lørdag den 29. oktober 2011

Niels møder krigen, kapitel 2


Tekst og foto: Jørn E.



Niels kunne se, at der også var to ambulancer.
Han kiggede derhen og så, at en af brandbilerne og de to ambulancer var standset udenfor indgangen.

Han så på Marie og tænkte, at hun så så sød ud i sin kjole i grøn køkkentern, som hendes mor havde syet af nogle gamle køkkengardiner. Hendes søde ansigt, det lyse hår med fletninger med grønne sløjfer i.

Han hviskede til Marie:
"Lig bare helt stille, jeg henter hjælp til dig."
Håbede han. - Han kiggede igen hen mod brandbilen og ambulancerne. Ambulancefolkene blev siddende i deres biler, men en brandmand var ved at ordne noget på siden af brandbilen.
"Nu!" tænkte Niels og styrtede afsted så hurtigt, som hans ben kunne bære ham, ud ad porten i smedejernsgitteret foran kirkepladsen og hen mod brandmanden. Han løb så stærkt, at han næsten ikke kunne standse og løb ind i brandmanden, som var lige ved at miste fodfæstet.
"Halløjsa!" udbrød han og så forbavset på Niels.
Han kunne se skrækken og angsten i Niels ansigt og var straks klar over, at der var noget galt.
Så lød der igen bombeeksplosioner, men det var længere væk. Niels kunne se, at det var ovre omkring Langebro.
Niels havde tabt mælet og stirrede bare op i det rare ansigt under brandmandshjelmen.
"Jeg hedder Søren," sagde brandmanden med rolig stemme. "Hvad er der sket?"
Han satte sig på hug foran den opskræmte dreng. Niels begyndte at græde.
"De... det er Marie og Ejner." Niels snøftede. "De ligger oppe på kirkepladsen. Marie bløder fra benet … og, og - jeg tror Ejner er død."
Nu fik tårerne endeligt frit løb. Niels hulkede, så hele kroppen rystede. Brandmanden ventede til Niels var faldet lidt til ro, så åbnede døren og satte Niels ind på passagersædet.
"Bare rolig, det skal vi nok ta' os af. Hvad hedder du forresten og hvor bor du?"
"Jeg hedder Niels," hikstede han. "Jeg bor nede i nr. 7. Det gør Ejner og Marie også."
"Vent bare roligt her. Jeg kommer tilbage til dig."
Niels kunne se at Søren gik hen til en brandmand som havde en meget flot sølvfarvet hjelm og snakkede med ham. Sølvhjelmen sendte en anden brandmand hen til Sørens brandbil. Nok for at overtage hans arbejde på siden af bilen. Så gik han hen til den forreste ambulance og sagde noget til chaufføren. Han kørte langsomt frem.
- Jeg vil med!,råbte Niels.
Søren sprang ud og standsede ambulancen. Så løftede han Niels ned fra brandbilen og han blev anbragt ved siden af medhjælperen i ambulancen. Søren satte sig ind bagi.

Så kørte de det korte stykke op til kirkepladsen, hvor Marie lå nedenfor kirketrappen. Medhjælperen sprang straks ud og hen til Marie og følte på hendes puls.
Pulsen er god nok, konstaterede han og smilede til Niels. "Er det dig der har lagt den fine
forbinding?," spurgte han og så på Niels ben. "Ja, det er det sandelig."" Det er meget flot."
"Det har jeg lært hos spejderne. Jeg er ulveunge i 1. Christianshavn," svarede Niels med en vis stolthed.
Ambulancefolkene fik hurtigt og forsigtigt lagt Marie op på båren.
"Kom og besøg mig på hovedbrandstationen. Bare spørg efter Søren fra røgdykkerne.
Jeg er der altid om onsdagen,"
sagde Søren og gik tilbage mod brandbilen.
I mellemtiden var den anden ambulance kommet til og det sidste Niels så da de kørte derfra med blafrende udrykningsflag og horn, var, at den ene af de andre ambulancefolk lå på knæ ved siden af Ejner og den anden rystede sørgmodigt på hovedet. Det viste sig siden, at Ejner havde fået et stort granatstykke lige midt i brystet og var død på stedet.

På Øresundshospitalet, som Niels og Marie blev kørt til, fik Niels lov til at vente på gangen mens Maries sår blev opereret. Inde fra operationsstuen, hvor Niels sad lige udenfor, kunne han høre et højt skrig. De havde fjernet et lille granatsplint fra Maries læg – uden bedøvelse – det var småt med bedøvelsesmidler og man var nødt til at spare.

