lørdag den 29. oktober 2011

Niels møder krigen, kapitel 2


Tekst og foto: Jørn E.



Niels kunne se, at der også var to ambulancer.
Han kiggede derhen og så, at en af brandbilerne og de to ambulancer var standset udenfor indgangen.

Han så på Marie og tænkte, at hun så så sød ud i sin kjole i grøn køkkentern, som hendes mor havde syet af nogle gamle køkkengardiner. Hendes søde ansigt, det lyse hår med fletninger med grønne sløjfer i.

Han hviskede til Marie:
"Lig bare helt stille, jeg henter hjælp til dig."
Håbede han. - Han kiggede igen hen mod brandbilen og ambulancerne. Ambulancefolkene blev siddende i deres biler, men en brandmand var ved at ordne noget på siden af brandbilen.
"Nu!" tænkte Niels og styrtede afsted så hurtigt, som hans ben kunne bære ham, ud ad porten i smedejernsgitteret foran kirkepladsen og hen mod brandmanden. Han løb så stærkt, at han næsten ikke kunne standse og løb ind i brandmanden, som var lige ved at miste fodfæstet.
"Halløjsa!" udbrød han og så forbavset på Niels.
Han kunne se skrækken og angsten i Niels ansigt og var straks klar over, at der var noget galt.
Så lød der igen bombeeksplosioner, men det var længere væk. Niels kunne se, at det var ovre omkring Langebro.
Niels havde tabt mælet og stirrede bare op i det rare ansigt under brandmandshjelmen.
"Jeg hedder Søren," sagde brandmanden med rolig stemme. "Hvad er der sket?"
Han satte sig på hug foran den opskræmte dreng. Niels begyndte at græde.
"De... det er Marie og Ejner." Niels snøftede. "De ligger oppe på kirkepladsen. Marie bløder fra benet … og, og - jeg tror Ejner er død."
Nu fik tårerne endeligt frit løb. Niels hulkede, så hele kroppen rystede. Brandmanden ventede til Niels var faldet lidt til ro, så åbnede døren og satte Niels ind på passagersædet.
"Bare rolig, det skal vi nok ta' os af. Hvad hedder du forresten og hvor bor du?"
"Jeg hedder Niels," hikstede han. "Jeg bor nede i nr. 7. Det gør Ejner og Marie også."
"Vent bare roligt her. Jeg kommer tilbage til dig."
Niels kunne se at Søren gik hen til en brandmand som havde en meget flot sølvfarvet hjelm og snakkede med ham. Sølvhjelmen sendte en anden brandmand hen til Sørens brandbil. Nok for at overtage hans arbejde på siden af bilen. Så gik han hen til den forreste ambulance og sagde noget til chaufføren. Han kørte langsomt frem.
- Jeg vil med!,råbte Niels.
Søren sprang ud og standsede ambulancen. Så løftede han Niels ned fra brandbilen og han blev anbragt ved siden af medhjælperen i ambulancen. Søren satte sig ind bagi.

Så kørte de det korte stykke op til kirkepladsen, hvor Marie lå nedenfor kirketrappen. Medhjælperen sprang straks ud og hen til Marie og følte på hendes puls.
Pulsen er god nok, konstaterede han og smilede til Niels. "Er det dig der har lagt den fine
forbinding?," spurgte han og så på Niels ben. "Ja, det er det sandelig."" Det er meget flot."
"Det har jeg lært hos spejderne. Jeg er ulveunge i 1. Christianshavn," svarede Niels med en vis stolthed.
Ambulancefolkene fik hurtigt og forsigtigt lagt Marie op på båren.
"Kom og besøg mig på hovedbrandstationen. Bare spørg efter Søren fra røgdykkerne.
Jeg er der altid om onsdagen,"
sagde Søren og gik tilbage mod brandbilen.
I mellemtiden var den anden ambulance kommet til og det sidste Niels så da de kørte derfra med blafrende udrykningsflag og horn, var, at den ene af de andre ambulancefolk lå på knæ ved siden af Ejner og den anden rystede sørgmodigt på hovedet. Det viste sig siden, at Ejner havde fået et stort granatstykke lige midt i brystet og var død på stedet.

På Øresundshospitalet, som Niels og Marie blev kørt til, fik Niels lov til at vente på gangen mens Maries sår blev opereret. Inde fra operationsstuen, hvor Niels sad lige udenfor, kunne han høre et højt skrig. De havde fjernet et lille granatsplint fra Maries læg – uden bedøvelse – det var småt med bedøvelsesmidler og man var nødt til at spare.

Sygeplejersker og læger hastede forbi i begge retninger og portører kom hele tiden med senge med sårede, som blev stillet op lags vinduesvæggen overfor Niels. Nogle lå og stønnede og jamrede sig. Det havde Niels det ikke godt med.

Niels fik lov at overnatte på hospitalet fordi det var blevet spærretid inden Marie var færdigbehandlet og forbundet.. Han blev nødt til at ligge i samme seng som Marie, for der var mangel på senge.

