lørdag den 1. oktober 2011

Friheden


Tekst og foto: Poly



Heldigvis skinnede solen og det var ikke så koldt og mørkt, nu hvor hun igen gik alene med forsigtige skridt på den nogenlunde genkendelige skovvej. Selvom hun fysisk var til stede, følte hun sig som en dobbeltgænger, hvor minderne om barndommens afstikkere havde taget overhånd, og uden omtanke førte skridtene i den rigtige retning.

Da hun så bænken, slog hjertet et par krumspring og med iver småløb hun for at sætte sig ned, som hun havde gjort uendelig mange gange. Der var mange småstier i skoven, og havde det ikke været for bænken, havde hun måske ikke genkendt stedet. For at være sikker, lænede hun straks hovedet ud over ryglænet, for at tjekke om mærket, som hun med sine små hænder havde ridset med en sten, stadig var på bagsiden af bænkens ryg. Hun åndede lettet op, da hun fik bekræftet hun var på rette vej. Hun kiggede sig omkring for at indsuge skovens omgivelser helt ind til sjælens små gemmesteder. Selvom hun måtte indrømme modet og uvidenheden ikke var, som da hun med beslutsomme og små ufortrødne skrid tog tilflugt i skovens alt omsluttende arme. Inden hun gik videre lukkede hun øjnene halvt på klem, og prøvede med sit indre blik at se vejen fra bænken igennem skovens stier til sit specielle sted. Smilet på hendes ansigt bredte sig tydeligt ved tanken om at gense Friheden, for det havde hun døbt sin hemmelige hule.

Glæden over sin nyfundne frihed var så stor at hun skrålede i vilden sky, imens hun dansende lod træernes og buskenes blade glide imellem fingrene. Ind i mellem stoppede hun op for at snuse inderligt til duften af alle de forskellige blade, knopper og små skovblomster, hun synes så indbydende ud. Hun var mere end glad for at være tilbage igen. Her var så dejlig stille og hun følte sig helt tryg. Især efter hun havde set Paw-filmen. Hvis han kunne lave huler i skoven, så kunne hun også. Hun havde stor tillid til sin klatreevne, og her var der ingen der sagde noget om alt det hun ikke måtte fortage sig, og det bedste af det hele, hun kunne gøre lige hvad hun havde lyst til uden tildeling af uretfærdige straffe. På vejen herud, havde hun også lynhurtigt snuppet et par æbler, da hun gik forbi grøntforretningen, for at have lidt ekstra mad ud over sin skolemadpakke. Hun havde også set en stor gård og vidste fra tidligere, hun nemt kunne snuppe en sukkerroe eller hvad gårdmanden nu ellers havde i sin have, hvis hun skulle blive sulten. Selvom det at spise ikke betød så meget, som at kunne lukke verden og dem alle sammen ud.

Hun gik videre på opdagelse imellem buskadset og alle træerne, for at finde nogle bog og undersøge hvad der ellers var i nærheden. Hun fulgte de smalle dyrestier, samtidig med hun sikrede sig at lave forskellige kendetegn, for at kunne finde vejen tilbage til gården, for det havde hun lært fra sin spejderklub, men også for at kunne finde ud af skoven, hvis hun ville. Da hun kom til en lille lysning, fik hun øje på en lille klynge buske med nogle mindre træer. Åh dette var perfekt for hendes hule, for solens kunne sende varme stråler igennem buskadet, hvis det blev for koldt. Ivrigt gik hun i gang med at knække lange grene af med masser af blade på. Godt nok blev det ikke så flot lavet som det Paw havde bygget, men hun vidste det var vigtigt at få masser af dække, så hun kunne sove nogenlunde varmt og allervigtigst, så der ikke var noget der kunne se hende, hvis de tilfældigt kom forbi Friheden.

Endelig, nu var det vist godt nok. Hun havde også sørget for at have nogle lange bladfyldte grene, som hun kunne bruge som dyne, når hun ville sove. Pyt med om hun havde fået masser af rifter på armene, for det var længe siden, hun havde følt sig så glad og tilfreds. Endelig lå hun ned i sin nye hule, imens hun kiggede op på de små skyer der langsomt gled forbi. Hun blev helt opslugt af at betragte alle de forskellige former skyerne viste frem, alt imens hun opmærksomt lyttede til fuglene og deres smukke stemmer, for hun var sikker på de snakkede til hinanden.