Sygeplejersker og læger hastede forbi i begge retninger og portører kom hele tiden med senge med sårede, som blev stillet op lags vinduesvæggen overfor Niels. Nogle lå og stønnede og jamrede sig. Det havde Niels det ikke godt med.

Niels fik lov at overnatte på hospitalet fordi det var blevet spærretid inden Marie var færdigbehandlet og forbundet.. Han blev nødt til at ligge i samme seng som Marie, for der var mangel på senge.

Næste dag kom Maries far og hentede dem: Marie havde fået et par krykker, og hendes far spenderede en taxa hjem, selvom det var meget dyrt.

oooOooo

Niels og Marie fejrede Guldbryllup i 2005. Marie har stadig et T-formet ar på den højre læg.

lørdag den 22. oktober 2011

Niels møder krigen, kapitel 1


Tekst og fotos: Jørn E.



Dette er en dramadokumentarisk beretning fra d. 23. januar 1943, hvor de allierede bombede B&Ws haller på Christianshavn.
Men bomberne faldt også andre steder, otte civile blev dræbt og 68 sårede.
Det andet sted jeg nævner ”ovre i nærheden af Langebro” er sukkerfabriken.



Niels, Ejner og Marie løb og legede på pladsen foran Christianskirken. Niels og Ejner var ti år og Marie var elleve.
Kirkepladsen var en dejlig stor plads med grus, hvor de kunne spille bold, sjippe og lege ”ta'-fat”. Til venstre for kirken var der en stor græsplæne.

Bagved kirken afgrænsedes kirkens grund af en godt to meter høj mur. Bare 20 – 30 meter fra muren på den anden side lå to store reparationshaller, som tilhørte B&W's skibsværft.

De boede alle tre i Strandgade nr. 7. Der var ikke nogen legepladser i nærheden. Den nærmeste lå oppe ved volden, på den anden side af Torvegade. Der måtte de ikke gå op for deres forældre.

De legede, som de plejede, og var i gang med en gang ”ta'-fat”, da luftalarmen lød. Børnene tog det forholdsvis roligt, for det var noget der tit skete, uden at der skete mere.

.Tyskerne var kendt for, at de havde mere travlt med at få bemandet antiluftskytset, end at aktivere luftalarmen.

Men så hørte de flyvemaskiner. Niels kunne høre, at de fløj lavt. I næste sekund lød der nogle øresønderrivende brag og de blev alle kastet til jorden af et enormt lufttryk. Enorme flammer slog op fra hallerne på den anden side af kirkemuren.

Niels rejste sig fortumlet op og kiggede efter de andre. Marie lå på jorden og græd og jamrede sig.
Niels kunne se, at hendes højre ben blødte. Lidt længere væk, på græsplænen, lå Ejner. Han lå helt stille. Han havde et stort hul lige midt i brystet og det Niels kunne se fik blodet forsvinde fra hans hoved og han kastede op. Så kom han til at tænke på Marie. Han tørrede sig om munden med sit lømmetørklæde og gik hen til hende. Hun kiggede op på ham med store forskrækkede øjne og sagde
Det gør så ondt i mit ben
og så græd hun lidt mere.
Niels kunne se, at det blødte fra hendes højre læg og det var somom noget sort stak ud af såret.
Jeg fryser.
Peb Marie. Hun rystede over hele kroppen.
Niels tog sin trøje af og lagde den over hende.

Så kom næste angrebsbølge og bomberne bragede igen ned i reparationshallerne. Det fløjtede om ørerne på dem og Niels kunne høre noget, ligesom sten, der ramte gruset omkring dem. Marie skreg. Han blev klar over, at det var meget farligt for dem at være der hvor Marie lå. Han fik med stort besvær trukket Marie hen i ly af kirken. Hun jamrede sig højlydt og skreg også en enkelt gang af smerte.

Niels havde den slags bukser på, som var meget almindelige på den tid, såkaldte ”plus-fours”, som gik til lige under knæet, hvor de sluttede med en elastik til at holde dem fast. Til den slags bukser hørte lange strømper. Niels var spejder og havde lært lidt om førstehjælp, og kom i tanker om, at hvis der er en der bløder stærkt fra arme eller ben, skal man binde noget stramt omkring, lige over såret. Niels tog resolut sin ene strømpe af og bandt den stramt omkring Maries læg..
Så kom der endnu en angrebsbølge og efter bombebragene, kunne han endnu engang høre lyden som mindede om småsten der blev kastet ned mod pladsens grus. Han kunne også se, at det rykkede i Ejners krop. Først tænkte han, at han måske alligevel stadig var levende, men så blev han klar over, at han var blevet ramt at et eller anden. Niels skulle tage sig voldsomt sammen, for ikke at kaste op igen.

