores chauffør forlod os på en meget mørk vej, uden et ord. Det var meget meget mørkt.
Da han endelig kom igen var det åbenbart fordi der havde været noget galt med bussen...

Sikke en forskrækkelse i var ude for i nabolandet. Jeg fornemmer tydelig den skiftende stemning gennem din tekst.

Kh
Anita

Randi Abel sagde ...

Kære Lisa,

Dejligt med en ny tekst fra dig :)

Jeg står ikke på ski, men alligevel fornemmer jeg tydeligt strabadserne og frygten.

Kh,
Randi

Ragnhild sagde ...

Kære Liza

Det er sandelig også blevet en fortælling i ”al sin skønhed og gru”.

Du fortæller enkelt, flot og billedskabende.

Jeg genkender det pludselige vejrskifte. Jeg kender dem så godt fra mine grønlandsår.

Du skriver i en fremadskridende nutid og det trækker læseren helt ind i teksten.

Jeg får dog ”problemer” med ”De sidder i sengen, hvis de spiller kort”. Det ændrer ved det fremadskridende nu.

De må sidde i sengen, hvis de skal spille kort, kunne redde problemet (for mig).

Men ellers: Flot tekst.

Kh Ragnhild

Jørn E. sagde ...

Kære Lisa!

Det er flot, at skabe så megen dramatik af noget der egentligt er så hverdagsagtigt.

Jeg elsker historier der leger lidt med det, at "der er mere mellem himmel og jord".

Din naturbeskrivelser er meget flotte. Jeg elsker den lille sætning om nysneen der hvirvler op i vinden.

Det er en meget flot historie. Tak for den!

Kærlig hilsen

Jørn E.

Poly sagde ...

Kære Lisa

Stille og roligt prøver jeg at komme igennem alle de spændende tekster, og i dag blev det så til din tekst.

Allerførst vil jeg sige, jeg rigtig godt kan lide den måde du har bygget historien op.
Og netop det, at du har lavet mange afsnit, gør at din tekst fremstår klart og letlæselig.

Beskrivelsen af den norske natur og feriegæsternes langrendtur, er smukt og stille fremlagt, og som modtræk har du lagt en lille gyser ind, når turister begiver sig ud i fjeldets lunefuldhed. Rigtige fine kontraster.

Jeg har været i Norge ( Ålesund-Troldbjerget og omegn) og nyd det dejlige gensyn.
Også fordi du beskriver så klart og enkelt, at jeg med lethed kan indsuge det smukke snedækkede landskab og mærke den uberegnelige sne der fyger omkring og leger tagfat, uden hensyn til hvem der her vovet at betræde dens stier og løjper.

Med hilsner
Poly