lørdag den 13. august 2011

Med kærlig hilsen


Tekst: Robert Mørk Tindholm
Foto: Randi Abel



Det er midt i september, og sommeren bliver åbenbart ved. Da jeg står af toget, tænker jeg på, om det mon er den rigtige station. Jeg kan slet ikke kende stedet, men skiltet på perronen fastslår, at jeg er landet det rigtige sted. Jeg tager jakken af og slænger den over venstre skulder, ser mig lidt omkring og får øje på trappen, som fører op til Storegade.

Det går op for mig, at man har flyttet stationen til den modsatte side af gaden, og jeg står et øjeblik forvirret, uden at ane hvilken vej jeg skal gå. Mine øjne forsøger at fange noget genkendeligt omkring mig, men finder ikke rigtig noget. Butikkerne jeg kendte er forsvundet, nye er kommet til. Så får jeg øje på Cafe Kildevæld, den findes da endnu. Med en varm følelse kikker jeg ind gennem ruden, nej, selvfølgelig ligner den ikke sig selv.

Som store børn, holdt min søster og jeg ofte til der på cafeen, det var et trygt sted, i modsætning til vores hjem. Nej, jeg vil ikke tænke på det. Jeg tvinger mig selv til at holde fokus på det jeg er kommet for. Jeg vil ikke lade mig bremse af minder nu. Jeg går målrettet hen til hjørnet af Borgervænget, hvor jeg svinger væk fra trafikstøjen.

Min hånd søger automatisk ned i bukselommen, da jeg nærmer mig ”Jo den er der endnu” tænker jeg, skønt jeg ikke på noget tidspunkt har været i tvivl, jeg kan mærke vægten af den mod mit lår, hver gang jeg tager et skridt. Jeg knuger den lidt i hånden, det føles både trygt og skræmmende.

Bellmansgade ligner sig selv, skønt den virker meget mindre end dengang. Jeg kikker ned på mine fødder, mens jeg går. Jeg husker, hvordan jeg dengang hoppede fra flise til flise, og jeg hører min søsters stemme: ”Dem der går på streger, går og spiser rejer”. Nu tager jeg to fliser i et skridt, men undgår stadig behændigt stregerne.

Ved tanken om min søster, søger hånden igen ned i bukselommen. Siden de ringede og fortalte, hvad hun havde gjort, har jeg slet ikke været mig selv. Det er som om mit liv er stoppet, kun hadet er vokset dag for dag.

Min barndomsgade passerer ubemærket under mig, mens mine tanker kredser om vores sidste møde. Vi sad på en lille sofa på den lange gang lige udenfor hendes stue.
- Du må lære at tilgive. Vi skal videre med vores liv. Hun holdt så hårdt om min hånd, at det næsten gjorde ondt.
- Nej, sådan noget kan ikke tilgives, jeg kan i hvert tilfælde ikke.
Hun lagde sine hænder omkring mit ansigt, og så mig i øjnene.
- Lov mig, at du vil prøve, Johnny, for min skyld.
– Nej! havde jeg svaret og fjernet hendes hænder.

For få uger siden havde jeg aldrig troet, at jeg ville vende tilbage til gaden her, hvorfor skulle jeg det. Men nu er det pludselig blevet vigtigt for mig. Udenfor nr. 13 stopper jeg op. Min far bor stadigvæk i stuelejligheden, jeg kan kende gardinerne, vinduerne ser ud som om de ikke har været pudset, siden mor forlod ham.

Da han lukker døren op, ser han forbløffet på mig.
- Hvad vil du? spørg han og går baglæns ind i lejligheden.
- Jeg skal hilse dig fra Grethe, siger jeg og skubber døren i med min ene hæl. - Men hun er jo død, svarer han, og får i det samme øje på pistolen i min hånd.
– Ja, svarer jeg trist.

6 kommentarer:

Jørn E. sagde ...

Kære Robert!

Dejligt at se en ny historie fra din hånd.

Det er en dejlig velskrevet historie med et stort drama som omdrejningspunkt. Bravo!

Kærlig hilsen

Jørn E.

Anita sagde ...

Kære Robert

PuHa - her bliver da bygget op, lagt spor og ....
Den er virkelig godt skrevet, emnet er desværre evig aktuel! Selvtægt og hævn må man jo ikke (!!) men blev den triste løsning på dit drama!

Kh
Anita

Bente Pedersen sagde ...

Kære Robert!

Som så ofte før leverer du en medrivende og spændende tekst, der overasker undervejs.

I starten af teksten får jeg oplevelse af, at det rigtig længe siden, at din hovedperson (hp) har været i tekstens miljø, og det er der så ofte en årsag til. Nysgerrighed efter at afdække denne årsag driver mig videre i teksten. Jeg træder derfor lettere anspændt ud på gaden sammen med hp’en , og herfra går det så slag i slag med stigende spænding. Da café Kildevæld er passeret, og vi får at vide, at tiden der var langt tryggere end i hjemmet, ja så er der hos mig, læseren ikke længere tvivl om, at hp’en er opvokset i et barsk miljø.

Følgende handling: "Nu tager jeg to fliser i et skridt, men undgår stadig behændigt stregerne." fortæller så eminent og enkelt om en hp, der godt nok har udviklet sig fysisk, men indeni ham findes stadig et utrygt barn, der kan falde tilbage til barndommens besværgelseskneb med at undvige streger. Alligevel fortsætter hp’en determineret sin færd frem mod et mål, og han har dækket sig yderligere ind i forhold til den utrygge situation, idet han bærer et våben skjult i lommen. Vi skal altså ikke tilbage og besøge barndommens søndagsskole.

I løbet af de næste afsnit afsløres en familietragedie, hvor regnskabets time nu er kommet, og som læser efterlades jeg med en ubehagelig fornemmelse af, at en ny tragedie er under opsejling.

Altid spændende at læse dine tekster, Robert, så ser frem til nye fra din hånd.

KH
Bente

Leonius sagde ...

Kære Robert,

dejligt igen at se en tekst fra dig.
Jeg nød at genlæse dette drama.
Din beskrivelse af hp's tanker og turen fra stationen til barndomshjemmet er fremragende, selv pistolen bliver håndgribelig.
Din beskrivelse af baggrunden for din hp's besøg hos faderen gør, at din læser måske trykker på aftrækkeren lidt før din hp.

Leonius.

Lisa Rossavik Rich sagde ...

Kære Robert
Det er en god tekst, du har lavet.
Jeg opfatter den som begyndelsen af en krimi.(jeg elsker krimigenren).
Og som læser bliver jeg hooked lige fra begyndelsen.
MKH. Lisa

Randi Abel sagde ...

Kære Robert,

Jeg mener at kunne huske din tekst fra SAXO, men den er helt bestemt værd at læse igen. Den er spændende og medrivende - en rigtig god indledning til en længere historie.

Kh,
Randi