Hun halvvågnede ved hun rystede lidt af kulde og famlede ud efter sin dynegren. Pludselig var hun lysvågen og opdagede at hun stadig sad på skovbænken. Solen var ved at gå ned og det var på tide at komme ud af skoven, selvom hun ikke nåede hen til sin sit hemmelige sted. Hun vidste det ikke var så vigtigt lige nu, for hun havde jo allerede genset Friheden.

22 kommentarer:

Poly sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Poly sagde ...

Jeg sætter lige et flueben ☺

Bente Pedersen sagde ...

Kære Poly!

Tak for en dejlig sanselig tekst. Jeg følte, at jeg var med min egen tvilling en tur i skoven, hvilket du sikkert vil nikke forstående til, når min tekst engang kommer på ;-)

Jeg satte mig sammen med hovedpersonen på bænken og fulgte med tilbage til barndommens land, og alt føltes trygt,genkendeligt og rigtig rart. Jeg forstår til fulde hp´ens frihedsfornemmelse fra barndommens land i form af at kunne udvælge sin egen plet, skabe af de forhåndenværende materialer og dernæst eje sin helt egen hule, og jeg forstår roen og glæden ved at have sådanne minder i sit indre, som altid kan findes frem.

Samtidig synes jeg, at du formår at få lidt af eventyrernes foruroligende spænding ved at være på egen hånd med ind i teksten, men mest fordi Rødhætte og Hans og Grete ligger som en fælles referenceramme, når børn færdes alene i skoven. Man har en forventning om at møde ulven eller heksens hus rundt om næste busk, og ånder så lettet op til sidst, når hp'en vågner op på bænken efter en lille blund.

Jeg synes mægtig godt om denne beskrivelse af at gå ved siden af sig selv: "Selvom hun fysisk var tilstede, følte hun sig som en dobbeltgænger, hvor minderne om barndommens afstikkere havde taget overhånd, og uden omtanke førte skridtene i den rigtige retning." Den lidt underlige tilstand har du magtet at beskrive rigtig fint.

Hvor passer foto og tekst fint sammen!

KH Bente

Ps Der er nogle stavefejl undervejs, som jeg gerne retter for dig, men jeg vil ikke lave en remse af dem her.

Poly sagde ...

Kære Bente

Tusind tak for din ros og varme kommentar. Du giver altid sådan en fyldestgørende kommentar, der for én til at føle sig helt specielt og priviligeret. ☺

Jeg er også rigtig glad over, min tekst var i stand til at skabe barndommens stemning og at du kunne forstå og fornemme barnets verden igennem teksten.

Da jeg i sin tid valgte billederne ud, lå det straks i baghoved at skrive en tekst om en af mine vandreture. Endvidere besluttede jeg, da jeg skrev teksten, at skrive lige ud af landevejen fra mit indre, uden at prøve på at gøre det til en smart tekst.

Åh, de der stavefejl! Noget irriterende! Jeg synes ellers jeg havde været så omhyggelig, da jeg bearbejdede teksten. Endog med tætlæsning flere gange over mange dage, indtil jeg følte jeg var helt tilfreds. Og selvfølgelig vil jeg være meget glad, hvis du tager tid til at rette stavefejlene. Jeg vil så bagefter kigge på hvad det var ukorrekt.

Med hilsner
Poly

Bente Pedersen sagde ...

Kære Poly!
Så mange var der nu heller ikke, at du behøver at ærgre dig over det, og nu har jeg rettet det til :-) Men jeg ved jo, at du går op i det med liv og sjæl, og derfor tilbød jeg min hjælp. Der var kun to stavefejl, som var decideret meningsforstyrrende. Falme (visne), hvor det skulle være famle(rode rundt efter), og så tryk (af at trykke/presse), hvor det skulle være tryg (af at være tryg/tryghed). Men nu kan du kigge på det. Hvis du har yderligere, du gerne vil have forklaret, kan du bare skrive på min mail, som du vist har adressen på :-)

KH Bente

KH Bente

Poly sagde ...

Kære Bente

Igen mange tak.♥ Du er altid så hjælpsom på en rigtig sød måde.

Og jeg kan selvfølgelig godt se de der "meningsforstyrrende" ord. Ha-ha, de "lærerinde øjne" burde man kunne ønske sig i julegave. ☺ Selv om det har hjulpet at jeg for nyligt har fået Gyldendals "De Stribede Ordbøger" Engelsk/Dansk-Dansk/Engelsk inkl. Cd-rom, som har været flittigt benyttet, men det kræver selvfølgelig at man kan "se" ordets mening!

Med hilsner
Poly

Leonius sagde ...