Niels havde været så optaget af sine venner, at han ikke rigtig havde hørt noget. Det hele var blot en fjern og uvedkommende støj og han var bange. Men lidt efter lidt, hvor han faldt lidt til ro, fordi han følte, at han ikke kunne gøre mere, hørte han SS-soldaterne, der bevogtede indgangen til B&W råbe kommandoer og løbe omkring. Han hørte støvletramp der forsvandt ned ad gaden, og kort efter kunne han se, at der stod SS-soldater med ca. ti meters mellemrum, på begge sider af gaden og han kunne se, at der var spærret ud mod Torvegade.

Efter, hvad der forekom ham som en evighed, hørte han udrykningshorn. Efter nogen parlamenteren blev der åbnet for brandbilerne ned ved Torvegade. Store flotte røde køretøjer med de blafrende gule udrykningsflag og orange blinklygter, drønede op gennem gaden. Niels ville være brandmand når han blev stor.

onsdag den 19. oktober 2011

SAXO Forfatterskole


Foto: Jørn E.



Kære alle,

Hvis nogen ikke har bemærket det, vil jeg på opfordring af Jørn gøre opmærksom på, at SAXO starter forfatterskole igen på tirsdag den 25. oktober.

Poly foreslår, at vi fortæller i en kommentar nedenfor, hvad vi kalder os på SAXO, så det er lettere at finde hinanden derinde.

Kh,
Randi

lørdag den 15. oktober 2011

Erstatnings cpr nr.


Tekst: Anita Kastrup Østerberg
Foto: Poly Schmidt



Av for helvede!
Han prøvede at løfte hovedet. Han kunne ikke...
HJÆLP!
Hans mund åbnede sig forgæves, der kom ikke en lyd over de tørre læber.
Over ham, i mørket hang noget forunderligt, skræmmende og smukt.
Han anstrengte sig, forøgte at huske hvad det var.
Den var kuglerund og svævede deroppe over hans hoved!
Helt frit.
Var den langt fra, tæt på?
Ild!
Der var sgu ild i lortet - og den kom nærmere.
Han måtte væk. NU!

Alt blev sort!

Næste gang han åbnede øjnene, så han en fremmed mands ansigt tæt på hans.
Manden klaskede ham på kinden.
Hans hånd røg op i forsvar.
Manden i den hvide kittel så et kort øjeblik bange ud og trådte et skridt tilbage. Fattede sig hurtigt og gik så hen til manden på båren igen.

- Nå! du er vågen.
- Du er på Rigshospitalets Traumeafdeling. Du blev fundet i vejkanten ved afkørslen til motorvejen ved Hvidovre. Ved siden af dig lå et skilt hvor der stod "Roskilde" på.
- Kan du fortælle mig dit navn?

Navn!
Det vidste de sgu' da godt!
Han åbnede munden. Det rungede i hans hoved da hans stemmelæber kom i vibrationer.
Argh, han krympede sig sammen af smerte. Havde han lavet den larm?
Lægen stod afventende og så på ham, fuldstændigt upåvirket af de inferno af lyde der som ekko blev kastet rundt i rummet.

- Du har slået dit hoved alvorligt! Det er helt normalt, du har svært ved at svare. Jeg giver dig noget medicin mod smerterne.

Et skarpt lys, kuglen var blevet hvid.
Han mærkede en kølig fornemmelse brede sig på i armen. I det fjerne hørte han en stemme:

- Vil du underrette politiet om at patienten fortsat er uidentificeret.

Øjnenene blev tungere og gled i, kroppen helt slap.
Så huskede han:
- Månen, det var månen han havde set.

Der bredte sig et lille afklaret smil om hans mund

lørdag den 8. oktober 2011

Krongemme


Tekst: Bente Pedersen
Foto: Poly Schmidt



Lyden skar tværs gennem mørket. En mellemting mellem savværkets store klinge og en krage på flugt. Den kom fra noget buskads i skovens udkant et eller andet sted på skrænten ned mod bækken. Hun lyttede opmærksomt, men var næsten sikker på, at det var Ove, der var ophavsmanden. Altid fuld af spillopper, hvis gemmelegens ventetid blev for lang og kedelig. Bobler af latter legede tagfat i hendes mave, mens Ove med skiftende held forsøgte at imitere forskellige dyr. Hun pressede læberne tæt sammen for ikke at komme til at afsløre sit nyfundne gemmested. Hun vidste, at det var en del af Oves formål, og dukkede sig ekstra godt, da et fnis alligevel slap ud i mørket.

