lørdag den 8. oktober 2011

Krongemme


Tekst: Bente Pedersen
Foto: Poly Schmidt



Lyden skar tværs gennem mørket. En mellemting mellem savværkets store klinge og en krage på flugt. Den kom fra noget buskads i skovens udkant et eller andet sted på skrænten ned mod bækken. Hun lyttede opmærksomt, men var næsten sikker på, at det var Ove, der var ophavsmanden. Altid fuld af spillopper, hvis gemmelegens ventetid blev for lang og kedelig. Bobler af latter legede tagfat i hendes mave, mens Ove med skiftende held forsøgte at imitere forskellige dyr. Hun pressede læberne tæt sammen for ikke at komme til at afsløre sit nyfundne gemmested. Hun vidste, at det var en del af Oves formål, og dukkede sig ekstra godt, da et fnis alligevel slap ud i mørket.

Hun trykkede sig ind mod træroden. Her i dens arme behængt med sanddrysset spind havde hun fundet det perfekte sted. Hun spejdede ud i mørket for at spotte de andres bevægelser i skovbunden. Skønt det klare skin fra månen anede hun kun en edderkop, der listede over hendes højre hånd. Næseborene vibrerede. Her mellem rødderne duftede der let syrligt som af svampe. Hun elskede at lege krongemme i efterårets tidlige mørke.

”98- 99- 100! Nu kommer jeg!” Svend Åge meldte tydeligt ud. Hun vidste, at han nu stod alene i den skarpt aftegnede lyskegle fra lygtepælens enlige pære. Lygtepælen stod som sidste bastion i bunden af vænget ved skovens kant. Han kneb øjnene tæt sammen, mens han spejdede ud i mørket. For en sikkerheds skyld holdt han den ene hånd på lygtepælens ru træflade. På store områder var der pillet flis af. Et godt tidsfordriv for den, der skulle stå og tælle til de famøse et hundrede.

”Hvad glor du på, Kim? Er det mig, du glor på, hva’?” Svend Åges stemme smældede. Han var alligevel ikke alene ved lygtepælen. Kim og hans to mindre søskende fra kommunehuset stod tavse på kanten af skrænten. Kunne åbenbart ikke forstå, hvorfor de heller ikke denne aften kunne få lov at være med i legen. Stod der med øjne, der tryglede, mens det betændte snot krøb som snegle fra næsebor til mund. ”Vi har da lov at stå her!” forsøgte Kim sig, mens øjnene skelede rundtosset. Men Svend Åge, alene i rollen som leder af gemmelegen, var slet ikke enig. ”Så flyt jer dog!”, kunne hun høre ham råbe irriteret.

Og så kom det pludseligt og gennemtrængende, og denne gang var det ægte. Skriget af frygt. Af smerte. Det lød som den mindste fra kommunehuset. Per, 5 år gammel. Han var nu et eller andet sted på skrænten, men hvorfor skreg han sådan? Hun krøb hurtigt ud fra trærodens beskyttende arme En gren svirpede hende i ansigtet, mens hun forsøgte at komme frem i det tætte buskads. Pludselig vidste hun det. Vidste, hvorfor Per skreg. Brændenælderne! Per var faldet ned i alle brændenælderne. Eller faldet? Var han nu også det?

Ude i det fri løb hun smidigt hen mod de andre, der allerede stod tæt samlet ved foden af skrænten. Deres alvorlige ansigter var alle vendt mod stedet, hvor skrigene kom fra. Kim stod der også i udkanten og forsøgte at trøste sin lillesøster. ”Så, så, så!” forsøgte han, men hun græd blot endnu mere skingert. Så kom det prompte fra ham: ”Jeg siger det altså til min mor, hvis I ikke hjælper med Per!” Kims mor, den arrige Fru Olsen, kunne altid spilles ud som en vægtig trussel. Kim ville for alt i verden undgå selv at skulle stå til regnskab overfor hendes grydeske eller bøjle, når der var hændt de to små noget.

Bjarne, den største og stærkeste i gruppen, havde trukket trøjeærmerne ned over hænderne og var nu på vej op ad skrænten. Op gennem brændenælderne. Op mod stedet, hvor Per lå pibende som et anskudt rådyr. Men hvor var Svend Åge? Var han bare stukket af?

Alle stivnede, da svaret på spørgsmålet åbenbarede sig øverst på kanten af skrænten. ”Hvad fanden har I gjort ved Per, I møgunger?”, tordnede fru Olsen ned mod den tavse flok. Stor og tyk stod hun der i lyskeglen med et godt greb i Svend Åges nakke. I det samme kom Bjarne ud fra brændenælderne bærende på Per, der havde slynget hænderne om halsen på den store dreng. Han hikstede af gråd, mens små kramper rystede hans lille krop. Blandingen af tårer og andet godt blev tværet godt ned i fibrerne på Bjarnes trøje. Kun blæsten over træerne kunne høres.