Kære Poly,

du skiver en dejlig historie om et ungt menneskes frihedstrang. Om at blive fri for alle de regler der hele tiden skal tages hensyn til. Men som hun alligevel kan se værdien af.
En god tur gennem skoven.

Leonius.

Poly sagde ...

Kære Leonius

Mange tak skal du have, det var godt du kunne lide historien.

Og det er jo det mange børn gør, går på opdagelse. Ikke blot for at se sig omkring, men netop for at opfylde et ønske om en vis form for frihed.

Men pga. det ændrede verdensmønstre er der mange børn i dag, der ikke for prøvet sig selv af.

Med hilsner
Poly

Anita sagde ...

Kære Poly

Det er en sød historie du har skrevet. Jeg følger den lille pige på vej - på pjækkedagen(!!)- fra skole :)
Du har flere virkelig gode ordbilleder med, der forstærker læserens sanser under læsningen.
Dine sætninger er, efter min mening, alt for lange. Fler gange undervejs "for jeg vild" og måtte skærpe opmærksomheden ekstra for at få det hele med.
Fx:
"Godt nok blev det ikke så flot lavet som det Paw havde bygget, men hun vidste det var vigtigt at få masser af dække, så hun kunne sove nogenlunde varmt og allervigtigst, så der ikke var noget der kunne se hende, hvis de tilfældigt kom forbi Friheden."

Det er lidt svært for mig at komme med forslag, uden at lave flere ord om. Fx forvirre det mig at du skriver "det" to gange i starten af sætningen. Hentyder du til håndværket at knække grene, eller at bygge hulen??

Jeg håber du forstår hvad jeg mener :)
Selv er jeg elendig til korrekt gammatik. Korte sætninger hjælper mig med at bevare overblikket, når jeg skriver.

Kh
Anita

Poly sagde ...

Kære Anita

Mange tak for din søde kommentar og for at fremhæve de ting, der ikke virker forståeligt, inklusive de lange sætninger.Jeg kan godt se hvad du hentyder til.

Mht. til "det" i den sætning du har fremhævet, mener jeg "hulen".

Jeg er glad du tog tid til at nævne dette forhold, og vil selvfølgelig tage det til efterretning.

Nu vil jeg kigge min tekst igennem og prøve at placere flere ophold, og tjekke hvor jeg kan erstatte stedorden med et navn.

Med hilsner
Poly

Randi Abel sagde ...

Kære Poly,

Jeg er nødt til at indlede med at sige, hvor imponerende jeg synes, det er, at du har flyttet dig så meget siden dine første, overpyntede tekster.

De to første afsnit tyder for mig på, at der er tale om en voksen kvinde, som vender tilbage til sin barndoms skovsti.

Indtil sidste afsnit er vi herefter tilbage i barndommen, og det er den voksne kvinde som vågner på bænken.

Jeg får en fornemmelse af, at hun af psykologiske årsager - det kan være en følelse af indespærring i et ægteslab - har haft behov for at finde tilbage til dengang, til friheden.

Kh,
Randi

Poly sagde ...

Kære Randi

Hvor herligt at få lidt ros, men endnu bedre at du syntes min tekst ikke er fyldt med flødeskum. Så hjertelig tak for skulderklappet.

Jeg kan blive dybt frustreret over jeg "bare" har glemt så mange danske ordvendinger. Men som jeg har luftet før, når jeg synes min tekst lyder for kedeligt, "prøver" jeg at lave en "napoleonskage",[☺] i stedet for, som her, at bare skrive ud af landevejen.

Min tekst var såmænd blot et tilbageblik, fra en af mine "stifinder-ture", jeg ofte tog i barndommens land. Og da jeg så "bænken i skoven" på et af billederne, blev "Friheden" straks kaldt til live.

Samtidig, når jeg skiver, holder jeg et af Jørns skriveråd i baghaven. Nemlig, "ikke den skinbarlige sandhed, men et tidsbillede, med et lille stykke af en "lystløgner" i sig, når man skriver en historie".

Alle de forskellige guldkort i alle sammen velvillig har delt ud, har jeg har samlet i min "Guldkornsmappe".

Med hilsner
Poly

Jørn E. sagde ...

Kære Poly!

Jeg læser historien, som en beskrivelse af et barns trang til at ha' fred fra forældre, andre voksne og i det hele taget mennesker, der forsøger at styre og dominere det lille menneske.

Jeg kom faktisk til at tænke på min egen barndom, fordi jeg kan genkende denne trang til at kunne trække vejret frit.

