lørdag den 26. november 2011

Jeg kan huske mig


Tekst og foto: Poly Schmidt



Jeg kan huske
en opvågning så kåd og glad

Jeg kan huske
de smil for alle og hver én

Jeg kan huske
alverdens pile af glæde de skød

Jeg kan huske
ubesejret jeg klædte mig ud

Jeg kan huske
øjne der overstrålede alt

Jeg kan huske
en ånd der ej stoppede op

Jeg kan huske
de gange jeg rejste ud

Jeg kan huske
en gave der deltes med fryd

Jeg kan huske
dansen med lethed den gled

Jeg kan huske
da jeg stolede så blind

Jeg kan huske
musikken der fyldte mit sind

Jeg kan huske
et nej det fandtes da ej

Jeg kan huske
en rose der foldede sig ud

Jeg kan huske
det hele måtte prøves igen

Jeg kan huske
jeg havde sindet i fryd

Jeg kan huske
en smerte med ar den bed

Jeg kan huske
de sorger med skyen gled ned

Jeg kan huske
vejen løb væk og endte som blind

Jeg kan huske
vidne og vind bed hul i min skjul

Jeg kan huske
livet var større end nu

Jeg kan huske mig

men ej finde dens vej

lørdag den 19. november 2011

Bryllup


Tekst: Anita Kastrup Østerberg
Foto: Jørn E.



Kære Sofie

København 2/2-2009


Nu skal du bare høre noget sjovt.
Jeg skal til bryllup oppe på Grønland, min moster Anne har fundet en fyr der er Grønlænder.
Det bliver til sommer engang men vi har allerede fået besked nu så de er sikre på hvor mange der kommer.
Min mor turde dårligt fortælle far det. En flybillet koster vist 5000 kr. for en voksen og vi er alle fire inviteret . Glæder mig bare helt vildt.
Far, han blev slet ikke tosset, tværtimod var det som om han har gået og ventet på en undskyldning for at komme dertil. Det havde jeg bare aldrig troet.

Nå jeg smutter for nu - elsker at skrive rigtige breve til dig.

Knus
Bedsteveninden
Karla



Vi sidder her, hele familien, på en lang række. Mormor, mormors søster og os fire.
Kirken hedder Nanortalik, ligesom byen. Vi ankom i går med Air Greenland, er stadigvæk helt fortumlet. Midnatssolen holdt vist os alle vågne.
Jeg lukker øjnene og lader mig leve ind i stemningen, orglet spiller stille og afventende. Det kildre af spændning i min mave. Jeg lytter til hviskeriet bag mig, grønlandsk lyder ligesom små “knæklyde” når det hviskes.
Jeg skæver ned og ser på salmebogen “Tussiutit” i mine foldede hænder. Den er skrevet på grønlansk.
Først syntes jeg det er sært, vi kan jo ikke synge med! På den anden side, i Danmark får man jo også en dansk salmebog udleveret.
“Katititsineq” jeg prøver at sige ordet inden i mig selv, det betyder bryllup eller vielse ved et bryllup – tænk at Anne skal til at forholde sig til så fremmedartet sprog.
De har valgt at bosætte sig heroppe efter brylluppet. Anne har allerede fået job som jordmoder og Lars som ingeniør – børn er ikke på tale i deres høje alder.
Orglet begynder at bruse højt, Lars der har siddet oppe ved alteret sammen med forloveren, vistnok hans fætter, rejser sig nu op.
Han ser flot ud Lars, i sin hvide anorak, selvom han ikke skiller sig særligt ud – alle mændene har det samme på: Hvid anorak og sorte bukser, nogle har almindelige sko på andre har sorte kamikker.

Anne har været meget hemmelighedsfuld omkring hvad hun skal have på, så vi er ret spændte. Jeg har været på nettet for at se lidt om dansk/grønlandsk bryllup og det ser ud til at være normalt med kjole, ligesom i Danmark.
Anne er 42 år, så hun har vel ikke ligefrem myrter i sløret, og dog det er hendes første bryllup. Jeg smiler og kan mærke forventningen helt oppe i halsen, let hysterisk – bare jeg ikke får et grinflip!

