lørdag den 22. oktober 2011

Niels møder krigen, kapitel 1


Tekst og fotos: Jørn E.



Dette er en dramadokumentarisk beretning fra d. 23. januar 1943, hvor de allierede bombede B&Ws haller på Christianshavn.
Men bomberne faldt også andre steder, otte civile blev dræbt og 68 sårede.
Det andet sted jeg nævner ”ovre i nærheden af Langebro” er sukkerfabriken.



Niels, Ejner og Marie løb og legede på pladsen foran Christianskirken. Niels og Ejner var ti år og Marie var elleve.
Kirkepladsen var en dejlig stor plads med grus, hvor de kunne spille bold, sjippe og lege ”ta'-fat”. Til venstre for kirken var der en stor græsplæne.

Bagved kirken afgrænsedes kirkens grund af en godt to meter høj mur. Bare 20 – 30 meter fra muren på den anden side lå to store reparationshaller, som tilhørte B&W's skibsværft.

De boede alle tre i Strandgade nr. 7. Der var ikke nogen legepladser i nærheden. Den nærmeste lå oppe ved volden, på den anden side af Torvegade. Der måtte de ikke gå op for deres forældre.

De legede, som de plejede, og var i gang med en gang ”ta'-fat”, da luftalarmen lød. Børnene tog det forholdsvis roligt, for det var noget der tit skete, uden at der skete mere.

.Tyskerne var kendt for, at de havde mere travlt med at få bemandet antiluftskytset, end at aktivere luftalarmen.

Men så hørte de flyvemaskiner. Niels kunne høre, at de fløj lavt. I næste sekund lød der nogle øresønderrivende brag og de blev alle kastet til jorden af et enormt lufttryk. Enorme flammer slog op fra hallerne på den anden side af kirkemuren.

Niels rejste sig fortumlet op og kiggede efter de andre. Marie lå på jorden og græd og jamrede sig.
Niels kunne se, at hendes højre ben blødte. Lidt længere væk, på græsplænen, lå Ejner. Han lå helt stille. Han havde et stort hul lige midt i brystet og det Niels kunne se fik blodet forsvinde fra hans hoved og han kastede op. Så kom han til at tænke på Marie. Han tørrede sig om munden med sit lømmetørklæde og gik hen til hende. Hun kiggede op på ham med store forskrækkede øjne og sagde
Det gør så ondt i mit ben
og så græd hun lidt mere.
Niels kunne se, at det blødte fra hendes højre læg og det var somom noget sort stak ud af såret.
Jeg fryser.
Peb Marie. Hun rystede over hele kroppen.
Niels tog sin trøje af og lagde den over hende.

Så kom næste angrebsbølge og bomberne bragede igen ned i reparationshallerne. Det fløjtede om ørerne på dem og Niels kunne høre noget, ligesom sten, der ramte gruset omkring dem. Marie skreg. Han blev klar over, at det var meget farligt for dem at være der hvor Marie lå. Han fik med stort besvær trukket Marie hen i ly af kirken. Hun jamrede sig højlydt og skreg også en enkelt gang af smerte.

Niels havde den slags bukser på, som var meget almindelige på den tid, såkaldte ”plus-fours”, som gik til lige under knæet, hvor de sluttede med en elastik til at holde dem fast. Til den slags bukser hørte lange strømper. Niels var spejder og havde lært lidt om førstehjælp, og kom i tanker om, at hvis der er en der bløder stærkt fra arme eller ben, skal man binde noget stramt omkring, lige over såret. Niels tog resolut sin ene strømpe af og bandt den stramt omkring Maries læg..
Så kom der endnu en angrebsbølge og efter bombebragene, kunne han endnu engang høre lyden som mindede om småsten der blev kastet ned mod pladsens grus. Han kunne også se, at det rykkede i Ejners krop. Først tænkte han, at han måske alligevel stadig var levende, men så blev han klar over, at han var blevet ramt at et eller anden. Niels skulle tage sig voldsomt sammen, for ikke at kaste op igen.

Niels havde været så optaget af sine venner, at han ikke rigtig havde hørt noget. Det hele var blot en fjern og uvedkommende støj og han var bange. Men lidt efter lidt, hvor han faldt lidt til ro, fordi han følte, at han ikke kunne gøre mere, hørte han SS-soldaterne, der bevogtede indgangen til B&W råbe kommandoer og løbe omkring. Han hørte støvletramp der forsvandt ned ad gaden, og kort efter kunne han se, at der stod SS-soldater med ca. ti meters mellemrum, på begge sider af gaden og han kunne se, at der var spærret ud mod Torvegade.

Efter, hvad der forekom ham som en evighed, hørte han udrykningshorn. Efter nogen parlamenteren blev der åbnet for brandbilerne ned ved Torvegade. Store flotte røde køretøjer med de blafrende gule udrykningsflag og orange blinklygter, drønede op gennem gaden. Niels ville være brandmand når han blev stor.

9 kommentarer:

Randi Abel sagde ...