Smuk og indlevet tekst, som skaber en dejlig stemning.

Og sikken da noget dansk. Flot!

Kærlig hilsen

Jørn E.

Poly sagde ...

Kære Jørn

Men alle dine kommentarbesvarelser, regner jeg med du har fået det bedre. Så hold nu helbredet ved lige! ☺

Vi kan jo alle lide at få konstruktivt kritik, så vi lærer undervejs. Men, - ros er speciel dejlig, så din ros slubre jeg gladelig i mig. Tak skal du have, herligt!:-))

Din fortolkning af teksten er helt rigtig! Jeg nægtede allerede som et lille barn, at indfinde mig under forholdene. Især hvis jeg mente, det begrænsede min fysiske eller mentale frihed.

Med hilsner
Poly

Jørn E. sagde ...

Kære Poly!

Tak for de sidste ord her.

Når jeg nu - åbenbart - forstod din tekst helt rigtigt, skyldes det nok, at jeg havde på samme måde.

Jeg har faktisk altid været lidt af en "lonely wolf". Ikke at jeg skyr social omgang. Men flokmentalitet kan jeg ikke med.

Som Piet Hein kort og klart udtrykker det:

Menneskeheden er noget rak
Giv mig arten stykvis - tak.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Poly sagde ...

Kære Jørn

~ ☺ ~

Mh, Poly

Ragnhild sagde ...

Kære Poly

Du skal også ha' en velfortjent anerkendelse af mig. Dine tekster, og måden du skriver på, har virkelig udviklet sig. Jeg husker de første sprogligt overpyntede tekster, som - med dine egne ord i kommentaren ovenover - var "napoleonskage" i stedet for at "skrive lige ud af landevejen". Napoleonskager er fristende, men gør intet godt hverken for vægt eller tekst :-).

Det er en fin tekst, du har skrevet, og billedet med den tomme bænk får liv, via din karakters erindringer.

Du glider ubesværet fra den voksne i nuet til barnet i erindringen. I slutningen rev du dejligt overraskende denne læser ud af erindringen med "Pludselig var hun lysvågen og opdagede at hun stadig sad på skovbænken". På mig virkede dit illusionsnummer. Det kan jeg lide! Som læser vil jeg gerne "forføres".

Jeg har aldrig mødt "halvvågen" som verbum. Hun "halvvågnede" :-) Uhm! Den nyskabelse er guf. Det er "dynegren" også.

I næstsidste afsnit har du et dejligt medsyn i begyndelsen. Det småsnakkende med "endeligt" og "pyt" trækker læseren ind i pigen. Men fra det andet "endeligt" (som er et endeligt for meget!)skifter du til en ydre synsvinkel med en slags observerende fortælleinstans, så det bliver til tell i stedet for show. Her skulle du lade pigen selv se skyerne og høre fuglene snakke med hinanden.

Din afsluttende refleksion er tankevækkende. Vi behøver ikke altid, at gense steder vi har været. At gense i erindringen kan være nok. Jeg har et sted set det udtrykt som at "længselen efter steder vi har været i virkeligheden er længselen efter at være den vi var, da vi var der" citeret efter hukommelsen.

Erindringen vækker din karakters gamle frihedsfølelse til live. Tekstens kryptiske titel kunne måske have noget med det at gøre?

Vi ses på Saxo. Men jeg skal altså på højskole og med højskolen til Andalusien de første de første 14 dage af forfatterskolen! Det bliver svært at få det til at hænge sammen!

Kh Ragnhild

Ragnhild sagde ...

Kære Bente

Hvor er det dejligt igen at møde en af dine sædvanlige fine og gennemarbejdede tekster. Undervejs, mens jeg genlæser, vil jeg lægge mine reaktioner.

Via høresansen trækker du mig, din læser lige ind i teksten. Jeg er nødt til at gentage tekstens flotte optakt: ”Lyden skar tværs gennem mørket. En mellemting mellem savværkets store klinge og en krage på flugt. Den kom fra noget buskads i skovens udkant et eller andet sted på skrænten ned mod bækken”. Læseren får ikke bare præsenteret et sted, men trækkes også med tekstens fortsættelse ind i din karakter og hendes refleksioner over lyden. Det er rigtig godt gjort. Med ordet ”gemmeleg” ved læseren også, at vi skal på besøg i børns verden.

Du veksler mellem en 3.-personfortællers ydre- og indresyn. Det har min læser det godt med. Jeg bruger ofte selv samme teknik. I de to første afsnit bevæger du dig naturligt rundt mellem alle sanser. Der høres, ses, føles og lugtes og så bliver årstiden sat elegant på plads med: ”Hun elskede at lege krongemme i efterårets tidlige mørke.