Da Bjarne nærmede sig Kim, lød det hviskende: ” Du får en femogtyveøre, hvis du siger, det var et uheld!” Kim forsøgte at rette blikket direkte mod Bjarne, og de vidste alle, at hans svar ikke stod til forhandling:

”Okay, men så skal vi også være med til krongemme i morgen aften!”

17 kommentarer:

Anita sagde ...

Kære Bente

Da jeg var barn og var den der skulle tælle, husker jeg tydeligt spændingen, der steg op i mig: forventning og frygt blandet i et virvar.

Din fortælling glider let og danner fine billeder og får minder frem fra min egen barndom :)

Børn er ubarmhjertige, det viser din historie. Den viser også hvordan "den lille" udnytte situationen til egen vinding.

...i øvrigt sjovt at vi er to i denne uge, er det fordi der er mange der har sendt løsninger ind denne gang?

kh
Anita

Randi Abel sagde ...

Kære Bente,

Du bragte mig fluks tilbage til barndommens lyse sommeraftener, hvor man fik lov at lege ude.

Et ord, det popper op i mit hoved, når jeg læser din historie, er gennemført. Miljøet, børnenes navne, 25-øren...

Trods den lille Pers kvaler, er det en dejlig historie, og så er der jo også guldkornet til sidst.

Kære Anita,

Det var en fejl, at jeg publicerede to tekster på en gang.

Kh,
Randi

Poly sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Poly sagde ...

Kære Bente

Lækre farverige billeder danser mig i møde, når jeg læser din historie. Jeg vil være med! "1 2 3 krone for mig! Øv, jeg er nok blevet for voksen! Som du kan se, har du straks sent mig af sted til barndommens krongemme, hi-hi!

Og du starter lige på med "show, don't tell" sætningen, - ...mellem savværkets store klinge og en krage på flugt. Og følger den op med, - Bobler af latter legede tagfat i hendes mave..., der straks fortæller om legens spænding.

Snotforkølede og irriterende mindreårige der "håndfast" bliver skubbet væk og ender i de famøse brændenælder! Og så har du skabt symbiosen mellem teksten og billedet.

Og der er mange andre godter i teksten, så som - "...sidste bastion i bunden af vænget ved skovens kant", - børnenes skræk for repressalier fra Fru Olsens grydeske eller bøjle, og - den børnetypiske forhandling om at tie.

Jeg nyd din dejlige fortælling, og synes du beskriver børnenes leg i skoven med klart indblik, i måden børn nu engang er på. Mange tak for gensynet. St☺rt smil herfra.

Med hilsner
Poly

Bente Pedersen sagde ...

Kære Anita!

Tak for din kommentar. Jeg er rigtig glad for, at du synes, at historien glider let, for jeg har været og er stadig fuldstændig ude af skrivetræning, så det gled absolut ikke let at få teksten skrevet. Havde der ikke været nogle barndomserindringer at koble sammen med billedet, så tror jeg slet ikke, at der var kommet noget ud af anstrengelserne.

Og ja Kim og hans søskende kæmpede bravt for at få en plads i flokken, men det lykkedes desværre ikke helt.

Jeg har tilfældigvis talt med Per som voksen og ved, at det er gået dem alle tre godt, og det er jo dejligt!

KH Bente

Bente Pedersen sagde ...

Kære Randi!

Tak for at følge med mig tilbage til barndommens land. Som jeg husker det, var vi ude hele tiden og fik lov "at passe os selv". Nogen gange i flok, andre gange alene, som Poly beskriver i sin tekst.

Men selvfølgelig under ansvar. Var vi f.eks. nede og fiske ved søen, måtte vi kun fiske fra broen og ikke fra den lille robåd, som lå fortøjret der. Reglerne var få, men til at administrere, og selvfølgelig blev de brudt ind imellem.

Også mange mange tak for "gennemført". Du ved jo, at jeg har knoklet for at vække denne tekst til live.

Den lille Pers kvaler blev endnu større, og mine egne med efterfølgende, da jeg en anden gang "uheldigvis" kom til at ramme ham i hovedet med en kvart mursten. (Vist den eneste gang, at jeg ramte, hvad jeg sigtede efter ;-)) , men det er en helt anden historie.

KH Bente

Bente Pedersen sagde ...

Kære Poly!