Tre kvinder i meget smukke dragter står oppe til venstre i kirken, orglet holder en meget kort pause, for at fortsætte sammen med sang fra kvinderne. Det lyder smukt – meget stemningsfyldt.
”here comes the bride…” Vi rejser os alle og dørene åbnes.
Anne træder ind ved morfars side. Der går et sus gennem kirken Hun har en grønlandsk festdragt på.
What!! Må man godt det når man ikke er ”indfødt”? Nå ja, det har de kongelige jo også, men Anne?...




Kære Sofie

Nanortalik 13/7 2009


Så skete det, i lørdags blev Anne Larsen til Anne Jeremiassen. Du skulle have set hende. I kirken havde hun grønlandsk folkedragt på, lidt grineren men rigtig flot alligevel. Dragten havde hun fået af sin nye svigerfamilie, syet specielt til hende – med familiemønster og alt muligt.
Om aftenen til festen havde hun en ”rigtig” brudekjole på – den var virkelig flot, tænk at se så godt ud som 42 årig!
Jeg lægger billeder på FB, så der kan du se det hele (og vi chatter jo nok, hæ hæ..).
…nå jeg smutter igen

Knuzz
Bv <3 <3 <3
Karla

lørdag den 12. november 2011

Let it be


Tekst og foto: Bente Pedersen



Han kunne høre hende synge, mens hun ryddede op efter aftensmaden. “When I find myself in times of trouble, Mother Mary comes to me, Speaking words of wisdom, Let it be.” Beatles fik ikke for lidt, når hun havde headsettet på. Han smilede, da han hørte hendes skæve toner og rejste sig. Tog de sidste tallerkner og brødkurven med ud i køkkenet til hende.

Med sædvanlig effektiv energi var hun allerede nået til at tørre køkkenbordet og vasken af. Da han ville smide de sidste brødrester i affaldsposen under vasken, kom han til at skubbe til hende med skulderen. Hun stivnede, og knoerne på den hånd, der holdt om kluden, blev hvide. ”Hold lige op med det dér!” Hendes stemme var pludselig som en skarpretters økse. Mother Marys milde ånd havde helt forladt hende. Forvirret kiggede han på hende. ”Holde op med hvad? Jeg ville da bare hjælpe dig.” Han forsøgte at sende et stort smil mod hende i rudens spejl. Hun gnubbede hidsigt på en usynlig plet på køkkenbordet. Nakken var bøjet, og hun så det ikke.

”Du ved godt, jeg hader, når nogen skubber til mig. Jeg kan bare ikke ha’ det!” Hun vendte sig langsomt mod ham. De kulsorte øjne fikserede ham. For at undgå smerten, der flød ham i møde, fokuserede han på den dybe rynke mellem hendes bryn. Hendes stemme var hæs, og hun rømmede sig voldsomt. ”Du skal bare aldrig nogensinde skubbe til mig. Aldrig! ”Hendes skingre stemme peb i ørerne, inden den knækkede over og forsvandt. Hun vendte sig igen mod vasken og skyllede kluden så grundigt, at den næsten blev gennemsigtig. Om og om igen. Han så Mother Mary stå ved døren med hånden på håndtaget parat til at forsvinde ud i den kolde aften og tage hyggen med sig i tasken.

”Jamen lille skat da, rolig nu! Jeg mente det jo ikke. Det var et uheld. Se på mig. Det er jo mig, Ole!” Han lagde en hånd forsigtigt på hendes betonskulder. Mærkede hvordan den langsomt fandt sin normale stilling igen. Han forsøgte sig så forsigtigt med en arm rundt om hendes liv. Den blev accepteret, og da han begyndte at nynne: “And when the broken hearted people, Living in the world agree, There will be an answer, Let it be”, vendte hun sig smilende om mod ham. Ved døren så han lettet Mother Mary hænge overfrakken tilbage på knagen og smilende gå ind i stuen.

lørdag den 5. november 2011

Bogklubben


Tekst og foto: Poly Schmidt



Fanden tage den åndssvage agent at presse ham. Han havde sgu’ da fået rigeligt i godteposen fra hans sidste bog, som oven i købet var filmatiseret. Han ville meget hellere nyde livet, rejse ud og møde nye mennesker. Især dejlige gudinder der fik himmelvandet til at vende op og ned på nat og dag. Og gudhjælpemig om agenten ikke havde givet et ultimatum: - Skriv en ny bog eller find en anden agent. Hva’ fanden skulle han gøre!