Du har også et fint blik for detaljer. Edderkoppen på håndryggen og arrene efter de afpillede flisflager er eksempler herpå. Jeg kunne for resten mærke edderkoppen på egen håndryg .

Pludselig direkte tale re-kalder læserens opmærksomhed. Hvad sker der nu? Og så får vi Kim og hans søskende præsenteret. De stod ikke bare ”tavse på kanten af skrænten” de var på kanten af samfundet. Med ”Skriget af frygt. Af smerte” tvinger du læseren lige ind i tekstens dramatiske højdepunkt, tekstens point of no return.

Jeg ville i afsnittet der følger, nok lave en forenkling fra ”stedet, hvor skrigene om hjælp kom fra” til ”stedet med skrigene”. Læseren ved godt, der skriges om hjælp. Karakterens refleksioner med viden om børneopdragelse og børnelist er nok snarere en voksen erindrende forfatters refleksioner. Det er fint, at fortællepositionens udvides og lægger det lag til teksten, at der er tale om en slags erindringstekst.

Fru Olens indtræden på scenen er et nyt lille dramatisk sted. Men det er slutningen der brænder sig fast. Kim som strateg og kommende mønsterbryder. Bente – tak for en dejlig læseoplevelse og et godt gensyn med din fine pen. Jeg ved, at det der synes let og tilgængeligt ofte er resultatet af et omhyggeligt arbejde med mange overvejelser og megen retten til.

Kærlig hilsen Ragnhild

Ragnhild sagde ...

Hej igen Poly

Der er altså intet "kryptisk" ved din titel "Friheden". Men noget der står til tolkning, fordi titlen synes så dobbeltbundet.

Jeg har lige genlæst hængeparti-tekster her og på Perfiktion for at lægge forsinkede kommentarer, inden jeg skal rejse. Fejlen må skyldes en titelkortslutning i øverste etage :-)

God ferie også til dig.

Kh Ragnhild

Poly sagde ...

Kære Ragnhild

Lad mig først lige sige, at det var dejligt at høre fra dig. Dine kommentar er nårsomhelst hjertelig velkommen.

Rigtig mange tak for dine rosende ord. Det er jo altid rart, når i også kan se udviklingen på mit sprogbrug. Det være sagt, så skal jeg stadig være meget opmærksom på flødehornene.

Jeg erkender, jeg ikke helt har tjek på de der fortællevinklerne, og bliver altid i tvivl. Jeg må vist hellere tjekke vores ”Fortællerteknik og synsvinkel” link, vi har på Skrive-bloggen, - igen.

Jeg kan godt udskifte det andet "endeligt" til ”Langt om læge”, men har i stedet for editeret det næstsidste afsnit til flg.:

- ”Endelig, nu var det vist godt nok. Hun havde også sørget for at have nogle lange bladfyldte grene, som hun kunne bruge som dyne, når hun ville sove. Pyt med om hun havde fået masser af rifter på armene, for det var længe siden, hun havde følt sig så glad og tilfreds. Hun kravlede ind i sin hule og veltilpas lagde sig ned . Åh, hvor fantastisk. Den ene lille sky kom svævende efter den anden i alle mulige former. Hun elskede stilheden, bortset fra fuglene, for det var helt sikkert de snakkede til hinanden.” -

Det var en meget interessant fodnote mht. "citeret efter hukommelsen" . Og jeg tror vi alle har ”nogle længsler efter det vi var, da vi var der”!

Nyd nu ferien, og måsker kommer der en lille historie senere fra ferielandet.

Med hilsner
Poly

Ragnhild sagde ...

Kære Poly

Det klæder det rettede afsnit, at du ændrer teksten, så du holder samme synsvinkel - pigens medsyn. Jeg får dog problemer med ordet "bortset fra". Det virker her, som om hun ikke elsker "fuglenes sang" - og det er vist ikke meningen. Kunne måske rettes til: Hun elskede stilheden. Og fuglenes sang, for det var helt sikkert de snakkede til (eller hellere med) hinanden. Bare et muligt forslag.

God weekend down under.

Kh Ragnhild

Poly sagde ...

Kære Ragnhild

Tak skal du have. Og da jeg lavede afsnittet om, kunne jeg slet ikke finde et ord der passede.

Og det har du så lige gjort for mig. Mange tak.♥ For du har helt ret.

Med hilsner
Poly