Næste dag kom Maries far og hentede dem: Marie havde fået et par krykker, og hendes far spenderede en taxa hjem, selvom det var meget dyrt.

oooOooo

Niels og Marie fejrede Guldbryllup i 2005. Marie har stadig et T-formet ar på den højre læg.

18 kommentarer:

Jørn E. sagde ...

Kære alle!

Jeg håber i får en god læseoplevelse i kapitel 2.

Når Saxo-terminen er slut, har jeg planlagt, at jeg vil skrive et nyt kapitel, som skal handle om Ejners begravelse.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Sarah Engell sagde ...

Interessant tekst - tak for kigget :-)

Mvh,
Sarah

Bente Pedersen sagde ...

Hej Jørn!

Så blev det mandag og et lille tiltrængt pusterum fra Saxos hektiske aktivitet. Det skal bruges uden fingrene klistret til tastaturet og med hvile til ryggen, men jeg vidste jo, at anden del af din fortælling skulle på, så jeg skulle jo lige se, hvordan det gik Niels og Marie.

Med Niels' snarrådighed og omsorg får Marie den hjælp, som hun har brug for. Måske er det her båndet mellem dem opstår,for jeg kan jo læse sidst i teksten, at de vælger at bruge livet sammen.

Der er som i første afsnit lavet research på mange detaljer, hvilket højner læseoplevelsen.

Jeg ved ikke, om det er en konsekvens af den forløbne uge på Saxo, men mit øje spotter, at det vil gøre gavn med markering af replik og inkvit i dette tilfælde: Kom og besøg mig på hovedbrandstationen. Bare spørg efter Søren fra røgdykkerne.
Jeg er der altid om onsdagen.
Sagde Søren og gik tilbage mod brandbilen. Der er også to små smuttere: Brandmad og op lags...

Sig til, hvis jeg skal rette...

Kh Bente Tibbe

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Tak for din dejlige kommentar. Dit falkeøje har som sædvanligt fanget et par finker der er røget af fadet.

Jeg vil være meget taknemlig, hvis du gider rette for mig.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Du må altså ikke tro, at jeg indstiller blikket på "Find fem fejl", når jeg læser tekster, og det er altid en afvejning, hvorvidt det skal nævnes eller ej, og jeg nævner altså heller ikke partout alt i alle tekster. Men jeg ved jo, at du gerne vil have det til at fremstå og virke bedst muligt!

Kh Bente

Poly sagde ...

Kære Jørn

Det var så 2. kapitel og for kort, øv!
Mine øjne iler afsted for at indprente dine beskrevne billeder.
Du skriver i et detaljeret og varmt sprog, og får mig straks med i handlingen.

Og i typisk barnesprog, ser Niels ”..Sølvhjelmen sendte en anden brandmand hen til Sørens brandbil”. Ligesom den stolthed en barn får ved at blive rost.

Som "læser" er det et par småting, jeg lige vil nævne, men kun fordi du er så smadder god.

Hvis Niels har - ”..skrækken og angsten i sit ansigt”.. og ”havde tabt mælet og stirrede bare op i det rare ansigt..”, - hvordan kunne han være nærværende nok til at se bombeeksplosioner omkring Langebro! Måske skulle det havde været brandmanden!

Hele din beskrivelse er fuld af liv og billeder, men slutningen føltes lidt flad for mig i de 2 sidste afsnit. Jeg ”forventede” lidt beskrivelse om hvordan Niels følte eller hvad der foregik/opstod, nu hvor han lå ved siden af Marie, og med ”barnesind” sikkert havde reddet hendes liv! Modsat Ejner!

Og ligeledes savnede jeg en sætning eller to fra Marias far til Niels, der jo havde beskyttet/reddet hans datter! - Hvilket enhver far naturligt ville gøre!

Jeg mener, jeg mangler nogle billeder, for at gøre din historie perfekt. For det er en utrolig virkelighedsnær episode fra krigens tid, set med barneøjne, og den alvidende fortæller.

Jeg kan godt lide, du lige lader os vide at de holdt Guldbryllup. Det for lige smilet frem.

Med hilsner
Poly

Poly sagde ...

Flueben!

Jørn E. sagde ...

Kære Poly!

Hvor er jeg glad for din meget grundige og rosende kommentar. Jeg vil kigge på de ting du nævner, hvor du synes der mangler noget. Jeg vil meget gerne have, at fortællingen kommer til at fremstå som en helstøbt historie.
Jeg tumler lidt med, at beskrive begivenhederne omkring Ejners begravelse i et 3. kapitel. Men det kommer til at vente, til Saxo er overstået.
Tusind tak kære Poly.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Jeg betragter dig langt fra som en pedant.
Tværtimod, snarere som en mentor og jeg lytter meget gerne til dig.

Du har ret. Jeg vil meget gerne have at mine tekster virker helstøbte og troværdige.