Kære Jørn,

Det er en Jørn-tekst, når den er bedst. Jeg holder meget af dine historier fra København for år tilbage, og en begivenhed fra 2. Verdenskrig krydret med en fiktiv tragisk hændelse for tre børn er der kommet en virkelig spændende tekst ud af. Du skriver så levende, at jeg næsten kan høre både bomber og støvletramp.

Jeg kan næsten ikke vente til på lørdag, hvor kapitel 2 bliver publiceret her på bloggen.

Kh,
Randi

Jørn E. sagde ...

Kære Randi!

Tak for din rosende kommentar. Jeg er glad for, at min historie danner en film i din indre biograf. Det er netop en af mine ambitioner. You know: "Show, don't tell".

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære alle!

Jeg skriver, at der var nogen parlementeren med de tyske vagter der spærrede Strandgade af. Det vil måske undre nogen, at tyskerne ikke bare lod brandbilerne passere. Men tyskerne nærede dyb mistillid til brandvæsnet og kaldte det en sabortørrede - ikke helt uden grund.

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære alle!

Jeg skriver, at der var nogen parlementeren med de tyske vagter der spærrede Strandgade af. Det vil måske undre nogen, at tyskerne ikke bare lod brandbilerne passere. Men tyskerne nærede dyb mistillid til brandvæsnet og kaldte det en sabortørrede - ikke helt uden grund.

Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Det lyser langt ud af din tekst, at du som fortæller befinder dig lige midt i kaos og beretter til os, læseren, som en anden Rasmus Tantholdt. Dog får vi lige lov at indfinde os på scenen i de første afsnit, mens alt stadig ånder fred og ingen fare, men så tager det sørme også en voldsom drejning derfra.

Undervejs fik jeg forestillingsbilleder frem som f.eks. fra bogen/filmen "Drengene fra Sct. Petri". Det er altid barsk og voldsomt, når børn bliver krigens ofre, som beskrevet her, hvor det bliver bomberne, der leger tagfat med dem. Frygteligt!

Jeg er på pletten næste lørdag, når afsnit to åbenbares.

Kh Bente

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Hvor din kommentar dog glæder mig!
Rasmus Tantholt og drengene fra Skt. Petri. Sikken en ros. Som et lille koriosum kan jeg fortælle, at jeg i en del år var nabo til en af drengene fra fra skt. Petri. Han var et meget stilfærdigt menneske. Men jeg husker, at jeg fik lov til at se hans maskinpistol, som han havde hængende på væggen.

Jeg har været meget spændt på reaktionerne på denne historie, for jeg har lavet en del research på emnet, så der er ikke noget af historiens indhold der ikke godt kunne være sket. Noget af det er rent faktisk sket, også hvad et af børnene angår. Det er Marie.

Det glæder mig meget, at du læser histoien nøjagtigt, som jeg havde håbet den ville blive læst.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Hvor din kommentar dog glæder mig!
Rasmus Tantholt og drengene fra Skt. Petri. Sikken en ros. Som et lille koriosum kan jeg fortælle, at jeg i en del år var nabo til en af drengene fra fra skt. Petri. Han var et meget stilfærdigt menneske. Men jeg husker, at jeg fik lov til at se hans maskinpistol, som han havde hængende på væggen.

Jeg har været meget spændt på reaktionerne på denne historie, for jeg har lavet en del research på emnet, så der er ikke noget af historiens indhold der ikke godt kunne være sket. Noget af det er rent faktisk sket, også hvad et af børnene angår. Det er Marie.

Det glæder mig meget, at du læser histoien nøjagtigt, som jeg havde håbet den ville blive læst.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Poly sagde ...

Kære Jørn

Da jeg læste din historie første gang i går, tænke jeg straks,- åh hvor herligt. En rigtig Jørn historie. Dejlig guf! Ha-ha! Jeg sad nærmest og gned hænderne. Men sandheden for mig som læser, er, jeg er er 'vild' med dine historiske tekster.

Jeg synes du bare gør det suverænt med denne tekst! For jeg føler, jeg ser en TV-serie, ganske enkelt. Og hvilken nydelse med ALLE de fine detailjer, der leverer åndedrag i hver scene.

Men øv! Den sluttede alt for hurtigt! Gudskelov at der er kapitel 2 i vente. Og jeg kan med lethed bakke op med kommentarene fra både Randi og Bente.

Krig er barsk, især når det læses, ses fra et barns indtryk. Hvilket du så enkelt viser i den sidste afsnit. Barnet, der på trods af de voldsomme oplevelser, ser brandbilerne og vil så være brandmand! Utrolig flot måde at afslutte kapitel 1 på.

Mange tak for din elegante fortælling.

Med hilsner
Poly

Jørn E. sagde ...

Kære Poly!

Hvor det dog glæder mig helt utroligt, at læse, hvor meget du sætter pris på mine historier. Det er virkelig en stor gave.
Jeg har tidligere forsøgt mig med barnesynsvinklen, men kom vist til at bruge for mange "voksne" vendinger.
Derfor glæder det mig særligt, at du synes, at det er lykkedes i denne historie. "Elegant historie", hvor herligt. Jeg spinder som en kat der er alene med en hel liter piskefløde!

Kærlig hilsen

Jørn E.