Da jeg læste din tekst, vidste jeg, at du straks ville være med til krongemme, og det fik jeg så ret i... og nej vi bliver aldrig for gamle til at lege. Jeg leger havfrue hver fredag, når jeg har trænet i varmtvandsbassin :-)

Tak for din grundige nærlæsning af teksten og for at lægge mærke til de detaljer, som jeg har arbejdet for at få med ind i beskrivelsen. Ét er, at udvalgte detaljer står lysende klart i erindringen som f.eks. gemmet ved træroden, noget helt andet er at finde ord for det.

Da jeg så billedet af brændenælderne, blev Pers skrig ved med at dukke op, og det er faktisk det eneste jeg husker fra den episode, som jeg egentlig tror foregik en sensommereftermiddag, så resten af handlingen er opdigtet, men sat ind ind i en for mig kendt ramme, nemlig skoven ved siden af vores hus. Jeg kunne se pæren i lygtepælen fra det ene stuevindue.

Stort smil tilbage!
KH Bente

Poly sagde ...

Kære Bente

Jeg var lige ved at falde ned fra stolen, da jeg først læste dit feedback til Randi, - "...stadig fuldstændig ude af skrivetræning," og yderlig i kommentaren til mig, - "...noget helt andet er at finde ord for det". Jamen Bente, du er så dygtig og fremragende i dine ordleg!

Måske er det bare mig, men jeg forestiller mig, at du nærmest "spytter" dine sætning ud over siden, alt imens de leger tagfat med hinanden. Helt uden at falde bagover!

Så jeg har lidt svært ved at forstå, hvordan du, -"...stadig fuldstændig ude af skrivetræning".

Men,... man er nok meget mere kritisk imod sig selv, end andre er! Ihvertfald ikke noget der burde dukke op med alle dine imponerende historier.

Med hilsner
P♥ly

Bente Pedersen sagde ...

Kære Poly!

Håber, at du er kravlet op på stolen igen ;-) Det sidste halve år har jeg ikke kunnet samle energi eller kunnet mobilisere tankevirksomhed til at skrive en fiktiv tekst. Hjernen har i den sammenhæng været havregrød, der end ikke boblede bare lidt.Nu lysner den situation herhjemme, som har bundet energien, så jeg har stor glæde af endelig at kunne skrive en tekst igen.:-)

Men denne tekst er skrevet i mange små bidder over tre uger, og undervejs havde jeg på det nærmeste opgivet og tænkt, at det var for tidligt, og at man ikke kan "tvinge noget frem, der ikke er der".

Mine tekster er sjældent, meget sjældent, bare sådan lige skrevet vupti vapti, og jeg bruger meget tid på at arbejde videre med det første udkast. Jeg synes, at det er en lettelse, når jeg har selve plottet på plads, for så kan jeg hygge mig med at arbejde med sproget. Skabe ordbilleder og beskrivelser.

Sjovt nok har jeg lagt mærke til, at når jeg har holdt en skrivepause af længere varighed, så bliver mit skriftsprog igen "akademisk", kedeligt og tungt forstået på den måde, at sætningerne bliver lange og kringlede og ofte med mange ledsætninger, og så må jeg jo i gang med at skære væk og møblere om. Så Poly, det er også for mig et stykke sjovt skrivearbejde hver gang, og nogen gange virker det bedre end andre.

KH Bente

Poly sagde ...

Kære Bente

Ja, livet er som bølgegangen. Bedst som man nyder turen, kommer der lige storm. Og vupti, er overfladen forsvundet og man er lige ved at drukne. Suk!

Så det er dejlig at høre, du er har klaret den, og har fået din energi tilbage. Og det var flot, at du gav mig så fyldestgørende forklaring.♥

Og eftersom du, - som et par andre skribenter, - har været skolelærer, har jeg nærment regnet med, det hele var barnemad.
Men okay, jeg redigerer lige min opfattelse. Det må, trods alt,
være dødlækkert at have en god grammatik og ordforråd på rygraden, selvom du må møblere om.

Med hilsner
P☺ly

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Som sædvanlig glider teksten stille som floden Don.

Barndomsbilledet er perfekt. De mobbede unger fra kommunehuset. Den overbeskyttende matrone. Det usynlige heiraki. Jeg husker det som var det igår. Godt tænkt og godt skrevet.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Som sædvanlig glider teksten stille som floden Don.