Hans kunne mærke de grå hår vokse, mens han travede rundt på det bonede parketgulv. Hjernemassen ledte desperat efter værdige synsvinkler, imens kvalmen og forvirringen var ved at tage overhånd. Måske skulle han skrive om nogle af sine kvindelige aktiviteter, men det var der jo så mange der gjorde. Eller en bog om en eller anden dødssyg kriminalbetjent, hm!

Pludselig standsede han brat og skreg:- I got it! Yes, yes, yes! Okay, okay tag det nu roligt Anders. Det var lige risikabelt nok at satse på! Eller hva'! Eksalteret hældte han en stiv whisky op, for at dulme nerverne, som kriblede for at komme op og skabe kaos i hele hans eksistens! Han var nødt til at nedfælde en grovskitse over forløbet, så han kunne få sulten stoppet hos den grådige agent. Nu skulle der arbejdes. I store spring var Anders ovre ved sit skrivebord og greb et stykke papir, inden han fortrød handlingsplanen.

Da annoncen var færdig, læste Anders den højt, for at sikre den var trykkeklar til morgendagens avis.

BOGKLUBBEN FOR FORFATTERESPIRER.
Det prestigehædrede schweiziske forlag Xdon
har oprettet en bogklub for forfatterspirer.
I samarbejde med førende forfatter,
vil Xdon vil gerne hjælpe nye skribenter
til udgivelsen af den første bog.
Adgangsbetingelse: Dit manuskript,
som ikke har været offentliggjort!
Hurtig henvendelse er eminent!
Kun 6 forfatterspirer får chancen!
Ring hurtigst muligt, for at aftale en tid
på 0049 1500 4711 999

Anders var ganske tilfreds med annoncens formulering. Ivrig ringede han til en af morgenaviserne, og nåede heldigvis at få annoncen med inden tidsfristens udløb. Han følte sig gevaldigt oplivet. Nu var det bare at vente på morgendagens opringninger, for hele planen så mere end lovende ud. Ingen ville kunne spore ham med den nye mobiltelefon, han lige havde købt i Tyskland. Bare der kom 2-3 henvendelser, ville han være yderst tilfreds. Hele kroppen kriblede af forventning over endnu en succesfuld bog, der ville sikre hans nuværende levestil. Og med overskuddet i sigte, ville han uden betænkning tilgive den grådige agent.

Han stod tidligt op næste dag for at have alt klart til modtagelsen af den første forfatterspire. Men for alligevel sammen med et spjæt, da mobilen ringede. Med en dyb indånding svarede han: - Godmorgen, det er agenten for Bogklubben Xdon. Samtalen forløb perfekt, og den unge forfatter ville meget gerne komme forbi om en time. Han gav Sofus adressen, og gentog at han endelig måtte huske sit manuskript, lige før de sagde farvel. Nu var det bare at vente!

-Perfekt, tænkte Anders, da han åbnede døren, og studerede Sofus, mens han bød ham indenfor. Den unge forfatter så ludfattig ud. De stod i den store entre og sludrede høfligt om ligegyldigheder. Anders førte elegant samtalen ind på Sofus tid som forfatterspire, for at nå hen til indholdet i det medbragte manuskript. Alt imens Sofus usystematiske fortalte om baggrunden for fortællingens indhold.

-Nå, men lad os nu gå ned i biblioteket, og se nærmere på dit manuskript. Anders åbnede døren til kælderetagen, og tilbød høfligt sin gæst til at gå først. Da Sofus vendte ryggen til ham, greb han med et snuptag basketballkøllen der hang på knagerækken langs døren. Smask! Den knasende lyd rungede nervepirrende, da Sofus styrtdykkede ned ad trapperne!

Selvom Anders hjerte galoperede, gik han målrettet hen til telefonen. Han fortalte sin agent den gode nyhed om det gamle manuskript, han havde besluttet at bruge til en bog. Han ville lige finpudse historien, men de kunne snildt lave en aftale om en ugens tid. Humøret var berusende, da Anders lagde røret på!