Hun trykkede sig ind mod træroden. Her i dens arme behængt med sanddrysset spind havde hun fundet det perfekte sted. Hun spejdede ud i mørket for at spotte de andres bevægelser i skovbunden. Skønt det klare skin fra månen anede hun kun en edderkop, der listede over hendes højre hånd. Næseborene vibrerede. Her mellem rødderne duftede der let syrligt som af svampe. Hun elskede at lege krongemme i efterårets tidlige mørke.

”98- 99- 100! Nu kommer jeg!” Svend Åge meldte tydeligt ud. Hun vidste, at han nu stod alene i den skarpt aftegnede lyskegle fra lygtepælens enlige pære. Lygtepælen stod som sidste bastion i bunden af vænget ved skovens kant. Han kneb øjnene tæt sammen, mens han spejdede ud i mørket. For en sikkerheds skyld holdt han den ene hånd på lygtepælens ru træflade. På store områder var der pillet flis af. Et godt tidsfordriv for den, der skulle stå og tælle til de famøse et hundrede.

”Hvad glor du på, Kim? Er det mig, du glor på, hva’?” Svend Åges stemme smældede. Han var alligevel ikke alene ved lygtepælen. Kim og hans to mindre søskende fra kommunehuset stod tavse på kanten af skrænten. Kunne åbenbart ikke forstå, hvorfor de heller ikke denne aften kunne få lov at være med i legen. Stod der med øjne, der tryglede, mens det betændte snot krøb som snegle fra næsebor til mund. ”Vi har da lov at stå her!” forsøgte Kim sig, mens øjnene skelede rundtosset. Men Svend Åge, alene i rollen som leder af gemmelegen, var slet ikke enig. ”Så flyt jer dog!”, kunne hun høre ham råbe irriteret.

Og så kom det pludseligt og gennemtrængende, og denne gang var det ægte. Skriget af frygt. Af smerte. Det lød som den mindste fra kommunehuset. Per, 5 år gammel. Han var nu et eller andet sted på skrænten, men hvorfor skreg han sådan? Hun krøb hurtigt ud fra trærodens beskyttende arme En gren svirpede hende i ansigtet, mens hun forsøgte at komme frem i det tætte buskads. Pludselig vidste hun det. Vidste, hvorfor Per skreg. Brændenælderne! Per var faldet ned i alle brændenælderne. Eller faldet? Var han nu også det?

Ude i det fri løb hun smidigt hen mod de andre, der allerede stod tæt samlet ved foden af skrænten. Deres alvorlige ansigter var alle vendt mod stedet, hvor skrigene kom fra. Kim stod der også i udkanten og forsøgte at trøste sin lillesøster. ”Så, så, så!” forsøgte han, men hun græd blot endnu mere skingert. Så kom det prompte fra ham: ”Jeg siger det altså til min mor, hvis I ikke hjælper med Per!” Kims mor, den arrige Fru Olsen, kunne altid spilles ud som en vægtig trussel. Kim ville for alt i verden undgå selv at skulle stå til regnskab overfor hendes grydeske eller bøjle, når der var hændt de to små noget.

Bjarne, den største og stærkeste i gruppen, havde trukket trøjeærmerne ned over hænderne og var nu på vej op ad skrænten. Op gennem brændenælderne. Op mod stedet, hvor Per lå pibende som et anskudt rådyr. Men hvor var Svend Åge? Var han bare stukket af?

Alle stivnede, da svaret på spørgsmålet åbenbarede sig øverst på kanten af skrænten. ”Hvad fanden har I gjort ved Per, I møgunger?”, tordnede fru Olsen ned mod den tavse flok. Stor og tyk stod hun der i lyskeglen med et godt greb i Svend Åges nakke. I det samme kom Bjarne ud fra brændenælderne bærende på Per, der havde slynget hænderne om halsen på den store dreng. Han hikstede af gråd, mens små kramper rystede hans lille krop. Blandingen af tårer og andet godt blev tværet godt ned i fibrerne på Bjarnes trøje. Kun blæsten over træerne kunne høres.

Da Bjarne nærmede sig Kim, lød det hviskende: ” Du får en femogtyveøre, hvis du siger, det var et uheld!” Kim forsøgte at rette blikket direkte mod Bjarne, og de vidste alle, at hans svar ikke stod til forhandling:

”Okay, men så skal vi også være med til krongemme i morgen aften!”

lørdag den 1. oktober 2011

Friheden


Tekst og foto: Poly



Heldigvis skinnede solen og det var ikke så koldt og mørkt, nu hvor hun igen gik alene med forsigtige skridt på den nogenlunde genkendelige skovvej. Selvom hun fysisk var til stede, følte hun sig som en dobbeltgænger, hvor minderne om barndommens afstikkere havde taget overhånd, og uden omtanke førte skridtene i den rigtige retning.