Kærlig hilsen

Jørn E.

P.S.: Ved du forresten hvem Mentor var? Mentor var den lærer Odyseus ansatte til at under vise sin søn mens han var ude på sin eventyrlige rejse. Men det skulle ikke undre mig hvis du allerede vidste det.

Randi Abel sagde ...

Kære Jørn,

2. kapitel i din spændende historie var sandelig værd at vente på. Jeg kom lynhurtigt i samme stemning, jeg var i, da jeg læste 1. kapitel. Hele historien bærer præg af en omfattende research, for at du kunne få detaljerne på plads og gøre historien realistisk og nærværende.

Som Poly kunne jeg godt tænke mig nogle følelser fra Niels og Marias far i slutningen af historien, men bortset fra det, har jeg intet at kritisere.

Jeg er helt vild med, at vi lige får lidt fremtidsinfo om de to :)

Jeg glæder mig allerede til 3. kapitel.

Kh,
Randi

Poly sagde ...

Kære Jørn

Jeg var rigtig glad for at du modtog min kommentar så positivt. Også fordi jeg efterhånden har 'set', hvor omhyggelig du er med din research ved dine 'historiske tekster', samt det store arbejde du lægger i tekstens troværdighed. Meget imponerende.

Og lige en sidekommentar mht 'mentor'.
Aha, så det er derfra mentor er opstået. Det viste jeg ikke. Man er jo så vant til at bruge ordet, at man ikke skænker en tanke på oprindelsen.

Og jeg bifalder helt bestemt din kommentar til Bente.

Og jeg kan ærligt sige det samme om jer alle sammen. Det er enormt privilegeret at kunne få så mange forskellige 'falkeøjne' og mentorer, der giver positiv kritik på ens tekst.

Med hilsner
Poly

PS.
Jeg blev fanget af andre ting, så jeg har slet ikke nået at kommentere eller skrive noget på SAXO, hmm. Jeg håber jeg kan hoppe på vognen i næste uge.

Jørn E. sagde ...

Kære Randi,

Jeg er glad for, at du hurtigt kom i samme stemning som i Kap. 1. Det betyder for mig, at historien hænger sammen.
En af de ting jeg gerne vil trække frem i mine små besættelseshistorier er, at det hele ikke var så rosenrødt, som det med tiden er kommet til at tage sig ud.
F.eks. kan jeg fortælle, at der var langt større katastrofer end Den Franske Skole, som de færreste kender til.
De manglende følelser hos Niels og Marias fædre skyldes, at jeg var bange for, at teksten ville blive for lang. Men jeg forstår anken.
Jeg vil tænke over, om jeg kan få det flettet ind i kapitel 3.
At du hurtigt genfandt stemningen fra kap. 1 betyder for mig, at historien hænger sammen.
Og ja, jeg syntes, at Niels skulle blive mand og kone :o)

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Poly,

Jeg modtager alle gennemtænkte og gennemarbejdede kommentarer positivt. Det er da en cadeau at nogen bruger tid på, at læse og reflektere over mine tekster. Det er jo det der gør Skrive-bloggen og Saxo så vidunderlige. Det hele ryger ikke bare i skrivebordsskuffen.
Der er nogle ting jeg ville komme til at gentage, hvis jeg skrev dem her også, så jeg vil opfordre dig til at læse min kommentar til Randi også.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Og særligt til dig, da jeg ellers ikke retter sprog i kommentarer:

viste kommer af at vise (vise frem)
vidste kommer af at vide (have viden om noget).

Poly sagde ...

Kære Jørn

Jeg takker for æren.♥

Viste, med eller uden d'et er et af de ting stavekontrolen ikke samler op, og min hjerne ikke fanger. :-)

Med hilsner
Poly

Jørn E. sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Det er mig der har slettet kommentaren, fordi jeg kom til at skrive noget vrøvl. Jeg er nok blevet lidt konfus af den sidst Saxorunde. Det er godt nok et ræs.

I 4. afsnit, tror jeg nok det er, hvor ambulancechaufføren bemærker forbindingen, er det selvfølgelig på MARIES ben. Vil du evt. være sød at rette det for mig?

Hvordan går det med ryggen?

Jeg er imponeret over din energi trods din ryg og smerterne.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Poly!

Det der med stavekontrol er jo lidt af en fælde, for hvis der findes et ord som staves på den måde, så sorterer den det ikke fra.
Du er altid velkommen til, at "konsultere" mig, hvis der er noget du er i tvivl om. Det ville være mig en glæde.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Poly sagde ...

Kære Jørn

Mange tak for dit tilbud. Du er bare så sød og elskværdig.

For at hjælpe stavekontrollen på OpenOffice som jeg bruger, kopier jeg ugens tekst ind i skrivedokumentet, og gemmer så de ord stavekontrollen ikke har indbygget!

Men, som jeg har sagt før, dansk er en stor lærdom!

Med hilsner
Poly