Barndomsbilledet er perfekt. De mobbede unger fra kommunehuset. Den overbeskyttende matrone. Det usynlige heiraki. Jeg husker det som var det igår. Godt tænkt og godt skrevet.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Hvor kan du bare skrive så meget godt på få linier. Det gad jeg godt selv blive bedre til, så nu lurer jeg på din opskrift ;-)

Tak for ordene og godt at høre fra dig! Som du kan læse i mine kommentarer, så strømmer vandet i floden Don ikke bare uhindret, men det håber jeg, at en omgang forfatterskoleaktivitet på Saxo kan råde lidt bod på.

Og så har jeg allerede snuppet din opskrift angående at skrive på erindringer. Noget a la: En del faktion og to dele fiktion, der er tro mod faktionens kilde.

KH Bente

Jørn E. sagde ...

...Jamen kære Bente. Tak for de søde ord. Du er altid velkommen til at bruge mine "opskrifter".

Jeg glæder mig også til en ny runde Saxo.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Ragnhild sagde ...

Kære Bente

Min kommentar til din fine tekst er jeg desværre kommet til at lægge hos Poly.

Vil du hjælpe mig og selv flytte den hen, hvor den hører hjemme? Tak.

Kh Ragnhild

Ragnhild sagde ...

Blogger Ragnhild sagde ...

Kære Bente

Hvor er det dejligt igen at møde en af dine sædvanlige fine og gennemarbejdede tekster. Undervejs, mens jeg genlæser, vil jeg lægge mine reaktioner.

Via høresansen trækker du mig, din læser lige ind i teksten. Jeg er nødt til at gentage tekstens flotte optakt: ”Lyden skar tværs gennem mørket. En mellemting mellem savværkets store klinge og en krage på flugt. Den kom fra noget buskads i skovens udkant et eller andet sted på skrænten ned mod bækken”. Læseren får ikke bare præsenteret et sted, men trækkes også med tekstens fortsættelse ind i din karakter og hendes refleksioner over lyden. Det er rigtig godt gjort. Med ordet ”gemmeleg” ved læseren også, at vi skal på besøg i børns verden.

Du veksler mellem en 3.-personfortællers ydre- og indresyn. Det har min læser det godt med. Jeg bruger ofte selv samme teknik. I de to første afsnit bevæger du dig naturligt rundt mellem alle sanser. Der høres, ses, føles og lugtes og så bliver årstiden sat elegant på plads med: ”Hun elskede at lege krongemme i efterårets tidlige mørke.

Du har også et fint blik for detaljer. Edderkoppen på håndryggen og arrene efter de afpillede flisflager er eksempler herpå. Jeg kunne for resten mærke edderkoppen på egen håndryg .

Pludselig direkte tale re-kalder læserens opmærksomhed. Hvad sker der nu? Og så får vi Kim og hans søskende præsenteret. De stod ikke bare ”tavse på kanten af skrænten” de var på kanten af samfundet. Med ”Skriget af frygt. Af smerte” tvinger du læseren lige ind i tekstens dramatiske højdepunkt, tekstens point of no return.

Jeg ville i afsnittet der følger, nok lave en forenkling fra ”stedet, hvor skrigene om hjælp kom fra” til ”stedet med skrigene”. Læseren ved godt, der skriges om hjælp. Karakterens refleksioner med viden om børneopdragelse og børnelist er nok snarere en voksen erindrende forfatters refleksioner. Det er fint, at fortællepositionens udvides og lægger det lag til teksten, at der er tale om en slags erindringstekst.

Fru Olens indtræden på scenen er et nyt lille dramatisk sted. Men det er slutningen der brænder sig fast. Kim som strateg og kommende mønsterbryder. Bente – tak for en dejlig læseoplevelse og et godt gensyn med din fine pen. Jeg ved, at det der synes let og tilgængeligt ofte er resultatet af et omhyggeligt arbejde med mange overvejelser og megen retten til.

Kærlig hilsen Ragnhild

19. okt. 2011 12.14

Nå, jeg kunne da selv flytte min kommentar! Så her er den.

Kh Ragnhild

Bente Pedersen sagde ...

Kære Ragnhild!

Bedst som man har forladt fortællingen, dukker der endnu en kommentar op,som giver anledning til glæde og nye overvejelser.

Tak, endnu engang, Ragnhild for din grundige gennemgang.Jeg er glad for alle de ting, du bemærker og fremhæver.

Også tak for kommentarerne vedrørende synsvinkel og fortællerposition. Jeg er bevidst om, at jeg flytter mig væk fra pigen i de nævnte kommentarer og kunne nok godt tage mig selv i nakken og omformulere det, så synsvinklen blev hos pigen,men det må blive en anden gang. ;-)

Jeg har dog ændret på "skrigene om hjælp", for det er da, som du påpeger, indlysende... Tak!

KH Bente