Da hun så bænken, slog hjertet et par krumspring og med iver småløb hun for at sætte sig ned, som hun havde gjort uendelig mange gange. Der var mange småstier i skoven, og havde det ikke været for bænken, havde hun måske ikke genkendt stedet. For at være sikker, lænede hun straks hovedet ud over ryglænet, for at tjekke om mærket, som hun med sine små hænder havde ridset med en sten, stadig var på bagsiden af bænkens ryg. Hun åndede lettet op, da hun fik bekræftet hun var på rette vej. Hun kiggede sig omkring for at indsuge skovens omgivelser helt ind til sjælens små gemmesteder. Selvom hun måtte indrømme modet og uvidenheden ikke var, som da hun med beslutsomme og små ufortrødne skrid tog tilflugt i skovens alt omsluttende arme. Inden hun gik videre lukkede hun øjnene halvt på klem, og prøvede med sit indre blik at se vejen fra bænken igennem skovens stier til sit specielle sted. Smilet på hendes ansigt bredte sig tydeligt ved tanken om at gense Friheden, for det havde hun døbt sin hemmelige hule.

Glæden over sin nyfundne frihed var så stor at hun skrålede i vilden sky, imens hun dansende lod træernes og buskenes blade glide imellem fingrene. Ind i mellem stoppede hun op for at snuse inderligt til duften af alle de forskellige blade, knopper og små skovblomster, hun synes så indbydende ud. Hun var mere end glad for at være tilbage igen. Her var så dejlig stille og hun følte sig helt tryg. Især efter hun havde set Paw-filmen. Hvis han kunne lave huler i skoven, så kunne hun også. Hun havde stor tillid til sin klatreevne, og her var der ingen der sagde noget om alt det hun ikke måtte fortage sig, og det bedste af det hele, hun kunne gøre lige hvad hun havde lyst til uden tildeling af uretfærdige straffe. På vejen herud, havde hun også lynhurtigt snuppet et par æbler, da hun gik forbi grøntforretningen, for at have lidt ekstra mad ud over sin skolemadpakke. Hun havde også set en stor gård og vidste fra tidligere, hun nemt kunne snuppe en sukkerroe eller hvad gårdmanden nu ellers havde i sin have, hvis hun skulle blive sulten. Selvom det at spise ikke betød så meget, som at kunne lukke verden og dem alle sammen ud.

Hun gik videre på opdagelse imellem buskadset og alle træerne, for at finde nogle bog og undersøge hvad der ellers var i nærheden. Hun fulgte de smalle dyrestier, samtidig med hun sikrede sig at lave forskellige kendetegn, for at kunne finde vejen tilbage til gården, for det havde hun lært fra sin spejderklub, men også for at kunne finde ud af skoven, hvis hun ville. Da hun kom til en lille lysning, fik hun øje på en lille klynge buske med nogle mindre træer. Åh dette var perfekt for hendes hule, for solens kunne sende varme stråler igennem buskadet, hvis det blev for koldt. Ivrigt gik hun i gang med at knække lange grene af med masser af blade på. Godt nok blev det ikke så flot lavet som det Paw havde bygget, men hun vidste det var vigtigt at få masser af dække, så hun kunne sove nogenlunde varmt og allervigtigst, så der ikke var noget der kunne se hende, hvis de tilfældigt kom forbi Friheden.

Endelig, nu var det vist godt nok. Hun havde også sørget for at have nogle lange bladfyldte grene, som hun kunne bruge som dyne, når hun ville sove. Pyt med om hun havde fået masser af rifter på armene, for det var længe siden, hun havde følt sig så glad og tilfreds. Endelig lå hun ned i sin nye hule, imens hun kiggede op på de små skyer der langsomt gled forbi. Hun blev helt opslugt af at betragte alle de forskellige former skyerne viste frem, alt imens hun opmærksomt lyttede til fuglene og deres smukke stemmer, for hun var sikker på de snakkede til hinanden.

Hun halvvågnede ved hun rystede lidt af kulde og famlede ud efter sin dynegren. Pludselig var hun lysvågen og opdagede at hun stadig sad på skovbænken. Solen var ved at gå ned og det var på tide at komme ud af skoven, selvom hun ikke nåede hen til sin sit hemmelige sted. Hun vidste det ikke var så vigtigt lige nu, for hun havde jo allerede genset Friheden.